mandag den 17. december 2012

Oh, how the mighty have fallen!

`Kæft jeg har det nederen i disse dage! Rigtig lort med lort på. Måske ku du se det på billederne fra den anden dag? Jeg ku i hvert fald selv. Altså, det her er afgjort et klynkeindlæg, så gider du ikke dét, stryger du bare videre. Men nu har jeg altså fået NOK af kemo-skranten og influenza-lidelse, så nu blir jeg NØDT til at klage mig!
Det dér kemo er jo hvad det er. Det er nasty, det smadrer kroppen, man får ondt og alt muligt andet dårligdom. Det præparat jeg får nu gir ikke kvalme eller lignende, men til gengæld så jævelsk ondt i knoglerne. Så ondt at jeg nogen dage bare går rundt og klynker hele tiden. Heldigvis har jeg nu lært at jeg bare skal gi den max gas med de smertestillende. Så det var sådan set til at klare - hvis ikke lige der var kommet følgende oveni i denne uge:
Mandag: Øjenbetændelse. På børnehavebarns-måden med fuldt tilklistrede øjne og gule skorper der kun kunne fjernes fra øjenvipperne ved at rykke dem af. Så det gjorde jeg så. Ligner nu skaldet albino uden andet til at definere ansigtet end rødt snotudslæt på kinderne og min gennempudsede tud (er på min 4. box kleenex...) Desuden: Feber plus opkast. Som i: jeg kastede op selvom der ikke var mere i maven at kaste op af. Og så igen... Og igen... Jeg véd ikke om du kan forestille dig hvor afkræftet man kan blive efter 3 måneders kemo toppet med Roskildesyge/influenza/eller-hvad-det-nu-var-sygdom.
Tirsdag: Stadig let feber. Desuden nu ørepine og massive propper i begge ører. Føles som at have en dyne viklet stramt om hovedet. Kunne høre min puls banke i ørerne hele tiden. Favorit-ord i disse dage: "Hva´??"
Onsdag: Diarré. Hurra...
Torsdag: Lidt-af-det-hele... Nåja, fik jeg nævnt at jeg i tilgift hoster som en søløve og pudser næse hele tiden? Sover af denne grund alene på sofaen. Nåja, sover og sover... Jeg halvt sidder halvt ligger, med masser af puder og dyner, hue på det "onde" øre og med Sex and the City kørende på laveste lydstyrke. Glider ud og ind af søvnen - kun afbrudt af knastør hoste og indtagelse af Strepsils.
Fredag: Brugte det meste af dagen på at frekventere egen læge og hospitalet for at finde ud af hvad pokker jeg fejler. Svaret er ingenting (HA!) - normale infektionstal, men for en sikkerheds skyld kastede de lige den blide penicillin efter mig...
Lørdag, søndag og nu... Hoste. Snot. Totalt tillukkede ører. Hårdt angrebet tålmodighed og stigende irritation. Effekt af penicillin: antageligt udeblevet. Effekt af at være lukket inde i mit hjem i en uge: Kraftig. Grænsende til desperation... Nej, ikke bare grænsende til!!!
Fik jeg nævnt at jeg skulle have været til København i ugens løb for at se en masse søde veninder, gå på Christianias julemarked og udveksle julegaver med min søster???
MEN: nu kommer vi til ugens optur (ja, sådan en er der altid. Og det er vigtigt at finde den, ellers går jeg helt i sort): Sidste år i februar fik jeg en dejlig veninde til at tage nogle billeder af ungerne og jeg - som en let forsinket julegave til Kasper. Siden har de bare ligget på computeren, men NU skal de fremkaldes. Og tænk, jeg blev både rørt og rystet over de billeder: for prøv lige at se hvor skøn jeg egentlig ser ud. Det kunne jeg ikke se før - men nu hvor pynten i dén grad er pillet af mig, kan jeg påskønne mit "gamle" udseende på en helt anden måde. Og dét er faktisk noget at være glad og taknemmelig for. Hvor HAR jeg dog brugt tid med at slå mig selv oveni hovedet med hvor grim-tyk-kedelig-og-så-videre-på-manglende-selvværds-måden jeg var - men helt ærligt, det er der da ingen grund til! At se den forandring jeg har gennemløbet over det sidste halve år er smadder hårdt og det véd jeg også det må være for mine omgivelser. Men jeg kommer jo tilbage til mig selv - måske ikke lige i samme version, men i hvert fald i en rask udgave igen - forhåbentlig meget snart! Nu er der kun 10 dage til sidste kemo-runde. YES!
P.S.: Børnene er ALTID pæne!!!
P.P.S: Altså, det der skaldede look er sejt i en periode - men nu glæder jeg mig altså snart til at få hår igen.


torsdag den 13. december 2012

Har du en skaldet veninde vi skal forkæle sammen?

Da jeg fik at vide at jeg havde brystkræft, tænkte jeg med det samme på at nu skulle jeg tabe håret. Jeg vidste instinktivt at jeg ikke var paryk-typen - og regnede med at køre det skaldede look, tilsat cool tørklæder og huer. Allerede inden håret røg, gik jeg ud og investerede i smukke tørklæder og huer, specielt til kvinder uden hår. Men jeg forkøbte mig - og det kan komme dig og en skaldet veninde-mor-søster-bedstemor-kollega-kone-you-name-it tilgode.
De to lækre tørklæder nedenfor får jeg nemlig ikke brugt. Jeg faldt for dem, købte dem - og har siden kun prøvet dem på nogle gange, men de passer alligevel slet ikke til mig - selvom de er fantastiske både i kvalitet og udseende. Derfor vil jeg gerne forære dem væk til en som kunne blive glad for dem og få dem brugt. De er af mærket Christine Headwear, og der er virkelig tale om et design der tager hensyn til både den sarte, bare hovedbund og det æstetiske behov for fylde der hvor der engang var hår (nej, jeg får ikke sponsor-gaver eller lignende - jeg er bare en begejstret bruger, for de to øvrige huer jeg har købt bruger jeg dagligt).
Alt hvad du skal gøre er at skrive en kommentar om hvem du synes fortjener de to fine tørklæder inden fredag den 14. december kl. 20 - gerne med en lille begrundelse og beskrivelse af hendes situation. Hun behøver ikke lide af brystkræft og være skaldet som følge af kemo, men hendes hårtab skal være ufrivilligt. Hvis der er flere interesserede trækker jeg lod - husk at skrive din email-adresse i kommentaren, så jeg kan kontakte dig bagefter. Jeg sender tørklæderne til den udvalgte skaldepande, fint pakket ind, med en hilsen fra mig og den der vinder - som en lille ekstra opmuntrende før-julegave.
Billederne her er desværre ikke ret gode, men modellerne kan måske findes på Christine-hjemmesiden ovenfor - måske endda på en lidt friskere og kønnere model end hende her kemo-makrellen, der efterhånden er noget slidt i betrækket :-)
Tørklæde #1, som er på de to billeder herover, er i beige silke-blanding med bomuldsfor. Der er sat perler og pailletter på i små bomber i douce grå og rosa toner. Det er rynket bagtil med en indsat elastik for at gi fylde, og så er der to korte bindebånd. Det er et virkelig, virkelig fint og yndigt tørklæde!



Tørklæde #2 er gråt og enkelt - det er et tørklæde der har to meget lange bindebånd som skal draperes 2 gange omkring hovedet, stoffet på båndene er syet i en art bisé-læg, rigtig dekorativt. Tørklædet er lunt og godt på en vinterdag - men med blødt fór så det ikke kradser den skaldede isse. Tørklædet er ret råt og kan passe mange typer, fordi det er enkelt og stilrent.

