tag:blogger.com,1999:blog-86697345050394384642024-03-13T20:52:32.712+01:00Koloristas Kulørte HurlumhejhusKoloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.comBlogger322125tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-49078725825162435532013-04-05T19:31:00.002+02:002013-04-05T19:31:43.639+02:00Det er faneme uhyg´ligt, du!<em>Nedenstående indlæg har jeg ikke selv skrevet. Jeg lægger blog til, fordi historien om Noah og hans mor, Astrid, er gået dybt i hjertet på mig. Jeg læste den første gang på bloggen hullerihukommelsen.wordpress.com. Dette indlæg er skrevet af blogbestyreren Mia Roesen, Astrids veninde og trofaste adjudant i en åbenbart uendelig, grotesk kamp mod "samfundet" - personificeret ved Frederiksberg Kommune. Læs - og del - og råb og skrig til alle der gider høre det, hvor URETFÆRDIGT det her er!</em><br />
<br />
<br />
<div id="yui_3_7_2_1_1365186186710_1981" style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
Det her er historien om drengen Noah og hans mor Astrid.</div>
<div id="yui_3_7_2_1_1365186186710_1982" style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span id="yui_3_7_2_1_1365186186710_1984" style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div id="yui_3_7_2_1_1365186186710_1983">
Og jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal gøre, andet end at blive ved med at fortælle det her højt.</div>
</span><div id="yui_3_7_2_1_1365186186710_1987" style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span id="yui_3_7_2_1_1365186186710_1989" style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div id="yui_3_7_2_1_1365186186710_1988">
Dem, der skal tage sig af det, gør det ikke. Eller det vil sige - de er ved at gøre det til det værste mareridt for en mor, der bare gør hvad hun kan for at holde sin lille dreng i live. </div>
</span><div id="yui_3_7_2_1_1365186186710_1990" style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span id="yui_3_7_2_1_1365186186710_1992" style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div id="yui_3_7_2_1_1365186186710_1991">
En mor, der nu skal mistænkeliggøre<u></u>s for at gøre hendes egen dreng syg, og frygte at Frederiksberg kommune fjerner ham.</div>
</span><div id="yui_3_7_2_1_1365186186710_1993" style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span id="yui_3_7_2_1_1365186186710_1995" style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div id="yui_3_7_2_1_1365186186710_1994">
Drengen er Noah, på syv år som er multihandicappe<u></u>t med autisme og sjældne immun- og mave/<u></u>tarmproblematikk<u></u>er.</div>
<div id="yui_3_7_2_1_1365186186710_1996">
Hans krop kan hverken holde på eller komme af med den føde han får, lige som den heller ikke optager føden.</div>
<div id="yui_3_7_2_1_1365186186710_1997">
Det vil sige, at han lider af opkastninger, tarmslyng hvor afføringen sætter sig fast og må opereres bort, og at han indtil videre har tabt sig ned til 17 kilo.</div>
</span><div id="yui_3_7_2_1_1365186186710_1998" style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span id="yui_3_7_2_1_1365186186710_2000" style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div id="yui_3_7_2_1_1365186186710_1999">
Lægerne på Hvidovre hospital kæmper for at Noah kan beholde livet, samtidig med at hans immunproblemati<u></u>k gør at han ikke er modstandsdygtig<u></u> overfor feber og infektioner.</div>
<div>
Noah har med andre ord været indlagt mere i hele sit syvårige liv, end han har været lov til at være dreng udenfor sygesengen.</div>
</span><div style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div>
Ved siden af sengen sidder hans mor Astrid.</div>
</span><div style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div>
I syv år har Astrid passet Noah hjemme, fordi han var for syg til andet.</div>
</span><div style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div>
Astrid, som er uddannet socialrådgiver og alenemor til tre, har modtaget lønkompensation<u></u> for den tabte arbejdsfortjene<u></u>ste, indtil for et år siden, hvor hendes kommune, Frederiksberg kommune fik ny sagsbehandler, som uberettiget skar i alle Astrids ydelser.</div>
</span><div style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div>
Astrids lønkompensation<u></u> blev ændret fra fuld tid til 18 timer, idet Fredeiksberg kommune pludselig mente at Noah sagtens kunne magte at være i skole. Dette dog uden at der var sket nogen ændringer i Noahs tilstand og uden at indhente lægeoplysninger<u></u> på Noah, hvilket gør beslutningen ulovlig at tage.</div>
</span><div style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div>
Astrid klagede over afgørelsen, ligesom hun klagede over at kommunen afviste at give hende aktindsigt.</div>
</span><div style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div>
Samtidig fik hun afslag på hendes forespørgsel om Noah kunne indstilles til en døgnplads, fordi hun begyndte at tvivle på om hun kunne magte den omfattende plejeopgave og være i kamp med kommunen på en og samme tid, vel vidende at det med al sandsynlighed kan koste Noah livet at komme på institution.</div>
</span><div style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div>
Astrid venter stadig på en afgørelse fra det Sociale nævn om hendes tabt arbejdsfortjene<u></u>ste, mens nævnet hurtigt afgjorde at Astrid selvfølgelig skulle have sin aktindsigt, hvilket kommunen først rettede sig efter, efter at kommunens viceborgmester Katrine Lester var inde over sagen i marts 2013.</div>
</span><div style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div>
I december 2012 kulminerede sagen, da Noahs tilstand blev forværret samtidig med at Frederiksberg kommune prøvede at fratage Astrid resten af hendes lønkompensation<u></u> og ovenikøbet præsenterede hende for et tilbagebetaling<u></u>skrav for den lønkompensation<u></u> hun havde modtaget fra august.</div>
</span><div style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div>
Samtidig med at Noah var indlagt i det meste af december og januar måned, gjorde Fredeiksberg kommune altså alt hvad der stod i deres magt, for at spare udgifterne til at Astrid kan forsørge og passe sin multihandicappe<u></u>de dreng sammen med hans to ældre søskende.</div>
</span><div style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div>
Nu er vi i marts 2013. Mens Noah lider enorme smerter og mavekramper, og opkast og lort flyder ud af ham, mener Frederiksberg kommune og hans skole senest ikke at han er mere syg end at han kan passe sin skole.</div>
<div>
Noah skal altså sendes syg i skole, helt modsat normale børn.</div>
</span><div style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div>
Kommunen skriver i et brev som Astrid modtog igår at:</div>
<div>
"Noah må føle opleve et savn og et svigt fra de voksne omkring ham, fordi de ikke sørger for at han kan deltage i en dagligdag."</div>
</span><div style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div>
Mens lægerne gør hvad de kan for at udrede Noah og lægge en plan for hans behandling i samarbejde med børnekirurger fra Rigshospitalet,<u></u> mener Frederiksberg kommune at Astrid lyver og gør Noah mere syg end han er.</div>
</span><div style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div>
Samtidig har de mere end insinueret at Astrid måske GØR Noah mere syg, idet de i en henvendelse til hospitalet beder om dem redegøre for hvem der doserer Noahs medicin og sondemad.</div>
</span><div style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div>
Familieafdeling<u></u>en i Socialforvaltni<u></u>ngen i Frederiksberg kommune, vurderer altså på trods af lægers og Astrids udsagn, på trods af Noahs langvarige indlæggelser, på trods af Noahs sjældne og livstruende tilstand at Noah skal og bør tvinges til at passe det dyre og fine skoletilbud som Noah har.</div>
</span><div style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div>
De vil tvinge Astrid ud i at leve på et halvt eksistensgrundl<u></u>ag, hvor hun ikke reelt kan søge eller varetage et job, på grund af Noahs mange indlæggelser.</div>
<div>
</div>
<div>
De er parate til at gå så langt, som til at Astrid skal have en slet skjult trussel om tvangsfjernelse<u></u> af Noah hængende over hovedet.</div>
</span><div style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div>
På Frederiksberg er spareiveren nu så stor, at de er villige til at ofre en lille drengs liv på det.</div>
<div>
Den udgiftstunge, hjælpeløse lille dreng skal tvinges fra sin kærlige og kompetente mors pleje, og i døden.</div>
</span><div style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div>
Viceborgmestere<u></u>n Katrine Lester er handlingslammet<u></u> overfor sin egen forvaltning og kan ikke gribe ind overfor sagsbehandlerne<u></u>s systematiske chikane og ubehjælpelige, ulovlige sagsbehandling.</div>
</span><div style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div>
Astrid kæmper kampen mod kommunen alene, og er ved at tabe den, mens Frederiksberg kommunes brud på lov og rettigheder kan foregå upåagtet og uden sanktioner eller straf.</div>
</span><div style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div>
Og jeg synes ikke du skal like det her. </div>
</span><div style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;">
<span></span></div>
<span id="yui_3_7_2_1_1365186186710_2007" style="font-family: arial, sans-serif; font-size: 13px;"><div>
Men del historien. </div>
<div>
</div>
<div id="yui_3_7_2_1_1365186186710_2020">
Vær med til at sige højt, hvordan det også foregår, når der skal tages hånd om dem, der har brug for allermest hjælp. Sig det til de voksne, at de er ved at tage livet af Noah og hans mor.</div>
<div id="yui_3_7_2_1_1365186186710_2019">
</div>
<div id="yui_3_7_2_1_1365186186710_2018">
Tak.</div>
<div id="yui_3_7_2_1_1365186186710_2017">
<br /></div>
</span>Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-40176843089171716072013-03-13T09:21:00.002+01:002013-03-13T09:21:43.018+01:00Åbent brev til forældre i folkeskolen, politikere der har indflydelse på skolereformen, og KL´s forhandlere. Nåja, og alle andre der gider læse med! Kære politiker - kære forælder til skolesøgende børn - kære lærerkolleger over hele landet.<br />
<br />
Dette indlæg er skrevet på et hybridt brændstof af lige dele vrede, sorg og bekymring. Vrede over at mine kolleger og jeg lige nu er gidsler i et spil der handler om så meget mere end vores arbejdstid. Sorg over, at det der kunne være en frugtbar og dødinteressant debat om skolens fremtid skal forplumres af at regeringen vil finansiere deres spændende nye helhedsskole via min og mine kollegers arbejdstid - hvilket i sidste ende vil medføre et rystende og gennemgribende kvalitetstab for de børn vi underviser - dine børn, mine børn. <br />
Og bekymring for hvad det er for en skole mine børn skal afsted til hvis politikerne får magt som de har agt:<br />
En skole, hvor mine børn skal være en del flere timer end de er nu. <br />
En skole, hvor lærerne løber sig halvt fordærvet (hvis ikke de ligger derhjemme og er gået ned med stress) og måske mister blikket for mit barn og alle de andre de skal rumme og inkludere. <br />
En skole, hvor de børn der i forvejen har svært ved at holde ud at være, bare får det endnu værre og måske bliver endnu mere udadreagerende. <br />
En skole, hvor forældre i endnu højere grad vil give lærerne skylden for alt mellem himmel og jord og hvor lærerne står som politikernes forlængede arm og meget praktiske prügelknabe, når helhedsskolen skal effektueres med de samme lærerkræfter som nu.<br />
