søndag den 31. januar 2010

fuglepuder


Så er der to fuglepuder færdige - den brun-blomstrede var den første, og jeg var ikke helt tilfreds med den tynd-slaskede hale + ditto hals, så har prøvet at forkorte og -tykke på model nr. 2. Den brune er til gengæld velegnet som slumre-nakke-pude i toget - hvis man altså vil være bekendt at slæbe en pip-hans rundt under armen indtil man skal slumre!
Begge dele er af vintage-stoffer (dynebetræk og dug) m. gamle knapper som øjne. Er egentlig godt tilfreds - de ligner dem jeg havde kik på som modelforlæg.

fredag den 29. januar 2010

Aaaaaah - fredag!

Kan mærke den dér stemning af "week-end - endelig-endelig" i hele kroppen... om lidt tager manden til julefrokost, drengen skal hygge og overnatte hos farmor - det føles jo næsten som at være ung, single og fri igen, når man "kun" skal være hjemme med den mindste :-) så jeg vil lave lidt let tøse-mad (uden noget særlig kød i), se disney-sjov m. tøsen og putte hende så mor kan komme i gang med at sy fuglepuder - så nogle skønne nogen i den lokale übertrendy tøjbutik CIN - så vil prøve at lure lidt efter dem.
p.s. - billedet er fra den traditionelle morgendans mine to søde poder opfører næsten dagligt - afspil evt. selv Aquas seneste skive for fuld skrald for dit indre øre - så har du soundtracket til :-)

tirsdag den 26. januar 2010

MINUS 11,4 - det ka da ikke passe!!!


For sulen da, det er koldt her til morgen - også inden døre! Om lidt skal jeg på cyklen og afsted - til en laaaaang dag, med undervisning og Åbent Hus på 10. Klasse Centeret - altid hyggeligt at være på arbejde, og det bliver dejligt at møde potentielle kommende elever, men at være færdig kl. ca 21 ser lige nu HELT uoverskueligt ud - næsten lisså slemt som cykelturen - nå, jeg må vel komme mig afsted, som nordmændene vist siger... Brrrrrrrr!

mandag den 25. januar 2010

Fesent???


Syede nye sofapude-betræk i går - på HandyMandens opfordring! "Kan du da for H...... ikke sy nogen betræk der PASSER i størrelsen til vores puder i stedet for alle de dér hovedpudebetræk som SLASKER rundt???" Nåja, det ku være formuleret pænere - men han har jo ret: alle mine elskede retro-betræk m. 70´blomster eller mellemværk og så videre ER bare for store til puderne. Så jeg føjede ham (og han var HELT ligeglad m. farven - sagde han...) - men måske er de liiiiige lidt fesne i det??? Hvad synes I? De er syet af tre stofrester fra gemmerne - et hvidt bæk-og-bølge m. røde hjerter (gammelt babydyne-betræk fra Kayas unge dage), et små-ternet a la italiener-dug og så noget lidt Tricia Guild-agtigt noget m. paisley-pink-lysgrønt mønster - og lidt bakkebånd og gamle broderier. Hmmmm - nu har de fået plads i den sorte sofa - men måske rykker de senere op på 1.sals-briksen i mit syrum sammen med det skønne stribe-rosede tæppe fra Malenes Changeaway... Jeg syns faktisk de er pæne på den måske lidt for pæne måde???

søndag den 24. januar 2010

Forår i min vindueskarm


... men vinter udenfor. Utallige stiklinger fra bl.a. min skønne, kæmpestore citrongeranium, som et af katte-kræene væltede&knækkede forleden, skal forskønne foråret med velduft... når det altså engang opper sig og dukker op! Om godt en måned er det marts - mon den grågrumsede, smat-trælse, koldvådnassede sne-dyne letter tidsnok? Jeg elsker sne - men kun den nyfaldne jomfruelige af slagsen. Den anden er mest til besvær, syns jeg.
Weekenden går med "projekt køkken" - det går roligt men sikkert fremad. Jeg prøver at få syet betræk til sofapuderne midt i bloggeri, madlavning, rengøring og tøjvask + børnepasning. Godt man har fri om mandagen :-)

lørdag den 23. januar 2010

Sådan gradbøjes TRÆLS! (af Jysk ordbog for eksilkøbenhavnere, side 1)