Håber virkelig der sidder nogen derude som kan få glæde af tørklæderne (og er det dig selv der er skaldet må du SELVFØLGELIG osse gerne melde dig i lodtrækningen!!!)
 
 



søndag den 9. december 2012

All I Want for Christmas...

I år er jeg f-u-l-d-s-t-æ-n-d-i-g tom for gaveønsker... Jeg har virkelig prøvet at lægge hjernen i blød. En ny blender, måske... efter at mine elever brændte den gamle sammen da de skulle lave smoothies en dag. Men hvad, det går jo egentlig fint med en stavblender...
Noget nyt tøj, måske? Men jeg har jo egentlig så meget, og lige nu er det blødt tøj der kommer ud af skabet hver dag. Mine knogler og led gør nemlig så hæsligt ondt efter at jeg nu får et andet kemo-præparat. Helt standard er jeg efter 3. behandlig skiftet til ét der ikke gir kvalme, men til gengæld smadrer knoglemarven helt i bund og tørrer alle slimhinder ud. Jeg ligner Yoda når jeg står op om morgenen... bortset fra hårtotterne, altså... Og bevæger mig som en 80-årig den første uges tid efter hver behandling, fordi alle led bare gør nuller-naller...
En bog, eventuelt... det ku være Lisbeth Zornigs selvbiografi, som jeg nu har lånt et par gange på biblioteket, men kemo-hjernen har ikke ku gøre den færdig. Eller en lækker kogebog... Eller den med Arne og Carlos´ strikkede kugler...
Lækre sager til huden??? Men igen, jeg har så meget...
I virkeligheden tror jeg bare slet ikke jeg kan finde ud af at ønske mig alle de dér materielle, lækre sager i år. Egentlig har jeg bare et stort ønske: Jeg vil gerne snart være igennem dét her hæslige kemoforløb. Jeg vil gerne ha min krop igen, og kunne begynde at føle mig ung og rask i stedet for gammel og smadret. Jeg vil gerne tilbage til mit arbejde, til at være noget mere for min mand og min familie, og jeg vil gerne igen kunne føle mig som MIG igen.
Den gave er der jo ikke lige nogen der kommer forbi med, og jeg ved osse godt at det er et ønske der udspringer af at jeg lige nu er i den hårde fase af behandlingerne. Det ønske udspringer af smerte og frustration og frygt - fordi jeg jo ret beset ikke véd hvornår og om jeg nogensinde blir mig igen. Jeg véd godt jeg aldrig blir den gamle mig - min krop har været igennem prøvelser som den nok skal komme sig over, men som også vil ha sat spor. På knogler, tænder, slimhinder, muskler etc. Og psykisk kommer jeg også ud med en anden bundlinje. Mere angst, måske... Men også mere livsglad. Mindre bange for at være for meget - og mere indstillet på at bruge hele mig, også de sider som jeg tidligere har gemt lidt væk for ikke at støde nogen på manchetterne. Gad vide hvornår jeg igen kan kigge mig i spejlet og tænke at NU - lige her og NU - er jeg på toppen?
Nå, så på gaveønskelisten i år kommer der måske ikke til at stå så meget... A Cure for Cancer øverst - og så måske en lille-bitte blender nedenunder (gerne gul som den gamle)... 

onsdag den 7. november 2012

"Hvor ER du bare heldig, Lisbeth"

Jeg har de seneste uger deltaget i et mindfulness-forløb gennem Kræftens Bekæmpelse. Det er så rørende og stort hvad der bliver stillet til rådighed af pleje til sjælen fra den organisation - de véd hvad der virker, i de hjerte-og-sinds-lommer hvor medicinen ikke kan komme ind og udrette noget. Undersøgelser viser at rigtig mange kræftpatienter efter behandlingsforløbet udvikler depressioner og angst. Når man er midt i sit behandlingsforløb er der styr på tingene - kemoen æder alt hvad den skal, strålerne svitser det sidste - bum, så var der styr på det. Men ude på den anden side står usikkerheden bare og venter på at man har paraderne nede. For hvad nu? Er det hele væk? Kommer det tilbage? HVORNÅR skal jeg blive urolig igen? Blir mit liv nogensinde det samme? Kan jeg nogensinde slappe af og få tilliden til min krop tilbage? Er jeg syg-for-evigt - eller kan jeg tillade mig at føle mig sund og rask indtil det modsatte er bevist? I dét tankespind er der brug for noget der kan hjælpe, og sådan et redskab er mindfulness. Andre undersøgelser viser, at lige præcis mindfulness-meditationsformen kan reducere risikoen for depressioner med noget i retning af 40%. Og det er så enkelt - ikke noget hokus-pokus eller mærkelige "det-virker-hvis-du-tror-på-det"-medikamenter -  bare nærvær, accept og kontakt.
Nærvær med dét som er - uden håb og ambition om forandring og præstation. Accept af dét som er - det er ok, det er der af en årsag, og det må gerne være der - også selvom det er sorg, smerte og angst. Og kontakt med kroppen og sindet. En kærlig omfavnelse af mig selv - lige præcis i dén form fysisk og psykisk jeg nu er i.
De tirsdag eftermiddage har været guld værd - på mange måder. Også fordi jeg har mødt fantastiske kvinder, fulde af liv og kraft (uden æ) - og det er inspirerende og fornyende.
Der er et særligt blik i øjnene hos dem/os. Vi stiller os ikke tilfreds med "bare" at være i live - vi vil LEVE.
På kurset har jeg mødt særligt en kvinde som gjorde indtryk på mig. Hun er ikke meget ældre end mig. Lille, væver, sprællevende og med en utrolig stærk, sprød sårbarhed omkring sig. En af de første gange sagde hun helt spontant til mig "Hvor ER du bare heldig!" Jeg havde fortalt om mit forløb - hvordan jeg havde fundet knuden, at den var lille, jeg var kommet hurtigt i behandling - og havde ikke haft spredning til lymferne...
Hun havde fundet en meget lille knude, som hendes læge havde slået hen som ingenting - men alligevel givet hende nummeret til en privatklinik hvor hun kunne få det tjekket. Som hun sagde: "Det nummer blev ved med at falde op af min taske!". Hun kom endelig afsted - og det viste sig ikke bare at være én lille knude, for hun havde celleforandringer i hele brystet. Hun fik fjernet brystet - og de fandt desuden en stor lymfeknude på halsen. "Jeg har ikke noget væv herfra og hertil" (fra halsen og ned midt på maven samt ud under armen).
Det er vildt nok, ikke? At selvom vi set ude fra verden er i samme båd - brystkræft-galejen - så er vi set INDEFRA to vidt forskellige steder. Jeg skal "bare" bekymre mig for om der igen dukker knuder op i mine bryster når jeg er færdig med behandlingen. Hun skal være opmærksom på alle mulige skjulte steder i kroppen hvor man IKKE kan se det hvis der sker noget skidt - lymfer, knogler og organer. Vi har fået samme diagnose - men vores perspektiver er alligevel vidt forskellige. Og hvor er det sundt for mig at have mødt hende. Der er ikke så mange der for tiden møder mig med et "Hvor ER du bare heldig, Lisbeth!" Jeg håber hun også nogen gange møder nogen der kan give hende dén følelse...


* Billedet har jeg lånt HER

  

søndag den 4. november 2012

Vinderen er...