Men hey, hvad er mit problem? Det handler jo bare om at normalisere mit arbejde og min arbejdstid - det må jeg da selv have en interesse i, ik?<br />
Min holdning er - og jeg tror jeg deler den med mange kolleger - at et lærerarbejdsliv er langt fra normalt og ikke kan puttes i samme ramme som andet arbejde - vores ramme kan ikke hedde 8-16 på én matrikel, fordi vi i høj grad har arbejdsopgaver som ikke kan løses på den ene matrikel og vi har samarbejdspartnere (bl.a. forældre) som ikke kan mødes med os i dét normale tidsrum. Det siger jeg absolut ikke for at fremhæve mit job fremfor andres eller sige at andre har det nemt og at det er synd for mig. Jeg har den yderste respekt for alle mulige typer af jobs, jeg har fuld tillid til at sundhedsfagligt personale til eksempel har kompetencerne i orden og gør deres aller-yderste med de ressourcer og den tid de har stillet til rådighed. Jeg har en forventning om og en tillid til, at når de udtaler sig om deres arbejdsforhold så ved de hvad de taler om, fordi det er dem der står i det i hverdagen. Den samme respekt om mit job oplever jeg faktisk ikke! Når det kommer til folkeskolen og lærernes arbejdstid er ALLE selvbestaltede eksperter og princippet om laveste fællesnævner florerer som en skjult, men fuldt valid præmis for debatten. ALLE har mødt en lærer der var doven og ikke gjorde sit job godt nok. ALLE har mødt en gammel garvet lærer der kørte det samme materiale af år efter år efter år. ALLE har mødt en lærer der ikke så DERES barn og ikke formåede at løse de konflikter der var i klassen. ALLE har mødt en lærer der deltog skjult eller mindre skjult i mobning af en udsat elev. Dét er naturligvis ikke OK - det er vi da helt enige om! MEN: hvorfor skal debatten præges af at det er ok at skære i min og alle andre hårdtarbejdende kollegers arbejdstid, så den blir "normal" og så vi nu er tvunget til at gøre et ringere stykke arbejde, under skjult henvisning til at vi jo alligevel er dovne og ikke vil gøre vores bedste og bare står og lirer det samme af år efter år?! Er det ikke en noget negativ, ja decideret omvendt bevisførelse?!? Vi der knokler røven ud af bukserne for at skabe ny, spændende, varieret og up-to-date undervisning skal nu skæres i den tid det beviseligt tager at forberede lige præcis nyskabende og spændende undervisning - under ovennævnte "skjulte" argumentation. (Og her er de såkaldte debattører i pressen ligeså slemme eller værre end de politikere der pusher helhedsskolen og har den frækhed at omtale læreres relevante bekymringer om finansieringen af den som "mytomani".) Fornemmer du, kære læser, et loop i min argumentation? Det ER fordi hele denne debat kører i lukket kredsløb: Helhedsskolen skal finansieres via lærernes arbejdstid -> Lærernes arbejdstid skal normaliseres -> Lærerne arbejder for lidt -> Lærerne er dovne -> I helhedsskolen skal lærerne have mere tid sammen med børnene -> Undervisningen skal være mere legende og varieret -> Det tager da ikke så lang tid at forberede leg og variation, vel? -> Så kan vi da godt skære i lærernes forberedelsestid, ik? ->10 mill. flere lektioner fordeles på de samme hænder <br />
Som lærer prøver jeg, og mange med mig, at bryde ind i dét kredsløb på lige præcis det sted hvor VI har kompetencerne og erfaringen til at udtale os: nemlig på betydningen af forberedelse for at levere faglig kvalificeret undervisning. Det gør vi ikke for at afspore debatten, som nogen ellers ufint påstår (se ovennævnte ang. mytomani), men fordi vi er indehavere af en empirisk kompetence på dette område!!! (Her blir jeg virkelig nødt til at fyre 3 udråbstegn af, selvom det måske virker voldsomt - men jeg er simpelthen så rystet over at høre læreres fuldstændigt rimelige og velfunderede udsagn om VORES EGEN arbejdstid reduceret til klynkeri man kan trække på sine velformede politiker-skuldre af - FØJ, sir jeg bare!) <br />
Det er nemlig en udbredt og udpræget misforståelse, at vi som lærere har forberedelsestid i faktoren 1:1. Nej, jeg har IKKE 45 minutter sat af til at forberede en lektion på 45 minutter. Jeg har en fast undervisningstid og den tid ganges med en faktor - og i den faktor ligger et hav af arbejdsopgaver, bl.a. forberedelse - og når jeg nævner nogen af dem her, skal du være opmærksom på at jeg formentlig glemmer nogen også! <br />
1) Forberedelse af UV<br />
2) møder med kolleger (i fagteam og i mit tilfælde også i klasseteam") <br />
3) kontakt til forældre (mail, personligt, telefoni) <br />
4) udvikling af materialer (gerne sammen med kolleger), bestilling af bøger, sammensætning og kopiering af undervisningskompendier (NEJ, jeg bruger ikke det samme fra år til år, selvom jeg med mit job som lærer i 10. klasse kunne gøre det hvis jeg ville. Men når jeg har undervist i en tekst i f.eks. engelsk, evaluerer jeg på om den fungerede, om de opgaver jeg havde udviklet til den var som de skulle være, om teksten passede indholdsmæssigt til det tema jeg havde placeret den i og om den ramte elevernes faglige niveau. Og når skoleåret er slut foretager jeg en fuld evaluering på alle mine temaer og tekster - og bruger derefter tid i den elevfrie del af "sommerferien" på at sammensætte foreløbigt materiale til næste år. Når vi kommer til den enkelte undervisningstime foretager jeg så detailplanlægning, vælger til og fra - og griber den aktuelle inspiration der findes. Som eksempel lagde dansklærerne for et par år siden undervisningen om - fordi katastrofen på Utøya gav os afsæt til et tema om terror, ondskab og mediedækning) <br />
5) skole-hjemsamtaler <br />
6) elevplaner<br />
7) opgaveretning og karaktergivning. I nogen tilfælde må jeg også bruge tid på at google mine elevers stile - fordi nogen af dem finder dem på nettet i stedet for at skrive dem selv og dermed snyder både mig og sig selv. Derefter tager jeg stilling til - evt. sammen med kolleger eller i grelle tilfælde ledelsen - hvad jeg skal gøre ved snyderiet. Evt. kontakter jeg forældre og iværksætter ny opgave til eleven, ofte en jeg selv formulerer så snyderiet elimineres - den skal så efterfølgende rettes etc. (Syns du jeg går i petitesser??? Ja, mit job består i høj grad af petitesser - for dét er nemlig dem der bl.a. gør mig til en superdygtig lærer, og når du sender dine børn til min skole synes jeg det er en tillidserklæring - som jeg rigtig gerne vil leve op til!) <br />
8) mødeleder i pædagogisk råd, herunder samarbejde med skoleleder om udformning af dagsorden. Under mødet er jeg ordstyrer og sørger for at stemningen er go og debatten saglig (ja, mødelederen har vi selvfølgelig kun 1 af, men da det er en del af min faktor skal den jo med her!) <br />
9) temauge-planlægger - i samarbejde med kolleger stabler vi hvert år en kunst-og-performance-uge på benene. Det er sjovt, og jeg har selv meldt mig til arbejdsgruppen. Men tiden skal stadig tages fra min faktor. <br />
10) samtaler - ofte spontane - med kontaktelever. Her skal jeg også være klar til at rykke på de ting de fortæller mig. Jeg skal tage stilling til indberetninger, og jeg skal vurdere hvordan jeg bedst hjælper - f.eks. en ung der har forsøgt at begå selvmord, en ung der har mistet en forælder, en ung der kæmper med et misbrug, enten selv eller i den nærmeste familie. Dette fører mig videre til <br />
11) samarbejde med skolepsykolog, socialrådgivere plus diverse kommunale hjælpeinstanser. Nåja, og yderligere samtaler med familie, opfølgning med eleven etc.<br />
Nu er jeg helt forpustet - og det er du formentlig også. Hvis der er nogen af arbejdsopgaverne der virker nye for dig, er det formentlig fordi du ikke vidste at det var sådan en lærer arbejdede. Det er helt okay - jeg kender heller ikke i detaljer en murers, en direktørs og en bankassistents arbejde. Jeg kunne så heller ikke drømme om at kalde hele murerstanden for doven og drikfældig, sige at alle direktører fik for meget i løn for deres arbejde og i tilgift et gyldent håndtryk der siger spar fem når de træder af, og at alle bankassistenter var snydepelse der tog af kassen. Jeg har en naturlig respekt for andre menneskers arbejde og en forventning om at de gør deres bedste, fordi alle mennesker dybest set søger det meningsfulde - også i deres arbejdsliv - og dét at gøre sig umage giver mening. <br />
Hvad er det så egentlig der helt grundlæggende bekymrer mig så meget ved den kommende skolereform og udfaldet af de forhandlinger der lige nu pågår mellem KL og LC?<br />
Jo, jeg er helt grundlæggende bange for at jeg ikke får lov til at gøre mit arbejde godt nok længere. Nogen vil måske mene, at det burde være muligt for lærerne at undervise mere, uden at det sku nive sådan på os, for er det ikke dybest set samværet med eleverne der driver os og som gør at vi oprindeligt valgte dette erhverv? Jo, men mere undervisning kan jo altså kun lade sig gøre ved at pille ved indholdet af FAKTOREN også - vores arbejdstid skal jo netop normaliseres, og det forstår jeg da sådan at jeg ikke skal arbejde mere end 37 timer i snit om ugen, eller hvad, Antorini? Hvad er det så jeg IKKE længere skal lave, når nu jeg skal undervise mere? Skal jeg holde op med at evaluere mine materialer og bare ukritisk undervise i mediedækningen af Utøya nu og de næste 15 år - det materiale ligger jo klar, lige til højrebenet - men jeg mener måske bare der er sket noget i den sag som kunne være mere relevant at tage op nu... Skal jeg holde op med at detailrette mine elevers stile, og bare skimme dem for derefter at smide en sjusset karakter på bordet - uagtet at de måske slet ikke selv har skrevet den stil, og at den årskarakter der kommer til at stå på deres prøvebevis måske derfor ligger milevidt fra den de får til prøven - hvor de jo er afskåret fra at "låne" opgaver på nettet? Skal jeg holde op med at følge op på elever der betror mig svære detaljer fra deres liv - skal jeg holde op med at bruge tid på opfølgningssamtaler med psykolog og andre eksterne samarbejdspartnere? Skal jeg komme til nogen af mine timer mindre forberedt end nu? (Det vil for mig personligt være en meget stor udfordring og det vil give mig både ondt i maven og hjertebanken. Jeg vil gerne gøre mit aller-bedste - og hvis jeg skal tage for meget "på talentet" bliver jeg presset og kan IKKE gøre mit bedste. Jeg har også oplevet klasser - ja, sådan er det faktisk hvert år, nu jeg tænker over det - der krævede ekstra forberedelse af mig. Nogen gange fordi der sad elever som havde brug for helt andet materiale end resten af klassen - eller helt andre arbejdsformer. Det kaldes differentiering - det SKAL jeg som lærer, og det GØR jeg - men det tager tid. Og nogen klasser har jeg skullet ruste mig helt særligt personligt til at gå ind i. Fordi enkelte elever havde set det som deres formål med undervisningen at udfordre mig personligt og prøve at styre klassen. Nogen er trådt voldsomt over mine personlige grænser, har kaldt mig alt muligt eller nægtet at indgå på fælles spilleregler. For mig kræver den slags noget ekstra af mig i min forberedelse, jeg sørger for fagligt at være knivskarp og på, fordi udfordrende elever ofte går efter lærerens faglige såvel som personlige "huller". Jeg har mange gange prøvet at træde ud af en klasse efter 1 lektion og været mørbanket som havde jeg været på arbejde 8 timer allerede. Det skal jeg ikke have EKSTRA for - men det skal jeg havde mulighed for at bruge tid på at forberede og tackle - ikke mindst af hensyn til de elever der bliver uskyldige gidsler i sådan en klasse. Og når klaveret spiller og alt lykkes i en klasse, eleverne fungerer godt sammen og er lærevillige og muntre - så kan jeg da heldigvis bruge min tid på at gøre undervisningen endnu bedre, mere spændende og rykke endnu mere fagligt - jeg ku da ikke drømme om at læne mig tilbage og bare gøre et middelmådigt job).<br />
