torsdag den 16. august 2012

"Mor, må jeg arve din smartphone hvis du dør?"

HVORDAN fortæller man sine børn at man har fået brystkræft??? Det spørgsmål have Kasper og jeg en times kørsel fra Randers til Grenå på vej hjem fra den livsomvæltende diagnose til at tænke over og snakke om. Ud over alle de praktiske oplysninger vi havde skullet forholde os til ved den timelange samtale med overlægen og sygeplejersken, havde vi selv haft brug for at spørge dem om, hvordan man mon kan fortælle sine børn på næsten 10 og 5 trekvart (ja, Kaya tæller kvartaler!!!) at mor har en potentielt livstruende sygdom. "Sig det som det er - men uden for mange detaljer, og fortæl kun det I ved - ikke for mange hvis´er og måske´er"... Det prøvede vi så, da vi endelig kom hjem og kunne hente dem hos farmor. Mikkel græd som pisket da han hørte ordet brystkræft. Han slog armene om mig og klemte mig hårdt. "Du må ikke dø mor - jeg kan ikke bære at miste min mor når jeg ikke er blevet voksen!" Så græd de voksne osse! Kaya forstod det ikke helt - resten af dagen blev hun ved med at spørge: "Har du det bedre nu, mor?" Som om jeg var syg lige nu og her - og kunne få det bedre fra øjeblik til øjeblik - lissom med snot, hovedpine eller flossede neglerødder. Efterfølgende har vi talt med dem om behandlingen. Vi har fortalt dem om operationerne. De har fået lov til at se mit arrede bryst - hvis de ville. Jeg har snakket med dem om at være skaldet, om jeg mon vil ha paryk og om hvordan man godt kan blive dårlig af kemoen. Og de har tacklet det på hver deres måde. Et par dage efter min første operation (ja, jeg er blevet opereret to gange - men det er en anden historie, der også handler om at diagnosen alligevel ikke var så klokkeklar som de først troede) spillede vi alle sammen Ludo om aftenen. Den største "fornøjelse" ved Ludo er jo at slå de andre hjem - men da jeg én gang for mange havde slået Mikkel hjem, rejste han sig og sagde i lige dele arrigskab og morskab: "Åhhhh, mor, hvoffor er du ikke død af kræft endnu!!!" Heldigvis begyndte jeg helt automatisk at skraldgrine - fordi det var så morsomt, rørende og grænseoverskridende sagt. Og heldigvis slugte Kasper lynhurtigt den irettesættelse han havde på tungen (og som jeg da også havde indeni - for det er da ikke sådan noget man kan tillade sig at sige!!! Men jo - mine børn må tillade sig at sige lige det de vil - for det SKAL være ok at tænke højt, også de forbudte og bange og urimelige og tarvelige tanker...) Han spurgte osse meget hurtigt i forløbet om han måtte arve min smartphone - vigtigt for en dreng på 10, som har en MEGA-NEDEREN helt ordinær røvdårlig telefon, som slet ikke kan måle sig med Samsung Galaxy S2!!! Selvfølgelig må han det... Kaya har forstået det på sin 5 trekvart-årige måde. En aften havde hun og jeg været i Cirkus Summarum. På vejen hjem fra Århus små-snakkede hun om alt mellem himmel og jord, mens hun spiste det sidste slik fra sin slikpose. Det var ellers i første omgang blevet valgt fra som træls, mærkeligt og ulækkert... men det kan jo blive småt for enhver. "Mor, det her slik er faktisk en slags medicin. Det er sådan en slags medicin som man faktisk kan tabe håret af!" Hun har i hvert fald forstået hvad kemoen kommer til rent praktisk at betyde... Vi bekymrer os en hel masse for hvad det her forløb kommer til at betyde for vores børn - på længere sigt. Ikke så meget den utænkelige tanke, at de måske skal undvære deres mor tidligere i deres liv end vi alle ønsker - den tanke tænker vi slet ikke (altså undtagen lige i den dér vågne time mellem 4 og 5 om natten, som nogen gange dukker op!!!). Vi tænker mere om vores store, pligtopfyldende altid korrekte dreng nu også føler at der er rum til hans følelser - og håber at han ikke føler han skal være endnu mere perfekt end han i forvejen prøver at være. Vi bekymrer os også om hvad deres legekammerater og andre i deres netværk kan finde på at sige når de opdager at Mikkels og Kayas mor i en periode ikke har noget hår... Kan man blive drillet med dét? Og hvor meget bekymrer man sig egentlig når man er barn for om man kan risikere at miste sin mor? Tænker man på det hver dag? Hver time - hele tiden? I virkeligheden tror jeg de læser på os voksne hvordan de selv skal føle. Når de kan se at jeg nyder livet - endda endnu mere intenst end før - og har det rimeligt godt - trods diagnose og diverse behandlinger og bivirkninger - så tror jeg faktisk de finder tryghed i det... Eller måske er det dét jeg håber???