Nu er jeg hjemme fra en uges dejlig rekreation i sommerhus. Heldigvis helt ovenpå igen - så nu skal jeg nyyyyyde en uges tid hvor jeg er helt mig selv inden jeg skal have næste runde kemo. Det har faktisk vist sig at være SÅ svært at rumme at lige når det går op og alt er godt - så går det brat ned igen og jeg får det ad helvedes til all over again. Men nu er der kun 3 gange tilbage, messer jeg inde i hovedet... Kun 3 gange endnu... Efter jul er jeg færdig... I det nye år er det slut med at føle sig som en tømmermandsplaget, influenzaramt sofa-zombie... Yes!!! (Det dér positive affirmations-pis skal da ha en chance, ing?)
Nå, men det jeg ville sige var jo:
Nu er afstemningen i kemo-kalot-konkurrencen slut. Og vinderen blev kalot nummer fire - den fine stribede uldhue med små filtede blomster og agern. Kære Eva, vil du skrive til mig hvad for en farve Omaggio du ønsker dig (jeg har set den kommer i en flot julerød, ud over alle de dejlige andre farver...)
Og kære Tanja, der skrev noget med "Hue nummer 4 skriger af livsglæde..." - vil du sende mig din adresse på lisbethvayland@gmail.com, så sender jeg dig et lille hjemmegjort EmBracelet.
Tusind tak for jeres bidrag alle sammen - og tak for alle de smukke kommentarer der strømmer ind på mine indlæg, jeg véd godt jeg fortsat er en ustabil blogger, men det betyder stadig alverden at I sidder derude og læser med!

torsdag den 25. oktober 2012

Hvordan man har det - og hvordan man ta´r det...

Puh, denne runde kemo er virkelig en bitch! Jeg fik mit 3. shot i mandags - blev udskudt endnu en gang fordi mit immunforsvar var for trykket til at jeg var klar til beregnet tid. Sidste gang var hård, fordi de slet ikke ku få en nål i mine årer - først i 4. forsøg lykkedes det. Den slags sætter sig - så denne gang var det bare lykken at nålen gled i i første forsøg. Men eftervirkningerne... puha. Jeg er TRÆT ud over alle grænser. Småkvalm hele tiden, på trods af masser af medikamenter til at ta det værste. Og nu kan jeg godt mærke at det slider på humøret. Det er en hård rutchebanetur at skulle igennem gang på gang på gang... Fordi jeg har det så godt hen mod slutningen af en tre-ugers periode, føles det som et stort tab af frihed, helbred og normalitet når det næste kemo-shot nærmer sig. Fordi jeg véd at det sender mig til tælling på sofaen i nogen dage - og måske flere og flere for hver gang.
Fra start af har jeg vidst at det ville blive hårdt. Men jeg har haft skjulte ressourcer at trække på - et overskud jeg ikke vidste jeg havde, en fighterånd der kom ind fra sidelinjen og en evne til at se det positive i denne her hæslige diagnose. Men nu begynder jeg at tænke, at den ressource måske også kan løbe tør? At jeg på et tidspunkt må bukke under og bare lægge mig til tælling indtil 6. runde er omme? Jeg frygter bare at det vil give psykiske langtidsvirkninger jeg ikke kan overskue konsekvenserne af...
Derfor prøver jeg stadig at holde mig fast på at jeg er heldig. At jeg er relativt oppe-gående og har dage hvor jeg er helt mig selv... At jeg kan gå eller cykle en tur, spise sandwich på min yndlingscafé og drikke store kaffe latter med nabo-damerne. At jeg kan strikke til alt det dumme fjernsyn jeg overhovedet gider se.
Måske er det alt sammen et dumstædigt forsøg på at insistere på, at det her bare er en biting?

onsdag den 10. oktober 2012

Så´ der huer! Og der må stemmes fra NU af!

4 skønne huer/hatte har jeg modtaget til min konkurrence - og et enkelt tilhørende tørklæde. De er skønne og specielle og ingen af dem ligner hinanden - og jeg er SÅ glad for dem alle sammen! Tak, dejlige damer!
Og nu til stemme-reglerne: du kan stemme på din favorit-hat frem til 1. november. Du kan kun stemme 1 gang pr. hat - men må gerne stemme på flere hatte, hvis du synes det er svært at vælge. Jeg tæller sammen og sørger for at alt går retfærdigt til. For at du skal have noget ud af din stemme - udover støtte til de rare modister - sætter jeg en eller anden lille ting på højkant og trækker lod blandt alle der har stemt. Og nu til billederne - de er taget med håndholdt kamera og af en noget sølle fotograf - håber dog I kan fornemme hvad huerne gør for et skaldet kemo-hoved!

Hue #1 - er egentlig en hat. Den er i efterårsagtigt brunt fløjl - egentlig var der et bånd om pulden, men jeg synes den er bedre sådan her! Den er lavet af Kirsten...

Hue #2 - er skøn og gul - med en brun sløjfe fortil. Den er til en dag med go energi og knald på! Den er lavet af Kirsten...


Hue #3 er hæklet - og til en varm dag, tænker jeg, for det lufter lidt ind gennem maskerne. Den har et tilhørende tørklæde i mormorfirkanter - varmt og i lækre efterårsfarver. Den er lavet af Helle...


Hue #4 er strikket i det blødeste-bløde garn - og der er fine filtede blomster og et enkelt agern på. Den er lavet af Eva...


Så må der stemmes!

tirsdag den 9. oktober 2012

Rundstyk!

Undskyld! Til de dejlige damer der har sendt mig hatte - fordi jeg endnu ikke har fået taget billeder og lagt på! Jeg håber ikke I synes jeg er et utaknemmeligt skarn - jeg er nemlig lykkelig for jeres bidrag, men tiden lige nu går med en frygtelig masse andet. Senere i dag tager jeg billeder og sørger for de snarest er på bloggen, så alle kan stemme med om hvem der skal vinde en skøn Kähler-vase. Go tirsdag fra Lisbeth

tirsdag den 25. september 2012

Noget af det, der er svært...