Tegner jeg lige nu billedet af en super-duper-lærer? Det må du virkelig undskylde, det var ikke for at blære mig. Dét billede jeg tegner er heldigvis ikke kun af mig selv - men af mange tusinde kolleger rundt i det ganske danske land. Vi gør vores bedste, og det blir vi ved med - indenfor de rammer der bliver stillet for vores arbejde. Men hvis rammerne ikke er i orden bliver vores bedste desværre ikke godt nok. Det kan vi lærere ikke være tjent med. Det kan vi forældre ikke være tjent med. Det kan vores børn ikke være tjent med!Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com11tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-32330761176177905962013-02-14T11:49:00.003+01:002013-02-14T11:49:59.455+01:00Kvinderne ud af den offentlige debat<div>
<a href="http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE1893231/vi-har-ikke-brug-for-flere-kvinder-i-samfundsdebatten/">http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE1893231/vi-har-ikke-brug-for-flere-kvinder-i-samfundsdebatten/</a></div>
<div>
Forleden læste jeg ovenstående artikel på Politikens netavis. Den har siden affødt en masse debat fra en masse kloge damer (mærkeligt nok er jeg ikke stødt på kommentarer fra mænd - de må være lidt langsomme i optrækket eller ha travlt med andre ting - at diskutere arabisk forår f.eks...) jeg er ikke sikker på jeg mener noget nyt og revolutionerende, men jeg blev sgu vred, så derfor må jeg liiiige sige hvad jeg mener!</div>
<div>
Hovedtesen i artiklen, som jeg virkelig anbefaler at du også læser selv, er at der er tilstrækkeligt kvinder der ytrer sig i den offentlige debat, selvom Politikens egen debatredaktør efterlyser flere. Men debattøren Anne Sophia Hermansen syns faktisk der er nok. Måske endda rigeligt... For kvinder interesserer sig primært for de temaer som damebladene er gennemsyret af - børn, barsel, hvordan det føles at blive fyrre og hvordan man bedst styler sin læderjakke. Kvinder er navlebeskuende og interesserer sig primært for det der kommer ud af deres egen livmoder. Og den slags hører ikke til i debatten på en seriøs landsdækkende avis, men derimod kun i damebladene og på diverse websites der er målrettet sådanne temaer.</div>
<div>
Jeg er ikke helt enig i nogen af påstandene. For det første mener jeg ikke damebladenes indhold er med til eksklusivt at definere hvad kvinder finder interessant. Det samme argument skulle i så fald gælde for mænd og mandeblade - ergo skulle mænd udelukkende interessere sig for bare patter, biler og elektrisk håndværktøj, og de skal begrænses til udelukkende at mene noget om disse emner. </div>
<div>
For det andet er jeg ikke enig i at den seriøse debat ikke må afspejle interesserne hos 50% af befolkningen. Jeg mener faktisk der er andre dybder i temaer som børn, familie, nære værdier og kultur end damebladenes glitter-overflade, og jeg tiltror rigtig mange af mine medsøstre at mene noget kvalificeret og tænksomt om disse og en masse andre emner. </div>
<div>
For det tredje synes jeg der ligger en enorm, skjult sexisme i at mene at der findes kvindetemaer og mandetemaer. Jeg kender mange mænd der interesserer sig for "nære" "kvindeting" som øremærket barsel, opdragelse, sexualmoral, papfamiliers udfordringer, midtlivskriser etc. Hvorfor skal det kaldes kvindeemner, når de berører begge køn? Og vinklerne på de temaer kan sagtens være vildt forskellige, men er da ikke kun defineret af køn, men ligeså meget af politisk ståsted, uddannelsesmæssig baggrund og personlige opvækstvilkår. På samme måde mener masser af kvinder noget om dansk eksport, ulandspolitik og velfærd, men det virker som om Hermansen mener at der er en rigtig måde at være kvinde på og en rigtig måde at være mand på, og at interesser er kønsopdelte med højhøj mur ned imellem. Og emner der lugter af kvinde skal holdes uden for den offentlige debat. Tænk, jeg synes da bare vi blir sådan et fattigt samfund hvis ALLE emner ikke må være at findes i de såkaldte intellektuelle aviser og ikke kun i dameblade. Der kommer altså andre nuancer frem når vi debatterer i fora som Politiken og information, og det vil jeg gerne hylde!</div>
<div>
Kan det måske i virkeligheden være at Hermansen mener, at dumme mennesker ikke må blande sig i debatten?!? Hvis det egentlig er det hendes holdning bunder i, ku jeg bare godt tænke mig at spørge, lettere retorisk, hvem der egentlig skal ha lov til at definere hvad begavelse og relevante debatemner er???</div>
Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-68704637968474468982013-02-12T17:29:00.001+01:002013-02-12T17:29:49.355+01:00Cool-med-cancerJeg er hende den seje med kræft. Hende der har holdt mit skaldede hoved højt i nu godt seks måneder. Hende der har blogget, tweetet og facebooket sig gennem sin sygdom og sit behandlingsforløb. Hende som alle gerne vil være, når de blir store og får kræft. Hende der har smilet og været sjov og har dyrket den sorte kemo-humor og har overlevet på at være ekstrovert og sej og "på". Hende, der ikke har puttet med at hun havde kræft, hende der har været klar til at svare på spørgsmål, hende der har accepteret, i en bred kreds af facebook-bekendte, at være kræft-eksperten som ku spørges om alt fra hue-opskrifter til hvordan man finder kræftpatienter, der vil deltage i et projekt på uni. Jeg er hende der siger ja og stiller op og svarer "det vil jeg gerne". Og "det går fint" på alle spørgsmål til mit helbred.<br />
Men nu går det ikke så fint mere. Og nu vil jeg ikke ret gerne være den kræft-kloge længere. Og jeg vil gerne til at joke med noget andet end alt det kræftrelaterede som f.eks. min frisure, mine knastørre slimhinder og mine bivirkninger... Jeg vil gerne i gang med at finde ud af hvem jeg er nu - uden kræft og udenfor den behandlingsrammefortælling, der nu har været trukket ned om mit liv i små 7 måneder.<br />
Jeg er min egen værste fjende i processen med at holde op med at være sej-med-kræft og i stedet blive den-nye-Lisbeth-uden-kræft-men-med-truslen-om-den-lige-i-hælene-måske-for-evigt.<br />
Helt konkret er jeg lige nu totalt udfordret rent æstetisk: mit hår vokser, og det er så gennem-hæsligt og skravlet og tyndt i toppen, at jeg nu for første gang fristes til at gå med hue/tørklæde hele tiden. Det er da paradoksalt: jo mere rask jeg bliver, jo mere syg ser jeg ud. Men det udfordrer egentlig min psyke på den gode måde, for det gør mig genert og sårbar at vise mig uden hår, og netop den sårbarhed skal jeg til at stå ved og dyrke og integrere som en del af den nye mig og som et træk ved min personlighed som skal have rum og som jeg skal stå ved - uden at føle mig svag og uduelig.<br />
Jeg skal i virkeligheden til at få min sjæl med mig igen... Og det bliver svært, for den (tilkæmpet) seje vil ingen udfordre, men kun hylde. Den svage risikerer derimod at gøre folk bange i deres afmægtighed og ønske om at kunne fixe sårbarheden. Den introverte skal være klar til at folk måske giver slip når hun siger "Bær mig lidt, vil du ikke nok." Den skrøbelige kan knuses af ligegyldighed og manglende omtanke...Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com17tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-45844432374253162742013-02-06T08:39:00.000+01:002013-02-06T08:53:18.613+01:00Pige er kvinde værstDen anden dag på vej til strålebehandling i Århus hørte jeg som sædvanlig P1. Jeg elsker at blive klogere, især på ting jeg ikke troede havde min interesse (har vist kun en enkelt gang givet op og slået over på noget andet - det var da de sendte et timelangt program om mejser...så klog vil jeg åbenbart ikke være). Nåmen, programmet den anden dag handlede om masse-universiteter kontra elite-universiteter og var som sådan interessant nok. Men min hjerne opgav fuldstændig at beskæftige sig med det virkelige tema, da jeg hørte rektor for Århus Universitet omtale en kvindelig ph. D-studerende som "en rigtig dygtig pige" og derefter konsekvent omtale hende ved fornavn.<br />
Hold. Nu. Op. Er vi enige om, at en KVINDE der har studeret længe nok til at være ph. D i biologi IKKE er en pige, og at hun iøvrigt fortjener at blive nævnt ved sit fulde navn - også selvom hun kun er fremdraget som eksempel?!?<br />
Jeg blev så knokkel-arrig, at resten af programmets pointer gled min næse komplet forbi...<br />
Og igår måtte mine ører igen bløde, da jeg via Twitter blev gjort opmærksom på en artikel, hvor Joachim B. Olsen om Johanne Schmidt-Nielsen sagde, at hun da var en yndig, venstreorienteret pige! Grrrrrrr... Jeg er endnu ikke holdt op med at skumle. Jeg troede egentlig vi VAR holdt op med at degradere og undervurdere VerdensBedsteJohanne siden den der piiiiinlige piccoline-forveksling for nogle år siden.<br />
De to ganske små hverdagsagtige situationer har fået mig til at tænke over hvor den retorik om piger/kvinder egentlig kommer fra - og hvorfor gør den mig egentlig så fuldstændig bælgøjet af raseri?<br />
Min frustration bunder i flere forskellige problematikker. Først og fremmest falder det mig for brystet (dem begge to) at vi på mange måder roser os af i DK at være ligestillede. Og ja, vi er virkelig kommet langt siden 50'erne og før, men det manglede vel også bare - og det kan da aldrig være en legal grund til at stoppe op og sige "Så, dét var det!" Men vi har altså stadig en retorik omkring kvindekønnet, som reducerer os til piger og dermed via skjulte, bredt accepterede virkemidler, sætter os på plads og sørger for at vi ikke får for meget at sku ha sagt. Hvem vil reelt lytte til det en PIGE siger og hvem skal tage hende seriøst - om hun så er partiformand eller ph.d?!? Hun er jo pr retorisk definition et barn, og selvom barnets rolle også har ændret sig markant gennem det seneste halve århundrede, er der vel ingen der i ramme alvor vil påstå at et barn og en voksen bliver taget lige alvorligt og er sidestillede rent videns- og erfaringsmæssigt?!?<br />
For det andet er der for mig at se en tydelig forskel der kommer til udtryk mellem mænd og kvinder her. For der er vel ikke nogen der for alvor kunne finde på at omtale et hankønsvæsen på omkring de 30 som en dreng? Vi kan finde på at kalde ham en drengerøv, men det henviser så snarere til den pågældende, specifikke mands måde at forholde sig til ansvar på - ikke en generel reducering af hankønnet til kun at besidde en infantil, inferiør status i vores samfund. Prøv bare at overveje følgende simple spørgsmål: Hvor gammel skal en pige være før vi kalder hende kvinde? Og hvor ung skal en mand være før vi kalder ham en dreng?<br />