Træls, trælsere, ombygning! Det er lige præcis DET HER jeg hader ved at bygge om: nu står alle vores køkkenting (inkl. køleskab) i spisestuen. Der er støv og værktøj OVERALT! Jeg har lige slebet vægge ned efter første spartling og har en skøn blanding af snot og slibestøv i hele kraniet (masker er for sissies - eller dem, der kan huske hvor de har lagt dem sidst...) Så er der oprydning - IGEN. Støvsuge (som jeg ikke er vild med), gulvvask (som jeg heller ikke er vild med) samt aftørring af alle øvrige vandrette overflader (som jeg lige kan klare at holde ud engang i mellem, men syns er VILDT irriterende at gøre flere gange om ugen, sådan som det sker for tiden). HandyManden??? Han bygger hønsehus i det kolde solskin m. drengen ved sin side... Er egentlig ikke misundelig på dem, for det er godt nok koldt derude i dag!

Du blir hvad du spiser - men du spiser hvad du køber!


Torsdag aften var Kasper og jeg til foredrag m. Chris MacDonald (eller Kris Madonna som Kaya siger :-)). Inspirerende, nærmest stand-up i formen - og meget, meget anderledes end jeg havde forestillet mig. Her er en mand, der virkelig forstår at punktere myten om sig selv som "Danmarks store sundhedsguru" - samtidig med at han faktisk, sikkert ganske utilsigtet, opretholder den. Skønt! Og lækker er han jo også :-)
Nå, men det jeg ville sige var: Her er vi ikke sådan supersunde - selvom vi går op i god mad, variation, masser af grønt og fibre - men samtidig står der også chips, chokolade og underlødige forarbejdede madvarer på vores menu. Hvordan er det hos jer i de andre små familier?
Her har vi en fast, indkørt rutine der hedder: Lørdag laver vi madplan for hele ugen og køber stort ind. I løbet af ugen køber vi så mælk og brød og hvad vi ellers lige mangler. Det sparer os VILDT meget tid - og særlig penge! Impulskøbene i spot-vare-sektionen er reduceret til et minimum.
Her er ugens madplan - til inspiration evt.???
Lørdag: Hjemmelavet pizza (nogen gange bruger vi grov-pita som bund - men idag blir det dej fra bunden af)
Søndag: Clubsandwich m. hjemmelavede kartoffelbåde
Mandag+tirsdag: Grøntsagssuppe m. kartofler, gulerødder, pastinak og hva vi ellers har - croutoner og bacon-drys til
Onsdag: fiskelasagne - Kasper og Mikkel fanger selv ørreder, fryseren er fuld, så de skal bruges til lækker lasagne m. tomat og spinat
Torsdag+Fredag: pølser og risblanding - og måske madder fredag, hvis der ikke er rester nok.
Her et lille billede af køleskabet før de store indkøb :-) Go weekend derude - Kh Lisbeth

tirsdag den 19. januar 2010

årh, nej - bare jeg nu gør det rigtigt!!!


Nu har jeg også fået denne dejlige award - så nu afslører det sig, at jeg ikke kan finde ud af dét, der kræves for at få den! (Fuck-shit-crap-bugger-tis - troede jeg ku leve her i blogland, uden at nogen NOGENSINDE ville opdage at jeg IKKE KAN FINDE UD AF AT LINKE I MINE INDLÆG!!!!)
Altså for at modtage den skal jeg:
1)linke til Malene fra Malenes Hverdage og Lone fra Ilonesfodspor (ja, det kan jeg jo så ikke finde ud af - undskyld! Opdatering: YES, nu kan jeg - tihi - glem ovenstående! HURRA, jeg lærte lige mig selv det!!!) Og tak, begge to, for awarden. Jeg er stolt og glad!
2)Vise den her på bloggen (jojo, det kan jeg vist lige klare...)
3) Skrive 7 ting om mig selv (med fornøjelse - skal jeg virkelig nøjes med 7???)
4) Give den videre til 7 andre kreative bloggere (med fornøjelse - skal jeg virkelig nøjes med 7???)