* Er at acceptere når ens blodprøver ikke er i orden - så kemoen må udsættes to dage...
* Er at rumme når ens mand synes det er svært at forstå at man godt kan være både stærk og svag på samme tid - uden at han behøver blive ked af det eller skulle fikse det... Og at rumme at han nogen gange BLIR ked af det og gerne vil fikse det! Og at rumme det uden at blive træls og sur og respektløs... Det er faktisk RET svært!!! Umuligt, nogengange... Og måske er det svære faktisk at forstå at han GODT kan forstå det og rumme det og være i det - men bare ikke gør det på den RIGTIGE måde (min, hvis I sku være i tvivl!)
* Er at hente sit barn på skolen uden hår. Ikke på grund af børnene - det er nemlig slet ikke et problem at rumme at hendes 6 år gamle klassekammerater kigger og siger højt "Du er skaldet - hvorfor er du det? Du ser lidt mærkelig ud!" - nej det er svært at rumme når pædagogerne får bekymrede skrå øjenbryn og let dæmpede omsorgsstemmer og siger "Nå og hvordan GÅR det så med dig???" Så får jeg lyst til at sige "Det går faktisk godt" - også selvom det går helt vildt blandet og mærkeligt og nogengange godt og nogengange helt almindeligt og nogengange af helvede til... Men sådan er livet jo for fa´en osse når man IKKE har kræft - og hvem spør de helt almindelige forældre som ikke er skaldede og får kemo, men som måske osse har brug for at blive spurgt - måske mere brug for det end mig?!?
Og hvorfor er det egentlig så svært for mig at tro på at de GODT kan rumme at jeg siger: "Det går helt almindeligt i dag - jeg har været på toppen og følt mig helt som jeg plejede at være og faktisk GLEMT at jeg var syg - indtil nogen spurgte..."
* Er at få tiden til at gå på en ordentlig måde. Uden at se FOR meget dårligt fjernsyn og spise FOR mange søde trøste-sager...
* Er at undlade at få dårlig samvittighed over de søde trøste-sager - og at lade være med at slå sig selv oven i hovedet med det og tro at det er derfor éns krop ikke er klar til kemo til tiden...
* Er at sku lægge makeup HVER DAG for ikke at ligne en syg. Og jeg er bare mega-dårlig til at lægge makeup. Hvor skal man egentlig stoppe med foundation og pudder når man er skaldet??? Nakken, eller hva´! Og hvordan undgår man at ligne en dårlig drag med alt for forbavsede øjne og alt for store læber og alt for bratte overgange mellem hudfarve og foundation???
* Er at undgå at fryse på ægget - selv når man er inden døre. Trækker det ikke lidt - overalt?
* Er at finde ud af hvad folk kan hjælpe med når de gerne vil hjælpe... Er det for meget forlangt at de SELV finder på hvad der ville være godt? De kender mig jo! Hvis det begynder med C og slutter med Hokolade, så virker det! Eller begynder med D og slutter med Ameblade... Og faktisk er det bare en kæmpe hjælp når nogen blir glade for at jeg spør om de vil komme og drikke kaffe med mig - og bare sludre om løst og fast, som om jeg var helt normal og slet ikke syg...
* Er at acceptere at ens blodprøver ikke er i orden, så kemoen må udsættes to dage...
* Er at acceptere at man måske har liiiidt kemohjerne og nogen gange glemmer ting. Og nogen gange siger ting man allerede HAR sagt :-)

søndag den 16. september 2012

lørdag den 15. september 2012

EmBracelets #2

Bare lige et hurtigt lille PS: ja, jeg sælger da mine EmBracelets - de koster 40 kr. inkl. porto, og så giver jeg 20 kr. pr. stk. videre til Kræftens Bekæmpelse... Du kan smide mig en mail på lisbethvayland@gmail.com hvis du vil bestille og se på mulige knapper.

tirsdag den 11. september 2012

EmBracelet

Jeg har knyttet nogle superfine armbånd (beskedenhed er en dyd, siger man...) - som jeg kalder EmBracelets. De symboliserer min - og virkelig rystende mange andre kvinders - kamp mod brystkræft - så derfor er de naturligvis pink. De lukkes med forskellige knapper fra gemmekassen.
Navnet symboliserer dét som jeg mener er kernen i at stå denne her sygdom igennem: man er pinedød piske-nødsaget til at tage udfordringen til sig - rumme den i et kærligt, men også stærkt favntag. Og så betyder embrace jo også at blive holdt om - og dét skal jeg sige jer man har brug for! Hvad synes du om dem? Det ene sidder på mit håndled - det andet er i København hos min veninde Rikke...

Kemo is only a bitch if you are...

I så fald må jeg ha lidt et regnskab at betale af på...
Okay, sunny side up: jeg brækker mig i det mindste ikke. Men nu er det 8 dage siden jeg fik første skud, og min krop har ikke rigtig været sig selv siden. Jeg føler mig tømmermændsramt - uden at ha drukket en dråbe. Jeg har ligget i min seng det meste af weekenden - mens mine forældre var på besøg og vi fejrede fødselsdag for begge ungerne - æv! Er træt som et helt alderdomshjem... Kroppen kan lige slæbes rundt, men energi er der nærmest ingenting af... Er bleg, indfalden, runken og trist... Okay, tror bare jeg går og lægger mig igen, ing?

Men HEY, husk det nu: Hvis du skal være med i min kemo-kalot-konkurrence skal du se at få symaskinen/strikkepindene/hæklenålen i gear - for det er inden de 1/10 jeg skal have dit bidrag hvis du vil vinde en skøn Kähler Omaggio... Se mere HER

onsdag den 5. september 2012

Noget om taknemmelighed...

Jeg er så rørt over al den kærlighed, opbakning og hep jeg modtager i disse dage. Til jer der kommenterer på mine indlæg: jeg ville ønske jeg var skarp nok til at nå rundt til jer alle og siger personligt TAK - for det varmer mere end I måske aner at I lægger et lille tilråb, et godt råd, en tanke eller bøn. Men nu bliver det så bare et kæmpestort, kollektivt TAK for pokker da for JER!
En anden ting der har fyldt mig med taknemmelighed i dette forløb er den måde jeg er blevet mødt på af mine venner, min familie, mine kolleger, mit netværk i det hele taget... Beskeder fra veninder over SMS, et lille skriv på facebook, gaver og blomster, tilbud om hjælp, en kop kaffe når jeg har det halv-nederen - det er bare så rørende, selvom det jo ikke er uventet - for helt ærligt, så omgi´r jeg mig jo med nogen af de bedste mennesker i verden, og dem kan man kun forvente alt det bedste af! Her vil jeg slet ikke nævne min mand, som bare står klippefast ved siden af mig - det er lige præcis her at ordene om medgang og modgang gir allermest mening - og grunden til at jeg slet ikke vil nævne det er, at jeg ellers ikke kommer videre for bare hyl, tud og vræl!
Men så er der de uventede opmærksomheder: som at min søns klasselærer læser med her på bloggen og på den måde holder sig opdateret - så hun kan snakke med ham om min situation og hans følelser omkring den på sin egen indfølende facon (vinke-vinke, Lene :-))
Og den helt uventede oplevelse jeg havde, da jeg i onsdags i sidste uge tog mig sammen og kørte til Randers til et netværksmøde for brystopererede... Det handlede om parykker/tørklæder/hatte/makeup - og det er lige dét sted jeg har overskud til at tage fat lige nu.
Da jeg dukkede op på Randers Sundhedscenter var der sådan en liiiille smule tomt - faktisk var der kun frisøren, den frivillige koordinator (som selv var tidligere brystkræftpatient, men nu ude på den anden side), og en sygeplejerske fra Mammaklinikken i Randers, hvor den første del af mit behandlingsforløb jo er foregået... Nåja, og så var der MIG - som kom helt ny og nærmest frisk-opereret, med masser af hår&energi og stadig et laaaangt, ret ukendt forløb foran mig. Så jeg blev forkælet - fik lagt makeup, prøvede tørklæder, fik lejlighed til at snakke om mit forløb og høre fra én der selv har stået det hele igennem. Og da jeg spurgte frisøren om jeg så var nødt til at komme tilbage til Randers en anden dag hvis jeg gerne ville købe tørklæder hos hende, sagde hun: "Vi kører da bare lige ned i salonen når vi er færdige her - så kan du se hvad jeg ellers har og finde ud af hvad du vil ha´". Så jeg kom hjem, glad og rørt, med 4 MEGA-smukke hovedbeklædninger (I skal nok få billeder en dag ved lejlighed, men håret er der jo lissom endnu, ing?).
MHT kemoen - så har jeg godt nok været mat de sidste par dage. Mandag eftermiddag var jeg stadig på toppen, men om aftenen blev jeg slået helt omkuld af svimmelhed, kvalme og halsbrand (du kan ta graviditets-halsbrand, hvis du har været så uheldig at være ramt af dét, og gange med 10... eller mere måske...) Sov skidt-skidt-skidt - men siden den første nat og indtil nu er det mere bare sådan en generel mathed i hele kroppen - ikke ulig influenza. Så jeg føler mig heldig!
Her er jeg så - bon´et op på kemo - stadig med hår, men mon ikke næste gang bliver den skaldede version?

mandag den 3. september 2012

"Ska du ha en stänkare?"