Årsagerne til problemet er mange og mangeartede, men jeg vil gerne lige pille et enkelt lille punkt frem her. Vi kvinder er nemlig selv med til at reducere os til piger. Vi dyrker - med en grov generalisering, jovist - det pigede og tøsede som det rigtige udtryk for femininitet. Vi accepterer ikke blot at mænd omtaler os som piger, nej vi omtaler også os selv som det i alle mulige sammenhænge. Vi holder fødselsdage for tøserne og kan finde på at sige/skrive om os selv at vi er "en frisk pige på 35". Vores forbilleder i medierne er med til at fastholde denne forestilling om det pigede som måden at udtrykke sin kvindelighed på. Seneste praktiske eksempel - og her krummer mine tæer endnu ved tanken - var for mig de tre værtinder ved årets danske melodi grand prix. Jeg går ikke ud fra at nogen af de tre smukke damer er dårligt begavede - men kors hvor var det dog en pinsel at se på hvordan de vred sig og hvinede som en flok 13-årige tøser. Var de type-castede og udfyldte bare en rolle der var dem givet? Muligvis, men det gør det da ikke hverken mindre patetisk eller forkasteligt! Hvis man som mediekvinde får en direkte ordre ovenfra, der hedder :"Din arbejdsopgave i dag er at fnise, kvidre, vride dig og lave hofteskub med dine medværter mens du går rundt i et stramt lædercatsuit med cameltoe og skyhøje hæle du kun kan trippe i" - så kan man da sige nej, og evt. supplere med et velplaceret "rend mig." Hvis man derimod selv har været med til at definere rollen, så har man efter min mening glemt at tænke sig om og så må man lige ta´ en roder i egen navle og overveje, om det virkelig er dét udtryk for kvindelighed man vil være eksponent for!<br />
Så kære medsøstre: lad os nu begynde at tænke os om en ekstra gang inden vi reducerer os selv til børn. Lad os også sige fra hver gang andre vil umyndiggøre os verbalt. Og lad os råbe lidt højere hver gang medierne fremstiller os som piger/tøser. Og hvis nogen siger det lyder skingert og grimt når vi brokker os, så skal vi gøre os klart, at det også er en måde at holde os nede på, for det er netop en anden side af de pige-roller vi skal leve op til: vi må ikke være for højrøstede, vilde, rebelske og problematiserende. Ligestillingsdebatten er slet, slet ikke forbi!!!Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com11tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-12542337193943382332013-01-30T21:41:00.001+01:002013-01-30T21:41:03.491+01:00Hvad mon jeg egentlig er værd???Lige for tiden spekulerer jeg en del over hvad jeg mon egentlig har stået samfundet i gennem det sidste halve års tid. Og er pengene givet godt ud?!? <br />
Det kan ikke være helt billigt at køre sådan et kræftprogram igennem. Jeg nævner i flæng - og glemmer sikkert noget: 2 operationer og forudgående diagnosticering med mammografi, ultralydsscanning, biopsi og analyse af prøver. For ikke at nævne den skønne støttende sportsagtige bh jeg fik udleveret... Et kemoforløb over 18 uger inkl. lægesamtaler og blodprøver. Strålebehandlinger 33 gange. Og ovenikøbet bliver mine udgifter til transport refunderet, fordi jeg bor mere end 50 km fra hospitalet. <br />
Det er jo hvad det er - absolut ikke billigt, men rigtig nødvendigt når man nu blir ramt af kræft... Men så er der jo alt det løse udenoms. Kaffe, mad og ikke mindst masser af chokolade når jeg er til behandling. Gratis kurser i mindfulness og pilates. Med dertil hørende kaffe etc. Løn under sygdom - godt nok får mit job dagpengerefusion, men de skal jo stadig lønne en anden medarbejder for at varetage mit job. Og så er der al den medicin jeg har fået under kemoforløbet. Ikke småting, og ganske gratis, når det blev udleveret fra afdelingen.<br />
Og når jeg engang er færdig med behandling skal jeg gå til kontroller - altså efter at jeg gradvist og i mit tempo er blevet genindsluset på mit job. Til fuld løn i indslusningsperioden...<br />
Sidst men ikke mindst Har jeg fået udbetalt min gruppelivsforsikring - jaja, jeg ved godt jeg selv har indbetalt til den, men det kan da aldrig nå at løbe op i de 100.000 der nu står og hygger og på min opsparing. <br />
Helt ærligt: er jeg så meget værd at vi som samfund vil fyre så mange skattekroner efter mig??? Jeg ved jo godt at det formentlig er fordi det antages at jeg kommer ud på den anden side som en nyttig borger, men alligevel... Jeg er glad og taknemmelig, og lige nu har jeg personligt ikke noget nedsættende at sige om vores velfærd i Danmark... Men hvem må undvære et eller andet -et ugentligt bad, en bolig, en friplads i institution, en specialklasse til deres barn, fordi jeg skal ha en livsvigtig behandling til mange, mange tusinde kroner?!?Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com5tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-69662465191174840852013-01-25T20:17:00.001+01:002013-01-25T20:17:44.304+01:00La vær og spør - bare gør!Jeg går og brygger på en manual til kræftpatienter og pårørende. Ikke fordi den slags ikke findes i metermål i forvejen - men nok bare mest fordi jeg bilder mig ind at lige præcis MIN udgave mangler. En udgave med humor, slagkraft og gåpåmod. En letlæst guide - til dem der har kemo-hjerne eller pårørende-hjerne (ja, det tror jeg også findes... fordi stressen og presset er mindst lisså stort for den der står ved siden af og ser på den der lider og er syg). En guide med skæve, grafiske illustrationer - i stedet for billeder i vandede pasteller eller fotografier af netværksgrupper med pænt lånehår og en gennemsnitsalder over 50. En guide til os der er unge (yngre - du kan selv gradbøje yderligere - men altså os der er alt for unge til at blive syge). En guide der ikke kun henvender sig til de allernærmeste pårørende, men også til det bredere netværk som jo også skal træde i karakter.<br />
Det skal være en guide med en masse do´s and don´ts... Og en guide der beskriver hvilke konsekvenser det kan have for et venskab hvis du som pårørende ikke er opmærksom på faldgruberne men bare er der på den måde du plejer. For jeres forhold bliver ændret af sygdommen. Ikke fordi den syge ønsker det - men sådan ER det bare. Det ligeværdige give-and-take-forhold i havde inden, ændrer sig...<br />
Du får en gratis smagsprøve lige her:<br />
HVIS du en dag skulle være så uheldig, at en af dem du elsker får kræft og i en periode ligger totalt underdrejet med kemo og stråler og møg - så er mit aller-aller bedste råd dét, der står i kort mundret form i overskriften: Lad vær at sige: "Sig endelig til hvis der er noget vi kan gøre." Nej - gør noget af dig selv. Kom forbi med en gang suppe til fryseren. Bestil billetter til biografen/koncert/teater/en gåtur på stranden og tag ungerne med et par timer. Send en SMS - tit, ja faktisk jævnligt - og sig "jeg tænker på dig - hvordan går det?". Hold alle de aftaler du laver med den syge - også de løse a la: "jeg kommer lige forbi til kaffe engang i ugens løb" - så har du faktisk LOVET det, og det kan være et kærkomment socialt afbræk i en til tider ensom tilværelse med behandlinger og restitution. Husk at den syge er syg og har brug for dig - og at jeres venskabs styrke bliver testet nu. Du er faktisk til eksamen - det er nu det viser sig (i hvert fald i den syges bevidsthed) hvor nære I er.<br />
Jeg taler ud af min nu ½ år gamle erfaring. Jeg har været så usandsynligt heldig, at have nogle veninder som bare har stået der for mig. De skrev hurtigt efter min diagnose og sagde: "Vi kommer over!" - og de har flere gange om ugen ringet og sendt sms´er for at høre hvordan det går. Jeg vidste ikke på forhånd at lige de to ville vise sig at være dem der var der 100% for mig. De er ikke de nærmeste i geografisk forstand, men i hjertet har de vist sig at være mine allernærmeste og dem der har magtet at være tætte med mig midt i den sværeste periode i mit liv. <br />
Og så var der nogen lige om hjørnet som jeg troede ville være mine faste støtter, men som viste sig ikke at være det. De var det i ord, men det viste sig kun at være ord. De havde travlt med deres egne liv, og det er jo okay - og egentlig er det ikke fordi der skal så meget til, men ting der førhen ikke føltes som svigt føles anderledes når man står i sit livs krise og alt er væltet. Der var løse kaffeaftaler der blev brudt. Jeg følte hurtigt at jeg gav mere end jeg modtog. Der var mange gode intentioner: "Sig til, så passer vi børnene" - men problemet er bare, at det er så uoverskueligt selv at skulle sige til! Når man nogen dage ikke kan overskue længere ud i fremtiden end næste toiletbesøg, har man ikke brug for et åbent tilbud, men for nogen der håndfast siger: "NU kommer vi og tager børnene med i skoven/vander hønsene/støvsuger førstesalen!" Det har været rigtig smertefuldt at erkende - og meget svært ikke at blive bitter over. For jeg vil gerne give, også nu hvor jeg ikke har det overskud jeg plejer at have - jeg har bare også lige her og nu brug for at der er nogen der giver mig mere end jeg kan give for tiden. Mere opmærksomhed og omsorg. Mere tilstedeværelse. Mere initiativ. <br />
MEN: jeg vender i høj grad også blikket indad og tænker, at når nogen af mine bedste venner engang står og skal samle et væltet liv op igen, så skal jeg huske dette, og huske at jeg nu véd på egen krop hvad der virker når alting virker uoverskueligt og håbløst!Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com4tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-74625123696966918892013-01-04T08:32:00.001+01:002013-01-04T08:32:57.225+01:00LykkelighedsKulisser...Jeg elsker at kigge ind af folks vinduer. Jep, jeg er en lille lurer ;-) Jeg er så nysgerrig efter at se hvordan folk bor og indretter sig. Jeg ser efter lighedstegn med mit eget liv: har de også gamle, skrammede, hjemmemalede møbler - retro-vattæpper - porcelæn i glade, blandede farver - børne-rod og bøger der vælter rundt i birketræsbogkasserne?. Eller er det strømlinede designermøbler, mågestel, egetræ-med-blyindfattede-ruder, 3-2-1-i-læder, neon-plastik, brølende kronhjort, væg-til-væg-med-Poul-Pava-"kunst" eller noget helt andet lidt fremmedartet der præger deres valg af hjemlighedsskabende elementer? <br />
Og for søren da hvor har jeg mange fordomme om dét der er anderledes end mit eget. Inden vi selv flyttede til provinsen, morede det mig hver gang vi var på besøg hos svigerfamilien her i Grenå, at alle pæne damer tilsyneladende indrettede deres vinduer til gaden med 2-af-hver-i-hvid. To hvide lysestager, symmetrisk sat op og gerne med en lille hvid silkebåndssløjfe om dét pyntelys der garntrisser aldrig sku tændes. To hvide krukker med noget grøn plante - levende eller plastik - i. Eller min favorit: to hvide figurer af nøgne, men tækkelige, damer eller lignende... Jeg synes det var det værste tegn på småborgerlig konformitet, det dér hvide touch overalt hvor man gik. Det syns jeg forøvrigt stadig - men jeg er bare blevet klar over, at mine egne stilmæssige valg jo blot er udtryk for en anden form for konformitet. Jeg er jo en del af "Her syr vi selv vores børnetøj efter EG-mønster og bager vores rugbrød med økologisk Aurion mel, ser Bonderøven og River Cottage og læser bøger om selvforsyning og overvejer Steinerskole til vores børn fordi folkeskolen - hvor vi i øvrigt selv arbejder og som vi hylder af hele vores Enhedsliste-hjerte - er blevet for blodfattig og udpint"-segmentet. Og når jeg kigger ind af folks vinduer og ser det liv der leves, tolket gennem de indretningsmæssige valg folk træffer, så er det i virkeligheden fordi jeg laver mine egne små historier om hvor lykken er og hvilke vækstbetingelser den skal ha. Jeg ser efter LykkelighedsKulisser: bor lykken lige her, hvor der står en hjemmemalet slagbænk med hjemmesyede puder i? Eller bor den her, hvor bogreolen er fuld af spændende bøger om selvudvikling, spiritualitet, strik-din-egen-baby-fra-top-til-tå-i-hjemmefarvet-garn og henkog din egen hjemmedyrkede tomat på 1000 måder? Eller her, hvor SMEG-køleskabet bugner af hjemmesylt og surdej?<br />
Jeg er sikker på, at hvis du kiggede ind hos mig ville du også kunne se tegn på det rigtige, lykkelige liv i min kulisse. Her er Bonderøven-hygge for alle pengene, inkl. høns der selv lægger æg! Men nogen gange - tit, faktisk - er kulissen bare fyldt med så meget andet: Sygdom, angst (for livet, lisså meget som for døden, faktisk), skænderier, umulige trætte børn, voksne der hænger for meget i deres telefon mens børnene er hjemme, hængepatter & hæmorider, surhed og midtlivskriser, arbejdsstress, alt-for-lidt-sex-fordi-vi-er-trætte-og-faktisk-heller-ikke-gider, junkfood og laskemaver... <br />
