"Mor, må jeg arve din smartphone hvis du dør?"

HVORDAN fortæller man sine børn at man har fået brystkræft??? Det spørgsmål have Kasper og jeg en times kørsel fra Randers til Grenå på vej hjem fra den livsomvæltende diagnose til at tænke over og snakke om. Ud over alle de praktiske oplysninger vi havde skullet forholde os til ved den timelange samtale med overlægen og sygeplejersken, havde vi selv haft brug for at spørge dem om, hvordan man mon kan fortælle sine børn på næsten 10 og 5 trekvart (ja, Kaya tæller kvartaler!!!) at mor har en potentielt livstruende sygdom. "Sig det som det er - men uden for mange detaljer, og fortæl kun det I ved - ikke for mange hvis´er og måske´er"... Det prøvede vi så, da vi endelig kom hjem og kunne hente dem hos farmor. Mikkel græd som pisket da han hørte ordet brystkræft. Han slog armene om mig og klemte mig hårdt. "Du må ikke dø mor - jeg kan ikke bære at miste min mor når jeg ikke er blevet voksen!" Så græd de voksne osse! Kaya forstod det ikke helt - resten af dagen blev hun ved med at spørge: "Har du det bedre nu, mor?" Som om jeg var syg lige nu og her - og kunne få det bedre fra øjeblik til øjeblik - lissom med snot, hovedpine eller flossede neglerødder. Efterfølgende har vi talt med dem om behandlingen. Vi har fortalt dem om operationerne. De har fået lov til at se mit arrede bryst - hvis de ville. Jeg har snakket med dem om at være skaldet, om jeg mon vil ha paryk og om hvordan man godt kan blive dårlig af kemoen. Og de har tacklet det på hver deres måde. Et par dage efter min første operation (ja, jeg er blevet opereret to gange - men det er en anden historie, der også handler om at diagnosen alligevel ikke var så klokkeklar som de først troede) spillede vi alle sammen Ludo om aftenen. Den største "fornøjelse" ved Ludo er jo at slå de andre hjem - men da jeg én gang for mange havde slået Mikkel hjem, rejste han sig og sagde i lige dele arrigskab og morskab: "Åhhhh, mor, hvoffor er du ikke død af kræft endnu!!!" Heldigvis begyndte jeg helt automatisk at skraldgrine - fordi det var så morsomt, rørende og grænseoverskridende sagt. Og heldigvis slugte Kasper lynhurtigt den irettesættelse han havde på tungen (og som jeg da også havde indeni - for det er da ikke sådan noget man kan tillade sig at sige!!! Men jo - mine børn må tillade sig at sige lige det de vil - for det SKAL være ok at tænke højt, også de forbudte og bange og urimelige og tarvelige tanker...) Han spurgte osse meget hurtigt i forløbet om han måtte arve min smartphone - vigtigt for en dreng på 10, som har en MEGA-NEDEREN helt ordinær røvdårlig telefon, som slet ikke kan måle sig med Samsung Galaxy S2!!! Selvfølgelig må han det... Kaya har forstået det på sin 5 trekvart-årige måde. En aften havde hun og jeg været i Cirkus Summarum. På vejen hjem fra Århus små-snakkede hun om alt mellem himmel og jord, mens hun spiste det sidste slik fra sin slikpose. Det var ellers i første omgang blevet valgt fra som træls, mærkeligt og ulækkert... men det kan jo blive småt for enhver. "Mor, det her slik er faktisk en slags medicin. Det er sådan en slags medicin som man faktisk kan tabe håret af!" Hun har i hvert fald forstået hvad kemoen kommer til rent praktisk at betyde... Vi bekymrer os en hel masse for hvad det her forløb kommer til at betyde for vores børn - på længere sigt. Ikke så meget den utænkelige tanke, at de måske skal undvære deres mor tidligere i deres liv end vi alle ønsker - den tanke tænker vi slet ikke (altså undtagen lige i den dér vågne time mellem 4 og 5 om natten, som nogen gange dukker op!!!). Vi tænker mere om vores store, pligtopfyldende altid korrekte dreng nu også føler at der er rum til hans følelser - og håber at han ikke føler han skal være endnu mere perfekt end han i forvejen prøver at være. Vi bekymrer os også om hvad deres legekammerater og andre i deres netværk kan finde på at sige når de opdager at Mikkels og Kayas mor i en periode ikke har noget hår... Kan man blive drillet med dét? Og hvor meget bekymrer man sig egentlig når man er barn for om man kan risikere at miste sin mor? Tænker man på det hver dag? Hver time - hele tiden? I virkeligheden tror jeg de læser på os voksne hvordan de selv skal føle. Når de kan se at jeg nyder livet - endda endnu mere intenst end før - og har det rimeligt godt - trods diagnose og diverse behandlinger og bivirkninger - så tror jeg faktisk de finder tryghed i det... Eller måske er det dét jeg håber???