Kl. 11 i dag skyder de det første kemo-shot ind i mine årer. Jeg har været klar længe - har gennem hele forløbet tænkt på i dag som det tidspunkt hvor det VIRKELIG går i gang!
Pyt med at de skærer mit bryst op... Pyt med at de skærer det op én gang til 14 dage senere - og lige laver et snit under armhulen osse, just to top it off... Men i dag rykker vi for alvor! Så kommer giften! NU kommer bivirkningerne! Det er fra nu af jeg kommer til at mærke hvad den her sygdom virkelig betyder!
Ja - måske... For hvad nu hvis jeg er en af de heldige der ikke blir hundesyg og brækker mig i stimer af kemoen? Hvad nu hvis jeg er så velforberedt, at mit hårtab ikke kommer som et chok, men mere som et "var det dét?" Hvad nu hvis jeg fortsat vil blive ved med at tænke at LIGE OM LIDT - så går det løs...
Det jeg mener er: måske er det her bare sådan jeg er? At jeg i tankerne har været så langt omkring ting, at når jeg står i dem er de ikke så voldsomme?
Jeg har altid været en "worst-case-scenario-kinda-ga´l"... Ku se spøgelser, druknedød og pest steder hvor ingen andre ku. Det med brystkræft havde jeg måske ikke lige set komme...
Men nu hvor det er sådan det er, står jeg egentlig sikkert på mine ben midt i det. Måske fordi jeg inderst inde tænker: "Jeg VIDSTE det - der ville komme noget rigtig-rigtig lort på et eller andet tidspunkt - HVA SAGDE JEG!?!"
Så på en eller anden måde er jeg bare klar... så må vi se hvor slemt det dér worst case scenario egentlig er...

tirsdag den 28. august 2012

Lortesygdom?!?

Jeg har fået en uventet gave. Den hedder brystkræft. Jeg har ikke bedt om den - og faktisk har jeg heller ikke selv lukket den op - i det hele taget er det en rimelig kikset og helt igennem uønsket gave! Den blev slængt i skødet på mig da jeg lige havde travlt med at se den anden vej og leve mit liv. Ingen return to sender-label på. Ikke engang et skide til-og-fra-kort... Køn er den ikke, den gave. Velkommen er den såmænd heller ikke. Men lissom så mange andre gaver jeg i tidens løb har modtaget udfylder den en funktion... På ondt, selvfølgelig, men sandelig osse på godt.
Jeg har nemlig længe siddet fast i en eksistentiel osteklokke af trummerum (som enhver ægte Peter Plys-fan jo ved er fransk, og betyder "trummerum"). En klokke hvor verden egentlig var begyndt at rage mig en høstblomst. En hverken-eller-tilstand, der var begyndt at ligne noget der havde tænkt sig at vare til evig tid... Hverken rigtig lykkelig eller rigtig ulykkelig. Hverken tilfreds eller rigtig utilfreds. Sådan lidt grå-grumset stemning, faktisk. Midtvejskrise?!? Ja, det tror jeg.
Kræften har givet mig et pespektiv, som jeg ikke er sikker på jeg havde fundet frem til af mig selv. Nu vil jeg føle jeg er levende - fremfor overlevende... Jeg vil nyde hver dag - måske ikke lige intenst, men der SKAL være noget at nyde hver evigt eneste dag. Mit liv er lige nu alt, alt for dyrebart til at lade dagene dalre afsted uden mål og med.
Selvfølgelig er der tudeture og vrede og afmagt og frustration! Det kommer og går, og det handler om bare at lade det flyde ind over én så det derefter kan flyde videre. Jeg vil ikke krampagtigt holde sorgen og dødsangsten ud i strakt arm i håb om at de to kedelige fætre forsvinder og ta´r kræften med sig i flugten. Jeg vil lade det ha den plads det skal ha - fordi jeg tror på at det er den eneste måde jeg kan undgå at det tager MERE plads end det skal ha´!
Der er masser at være rystende angst for - masser af ubekendte og et stort tomrum på reolen der hvor planen for resten af mit liv plejer at stå. Til gengæld er der meget mere liv lige her og nu... Og det er det hele værd!



mandag den 27. august 2012

Noget om at trække kemo-kortet...


Kender du dét? At du engang imellem har brug for at ha sådan et get-out-of-jail-kort du lige kan trække i situationer du gerne vil slippe lidt let om ved?
"Skaaaat... jeg har jo kræft, og så sagde vi, at så var det jo dig der lavede kaffe... og hang vasketøj op... og tømte opper´en...og så videre..."
Spøg til side: det er faktisk en lidt kedelig side jeg har opdaget ved mig selv efter jeg fik diagnosen. Ikke fordi jeg udnytter at have en potentielt livstruende sygdom (jep, det hedder det!) i bredt og ukritisk omfang, men fordi jeg kan mærke at jeg nu har DEN GODE undskyldning for en masse ting, jeg tidligere heller ikke havde lyst til - men ikke kunne finde ud af at sige fra overfor.
F.eks. kan jeg nu fuldstændig uden blusel gå tidligere hjem fra en fest jeg ikke rigtig kan finde mig tilrette i for "jeg drikker jo ikke nu hvor jeg har CANCER - så jeg går hjem nu hvor alle andre begynder at blive snaldrede (=mega-lamme at høre på)"...
Og jeg kan mærke at det sidder i mig i alle mulige situationer at føle mig BERETTIGET på grund af min diagnose. Berettiget til at synes at andre er nogle klovner i trafikken... det har jeg længe syntes, men nu MÅ jeg lissom godt - for jeg har jo CANCER, og så skal I faneme køre ordentligt! Berettiget til ikke at gide kedelige ting (forældremøder/havearbejde o.lign.) - for jeg skal jo NYDE livet til det yderste nu hvor jeg har CANCER! Kan du se billedet? Not a pretty one, right?!? Nå, jeg holder mig selv i ørerne, gør jeg - for jeg vil bare ikke være hende den bitre, der ikke kan finde ud af at sige hvad tingene RIGTIGT handler om (at jeg ikke gider, ikke har lyst, ikke kan li, ikke vil spilde min tid på o.s.v.) - men bare bruger CANCER som gangbar undskyldning. Det er sgu da for røvet, og slet ikke dén jeg vil være.

*Billedet kan jeg ikke lige huske hvor jeg har lånt - men HEY - jeg har jo CANCER, såeh...

fredag den 24. august 2012

Kids say the darndest things

Mig: "Kaya, hvad ønsker du dig egentlig i fødselsdagsgave?"(Kaya blir 6 om ca 10 dage...)
Kaya: "Jeg ønsker mig en tand!"
Mig: "????????????????"
Kaya: "Så kan jeg lægge den under hovedpuden så tandfeen kommer og gir mig penge!"

onsdag den 22. august 2012

Leave it to the pros! OG KONKURRENCE...