Når jeg læser med på en masse smukke blogs er det fuldstændig lissom når jeg glor ind af folks vinduer. Det er tit de lækre billeder der lokker mig til at læse. Lige dén skønne buket tulipaner i dén lækre retrokande-fundet-for-en-slik-på-et-lille-lokalt-loppemarked-jeg-siger-ikke-hvor, lige dén hjemmesyede lækker-kjole til lillepigen og lige dét skønt anrettede Wiinblad-fad-med-hjemmelavede-raw-trøfler... HER må de være mega-meget-lykkelige! Og nogen gange blir jeg bare så træt af mig selv og min egen jagt på den pæne overflade, for i virkeligheden vil jeg meget hellere høre om alle sprækkerne, om det svære liv der gir os så mange rige erfaringer til gengæld for lidelsen og frygten, om parforholdets prøvelser og udfordringer, om de bløde deller i stedet for vaskebrættet og om angst i stedet for her-går-det-fint-vi-klager-ikke... <br />
Jeg ved godt, at i en hurtig, visuel verden skal der billeder på til at trække os til - og at Blogland handler om feedback, læsere og interaktion. Jeg ved godt at min blog er billedfattig for tiden, og det er ikke fordi jeg ikke sagtens ku præstere fotos af mit juletræ med hjemmesyede kugler, min nye kaffekop fra loppemarkedet og den seneste lækre kogebog jeg fik i julen. Men helt ærligt: det er jo, hver gang jeg smider sådan et billede på, en lille løgn om hvordan min verden er den perfekte - om hvordan mit liv er godt og lykkeligt. Og jeg vil faktisk bare hellere skrive - og læse - om alt det grimme lige nu. Ikke fordi det smukke ikke skal ha plads - i mit liv har det plads hver eneste dag, sammen med alt det svære - men fordi hver gang jeg smider et smukt, evt. lettere retoucheret, billede på min blog, er jeg bange for at du, min læser, skal forveksle det med, at lige her i min stue er Den Rigtige Lykke og Det Gode Liv uden sprækker eller skrammer i lakken. Men mit liv, min blog og mit hjem skal altså ikke være en af de LykkelighedsKulisser jeg selv går rundt og snuser efter på gaden. Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com26tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-62133191518521758992013-01-01T12:44:00.002+01:002013-01-01T12:44:47.859+01:00Jeg har aldrig været fan af nytårsforsætter...... men i år har jeg faktisk et par stykker. Det er ikke lige i den traditionelle tab-ti-kilo-og-løb-ti-kilometer-genren, for dem har jeg haft masser af der aldrig holdt. I år er de mere realistiske, tror jeg... og nu ligger det jo også i ordet forsæt at det er noget man sætter sig for - ikke sværger-lover-vrider-sig-halvt-fordærvet-for-at-overholde, vel... <br />
I år har jeg bare lyst til at åbne året med at have sådan nogle små varme ønsker&drømme at tage frem engang imellem og kigge på og nusse om og give noget opmærksomhed. <br />
* Jeg glæder mig til at holde en fantastisk kobberbryllupsfest til sommer for alle vores venner og familie - så vi også kan sige tak for al den hjælp og støtte vi har fået, da 2012 lossede os i løgene og vi måtte tage livtag med kræften<br />
* Jeg glæder mig til at komme i gang med at arbejde igen, og finde ud af at bruge mine personlige erfaringer fra 2012 i forhold til mine elever, kolleger, min faglighed...<br />
* Jeg glæder mig til at få styrke, overskud og energi til at bygge min gamle, slidte kemo-krop op igen og måske komme til at føle mig yngre end 80 - gad vide om der overhovedet KAN skabes muskel-toning i alt det bløde?<br />
* Jeg glæder mig til at gå i gang med at undersøge hvilken efteruddannelse jeg over de næste år vil bruge min energi på. Det skal være noget terapeutisk/supervision, men mangler bare lige at finde dét, det skal være... den proces skal ha tid og rum nu...<br />
* Jeg glæder mig til at få hår igen - til at få mine smagsløg igen - til at slippe for tømmermænds-jetlag-influenza-kemo-efterveer igen<br />
* Jeg glæder mig til at leve hver dag i 2013 intenst og nærværende<br />
<h3 style="text-align: center;">
2013 - af hele mit hjerte: VELKOMMEN!!!</h3>
Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com10tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-19802191804210495132012-12-17T12:02:00.000+01:002012-12-17T12:18:12.384+01:00Oh, how the mighty have fallen!`Kæft jeg har det nederen i disse dage! Rigtig lort med lort på. Måske ku du se det på billederne fra den anden dag? Jeg ku i hvert fald selv. Altså, det her er afgjort et klynkeindlæg, så gider du ikke dét, stryger du bare videre. Men nu har jeg altså fået NOK af kemo-skranten og influenza-lidelse, så nu blir jeg NØDT til at klage mig! <br />
Det dér kemo er jo hvad det er. Det er nasty, det smadrer kroppen, man får ondt og alt muligt andet dårligdom. Det præparat jeg får nu gir ikke kvalme eller lignende, men til gengæld så jævelsk ondt i knoglerne. Så ondt at jeg nogen dage bare går rundt og klynker hele tiden. Heldigvis har jeg nu lært at jeg bare skal gi den max gas med de smertestillende. Så det var sådan set til at klare - hvis ikke lige der var kommet følgende oveni i denne uge:<br />
Mandag: Øjenbetændelse. På børnehavebarns-måden med fuldt tilklistrede øjne og gule skorper der kun kunne fjernes fra øjenvipperne ved at rykke dem af. Så det gjorde jeg så. Ligner nu skaldet albino uden andet til at definere ansigtet end rødt snotudslæt på kinderne og min gennempudsede tud (er på min 4. box kleenex...) Desuden: Feber plus opkast. Som i: jeg kastede op selvom der ikke var mere i maven at kaste op af. Og så igen... Og igen... Jeg véd ikke om du kan forestille dig hvor afkræftet man kan blive efter 3 måneders kemo toppet med Roskildesyge/influenza/eller-hvad-det-nu-var-sygdom.<br />
Tirsdag: Stadig let feber. Desuden nu ørepine og massive propper i begge ører. Føles som at have en dyne viklet stramt om hovedet. Kunne høre min puls banke i ørerne hele tiden. Favorit-ord i disse dage: "Hva´??"<br />
Onsdag: Diarré. Hurra...<br />
Torsdag: Lidt-af-det-hele... Nåja, fik jeg nævnt at jeg i tilgift hoster som en søløve og pudser næse hele tiden? Sover af denne grund alene på sofaen. Nåja, sover og sover... Jeg halvt sidder halvt ligger, med masser af puder og dyner, hue på det "onde" øre og med Sex and the City kørende på laveste lydstyrke. Glider ud og ind af søvnen - kun afbrudt af knastør hoste og indtagelse af Strepsils. <br />
Fredag: Brugte det meste af dagen på at frekventere egen læge og hospitalet for at finde ud af hvad pokker jeg fejler. Svaret er ingenting (HA!) - normale infektionstal, men for en sikkerheds skyld kastede de lige den blide penicillin efter mig...<br />
Lørdag, søndag og nu... Hoste. Snot. Totalt tillukkede ører. Hårdt angrebet tålmodighed og stigende irritation. Effekt af penicillin: antageligt udeblevet. Effekt af at være lukket inde i mit hjem i en uge: Kraftig. Grænsende til desperation... Nej, ikke bare grænsende til!!!<br />
Fik jeg nævnt at jeg skulle have været til København i ugens løb for at se en masse søde veninder, gå på Christianias julemarked og udveksle julegaver med min søster??? <br />
MEN: nu kommer vi til ugens optur (ja, sådan en er der altid. Og det er vigtigt at finde den, ellers går jeg helt i sort): Sidste år i februar fik jeg en dejlig veninde til at tage nogle billeder af ungerne og jeg - som en let forsinket julegave til Kasper. Siden har de bare ligget på computeren, men NU skal de fremkaldes. Og tænk, jeg blev både rørt og rystet over de billeder: for prøv lige at se hvor skøn jeg egentlig ser ud. Det kunne jeg ikke se før - men nu hvor pynten i dén grad er pillet af mig, kan jeg påskønne mit "gamle" udseende på en helt anden måde. Og dét er faktisk noget at være glad og taknemmelig for. Hvor HAR jeg dog brugt tid med at slå mig selv oveni hovedet med hvor grim-tyk-kedelig-og-så-videre-på-manglende-selvværds-måden jeg var - men helt ærligt, det er der da ingen grund til! At se den forandring jeg har gennemløbet over det sidste halve år er smadder hårdt og det véd jeg også det må være for mine omgivelser. Men jeg kommer jo tilbage til mig selv - måske ikke lige i samme version, men i hvert fald i en rask udgave igen - forhåbentlig meget snart! Nu er der kun 10 dage til sidste kemo-runde. YES!<br />
P.S.: Børnene er ALTID pæne!!! <br />
P.P.S: Altså, det der skaldede look er sejt i en periode - men nu glæder jeg mig altså snart til at få hår igen.<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgQHVv7f-bYvd5ilSuTyCY3cQQgFYyNB6Ty9cp2G9m1HBWYHrsHmfpbi_hg_rySfNcbOaiUweC2wZf7x2S1GSWER5YZHJP34wHKvAtx7YHPzqFK6hFq3S_mDqcqxyRpA6Vr05we-b4ChnE/s1600/os+alle+tre.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="400" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgQHVv7f-bYvd5ilSuTyCY3cQQgFYyNB6Ty9cp2G9m1HBWYHrsHmfpbi_hg_rySfNcbOaiUweC2wZf7x2S1GSWER5YZHJP34wHKvAtx7YHPzqFK6hFq3S_mDqcqxyRpA6Vr05we-b4ChnE/s400/os+alle+tre.jpg" width="267" /></a></div>
<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhefFhNAZTHLLa1Huvd_MOJ-99smx7bdiAuA0Xsq3k4e6dfcuOH22F2qkoRPQqDd5ZcOBKeSMKTfGMydyaKd1o4mDkdVxh1Yf3CWLfujiDp45oxDSvtw5YLAnNg1mLbynYjbBRjCl8OZyI/s1600/kaya+og+mor.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="267" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhefFhNAZTHLLa1Huvd_MOJ-99smx7bdiAuA0Xsq3k4e6dfcuOH22F2qkoRPQqDd5ZcOBKeSMKTfGMydyaKd1o4mDkdVxh1Yf3CWLfujiDp45oxDSvtw5YLAnNg1mLbynYjbBRjCl8OZyI/s400/kaya+og+mor.jpg" width="400" /></a></div>
Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com7tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-87995251027957626522012-12-13T15:45:00.001+01:002012-12-13T15:50:58.908+01:00Har du en skaldet veninde vi skal forkæle sammen?Da jeg fik at vide at jeg havde brystkræft, tænkte jeg med det samme på at nu skulle jeg tabe håret. Jeg vidste instinktivt at jeg ikke var paryk-typen - og regnede med at køre det skaldede look, tilsat cool tørklæder og huer. Allerede inden håret røg, gik jeg ud og investerede i smukke tørklæder og huer, specielt til kvinder uden hår. Men jeg forkøbte mig - og det kan komme dig og en skaldet veninde-mor-søster-bedstemor-kollega-kone-you-name-it tilgode. <br />
De to lækre tørklæder nedenfor får jeg nemlig ikke brugt. Jeg faldt for dem, købte dem - og har siden kun prøvet dem på nogle gange, men de passer alligevel slet ikke til mig - selvom de er fantastiske både i kvalitet og udseende. Derfor vil jeg gerne forære dem væk til en som kunne blive glad for dem og få dem brugt. De er af mærket <a href="http://da.christineheadwear.com/forside.aspx">Christine Headwear</a>, og der er virkelig tale om et design der tager hensyn til både den sarte, bare hovedbund og det æstetiske behov for fylde der hvor der engang var hår (nej, jeg får ikke sponsor-gaver eller lignende - jeg er bare en begejstret bruger, for de to øvrige huer jeg har købt bruger jeg dagligt).<br />
Alt hvad du skal gøre er at skrive en kommentar om hvem du synes fortjener de to fine tørklæder inden fredag den 14. december kl. 20 - gerne med en lille begrundelse og beskrivelse af hendes situation. Hun behøver ikke lide af brystkræft og være skaldet som følge af kemo, men hendes hårtab skal være ufrivilligt. Hvis der er flere interesserede trækker jeg lod - husk at skrive din email-adresse i kommentaren, så jeg kan kontakte dig bagefter. Jeg sender tørklæderne til den udvalgte skaldepande, fint pakket ind, med en hilsen fra mig og den der vinder - som en lille ekstra opmuntrende før-julegave. <br />