7 ting om mig selv:
1) Jeg er for tyk - og jeg gider ikke gøre noget ved det! For 10 år siden rundede jeg 100 kilo - de 20 har jeg smidt igen (heldigvis!) - men de sidste 10 stykker, der mangler for at få BMI´et ud af det røde felt, hænger fast... og der er kun én forklaring: jeg gider ikke gøre det kæmpe, træls arbejde for at smide dem...SÅDAN - så er det out in the open!
2) Jeg hader at gøre rent - og mine lørdage kan nogen gange være helt ødelagt inden de nærmest begynder, fordi det herhjemme er "store-rengørings-dag" om lørdagen. AAAARGH - I hate it!
3) Jeg underviser konstant i noget jeg ikke er kvalificeret eller kompetent til
4) Til gengæld er jeg god til at undervise, så jeg bilder mig ind at eleverne ikke lider (ret meget) under det
5) Jeg skændes med min mand næsten hver dag og om næsten alt - men elsker ham alligevel
6) Jeg læser ikke bøger, men meget gerne dameblade - helst
boligmagasiner eller blade m. kreative idéer i
7) Jeg går nogen gange på toilettet i laaang tid med et bolig-/dameblad for at få fred for hele hurlumhejet
8) Jeg er anarkist - så jeg kan naturligvis ikke nøjes med 7 punkter!

Jeg sender awarden videre rundt i cyberspace til:

1) Malene fra Malenes Hverdage - du har den samme vattæppe-fetisch som mig, og skriver altid skønne, små indlæg fra din hverdag
2) MetteSofie fra Ugler i Posen - du tegner skønt og skriver dejligt om dit liv
3) Lis fra Karlssons Kludeskab - du laver SÅ smukke ting og inspirerer mig til selv at være kreativ - og så er du ikke fedtet med at dele ud af oplevelser fra dit liv
4) Kirsten fra Ude på Landet - jeg griner altid af måden du formulerer dig på i dine indlæg - og bare overskrifterne får mig til at ville læse videre. Og så har jeg et billede af, at vores liv ligner lidt hinandens - kan ikke helt sætte fingeren på hvorfor...
5) Sara fra Bournonville - du laver så dejlige ting, og er vild m. Babushkaer - lissom mig. Vi har stadig et hænge-parti med at lave en "chain-away" - altså sådan en slags kæde-udveksling af Babushkaer - her kan et ubegrænset antal mennesker jo være med og så blir det en overraskelse hvad man får... hmmm, når vi får tid stabler vi den på benene!
6) Heidi fra Knæhøjkarse - for dine smukke, æstetiske billeder og din delikate opsætning af bloggen - din blog glemmer man ikke, for den er så specielt sat op. Og så er det jo bare pudsigt, at vores liv faktisk har krydset hinanden in real life også... verden er lille!
7) Annelise fra Den flyvende Kuffert - selvom der endnu ikke er så mange indlæg på din blog, er det sådan en man bare vil ha mere af!
8) Alle mulige andre skønne kreative kvinder, som jeg surfer forbi hver dag - I er ikke glemt, men der var jo kun plads på listen til 7! Tak også til jer for jeres gode idéer og muntre input i mit liv!

Værsgo - håber I tar imod dem, men det er naturligvis frivilligt!

søndag den 17. januar 2010

"man" skal passe på hvad "man" siger til sin mand!


Nu véd jeg for eksempel, at jeg ikke skal sige: "Skat, ku køkkenet ikke blive fint, hvis vi fjernede alle de grimme overskabe m. indbygningsspots og bordeaux kanter og satte hylder op og malede de grimme, grå låger på underskabene sorte og lagde en ny, lys træ-bordplade på i stedet for den grå-sort-bordeaux-nistrede laminatbordplade og satte små, hvide mosaik-fliser op i stedet for de kæmpe, rektangulære gråligt-grumsede???" - i hvert fald ikke, hvis jeg ikke er klar til at bo i et køkken uden overskabe, men med tre forskellige slags "retro-tapet-på-den-ufede-måde". Min mand gør nemlig tingene lidt inden jeg er færdig med at tænke dem igennem (Guskelov, ellers skete der jo aldrig noget)... så nu har vi ingen overskabe, men til gengæld plads til at Kaya kan røre dej til flutes siddende på køkkenbordet. Jeg glæder mig til det blir færdigt! det ska nok blive godt... engang...

fredag den 15. januar 2010

endelig færdig!