Aijmen altså, hvor selvhævdende naiv har man lov at være?!? "Sådan en kemo-hue kan jeg da selv sy!!!" Yeah, right! Så i går gik jeg i gang med symaskinen - klippe lidt frit efter cirka-hoved-mål i en af Mikkels aflagte t-shirts (synes teksten "I have no idea what I´m doing out of bed" var sådan ret frisk i det) - og lavede lidt kreativ drapering med lækker neongul. Fikst. Eller hvad???
Nej ikke rigtig, vel?!? Så var det jeg tænkte: der er SÅ mange kreative damer i blogland - og udover at der allerede findes vildt mange gode, etablerede tørklæde-og-hue-designere til skaldepander som mig (eller det er jeg jo ikke endnu, men snart), så syntes jeg det ku være fedt at sætte endnu mere fut i Kemo-Kolorista...
Derfor udskriver jeg nu en bette konkurrence.
Reglerne er:
#1 Du designer og syr en hovedbeklædning til mig udfra følgende simple forudsætninger: Mit hoved er ca 54 cm i omkreds. Tørklædet/huen/turbanen skal være i naturligt materiale - altså ikke kunststof, da det ikke leder varmen ordentligt væk fra den sarte, bare hovedbund.
#2 Du sender mig en mail på lisbethvayland@gmail.com og skriver at du gerne vil være med - så sender jeg dig min adresse så du kan sende din hue/tørklæde til mig.
#3 Senest 1.oktober skal jeg have dit produkt
#4 Derefter tager jeg billeder af mig selv med de indkomne forslag og lægger dem på bloggen. Jeg skal nok gøre mig umage med ikke at ligne noget der er løgn! P.S. Måske har jeg ikke tabt håret til den tid endnu - så tager jeg altså først billeder når jeg er helt skaldet - det skal jo gå ordentligt til!
#5 Alle læsere kan derefter stemme på deres favorit frem til 1. november
#6Vinderen får en Kähler Omaggio-vase 20 cm i valgfri farve
* billedet er lånt HER

lørdag den 18. august 2012

Sku man køre en Joan Ørting?

Der er vildt meget man skal tage stilling til, når man pludselig får stillet en vild diagnose som brystkræft. Hvordan siger man det til børnene? Hvem må vide det? (Mit svar er: ALLE - men det kan jo være meget forskelligt fra person til person. Jeg har bare valgt at være helt åben omkring det - det skal ikke være noget der hviskes om i krogene, og som ingen rigtig tør spørge til...) Hvad skal jeg gøre med mit elskede arbejde? Hvordan rummer jeg alle andres sorg - når min egen bare kommer og går, og faktisk ikke er der så meget som man skulle tro? Hvilken behandling vil jeg tage imod? (Mit svar er: DET HELE! Fyr den af, for fa´en - den skal bare ha alt hva den kan trække, så det her blir slået tilbage med alle til rådighed stående midler!) Hvad gør jeg når håret falder af? Paryk???? Tørklæder??? Huer?? Bar isse? Jeg har altid drømt om lange, røde krøller... Nu er drømmen indenfor rækkevidde, men det bliver nok noget sært uvirkeligt noget at gå rundt og svinge med noget SÅ langt fra mit eget glatte, korte mere-eller-mindre blonde. Som udgangspunkt tror jeg jeg er til en kombination af skaldepande og tørklæder. Lige nu ligger det stadig et stykke ude i fremtiden... men det skal ikke afholde mig fra at fantasere...
Den her ku jeg godt være til - billedet er lånt HER

torsdag den 16. august 2012

"Mor, må jeg arve din smartphone hvis du dør?"

HVORDAN fortæller man sine børn at man har fået brystkræft??? Det spørgsmål have Kasper og jeg en times kørsel fra Randers til Grenå på vej hjem fra den livsomvæltende diagnose til at tænke over og snakke om. Ud over alle de praktiske oplysninger vi havde skullet forholde os til ved den timelange samtale med overlægen og sygeplejersken, havde vi selv haft brug for at spørge dem om, hvordan man mon kan fortælle sine børn på næsten 10 og 5 trekvart (ja, Kaya tæller kvartaler!!!) at mor har en potentielt livstruende sygdom. "Sig det som det er - men uden for mange detaljer, og fortæl kun det I ved - ikke for mange hvis´er og måske´er"... Det prøvede vi så, da vi endelig kom hjem og kunne hente dem hos farmor. Mikkel græd som pisket da han hørte ordet brystkræft. Han slog armene om mig og klemte mig hårdt. "Du må ikke dø mor - jeg kan ikke bære at miste min mor når jeg ikke er blevet voksen!" Så græd de voksne osse! Kaya forstod det ikke helt - resten af dagen blev hun ved med at spørge: "Har du det bedre nu, mor?" Som om jeg var syg lige nu og her - og kunne få det bedre fra øjeblik til øjeblik - lissom med snot, hovedpine eller flossede neglerødder. Efterfølgende har vi talt med dem om behandlingen. Vi har fortalt dem om operationerne. De har fået lov til at se mit arrede bryst - hvis de ville. Jeg har snakket med dem om at være skaldet, om jeg mon vil ha paryk og om hvordan man godt kan blive dårlig af kemoen. Og de har tacklet det på hver deres måde. Et par dage efter min første operation (ja, jeg er blevet opereret to gange - men det er en anden historie, der også handler om at diagnosen alligevel ikke var så klokkeklar som de først troede) spillede vi alle sammen Ludo om aftenen. Den største "fornøjelse" ved Ludo er jo at slå de andre hjem - men da jeg én gang for mange havde slået Mikkel hjem, rejste han sig og sagde i lige dele arrigskab og morskab: "Åhhhh, mor, hvoffor er du ikke død af kræft endnu!!!" Heldigvis begyndte jeg helt automatisk at skraldgrine - fordi det var så morsomt, rørende og grænseoverskridende sagt. Og heldigvis slugte Kasper lynhurtigt den irettesættelse han havde på tungen (og som jeg da også havde indeni - for det er da ikke sådan noget man kan tillade sig at sige!!! Men jo - mine børn må tillade sig at sige lige det de vil - for det SKAL være ok at tænke højt, også de forbudte og bange og urimelige og tarvelige tanker...) Han spurgte osse meget hurtigt i forløbet om han måtte arve min smartphone - vigtigt for en dreng på 10, som har en MEGA-NEDEREN helt ordinær røvdårlig telefon, som slet ikke kan måle sig med Samsung Galaxy S2!!! Selvfølgelig må han det... Kaya har forstået det på sin 5 trekvart-årige måde. En aften havde hun og jeg været i Cirkus Summarum. På vejen hjem fra Århus små-snakkede hun om alt mellem himmel og jord, mens hun spiste det sidste slik fra sin slikpose. Det var ellers i første omgang blevet valgt fra som træls, mærkeligt og ulækkert... men det kan jo blive småt for enhver. "Mor, det her slik er faktisk en slags medicin. Det er sådan en slags medicin som man faktisk kan tabe håret af!" Hun har i hvert fald forstået hvad kemoen kommer til rent praktisk at betyde... Vi bekymrer os en hel masse for hvad det her forløb kommer til at betyde for vores børn - på længere sigt. Ikke så meget den utænkelige tanke, at de måske skal undvære deres mor tidligere i deres liv end vi alle ønsker - den tanke tænker vi slet ikke (altså undtagen lige i den dér vågne time mellem 4 og 5 om natten, som nogen gange dukker op!!!). Vi tænker mere om vores store, pligtopfyldende altid korrekte dreng nu også føler at der er rum til hans følelser - og håber at han ikke føler han skal være endnu mere perfekt end han i forvejen prøver at være. Vi bekymrer os også om hvad deres legekammerater og andre i deres netværk kan finde på at sige når de opdager at Mikkels og Kayas mor i en periode ikke har noget hår... Kan man blive drillet med dét? Og hvor meget bekymrer man sig egentlig når man er barn for om man kan risikere at miste sin mor? Tænker man på det hver dag? Hver time - hele tiden? I virkeligheden tror jeg de læser på os voksne hvordan de selv skal føle. Når de kan se at jeg nyder livet - endda endnu mere intenst end før - og har det rimeligt godt - trods diagnose og diverse behandlinger og bivirkninger - så tror jeg faktisk de finder tryghed i det... Eller måske er det dét jeg håber???

onsdag den 15. august 2012

I´m back...