Billederne her er desværre ikke ret gode, men modellerne kan måske findes på Christine-hjemmesiden ovenfor - måske endda på en lidt friskere og kønnere model end hende her kemo-makrellen, der efterhånden er noget slidt i betrækket :-)<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiynvnBOMIDeO_FLhz7soqPprFC2SF9lOHdk3FHxocc3XPFE4sQ9n_JEnegCMKdSEZE-KCucW-aiCj_0OBQK7RO68U3WOUpdyF1OWAp7e7RtfQYXwejds5sru9a4pRdCLkVGmCmZ7YfmSI/s1600/20121213_142750.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="400" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiynvnBOMIDeO_FLhz7soqPprFC2SF9lOHdk3FHxocc3XPFE4sQ9n_JEnegCMKdSEZE-KCucW-aiCj_0OBQK7RO68U3WOUpdyF1OWAp7e7RtfQYXwejds5sru9a4pRdCLkVGmCmZ7YfmSI/s400/20121213_142750.jpg" width="300" /></a><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEg4ay2Qp20dDd9OjWv-ty26U3LjnwW8yNNRKAi-c9StdsFepVAd9b-4bOjtIC1QI9i3RtVf_cYwkoqW3D5_FYqGI4bnn8KrA9t98X5Lg5s35CiZXL1p6Yw88tkVEWhqoBfMbl11Khxr7-g/s1600/20121213_142851.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="300" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEg4ay2Qp20dDd9OjWv-ty26U3LjnwW8yNNRKAi-c9StdsFepVAd9b-4bOjtIC1QI9i3RtVf_cYwkoqW3D5_FYqGI4bnn8KrA9t98X5Lg5s35CiZXL1p6Yw88tkVEWhqoBfMbl11Khxr7-g/s400/20121213_142851.jpg" width="400" /></a></div>
Tørklæde #1, som er på de to billeder herover, er i beige silke-blanding med bomuldsfor. Der er sat perler og pailletter på i små bomber i douce grå og rosa toner. Det er rynket bagtil med en indsat elastik for at gi fylde, og så er der to korte bindebånd. Det er et virkelig, virkelig fint og yndigt tørklæde!<br />
<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhLT_5LD_lOO2AdlP_1OEHUWYF5EIJnaO7ss_Nx-hRRXEuw9lcN9bHxjkpp8V2JXvxORJk6p0of82Jf12eaeE93ev7pikjXxIrVC_ohbMnRyPsE8pI8dvJXLsZOLsz7YxBSBc9PlZe10Ls/s1600/20121213_142533.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="400" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhLT_5LD_lOO2AdlP_1OEHUWYF5EIJnaO7ss_Nx-hRRXEuw9lcN9bHxjkpp8V2JXvxORJk6p0of82Jf12eaeE93ev7pikjXxIrVC_ohbMnRyPsE8pI8dvJXLsZOLsz7YxBSBc9PlZe10Ls/s400/20121213_142533.jpg" width="300" /></a></div>
<br />
Tørklæde #2 er gråt og enkelt - det er et tørklæde der har to meget lange bindebånd som skal draperes 2 gange omkring hovedet, stoffet på båndene er syet i en art bisé-læg, rigtig dekorativt. Tørklædet er lunt og godt på en vinterdag - men med blødt fór så det ikke kradser den skaldede isse. Tørklædet er ret råt og kan passe mange typer, fordi det er enkelt og stilrent.<br />
<br />
Håber virkelig der sidder nogen derude som kan få glæde af tørklæderne (og er det dig selv der er skaldet må du SELVFØLGELIG osse gerne melde dig i lodtrækningen!!!)<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
</div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
</div>
<br />
<br />
<span id="goog_1080851096"></span><span id="goog_1080851097"></span><br />Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com10tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-90954399560853444062012-12-09T07:31:00.000+01:002012-12-09T07:31:22.979+01:00All I Want for Christmas...I år er jeg f-u-l-d-s-t-æ-n-d-i-g tom for gaveønsker... Jeg har virkelig prøvet at lægge hjernen i blød. En ny blender, måske... efter at mine elever brændte den gamle sammen da de skulle lave smoothies en dag. Men hvad, det går jo egentlig fint med en stavblender... <br />
Noget nyt tøj, måske? Men jeg har jo egentlig så meget, og lige nu er det blødt tøj der kommer ud af skabet hver dag. Mine knogler og led gør nemlig så hæsligt ondt efter at jeg nu får et andet kemo-præparat. Helt standard er jeg efter 3. behandlig skiftet til ét der ikke gir kvalme, men til gengæld smadrer knoglemarven helt i bund og tørrer alle slimhinder ud. Jeg ligner Yoda når jeg står op om morgenen... bortset fra hårtotterne, altså... Og bevæger mig som en 80-årig den første uges tid efter hver behandling, fordi alle led bare gør nuller-naller...<br />
En bog, eventuelt... det ku være Lisbeth Zornigs selvbiografi, som jeg nu har lånt et par gange på biblioteket, men kemo-hjernen har ikke ku gøre den færdig. Eller en lækker kogebog... Eller den med Arne og Carlos´ strikkede kugler... <br />
Lækre sager til huden??? Men igen, jeg har så meget...<br />
I virkeligheden tror jeg bare slet ikke jeg kan finde ud af at ønske mig alle de dér materielle, lækre sager i år. Egentlig har jeg bare et stort ønske: Jeg vil gerne snart være igennem dét her hæslige kemoforløb. Jeg vil gerne ha min krop igen, og kunne begynde at føle mig ung og rask i stedet for gammel og smadret. Jeg vil gerne tilbage til mit arbejde, til at være noget mere for min mand og min familie, og jeg vil gerne igen kunne føle mig som MIG igen.<br />
Den gave er der jo ikke lige nogen der kommer forbi med, og jeg ved osse godt at det er et ønske der udspringer af at jeg lige nu er i den hårde fase af behandlingerne. Det ønske udspringer af smerte og frustration og frygt - fordi jeg jo ret beset ikke véd hvornår og om jeg nogensinde blir mig igen. Jeg véd godt jeg aldrig blir den gamle mig - min krop har været igennem prøvelser som den nok skal komme sig over, men som også vil ha sat spor. På knogler, tænder, slimhinder, muskler etc. Og psykisk kommer jeg også ud med en anden bundlinje. Mere angst, måske... Men også mere livsglad. Mindre bange for at være for meget - og mere indstillet på at bruge hele mig, også de sider som jeg tidligere har gemt lidt væk for ikke at støde nogen på manchetterne. Gad vide hvornår jeg igen kan kigge mig i spejlet og tænke at NU - lige her og NU - er jeg på toppen?<br />
Nå, så på gaveønskelisten i år kommer der måske ikke til at stå så meget... A Cure for Cancer øverst - og så måske en lille-bitte blender nedenunder (gerne gul som den gamle)... Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-31880924000972417032012-11-07T08:30:00.000+01:002012-11-07T08:30:13.566+01:00"Hvor ER du bare heldig, Lisbeth"<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjQ2HSVK45bsyd3wLQbFbJRYFf7gl80nAYbNAWEkaxpdcq7LH5g9MY23bPM1s7tKnUF_VtHHyd8OcjgY28EsFyvL-GIUcYOKk6DHl5QW8TObIAxrW9E-yaz1JARiksEwFdKj_ZF0ahOKPg/s1600/fuck+cancer.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjQ2HSVK45bsyd3wLQbFbJRYFf7gl80nAYbNAWEkaxpdcq7LH5g9MY23bPM1s7tKnUF_VtHHyd8OcjgY28EsFyvL-GIUcYOKk6DHl5QW8TObIAxrW9E-yaz1JARiksEwFdKj_ZF0ahOKPg/s320/fuck+cancer.jpg" width="240" /></a></div>
Jeg har de seneste uger deltaget i et mindfulness-forløb gennem Kræftens Bekæmpelse. Det er så rørende og stort hvad der bliver stillet til rådighed af pleje til sjælen fra den organisation - de véd hvad der virker, i de hjerte-og-sinds-lommer hvor medicinen ikke kan komme ind og udrette noget. Undersøgelser viser at rigtig mange kræftpatienter <em>efter</em> behandlingsforløbet udvikler depressioner og angst. Når man er midt i sit behandlingsforløb er der styr på tingene - kemoen æder alt hvad den skal, strålerne svitser det sidste - bum, så var der styr på det. Men ude på den anden side står usikkerheden bare og venter på at man har paraderne nede. For hvad nu? Er det hele væk? Kommer det tilbage? HVORNÅR skal jeg blive urolig igen? Blir mit liv nogensinde det samme? Kan jeg nogensinde slappe af og få tilliden til min krop tilbage? Er jeg syg-for-evigt - eller kan jeg tillade mig at føle mig sund og rask indtil det modsatte er bevist? I dét tankespind er der brug for noget der kan hjælpe, og sådan et redskab er mindfulness. Andre undersøgelser viser, at lige præcis mindfulness-meditationsformen kan reducere risikoen for depressioner med noget i retning af 40%. Og det er så enkelt - ikke noget hokus-pokus eller mærkelige "det-virker-hvis-du-tror-på-det"-medikamenter - bare nærvær, accept og kontakt. <br />
Nærvær med dét som er - uden håb og ambition om forandring og præstation. Accept af dét som er - det er ok, det er der af en årsag, og det må gerne være der - også selvom det er sorg, smerte og angst. Og kontakt med kroppen og sindet. En kærlig omfavnelse af mig selv - lige præcis i dén form fysisk og psykisk jeg nu er i. <br />
De tirsdag eftermiddage har været guld værd - på mange måder. Også fordi jeg har mødt fantastiske kvinder, fulde af liv og kraft (uden æ) - og det er inspirerende og fornyende. <br />
Der er et særligt blik i øjnene hos dem/os. Vi stiller os ikke tilfreds med "bare" at være i live - vi vil LEVE. <br />
På kurset har jeg mødt særligt en kvinde som gjorde indtryk på mig. Hun er ikke meget ældre end mig. Lille, væver, sprællevende og med en utrolig stærk, sprød sårbarhed omkring sig. En af de første gange sagde hun helt spontant til mig "Hvor ER du bare heldig!" Jeg havde fortalt om mit forløb - hvordan jeg havde fundet knuden, at den var lille, jeg var kommet hurtigt i behandling - og havde ikke haft spredning til lymferne...<br />
Hun havde fundet en meget lille knude, som hendes læge havde slået hen som ingenting - men alligevel givet hende nummeret til en privatklinik hvor hun kunne få det tjekket. Som hun sagde: "Det nummer blev ved med at falde op af min taske!". Hun kom endelig afsted - og det viste sig ikke bare at være én lille knude, for hun havde celleforandringer i hele brystet. Hun fik fjernet brystet - og de fandt desuden en stor lymfeknude på halsen. "Jeg har ikke noget væv herfra og hertil" (fra halsen og ned midt på maven samt ud under armen). <br />
Det er vildt nok, ikke? At selvom vi set ude fra verden er i samme båd - brystkræft-galejen - så er vi set INDEFRA to vidt forskellige steder. Jeg skal "bare" bekymre mig for om der igen dukker knuder op i mine bryster når jeg er færdig med behandlingen. Hun skal være opmærksom på alle mulige skjulte steder i kroppen hvor man IKKE kan se det hvis der sker noget skidt - lymfer, knogler og organer. Vi har fået samme diagnose - men vores perspektiver er alligevel vidt forskellige. Og hvor er det sundt for mig at have mødt hende. Der er ikke så mange der for tiden møder mig med et "Hvor ER du bare heldig, Lisbeth!" Jeg håber hun også nogen gange møder nogen der kan give hende dén følelse...<br />
<br />
<br />
*<em> Billedet har jeg lånt <a href="http://www.etsy.com/listing/103492421/keep-calm-and-fuck-cancer-berry-pink">HER</a></em><br />
<br />
Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-85760743626553623242012-11-04T08:08:00.000+01:002012-11-04T08:08:05.709+01:00Vinderen er...Nu er jeg hjemme fra en uges dejlig rekreation i sommerhus. Heldigvis helt ovenpå igen - så nu skal jeg nyyyyyde en uges tid hvor jeg er helt mig selv inden jeg skal have næste runde kemo. Det har faktisk vist sig at være SÅ svært at rumme at lige når det går op og alt er godt - så går det brat ned igen og jeg får det ad helvedes til all over again. Men nu er der kun 3 gange tilbage, messer jeg inde i hovedet... Kun 3 gange endnu... Efter jul er jeg færdig... I det nye år er det slut med at føle sig som en tømmermandsplaget, influenzaramt sofa-zombie... Yes!!! (Det dér positive affirmations-pis skal da ha en chance, ing?)<br />
Nå, men det jeg ville sige var jo:<br />
Nu er afstemningen i kemo-kalot-konkurrencen slut. Og vinderen blev kalot nummer fire - den fine stribede uldhue med små filtede blomster og agern. Kære Eva, vil du skrive til mig hvad for en farve Omaggio du ønsker dig (jeg har set den kommer i en flot julerød, ud over alle de dejlige andre farver...)<br />