...med 4 fine svampe. De er klar til at blive sendt afsted til Malene, der har bloggen Malenes Hverdage - de kommer i en fin, blomstret dåse, som tak for det skønne pink-rose-stribede vattæppe som kom med posten i dag! Tusind tak, Malene - håber svampene er som du ønskede. Gonat fra det stille hurlumhejhus, hvor kun fruen er oppe...

torsdag den 14. januar 2010

lækre fund i "genbrugsen"



Har været på min ugentlige junkie-rute rundt i byens genbrugsbikse... jeg KAN næsten ikke undvære det, og med to mellemtimer på skemaet midt på dagen og et MEGET NØDVENDIGT ærinde (en ny hæklenål pind 3... UOPSÆTTELIGT, det er klart!!!) som undskyldning, strøg jeg afsted. Ud over et fint, hvidt vitrineskab med seks små vinduer i hver af de to låger (det er lige parkeret i garagen - og jeg gider ikke gå ud for at skyde vidunderet lige nu i buldermørke og kulde...) blev det til: 3 hæklenåle (hvem vil betale fuld pris når de fåes til en flad 5´er... ikke jeg!), et vendespil, to dynebetræk m. lysegule striber til det nye skriggule soveværelse (se tidligere indlæg...), lidt stof og fine, broderede bakkebånd som skal blive til pynt på en taske... nåja og så lige en enkelt "lille-bitte" posetaske til taskesamlingen (den er grotesk efterhånden - men VILDT svær at luge ud i - selvom manden af og til med myndig røst KRÆVER det!)
Nå I får lige lidt billeder - frygtelig kvalitet (jeg når sgu´ aldrig rigtig det dér skønne dagslys...) - men måske kan de fikse rammer opveje lidt :-) Go aften fra Lisbeth

tirsdag den 12. januar 2010

et ægte hurlumhejhus...


I 8 måneder har vi knoklet med at bygge om på 1. salen. Huset samlet er ca. 270 kvadratmeter, og de ca. 90 øverste trængte til et kærligt løft (=alt det gamle lort flåes ud og der isættes nyt fra gulv til loft... inkl. tag!!!). Det har været opslidende og nu er der heldigvis en ende på det. Derfor er jeg bare glad for at kunne vise et par billeder af "mit" hjørne i den nye kvist vi har bygget på - med boksmadras og sybord og alt på plads! Mere følger når jeg får taget flere billeder!

mandag den 11. januar 2010

morgenfred...

Her i huset er mandag noget særligt! Det er nemlig min skemafri dag fra 10. klasse centeret. Det betyder ikke, at jeg ikke skal arbejde - men jeg behøver ikke ud af vagten i rasende fart, og jeg kan ta alt som det nu kommer. Det er ikke kun en fordel for mig, men også for mand og børn - jeg stresser nemlig som regel helt vildt om morgenen når vi alle skal afsted ca. 7.40. Så betyder det også, at alt det arbejde der tidligere tit skulle laves søndag aften, kan klares i dag - I am a lucky potato!
Så i dag er min yndlingsdag! Og den skal nydes med kaffe, brændeild, bloggen - også jeres - og lidt små-indkøb til "soveværelse-gult-i-gult"-projektet. Nogen der kender et sted hvor de har skriggule greb/knopper til skabe??? God mandag her fra hurlumhejhuset - nu med ro på!

søndag den 10. januar 2010

den perfekte dag???


findes den egentlig??? Jeg tar nogengange mig selv i at længes efter sådan én - uden helt at ha gjort mig klart hvad den skal bestå af... og den dér udefinerede higen er bare så tovlig! For se nu bare: dagen i dag VAR jo perfekt i al sin rodet-og-uperfekt-hed!!! Dejlig morgen med ristede, hjemmebagte boller og tid til at blogge mens ungerne så morgenhår (er de ikke søde???). Oprydning og rengøring sammen med Kaya - jeg nåede langt mere end jeg troede og hun og jeg snakkede hyggeligt imens... Folkedans m. Mikkel, Kaya og Farmor - vi var de eneste der dukkede op ud over musik&instruktør - men tænk, de rare mennesker gennemførte alligevel! Måske fordi de m. hjertet ku se, at børnene havde været så spændte, at Kayas første replik i morges var: "Så er det I DAG vi skal til dans!"... så vi dansede og grinede i næsten to timer - TAK! Kom næsten til at tisse i bukserne af grin over min store dreng der prøvede at danse chassé... det må man ikke, men det så SÅ sjovt ud! Og efter dejlig pitabrødsaftensmad spillede vi yatzy og lagde puslespil - og her efter ungerne er puttet har jeg endelig fået gjort systuen helt klar og Kasper har malet de nye skabe i soveværelset (i den klareste, næsten FOR klare gule farve - men pyt, så spammer jeg bare hele rummet m. gult tilbehør!) Summa summarum: nogen gange (alt for tit, desværre) glemmer jeg at være taknemmelig for DET, DER ER!!! I den hovedløse jagt på det jeg mener burde være...