Nøj, hvor har jeg tænkt meget på at begynde at blogge igen - og da jeg gik ind nu,for lige at overveje om jeg skulle skrive et lille indlæg, lå der en kun få dage gammel kommentar fra SanneP, om hvordan jeg har det... Så nu springer jeg sgu ud i det - så er I selv ude om det! Og tak, Sanne, for skubbet! 4 måneder uden at blogge går super stærkt - blogland er sikkert et andet end det jeg forlod. Jer der var mine faste læsere har måske stadig lyst til at høre nyt fra Kolorista - men jeg advarer jer lige på forhånd: der er et nyt projekt i mit liv, som kommer til at fylde meget på bloggen fra nu af. Måske har du ikke længere lyst til at læse med når du hører hvad det er? Det forstår jeg fuldt ud - så kobler du bare fra, og vi er lige gode venner for det! Hele den lange historie må du få en anden dag... Jeg kan kun sige, at denne ferie endte med ikke kun at være ferie. Og de sidste uger er gået med at vi som familie skal vænne os til et helt nyt liv - ikke et vi har valgt, men et vi er blevet givet. Mandag den 23. juli var jeg til mammografi på Randers Sygehus. Ca 3 uger forinden havde jeg fundet en knude i mit højre bryst - sådan en af dem der ikke går væk, hverken af at vente eller ignorere. Knuden var måske en vandcyste, mente lægerne. De tog fine billeder i brystklemmemaskinen, og desuden en lille finnålscelleprøve - og 3 grovnålsbiopsier. Og så spiste manden og jeg frokost i Randers, og ventede på svaret på den første prøve... "Din prøver viser ondartede celleforandringer - det betyder at du har brystkræft". Kan man forberede sig på den besked? Nej, ikke engang selvom vi alle sammen ved at vi kan være den ene ud af ni der blir ramt i løbet af et kvindeliv. Jeg skal nok fortælle meget mere - også om hvordan vi efterfølgende har svævet mellem håb, fordi biopsien viste sig IKKE at indeholde celleforandringer - bekymring for hvad den endelige diagnose måtte vise sig at være - træthed efter to udmarvende operationer - og venten på dén efterbehandling som nu går i gang. Så indtil nu, kære blogland: Ja, jeg er en af de ni, og jeg må acceptere de helt nye livsbetingelser jeg er blevet givet! Ja, jeg kæmper! Og ja, jeg skal nok vinde over brystkræften!!!

mandag den 12. marts 2012

Frivilligt eksil...

Jeg KAN simpelthen ikke finde mine blog-ben for tiden. Derfor holder jeg pause på ubestemt tid - og dukker måske op her eller måske i anden form en anden gang. Indtil videre lukker Kolorista i hvert fald døren til sit Hurlumhejhus og trækker gardinerne for. Jeg kigger stadig med hos jer, og nyder inspirationen... men mit eget bloggeri er altså nu så meget en skændsel, at jeg må holde pause - også officielt. Kærlige hilsner og tak for nu (indtil videre...)- Lisbeth

tirsdag den 6. marts 2012

Kvinde-klicheer...

Nu er den 8. marts lige om hjørnet. Jeg har aldrig fejret Kvindernes Internationale Kampdag. Overvejer det i år, men kan da slet ikke finde en måde der kan passe... er så ny i det dér kvindekamp, selvom jeg deep down er rystende rød og hepper på lige løn for lige arbejde og alt det dér! I dag mødte jeg en ældre herre på gaden. Han uddelte flyers om kamp-dagen og et lokalt arrangement i byens kulturhus. Måske er det konen der har sendt ham afsted - ellers lidt mærkeligt at han er sendt på gaden som reklamesøjle for lige præcis dét arrangement, ik? Arrangementet står Venstrefløjen bag - det siger de selv på flyers´en. Fint. I´m all for it! Men: HVORFOR består arrangementet af et uigennemskueligt oplæg om Frihedsegen (WHAT?), folkemusik v. Marie og Troels - og fællessang, underholdning og taler (ved Venstrefløjen, går jeg ud fra) hvor mændene osse må være med. Kan jeg se mig selv i dét? Aij, vel?!? Hvad kæmper vi for, står nærmest dybt hen i det uvisse - vi kæmper i hvert fald ikke med våben jeg gider ta op og bruge (harmonika-akkorder og kaffe, går jeg ud fra er det stærkeste skyts, at dømme fra det program) Men så var det osse lige at jeg læste denne artikel. Om klicheer i dameblade. Om at alt i damebladene centrerer sig om mode, mad, vægt og små-lomme-livs-filosofi-som-alle-ka-relatere-til-på-den-ufarlige-måde. Og om at der mangler intelligente dameblade, der tør sætte alle speltklicheerne i rampelyset og på spil. Se DET er da en krig jeg kan forstå og bakke op om. Jeg elsker glittede magasiner - men jeg blir da ved gud en ulykkeligere kvinde af at læse dem! Jeg burde motionere mere, sove mere, spise mere (sundt), shoppe mere (=dyrere) og elske mere (som i sex). Altså, hvorfor KØBER jeg det lort? Jeg tror jo ikke engang på det livssyn de opererer ud fra! Jeg har mine egne "dameblade" der kan pinpointe et moderne kvindeliv på godt og ondt - uden vaselinefilter, men med masser af LIV. De er virtuelle. De er skrevet af hamrende intelligente kvinder (M/K, faktisk). Jeg blir klogere og gladere af at læse dem. Jeg synes de rammer mit liv SÅ meget mere end alverdens glittede magasiner. Nåja, det er blogs, naturligvis. Du finder dem HER og HER. Hvis de to "damer" holder Kampdag vil jeg være med!

fredag den 2. marts 2012

Uhhh, Roskilde...

I aften tar jeg til Roskilde. Skal først besøge en dejlig, gammel veninde - helt tilbage fra HF for 100 år og en hel del madpakker siden. Kommer hjem til hende sent i aften (i hvert fald målt i A-menneske-tid) og mon ikke vi skal snakke lidt og drikke te inden det blir tid til at sove? Vil være velfortjent, eftersom jeg medbringer et helt sæt stile til toget - og de SKAL rettes i denne weekend! SKAL Lisbeth, blev der sagt!!! I morgen skal jeg mødes med De Gamle Mødre. Vi skal shoppe. Hygge. Skraldgrine. Måske græde lidt. Spise go mad. Sove på Hotel Prindsen. Drikke en enkelt drink(s). Måske et Gajol-shot på værelset? Tænk så velsignet jeg er med gode mennesker! Nåja, forresten: meget in sync m. min destination har jeg lige ligget 3 dage med Roskildesyge... Som dukkede uønsket op lige midt i min ellers vildt hyggelige fødselsdag i mandags. Med gæster. Og gaver. Og bræk og bæ, altså osse. Nå, hvad. Jeg har da endnu en fødselsdag i 30´erne tilbage... Så efter nogle dage på langs & på toilettet, prøver jeg kræfter med jobbet i dag. Skal heldigvis ikke undervise så mange timer. Og der står løbetur med eleverne på programmet. Win-win! Og så er det solskin ovenikøbet...

fredag den 10. februar 2012

Shhh... vil ikke forstyrres!