Og kære Tanja, der skrev noget med "Hue nummer 4 skriger af livsglæde..." - vil du sende mig din adresse på <a href="mailto:lisbethvayland@gmail.com">lisbethvayland@gmail.com</a>, så sender jeg dig et lille hjemmegjort <a href="http://koloristas.blogspot.dk/2012/09/embracelet.html">EmBracelet</a>.<br />
Tusind tak for jeres bidrag alle sammen - og tak for alle de smukke kommentarer der strømmer ind på mine indlæg, jeg véd godt jeg fortsat er en ustabil blogger, men det betyder stadig alverden at I sidder derude og læser med!Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-33305121517398348682012-10-25T08:41:00.001+02:002012-10-25T09:20:57.290+02:00Hvordan man har det - og hvordan man ta´r det...Puh, denne runde kemo er virkelig en bitch! Jeg fik mit 3. shot i mandags - blev udskudt endnu en gang fordi mit immunforsvar var for trykket til at jeg var klar til beregnet tid. Sidste gang var hård, fordi de slet ikke ku få en nål i mine årer - først i 4. forsøg lykkedes det. Den slags sætter sig - så denne gang var det bare lykken at nålen gled i i første forsøg. Men eftervirkningerne... puha. Jeg er TRÆT ud over alle grænser. Småkvalm hele tiden, på trods af masser af medikamenter til at ta det værste. Og nu kan jeg godt mærke at det slider på humøret. Det er en hård rutchebanetur at skulle igennem gang på gang på gang... Fordi jeg har det så godt hen mod slutningen af en tre-ugers periode, føles det som et stort tab af frihed, helbred og normalitet når det næste kemo-shot nærmer sig. Fordi jeg véd at det sender mig til tælling på sofaen i nogen dage - og måske flere og flere for hver gang. <br />
Fra start af har jeg vidst at det ville blive hårdt. Men jeg har haft skjulte ressourcer at trække på - et overskud jeg ikke vidste jeg havde, en fighterånd der kom ind fra sidelinjen og en evne til at se det positive i denne her hæslige diagnose. Men nu begynder jeg at tænke, at den ressource måske også kan løbe tør? At jeg på et tidspunkt må bukke under og bare lægge mig til tælling indtil 6. runde er omme? Jeg frygter bare at det vil give psykiske langtidsvirkninger jeg ikke kan overskue konsekvenserne af...<br />
Derfor prøver jeg stadig at holde mig fast på at jeg er heldig. At jeg er relativt oppe-gående og har dage hvor jeg er helt mig selv... At jeg kan gå eller cykle en tur, spise sandwich på min yndlingscafé og drikke store kaffe latter med nabo-damerne. At jeg kan strikke til alt det dumme fjernsyn jeg overhovedet gider se.<br />
Måske er det alt sammen et dumstædigt forsøg på at insistere på, at det her bare er en biting?Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com4tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-68752856478004932252012-10-10T16:14:00.000+02:002012-10-10T16:14:03.523+02:00Så´ der huer! Og der må stemmes fra NU af!4 skønne huer/hatte har jeg modtaget til min konkurrence - og et enkelt tilhørende tørklæde. De er skønne og specielle og ingen af dem ligner hinanden - og jeg er SÅ glad for dem alle sammen! Tak, dejlige damer!<br />
Og nu til stemme-reglerne: du kan stemme på din favorit-hat frem til 1. november. Du kan kun stemme 1 gang pr. hat - men må gerne stemme på flere hatte, hvis du synes det er svært at vælge. Jeg tæller sammen og sørger for at alt går retfærdigt til. For at du skal have noget ud af din stemme - udover støtte til de rare modister - sætter jeg en eller anden lille ting på højkant og trækker lod blandt alle der har stemt. Og nu til billederne - de er taget med håndholdt kamera og af en noget sølle fotograf - håber dog I kan fornemme hvad huerne gør for et skaldet kemo-hoved!<br />
<br />
Hue #1 - er egentlig en hat. Den er i efterårsagtigt brunt fløjl - egentlig var der et bånd om pulden, men jeg synes den er bedre sådan her! Den er lavet af Kirsten...<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEj9KnRPiLPS-tw2rNCdzNgL6nffoiKCcRVqvchdqwc9ZgPaNT3r_9tix0u4BjeLuNzDMj8NjxmnogotMTiWlJ_rfD391LB8H0oqgCqhJeuVzeGAq3mXkpOhYBI9Y9TsEvwSqDZbSPnoaYM/s1600/Hat+1.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEj9KnRPiLPS-tw2rNCdzNgL6nffoiKCcRVqvchdqwc9ZgPaNT3r_9tix0u4BjeLuNzDMj8NjxmnogotMTiWlJ_rfD391LB8H0oqgCqhJeuVzeGAq3mXkpOhYBI9Y9TsEvwSqDZbSPnoaYM/s320/Hat+1.jpg" width="289" /></a></div>
Hue #2 - er skøn og gul - med en brun sløjfe fortil. Den er til en dag med go energi og knald på! Den er lavet af Kirsten...<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjBri5lVCVoe19MGfRuHZy4TzKBT7EyHXXwoLEVJhjo2RZrutHFiPX6vaEQO6oNgHnMPa11hMnCzvPW3wTmdA5pCabnpufHVY77bLDcLFBGGx8Scef1Z7LXQ78jWlgnXtVDfszSL_JEzHY/s1600/Hat+2.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjBri5lVCVoe19MGfRuHZy4TzKBT7EyHXXwoLEVJhjo2RZrutHFiPX6vaEQO6oNgHnMPa11hMnCzvPW3wTmdA5pCabnpufHVY77bLDcLFBGGx8Scef1Z7LXQ78jWlgnXtVDfszSL_JEzHY/s320/Hat+2.jpg" width="240" /></a></div>
<br />
<br />
Hue #3 er hæklet - og til en varm dag, tænker jeg, for det lufter lidt ind gennem maskerne. Den har et tilhørende tørklæde i mormorfirkanter - varmt og i lækre efterårsfarver. Den er lavet af Helle...<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhT_-1aZMscAG7fdqxnX3m1t2QORKoQ4VinLRzYtPeFlxJgeLSeeRSXLxukTLM2ZRH2YaDwZ8lFB39Bu-4f9QsYv_xXxl0_uSw6g_vfCPVtol4EpIaV2O5zV1fAvYYcChx_yj1D0WIanu4/s1600/Hat+3.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhT_-1aZMscAG7fdqxnX3m1t2QORKoQ4VinLRzYtPeFlxJgeLSeeRSXLxukTLM2ZRH2YaDwZ8lFB39Bu-4f9QsYv_xXxl0_uSw6g_vfCPVtol4EpIaV2O5zV1fAvYYcChx_yj1D0WIanu4/s320/Hat+3.jpg" width="211" /></a></div>
<br />
<br />
Hue #4 er strikket i det blødeste-bløde garn - og der er fine filtede blomster og et enkelt agern på. Den er lavet af Eva...<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEinj29_TPUa3m11l5Pb1VX44I5HwhM8Vn_XeXnEkXjpdCpyf5qEEJSCLXFp1V3-_ng5Izkd1E19RdMUZLGYbVYMmcyx5V6iZWIafGnfXqNEwwj4a8RhHf01OjMOT-dgLvMr1oVAayE8P5U/s1600/Hat+4.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEinj29_TPUa3m11l5Pb1VX44I5HwhM8Vn_XeXnEkXjpdCpyf5qEEJSCLXFp1V3-_ng5Izkd1E19RdMUZLGYbVYMmcyx5V6iZWIafGnfXqNEwwj4a8RhHf01OjMOT-dgLvMr1oVAayE8P5U/s320/Hat+4.jpg" width="240" /></a></div>
<br />
Så må der stemmes!Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com25tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-1979405724077793792012-10-09T08:51:00.001+02:002012-10-09T08:51:29.371+02:00Rundstyk!Undskyld! Til de dejlige damer der har sendt mig hatte - fordi jeg endnu ikke har fået taget billeder og lagt på! Jeg håber ikke I synes jeg er et utaknemmeligt skarn - jeg er nemlig lykkelig for jeres bidrag, men tiden lige nu går med en frygtelig masse andet. Senere i dag tager jeg billeder og sørger for de snarest er på bloggen, så alle kan stemme med om hvem der skal vinde en skøn Kähler-vase. Go tirsdag fra LisbethKoloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com4tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-51830337207897374942012-09-25T09:47:00.001+02:002012-09-25T09:47:15.470+02:00Noget af det, der er svært...* Er at acceptere når ens blodprøver ikke er i orden - så kemoen må udsættes to dage...<br />
* Er at rumme når ens mand synes det er svært at forstå at man godt kan være både stærk og svag på samme tid - uden at han behøver blive ked af det eller skulle fikse det... Og at rumme at han nogen gange BLIR ked af det og gerne vil fikse det! Og at rumme det uden at blive træls og sur og respektløs... Det er faktisk RET svært!!! Umuligt, nogengange... Og måske er det svære faktisk at forstå at han GODT kan forstå det og rumme det og være i det - men bare ikke gør det på den RIGTIGE måde (min, hvis I sku være i tvivl!) <br />
* Er at hente sit barn på skolen uden hår. Ikke på grund af børnene - det er nemlig slet ikke et problem at rumme at hendes 6 år gamle klassekammerater kigger og siger højt "Du er skaldet - hvorfor er du det? Du ser lidt mærkelig ud!" - nej det er svært at rumme når pædagogerne får bekymrede skrå øjenbryn og let dæmpede omsorgsstemmer og siger "Nå og hvordan GÅR det så med dig???" Så får jeg lyst til at sige "Det går faktisk godt" - også selvom det går helt vildt blandet og mærkeligt og nogengange godt og nogengange helt almindeligt og nogengange af helvede til... Men sådan er livet jo for fa´en osse når man IKKE har kræft - og hvem spør de helt almindelige forældre som ikke er skaldede og får kemo, men som måske osse har brug for at blive spurgt - måske mere brug for det end mig?!? <br />
Og hvorfor er det egentlig så svært for mig at tro på at de GODT kan rumme at jeg siger: "Det går helt almindeligt i dag - jeg har været på toppen og følt mig helt som jeg plejede at være og faktisk GLEMT at jeg var syg - indtil nogen spurgte..."<br />
* Er at få tiden til at gå på en ordentlig måde. Uden at se FOR meget dårligt fjernsyn og spise FOR mange søde trøste-sager... <br />
* Er at undlade at få dårlig samvittighed over de søde trøste-sager - og at lade være med at slå sig selv oven i hovedet med det og tro at det er derfor éns krop ikke er klar til kemo til tiden...<br />
* Er at sku lægge makeup HVER DAG for ikke at ligne en syg. Og jeg er bare mega-dårlig til at lægge makeup. Hvor skal man egentlig stoppe med foundation og pudder når man er skaldet??? Nakken, eller hva´! Og hvordan undgår man at ligne en dårlig drag med alt for forbavsede øjne og alt for store læber og alt for bratte overgange mellem hudfarve og foundation??? <br />
* Er at undgå at fryse på ægget - selv når man er inden døre. Trækker det ikke lidt - overalt?<br />
* Er at finde ud af hvad folk kan hjælpe med når de gerne vil hjælpe... Er det for meget forlangt at de SELV finder på hvad der ville være godt? De kender mig jo! Hvis det begynder med C og slutter med Hokolade, så virker det! Eller begynder med D og slutter med Ameblade... Og faktisk er det bare en kæmpe hjælp når nogen blir glade for at jeg spør om de vil komme og drikke kaffe med mig - og bare sludre om løst og fast, som om jeg var helt normal og slet ikke syg... <br />
* Er at acceptere at ens blodprøver ikke er i orden, så kemoen må udsættes to dage...<br />
* Er at acceptere at man måske har liiiidt kemohjerne og nogen gange glemmer ting. Og nogen gange siger ting man allerede HAR sagt :-)Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com9tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-81755085598548797032012-09-16T20:30:00.002+02:002012-09-16T20:30:06.681+02:00Så røg det!<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiQdjmCGGxAcZcMym3uFGntkyeciC5bK-08PlIQGu3IyALhH6OuoZjf_3GDqkDK3CU8cCrAMVldO16BLAda80iXBzUOF9W12QN2cuY3BIpe5wxUDMBe9HR5DC-AWlCOdoT3pFraV2yIWqo/s1600/2012-09-16+19.58.54.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="400" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiQdjmCGGxAcZcMym3uFGntkyeciC5bK-08PlIQGu3IyALhH6OuoZjf_3GDqkDK3CU8cCrAMVldO16BLAda80iXBzUOF9W12QN2cuY3BIpe5wxUDMBe9HR5DC-AWlCOdoT3pFraV2yIWqo/s400/2012-09-16+19.58.54.jpg" width="310" /></a></div>
<br />Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com19tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-1064930174877416852012-09-15T17:51:00.003+02:002012-09-15T17:51:37.213+02:00EmBracelets #2Bare lige et hurtigt lille PS: ja, jeg sælger da mine EmBracelets - de koster 40 kr. inkl. porto, og så giver jeg 20 kr. pr. stk. videre til Kræftens Bekæmpelse... Du kan smide mig en mail på lisbethvayland@gmail.com hvis du vil bestille og se på mulige knapper.<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgMm_Iq1EZOO5EMAlQMNr_QRrYMwl7p79RMwIjvjxWDIsdXMFA0VjIO1sD4AxbjiKGZaEJuAahR2Nc100rbsZrfpA18E5x9-sI3lVk9s8K9L4nmyeWxYa-ocQwSORkyYFw59H-1WBG988s/s1600/2012-08-17+08.22.23.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="240" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgMm_Iq1EZOO5EMAlQMNr_QRrYMwl7p79RMwIjvjxWDIsdXMFA0VjIO1sD4AxbjiKGZaEJuAahR2Nc100rbsZrfpA18E5x9-sI3lVk9s8K9L4nmyeWxYa-ocQwSORkyYFw59H-1WBG988s/s320/2012-08-17+08.22.23.jpg" width="320" /></a></div>