dejlig changeaway


Så fik jeg lige prøvet PhotoScape af - der går nok lidt tid før jeg bliver rigtig rå til billedredigering, men det får vel gå... Jeg har sat billeder sammen dels af en dejlig uglepude fra Krudtuglens Mor- den har indtaget yndlingsstolen i stuen og både ungerne og jeg elsker den (manden er som altid loren over for den slags skønne sager...) - til gengæld sendte jeg en lille flettet vase og to retro-pudebetræk afsted til Århus C - håber de når hurtigt frem. Tak for den skønne pude, Christina!

oprydning, oprydning, oprydning...

Okay, bare lige en refleksion:
Er jeg den ENESTE, der synes at weekender går op i oprydning, indkøb, rengøring og lignende dødkedelige aktiviteter??? Selvfølgelig ikke kun det, men det fylder altså meget i hvert fald i vores familie, og det er ikke fordi vi har skyhøj rengøringsstandard - bestemt ikke :-)
Nå... måske er det også fordi vi er i en konstant ombygningsfase for tiden (=på 2. år!!!)... så ting skifter plads og bliver hurtigere støvede fordi der altid liiiige bliver fuget/spartlet/slebet/savet/malet et eller andet sted i huset...Og så er vores børn heller ikke de bedste til selv at lægge sutskoene på plads og ta nattøjet op fra gulvet når "man" har kylet det i en bunke efter at ha skiftet...
Lyder jeg som forkælet mor der ikke gider almindelig oprydning? ja, måske... men jeg gider altså bare ikke :-) Så i dag gør jeg kun det oprydning jeg gider (og så plejer det faktisk at blive til en del alligevel...) Go søndag derude i blogland... jeg skal vist også i gang med at hækle nogle svampe til Malene - det gider jeg nemlig godt!

onsdag den 6. januar 2010

nye bøger


Se lige, hvad posten havde vold-klemt ind i min postkasse i dag (havde nær aldrig fået pakkerne ud... godt at vores postkasse er så ledeløs og halvsmadret (nej, det er ikke en nytårsskade :-)) at jeg kunne vride lidt på den og liste de skønne sager ud. Sy-bøgerne er min julegave til mig selv - til inspiration og flat-out NYDELSE - måske får jeg aldrig lavet nogle af de afbillede idéer, men who cares - se lige hvor smukke forsiderne er! (Hvis titlerne er ulæselige kommer de lige her: Bend-the-rules sewing og Sew liberated - hør bare hvor inspirerende det lyder i en gammel anarkists ører!) Notesbogen er fra Karen Marie Dehns give-away - den er så fin, at den må skulle indeholde noget særligt fint og interessant - måske kloge ord... eller yndlingsopskrifter... eller fine billeder af børnene... mulighederne er mange. Glad er jeg - hurra!

tirsdag den 5. januar 2010

lykken er....



... en kasse fyldt med brugte badedyr!






Fundet i genbrugs-containeren på forbrændingen - og PERFEKT til mit næste private & undervisningsmæssige projekt - nemlig at omdanne gammelt plastik/aviser/cykelslanger/og nu altså også badedyr - til hipt genbrug... Selv prøver jeg nu med en taske a la Octopus samt flettede armbånd og nøglekæder - og hvad mon eleverne kan få det til, når kassen ryger ind til dem i morgen??? Jeg glæder mig allerede til at vise billeder af kreationerne her på siden!

søndag den 3. januar 2010

små sy-projekter

Her er lidt af det jeg har nørklet med på det sidste: En pose til Kayas huer og vanter som ellers flyder over hele gangen (det er meningen der også skal laves en til Mikkel i nær fremtid)... Et betræk til "verdens grimmeste kalender" (Undskyld, DLF :-))... Og så lige en hurtig hagesmæk (en af husets utallige voksduge måtte lige ofre 30 cm)... de forsvinder af en eller anden grund altid for os, så der må nye til... der er vist allerede en lille kakao-plet på, så man kan se den bliver brugt...