tirsdag den 28. august 2012

Lortesygdom?!?

Jeg har fået en uventet gave. Den hedder brystkræft. Jeg har ikke bedt om den - og faktisk har jeg heller ikke selv lukket den op - i det hele taget er det en rimelig kikset og helt igennem uønsket gave! Den blev slængt i skødet på mig da jeg lige havde travlt med at se den anden vej og leve mit liv. Ingen return to sender-label på. Ikke engang et skide til-og-fra-kort... Køn er den ikke, den gave. Velkommen er den såmænd heller ikke. Men lissom så mange andre gaver jeg i tidens løb har modtaget udfylder den en funktion... På ondt, selvfølgelig, men sandelig osse på godt.
Jeg har nemlig længe siddet fast i en eksistentiel osteklokke af trummerum (som enhver ægte Peter Plys-fan jo ved er fransk, og betyder "trummerum"). En klokke hvor verden egentlig var begyndt at rage mig en høstblomst. En hverken-eller-tilstand, der var begyndt at ligne noget der havde tænkt sig at vare til evig tid... Hverken rigtig lykkelig eller rigtig ulykkelig. Hverken tilfreds eller rigtig utilfreds. Sådan lidt grå-grumset stemning, faktisk. Midtvejskrise?!? Ja, det tror jeg.
Kræften har givet mig et pespektiv, som jeg ikke er sikker på jeg havde fundet frem til af mig selv. Nu vil jeg føle jeg er levende - fremfor overlevende... Jeg vil nyde hver dag - måske ikke lige intenst, men der SKAL være noget at nyde hver evigt eneste dag. Mit liv er lige nu alt, alt for dyrebart til at lade dagene dalre afsted uden mål og med.
Selvfølgelig er der tudeture og vrede og afmagt og frustration! Det kommer og går, og det handler om bare at lade det flyde ind over én så det derefter kan flyde videre. Jeg vil ikke krampagtigt holde sorgen og dødsangsten ud i strakt arm i håb om at de to kedelige fætre forsvinder og ta´r kræften med sig i flugten. Jeg vil lade det ha den plads det skal ha - fordi jeg tror på at det er den eneste måde jeg kan undgå at det tager MERE plads end det skal ha´!
Der er masser at være rystende angst for - masser af ubekendte og et stort tomrum på reolen der hvor planen for resten af mit liv plejer at stå. Til gengæld er der meget mere liv lige her og nu... Og det er det hele værd!



mandag den 27. august 2012

Noget om at trække kemo-kortet...


Kender du dét? At du engang imellem har brug for at ha sådan et get-out-of-jail-kort du lige kan trække i situationer du gerne vil slippe lidt let om ved?
"Skaaaat... jeg har jo kræft, og så sagde vi, at så var det jo dig der lavede kaffe... og hang vasketøj op... og tømte opper´en...og så videre..."
Spøg til side: det er faktisk en lidt kedelig side jeg har opdaget ved mig selv efter jeg fik diagnosen. Ikke fordi jeg udnytter at have en potentielt livstruende sygdom (jep, det hedder det!) i bredt og ukritisk omfang, men fordi jeg kan mærke at jeg nu har DEN GODE undskyldning for en masse ting, jeg tidligere heller ikke havde lyst til - men ikke kunne finde ud af at sige fra overfor.
F.eks. kan jeg nu fuldstændig uden blusel gå tidligere hjem fra en fest jeg ikke rigtig kan finde mig tilrette i for "jeg drikker jo ikke nu hvor jeg har CANCER - så jeg går hjem nu hvor alle andre begynder at blive snaldrede (=mega-lamme at høre på)"...
Og jeg kan mærke at det sidder i mig i alle mulige situationer at føle mig BERETTIGET på grund af min diagnose. Berettiget til at synes at andre er nogle klovner i trafikken... det har jeg længe syntes, men nu MÅ jeg lissom godt - for jeg har jo CANCER, og så skal I faneme køre ordentligt! Berettiget til ikke at gide kedelige ting (forældremøder/havearbejde o.lign.) - for jeg skal jo NYDE livet til det yderste nu hvor jeg har CANCER! Kan du se billedet? Not a pretty one, right?!? Nå, jeg holder mig selv i ørerne, gør jeg - for jeg vil bare ikke være hende den bitre, der ikke kan finde ud af at sige hvad tingene RIGTIGT handler om (at jeg ikke gider, ikke har lyst, ikke kan li, ikke vil spilde min tid på o.s.v.) - men bare bruger CANCER som gangbar undskyldning. Det er sgu da for røvet, og slet ikke dén jeg vil være.