<br />Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-49661990372941871862012-09-11T18:31:00.001+02:002012-09-11T18:31:10.086+02:00EmBraceletJeg har knyttet nogle superfine armbånd (beskedenhed er en dyd, siger man...) - som jeg kalder <em><strong>EmBracelets</strong></em>. De symboliserer min - og virkelig rystende mange andre kvinders - kamp mod brystkræft - så derfor er de naturligvis pink. De lukkes med forskellige knapper fra gemmekassen. <br />
Navnet symboliserer dét som jeg mener er kernen i at stå denne her sygdom igennem: man er pinedød piske-nødsaget til at tage udfordringen til sig - rumme den i et kærligt, men også stærkt favntag. Og så betyder embrace jo også at blive holdt om - og dét skal jeg sige jer man har brug for! Hvad synes du om dem? Det ene sidder på mit håndled - det andet er i København hos min veninde Rikke...<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi0OTMqi4l-SGATufPniZTyUhpor0Ha_FVjVkTE9HcBeB8pxrvK8T4QQO7eln1qHXK4Gt2IHxNh25vUTCjreWy8fQa8QSKO96ieUE8nHAg4rzFTpkaVFbYjnq5qRBMh7M-6qXHazWrHgzw/s1600/2012-08-17+08.22.23.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="240" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi0OTMqi4l-SGATufPniZTyUhpor0Ha_FVjVkTE9HcBeB8pxrvK8T4QQO7eln1qHXK4Gt2IHxNh25vUTCjreWy8fQa8QSKO96ieUE8nHAg4rzFTpkaVFbYjnq5qRBMh7M-6qXHazWrHgzw/s320/2012-08-17+08.22.23.jpg" width="320" /></a></div>
Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com7tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-88361713086620871382012-09-11T11:44:00.001+02:002012-09-11T11:49:25.218+02:00Kemo is only a bitch if you are...I så fald må jeg ha lidt et regnskab at betale af på... <br />
Okay, sunny side up: jeg brækker mig i det mindste ikke. Men nu er det 8 dage siden jeg fik første skud, og min krop har ikke rigtig været sig selv siden. Jeg føler mig tømmermændsramt - uden at ha drukket en dråbe. Jeg har ligget i min seng det meste af weekenden - mens mine forældre var på besøg og vi fejrede fødselsdag for begge ungerne - æv! Er træt som et helt alderdomshjem... Kroppen kan lige slæbes rundt, men energi er der nærmest ingenting af... Er bleg, indfalden, runken og trist... Okay, tror bare jeg går og lægger mig igen, ing? <br />
<br />
Men HEY, husk det nu: Hvis du skal være med i min kemo-kalot-konkurrence skal du se at få symaskinen/strikkepindene/hæklenålen i gear - for det er inden de 1/10 jeg skal have dit bidrag hvis du vil vinde en skøn Kähler Omaggio... Se mere <a href="http://koloristas.blogspot.dk/2012/08/leave-it-to-pros-og-konkurrence.html">HER</a><br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEg_-krhYS13k5JE1eZW72O18clWGm15PktLcTR4RtT9BfmI3-QgjZRz34hyphenhyphenU-r6PtaCpULth9NOuzROyXVY-ztJeWsAuCkhIB8lOnzk-0UphTu5CCueZA5RLyxy6GnD39nssaPJFbVV2Q4/s1600/omaggio.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEg_-krhYS13k5JE1eZW72O18clWGm15PktLcTR4RtT9BfmI3-QgjZRz34hyphenhyphenU-r6PtaCpULth9NOuzROyXVY-ztJeWsAuCkhIB8lOnzk-0UphTu5CCueZA5RLyxy6GnD39nssaPJFbVV2Q4/s320/omaggio.jpg" width="320" /></a></div>
Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-81401537088701645772012-09-05T14:13:00.003+02:002012-09-05T14:13:32.093+02:00Noget om taknemmelighed...Jeg er så rørt over al den kærlighed, opbakning og hep jeg modtager i disse dage. Til jer der kommenterer på mine indlæg: jeg ville ønske jeg var skarp nok til at nå rundt til jer alle og siger personligt TAK - for det varmer mere end I måske aner at I lægger et lille tilråb, et godt råd, en tanke eller bøn. Men nu bliver det så bare et kæmpestort, kollektivt <span style="background-color: white; color: magenta; font-size: x-large;"><strong>TAK</strong></span> for pokker da for JER!<br />
En anden ting der har fyldt mig med taknemmelighed i dette forløb er den måde jeg er blevet mødt på af mine venner, min familie, mine kolleger, mit netværk i det hele taget... Beskeder fra veninder over SMS, et lille skriv på facebook, gaver og blomster, tilbud om hjælp, en kop kaffe når jeg har det halv-nederen - det er bare så rørende, selvom det jo ikke er uventet - for helt ærligt, så omgi´r jeg mig jo med nogen af de bedste mennesker i verden, og dem kan man kun forvente alt det bedste af! Her vil jeg slet ikke nævne min mand, som bare står klippefast ved siden af mig - det er lige præcis her at ordene om medgang og modgang gir allermest mening - og grunden til at jeg slet ikke vil nævne det er, at jeg ellers ikke kommer videre for bare hyl, tud og vræl!<br />
Men så er der de uventede opmærksomheder: som at min søns klasselærer læser med her på bloggen og på den måde holder sig opdateret - så hun kan snakke med ham om min situation og hans følelser omkring den på sin egen indfølende facon (vinke-vinke, Lene :-))<br />
Og den helt uventede oplevelse jeg havde, da jeg i onsdags i sidste uge tog mig sammen og kørte til Randers til et netværksmøde for brystopererede... Det handlede om parykker/tørklæder/hatte/makeup - og det er lige dét sted jeg har overskud til at tage fat lige nu.<br />
Da jeg dukkede op på Randers Sundhedscenter var der sådan en liiiille smule tomt - faktisk var der kun frisøren, den frivillige koordinator (som selv var tidligere brystkræftpatient, men nu ude på den anden side), og en sygeplejerske fra Mammaklinikken i Randers, hvor den første del af mit behandlingsforløb jo er foregået... Nåja, og så var der MIG - som kom helt ny og nærmest frisk-opereret, med masser af hår&energi og stadig et laaaangt, ret ukendt forløb foran mig. Så jeg blev forkælet - fik lagt makeup, prøvede tørklæder, fik lejlighed til at snakke om mit forløb og høre fra én der selv har stået det hele igennem. Og da jeg spurgte frisøren om jeg så var nødt til at komme tilbage til Randers en anden dag hvis jeg gerne ville købe tørklæder hos hende, sagde hun: "Vi kører da bare lige ned i salonen når vi er færdige her - så kan du se hvad jeg ellers har og finde ud af hvad du vil ha´". Så jeg kom hjem, glad og rørt, med 4 MEGA-smukke hovedbeklædninger (I skal nok få billeder en dag ved lejlighed, men håret er der jo lissom endnu, ing?). <br />
MHT kemoen - så har jeg godt nok været mat de sidste par dage. Mandag eftermiddag var jeg stadig på toppen, men om aftenen blev jeg slået helt omkuld af svimmelhed, kvalme og halsbrand (du kan ta graviditets-halsbrand, hvis du har været så uheldig at være ramt af dét, og gange med 10... eller mere måske...) Sov skidt-skidt-skidt - men siden den første nat og indtil nu er det mere bare sådan en generel mathed i hele kroppen - ikke ulig influenza. Så jeg føler mig heldig!<br />
<em>Her er jeg så - bon´et op på kemo - stadig med hår, men mon ikke næste gang bliver den skaldede version?</em> <br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjEcHTTRZMEnceDZNwOuNABfXN7qMKkU4Vy3ev69cOJsCwlFnmALIBdAiRhhvJU4fNfe3zLDrrLzc1z4uAoBCtTGnpHVGcKG5cj4JCOEL8jGV5XKkhQbZffHHAitaEPTJFWvz5an9a9gdw/s1600/2012-09-03+12.40.54.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="400" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjEcHTTRZMEnceDZNwOuNABfXN7qMKkU4Vy3ev69cOJsCwlFnmALIBdAiRhhvJU4fNfe3zLDrrLzc1z4uAoBCtTGnpHVGcKG5cj4JCOEL8jGV5XKkhQbZffHHAitaEPTJFWvz5an9a9gdw/s400/2012-09-03+12.40.54.jpg" width="256" /></a></div>
Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-19439986490993014122012-09-03T07:57:00.001+02:002012-09-03T07:57:22.756+02:00"Ska du ha en stänkare?"Kl. 11 i dag skyder de det første kemo-shot ind i mine årer. Jeg har været klar længe - har gennem hele forløbet tænkt på i dag som det tidspunkt hvor det VIRKELIG går i gang! <br />
Pyt med at de skærer mit bryst op... Pyt med at de skærer det op én gang til 14 dage senere - og lige laver et snit under armhulen osse, just to top it off... Men i dag rykker vi for alvor! Så kommer giften! NU kommer bivirkningerne! Det er fra nu af jeg kommer til at mærke hvad den her sygdom virkelig betyder!<br />
Ja - måske... For hvad nu hvis jeg er en af de heldige der ikke blir hundesyg og brækker mig i stimer af kemoen? Hvad nu hvis jeg er så velforberedt, at mit hårtab ikke kommer som et chok, men mere som et "var det dét?" Hvad nu hvis jeg fortsat vil blive ved med at tænke at LIGE OM LIDT - så går det løs... <br />
Det jeg mener er: måske er det her bare sådan jeg er? At jeg i tankerne har været så langt omkring ting, at når jeg står i dem er de ikke så voldsomme?<br />
Jeg har altid været en "worst-case-scenario-kinda-ga´l"... Ku se spøgelser, druknedød og pest steder hvor ingen andre ku. Det med brystkræft havde jeg måske ikke lige set komme... <br />
Men nu hvor det er sådan det er, står jeg egentlig sikkert på mine ben midt i det. Måske fordi jeg inderst inde tænker: "Jeg VIDSTE det - der ville komme noget rigtig-rigtig lort på et eller andet tidspunkt - HVA SAGDE JEG!?!"<br />
Så på en eller anden måde er jeg bare klar... så må vi se hvor slemt det dér worst case scenario egentlig er...Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com10tag:blogger.com,1999:blog-8669734505039438464.post-45754007021642127232012-08-28T21:24:00.001+02:002012-08-28T21:27:51.528+02:00Lortesygdom?!?Jeg har fået en uventet gave. Den hedder brystkræft. Jeg har ikke bedt om den - og faktisk har jeg heller ikke selv lukket den op - i det hele taget er det en rimelig kikset og helt igennem uønsket gave! Den blev slængt i skødet på mig da jeg lige havde travlt med at se den anden vej og leve mit liv. Ingen return to sender-label på. Ikke engang et skide til-og-fra-kort... Køn er den ikke, den gave. Velkommen er den såmænd heller ikke. Men lissom så mange andre gaver jeg i tidens løb har modtaget udfylder den en funktion... På ondt, selvfølgelig, men sandelig osse på godt.<br />
Jeg har nemlig længe siddet fast i en eksistentiel osteklokke af trummerum (som enhver ægte Peter Plys-fan jo ved er fransk, og betyder "trummerum"). En klokke hvor verden egentlig var begyndt at rage mig en høstblomst. En hverken-eller-tilstand, der var begyndt at ligne noget der havde tænkt sig at vare til evig tid... Hverken rigtig lykkelig eller rigtig ulykkelig. Hverken tilfreds eller rigtig utilfreds. Sådan lidt grå-grumset stemning, faktisk. Midtvejskrise?!? Ja, det tror jeg. <br />
Kræften har givet mig et pespektiv, som jeg ikke er sikker på jeg havde fundet frem til af mig selv. Nu vil jeg føle jeg er levende - fremfor overlevende... Jeg vil nyde hver dag - måske ikke lige intenst, men der SKAL være noget at nyde hver evigt eneste dag. Mit liv er lige nu alt, alt for dyrebart til at lade dagene dalre afsted uden mål og med.<br />
Selvfølgelig er der tudeture og vrede og afmagt og frustration! Det kommer og går, og det handler om bare at lade det flyde ind over én så det derefter kan flyde videre. Jeg vil ikke krampagtigt holde sorgen og dødsangsten ud i strakt arm i håb om at de to kedelige fætre forsvinder og ta´r kræften med sig i flugten. Jeg vil lade det ha den plads det skal ha - fordi jeg tror på at det er den eneste måde jeg kan undgå at det tager MERE plads end det skal ha´!<br />
Der er masser at være rystende angst for - masser af ubekendte og et stort tomrum på reolen der hvor planen for resten af mit liv plejer at stå. Til gengæld er der meget mere liv lige her og nu... Og det er det hele værd!<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<br /></div>
<br />Koloristahttp://www.blogger.com/profile/03559324262065459997noreply@blogger.com16