20 kommentarer:

  1. Kæreste Lisbeth
    Pyha jeg sidder sgu og tuder, ville ønske man kunne slå den forbistrede sygdom ihjel!
    Du er en figther og skal nok klare denne lor.. sygdom!
    Det er vigtigt og super flot den måde du( I) allerede har talt med jeres børn! Jeg vil henvise til kræftens bekæmpelses hjemmeside og nu copy paster jeg et LANGT afsnit fra deres side- de har lavet en lille film og en pjece om hvordan man skal tale med sine børn ( du har sikkert fået noget udleveret).
    Mange knus og tanker
    Heidi



    Når mor kan dø

    Irene Bøggild er en af dem, der har stået i situationen. For et år siden fik hun konstateret brystkræft og måtte hjem og fortælle den sørgelige nyhed til sine to børn. Hun var ikke i tvivl om, at de skulle have besked, men det var rigtig svært.

    -Du skal konfrontere dine børn med nogle ting, som sådan nogle små børn jo slet ikke burde tænke over. De skal bare rende og lege. Og lige pludselig skal de forholde sig til, at deres mor kan dø fra dem, fortæller Irene Bøggild.

    Anna og Lukas har både været bange og kede af det, men overordnet set har de taget det oppe fra og ned, mener deres mor Irene Bøggild.

    Snak under aktiviteter
    Både i pjecen ’Når far eller mor får kræft’ og i videoen kan man få mere at vide om, hvordan børn reagerer, hvad de har brug for at vide, og hvordan man konkret kan gribe samtalen an. Begge kan læses og ses på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.

    Et af rådene fra Lise Stampe Møller-Jørgensen er, at man finder nogle afslappede situationer og snakke sammen i:

    -Det kan være rigtig svært at tage hul på de her samtaler. Det er jo vanskeligt for både forældre og barnet, og derfor kan der være vigtigt ikke altid at sætte sig på to stole og sige, nu skal vi tale om noget alvorligt. Det kan nogle børn gå helt i baglås over. Det skal primært være ved den første samtale, hvor børnene får beskeden.

    I stedet anbefaler hun, at man tager de efterfølgende snakke, mens man laver noget sammen. Kører i bil, går tur, bager. Det kan være nemmere at tage hul på samtalen, når man ikke bliver forstyrret af tv og legetøj, og uden at man har den direkte øjenkontakt, som når man sidder over for hinanden.

    Og så gælder det om at være opmærksomme over for de åbningerne, børn selv kommer med, lyder det fra Lise Stampe Møller Jørgensen.


    Se video om at tale med børn om kræft
    Læs pjecen 'Når far eller mor har kræft' (pdf)
    Bestil pjecen 'Når far eller mor har kræft'





    Af journalist Mai Brandi Ludvigsen


    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Heidi - ja, vi har fået noget materiale - og så har vi lænet os op af vores sunde fornuft for resten. Men det gode råd med ikke altid at sætte sig ned og snakke, men gøre det mens vi laver andre ting, vil jeg straks tage til mig. Kram fra Lisbeth

      Slet
  2. Jeg tror du har ret. Og jeg tror I kommer SÅ langt med både ærlighed og (galgen)humor!

    Jeg husker selv det år min far lige havde fået fjernet sine testikler p.g.a. kræft - og den ønskeseddel han en måned efter udleverede til jul. "Nye sten", stod der. Og dét har han ønsket sig mange år derefter. Og stadig :-)

    Han klarede sig nemlig fint. Ligesom du kommer til at gøre.

    Du er en fighter med begge ben på jorden, Lisbeth. Én af den slags mennesker som kan klare a-l-t. Også dette her!

    Og ved du hvad? Dine børn er garanteret lige så skønne som du <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Fantastisk joke med stenene - den grinede jeg højt af! Jeg skrev selv en dag på Facebook - hvor jeg var langt nede bl.a. pga af smerter efter operation og efterfølgende penicillin-hestekur der smadrede min mave totalt - at jeg ville gi mit højre bryst for at drikke Asti og ryge smøger i stedet for at ta penicillin og ligge i sengen. Sort humor SKAL der til - ellers kan jeg ikke være i det her! Tak for dine dejlige ord, Kirsten!