Jeg word-feuder!!! Hvoffor var der ingen af jer der sagde det var så sjovt??? Okay, det sagde I måske nok, men hvorfor var der ingen der sagde, at os uden smartphone bare skal downloade en eller anden lille fiks himstregims-app til pc - så kører det af den vej??? Jeg får aldrig tid til at rette stile igen!!! Eller sove... eller løbe... var der nogen der hviskede win-win?!?

lørdag den 4. februar 2012

Jeg har aldrig været god til at være malplaceret

At være i en sammenhæng, hvor jeg ikke burde. Eller ikke føler jeg burde være. Når jeg kigger tilbage over mine teenage-år og unge voksenår, følte jeg mig ofte (nærmest altid) malplaceret når jeg var i byen. Uh, det dér med at stå og gøre sig til - føre sig frem - blive set - være på... Jeg HADEDE det. I lang tid - indtil for ganske nylig - troede jeg jeg sku lære at elske det. At vænne mig til kødmarkedets handelsbetingelser - også selvom jeg jo slet ikke selv er i handelen. At jeg skulle leve op til alle de mere eller mindre skjulte forventninger om hvordan man skal se ud - og være - og hvor sjovt man skal ha det - derude på dansegulvene, klubberne etc. Nu ved jeg med mig selv at jeg aldrig kommer til at ku li det. At jeg for altid vil føle mig helt igennem mærkelig på en bar (værtshus er en anden sag - stik mig en håndbajer og en pool-kø - så kører vi!). Og det er faktisk OK. Jeg gider ikke længere prøve at finde ud af at kunne li det - eller slå mig selv oven i hovedet med at jeg ikke kan. Jeg gider ikke prøve mere på at passe ind et sted hvor jeg slet ikke har lyst til at passe ind. Jeg gider godt feste - og danse på bordene - og drikke tilpas igennem. Sammen med mennesker der SIGER mig noget, for filan da! Nå, hvorfor alle disse tanker? Fordi jeg lige har været til en koncert hvor jeg indledningsvis følte mig FULDSTÆNDIG KOMPLET FORKERT. Og længe overvejede om jeg sku gå - fordi jeg som ca. den eneste klarede at trække gennemsnitsalderen for de ca 200 tilstedeværende op over 17. Fordi der åbenlyst var gå-i-byen-stemning på alle andre end mig. Jeg valgte at blive - og godt for det. For musikken viste sig at opveje hele den virkelig trælse følelse af at være en mis-fit. Den gik totalt under huden - og der er ingen retfærdighed til, hvis ikke ham her bliver kæmpestor! Da jeg gik ud efter koncerten kom to af mine søde elever hen til mig - helt eksalterede som kun 16-årige tøser kan være det - og jublede: "Heeeeej, Lisbeth - var han ikke bare for cool? Så du han ga os High Five - og vi fik osse et glas rødvin!" Faktisk var dét osse med til at redde min aften - tænk at de gider hilse på deres kedelige gamle lærer, og dele deres glæde over en fed koncert. Det VAR sgu da godt jeg blev hængende, trods indledningsvis krummede tæer!

fredag den 3. februar 2012

Jeg blir så let forelsket...

I lang tid troede jeg det sku være gengældt. Her til aften var det nok der bare blev elsket den ene vej... Skønnere i virkeligheden end på fnidret lommevideo.

Containercrawl

I tirsdags og onsdags lå jeg m. røven i vejret i en container midt i byen... (Lyder måske mere lokkende end det er...) Den stod foran de lokale boghandel, og var propfuld med skønne fund: trådkurve i metal, plexiglashylder af div. arter, postkortstativer og meget mere... En skøn krea-kollega var med på rov - tjek hans helt nye blog her og se hvad han får ud af sine genbrugsfund.

torsdag den 2. februar 2012

Når nogen er bedre end én selv...

... så overvejer jeg altid at stoppe med det jeg gør. Sådan har jeg det med at blogge for tiden. Der er bare SÅ mange som gør det jeg gerne vil - gange en million bedre! Kan mærke min blog også er ved at skifte fokus (eller: jeg er, uden at det kommer særligt til udtryk på min p.t. dybt inaktive blog) - fra en krea-hverdags-blog til en bekendelses-og-her-er-mit-kaos-liv-blog... bare uden så meget kaos. Og med en begrænset mængde bekendelse (mor læser jo med - og sku nødig blive for forskrækket :0))... Så I kan godt høre det, ik? Der er SÅ mange der gør det bedre end mig i forvejen. F.eks. hende her... og hende (ham) her... og mange mange andre... Men nu må jeg starte et sted - med lige at advare: skulle der i fremtiden (som jo starter NU) komme indlæg med eklatant mangel på billeder, men til gengæld rystende indhold fra privatsfæren... så er det bare fordi det er det jeg så gerne vil kunne. Sku der IKKE komme indlæg af den type - ja så er vi lissom tilbage ved overskriften og den indledende præmis, ik?

lørdag den 28. januar 2012

Jeg er utro!

...med en anden blog for tiden. Hvis du vil se hvordan jeg underviser i dansk for tiden sku du ta og kigge forbi Det´ dansk, for fa´en. Det er ikke stort og forcromet bloggeri. Men det er super-interessant at pingponge med mine elever på den måde!
Og lige nu går al tid med arbejde, familie og at samle energi. Det er ikke nogen spøg at komme ovenpå efter en stress... Men jeg er på vej...

torsdag den 19. januar 2012

Hjælp... nu kan jeg heller ikke finde ud af hvad der sker med blogger!!!

Altså, jeg ved godt at rigtig mange har bøvlet med blogger på det seneste - men nu spør jeg alligevel lige her om nogen kan forklare hvad der sker (så behøver jeg ikke sidde og lede efter gamle indlæg og kommentarer hos jer... var der nogen der sagde doven? Nå ikke?? Nej, men det ER jeg!)
Det jeg ikke kan er: Når jeg klikker på indlægstitlen på et af jeres indlæg i mit betjeningspanel, åbner blogger en tom side. Jeg skal klikke på jeres navn for at komme ind på jeres blog - meget mystisk. Når jeg vil lægge en kommentar kommer der også nogen gange bare en blank side op... nogen gange kommer der et kommentarfelt, men når jeg så har lagt kommentaren kommer jeg ikke tilbage på siden - men får IGEN en blank side op. Så hvis jeg vil se om min kommentar er kommet igennem til jer, skal jeg tilbage i betjeningspanel, klikke på jeres navn (og endelig IKKE indlægstitlen), klikke på kommentarer - og nogen gange kommer der så igen en tom side op.
Når jeg vil se de kommentarer I evt. lægger hos mig, skal jeg som regel se dem fra betjeningspanelet - de kommer ikke frem under indlægget eller når jeg klikker på "kommentarer" på min blogside. Det er sgu da noget hø, er det ikke???
Ha en go torsdag!

onsdag den 11. januar 2012

et lille bitte pip...

Alt er ok - jeg har bare travlt med at være tilbage på fuld tid på arbejdet. Aftnerne tilbringes enten med forberedelse eller på sofaen med noget garn - mere om det projekt ved lejlighed.
P.t. laver jeg på jobbet et re-cycling og re-design-projekt med en stor gruppe elever på skolen - samt et par af mine allerdejligste kolleger. SÅ herligt! I dag stødte jeg på denne fantastiske idé-bank - hvis man altså er til genbrugsidéer - og det er jeg jo :-) Billedet er også lånt her - jeg tænker det nok er OK!