      Slet
  3. For helvede da også! Pis-lorte-sygdom! Hvor er jeg ked af at du er ramt, Lisbeth. Det må være det sværeste at tackle, det her med børnene. Sygdommen skal du nok slå væk, dét er jeg sikker på. Mange tanker herfra.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Julia - ja det er en pisse-lorte-skide-møg-sygdom! Mange har sagt at det er SÅ uretfærdigt jeg er blevet ramt - men helt ærligt: det er sgu uretfærdigt lige meget hvem!!! Jeg sender dig i øvrigt rigtig meget snart en mail - min niece og jeg skal ind til dig og lave cupcakes en dag - jeg købte en sweetdeal for 100 år siden, den må vi hellere få indløst inden jeg går totalt i kemo-land ;-)Kram fra Lisbeth

      Slet
  4. Jeg så lige, at du var tilbage....., og sikke da en redelighed. Du (og I) har allerede tænkt kloge tanker og finder nye ben at stå på. Jeg ønsker dig held med det hele, og følger med, selvom det ikke lige er livets solside, der flashes p.t. Varme tanker.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Eva - jeg skal i øvrigt nok prøve at huske også at skrive om alle de ting jeg er så dybt taknemmelig for midt i alt det her - der er masser af solstrejf osse, nemlig! KH Lisbeth

      Slet
  5. Jeg bukker mig ydmygt i støvet, over det overskud du og Kasper viser,.. Tænk i midt i en svær krise har overskud til pædagogiske overvejelser omkring hvordan forholder vi os til det sammen med vores børn..jeg ved godt i gør det fordi det skal i, men i gør det ikke bare...i tager børnene alvorligt også i de galgen humoristiske situationer, det er fandme sejt...og pisse mange øv for dig, det er noget værer hø,,,,

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Janet - tak for roserne - vi gør hvad vi kan, men det er selvfølgelig ikke nemt eller perfekt hele vejen igennem! KH Lisbeth

      Slet
  6. kære Lisbeth
    Respekt og knus herfra mig, lige nu ved jeg ikke lige hvad jeg ellers skal skrive.
    Kh Heidi

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Heidi - faktisk er ingen ord nogen gange nok, har jeg lagt mærke til! Kram fra Lisbeth

      Slet
  7. Lisbeth du er en sej kvinde, tænk at du allerede kan skrive om det på bloggen, hatten af for det, man har vel også brug for at få sat ord på. Kram fra mig

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Stina - ja, jeg kan mærke at bloggen bliver et åndehul her - lidt som en dagbog, bare med feedback ;-) KH Lisbeth

      Slet
  8. Kære Lisbeth
    Sikke en trist drejning i dit liv. Og alligevel skinner DU igennem i dit indlæg. Jeg sender dig en masse god karma, for det er sørme fortjent.
    Hilsen
    Ida

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Ida - jeg lapper karma i mig for tiden og kan slet ikke få nok ;-) KH Lisbeth

      Slet
  9. Hej. Har tidligere fulgt din blog og har lige opdaget, at du er begyndt at blogge igen. Og hatten af for det, for indholdet er godt nok på den anden side af fluffy! Dine indlægt, rørte mig helt ind i hjertekulen - da jeg både kunne mærke den der angst man altid har som mor - og min egen barndoms nyhed om min fars lungekræft, da jeg var 10!
    Det er en rigtig svær tid - men heldigvis også noget man KAN komme på den anden side af!
    - selv med alle odds i mod sig!
    Tak for at italesætte alt det man normalt prøver at lukke øjnene for .... Håber du bliver ved m at skrive!
    Varme hilsner Emilie

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Emilie, for din meget rørende kommentar - der er SÅ meget på spil for alle os der bliver berørt af den her sygdom (kræft i bred forstand), fordi den går så hæsligt tæt på vores egen dødelighed - eller nogle vi elsker. KH Lisbeth

      Slet
  10. I er så mega cool. Jeg tror netop det at der er plads til urimelige og tarvelige tanker og at der bliver snakket gør at jeres unger får det nemmere med hele forløbet. For de ved at I kan snakke - at de kan komme... ikke dermed sagt at der ikke kan komme en masse ting i deres små hoveder... men de læser jo også jer - og de bliver modtaget og hørt... der er plads til deres tanker og overvejelser...
    Jeg tror I gør det helt rigtigt. Og jeg synes det er så sejt... Selv om det også er hårdt... det må det være...
    Solhilsner
    Stine

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Stine - vi håber virkelig vi gør det rigtigt! Kram fra Lisbeth

      Slet