*Billedet kan jeg ikke lige huske hvor jeg har lånt - men HEY - jeg har jo CANCER, såeh...

fredag den 24. august 2012

Kids say the darndest things

Mig: "Kaya, hvad ønsker du dig egentlig i fødselsdagsgave?"(Kaya blir 6 om ca 10 dage...)
Kaya: "Jeg ønsker mig en tand!"
Mig: "????????????????"
Kaya: "Så kan jeg lægge den under hovedpuden så tandfeen kommer og gir mig penge!"

onsdag den 22. august 2012

Leave it to the pros! OG KONKURRENCE...

Aijmen altså, hvor selvhævdende naiv har man lov at være?!? "Sådan en kemo-hue kan jeg da selv sy!!!" Yeah, right! Så i går gik jeg i gang med symaskinen - klippe lidt frit efter cirka-hoved-mål i en af Mikkels aflagte t-shirts (synes teksten "I have no idea what I´m doing out of bed" var sådan ret frisk i det) - og lavede lidt kreativ drapering med lækker neongul. Fikst. Eller hvad???
Nej ikke rigtig, vel?!? Så var det jeg tænkte: der er SÅ mange kreative damer i blogland - og udover at der allerede findes vildt mange gode, etablerede tørklæde-og-hue-designere til skaldepander som mig (eller det er jeg jo ikke endnu, men snart), så syntes jeg det ku være fedt at sætte endnu mere fut i Kemo-Kolorista...
Derfor udskriver jeg nu en bette konkurrence.
Reglerne er:
#1 Du designer og syr en hovedbeklædning til mig udfra følgende simple forudsætninger: Mit hoved er ca 54 cm i omkreds. Tørklædet/huen/turbanen skal være i naturligt materiale - altså ikke kunststof, da det ikke leder varmen ordentligt væk fra den sarte, bare hovedbund.
#2 Du sender mig en mail på lisbethvayland@gmail.com og skriver at du gerne vil være med - så sender jeg dig min adresse så du kan sende din hue/tørklæde til mig.
#3 Senest 1.oktober skal jeg have dit produkt
#4 Derefter tager jeg billeder af mig selv med de indkomne forslag og lægger dem på bloggen. Jeg skal nok gøre mig umage med ikke at ligne noget der er løgn! P.S. Måske har jeg ikke tabt håret til den tid endnu - så tager jeg altså først billeder når jeg er helt skaldet - det skal jo gå ordentligt til!
#5 Alle læsere kan derefter stemme på deres favorit frem til 1. november
#6Vinderen får en Kähler Omaggio-vase 20 cm i valgfri farve
* billedet er lånt HER

lørdag den 18. august 2012

Sku man køre en Joan Ørting?

Der er vildt meget man skal tage stilling til, når man pludselig får stillet en vild diagnose som brystkræft. Hvordan siger man det til børnene? Hvem må vide det? (Mit svar er: ALLE - men det kan jo være meget forskelligt fra person til person. Jeg har bare valgt at være helt åben omkring det - det skal ikke være noget der hviskes om i krogene, og som ingen rigtig tør spørge til...) Hvad skal jeg gøre med mit elskede arbejde? Hvordan rummer jeg alle andres sorg - når min egen bare kommer og går, og faktisk ikke er der så meget som man skulle tro? Hvilken behandling vil jeg tage imod? (Mit svar er: DET HELE! Fyr den af, for fa´en - den skal bare ha alt hva den kan trække, så det her blir slået tilbage med alle til rådighed stående midler!) Hvad gør jeg når håret falder af? Paryk???? Tørklæder??? Huer?? Bar isse? Jeg har altid drømt om lange, røde krøller... Nu er drømmen indenfor rækkevidde, men det bliver nok noget sært uvirkeligt noget at gå rundt og svinge med noget SÅ langt fra mit eget glatte, korte mere-eller-mindre blonde. Som udgangspunkt tror jeg jeg er til en kombination af skaldepande og tørklæder. Lige nu ligger det stadig et stykke ude i fremtiden... men det skal ikke afholde mig fra at fantasere...
Den her ku jeg godt være til - billedet er lånt HER

torsdag den 16. august 2012

"Mor, må jeg arve din smartphone hvis du dør?"

HVORDAN fortæller man sine børn at man har fået brystkræft??? Det spørgsmål have Kasper og jeg en times kørsel fra Randers til Grenå på vej hjem fra den livsomvæltende diagnose til at tænke over og snakke om. Ud over alle de praktiske oplysninger vi havde skullet forholde os til ved den timelange samtale med overlægen og sygeplejersken, havde vi selv haft brug for at spørge dem om, hvordan man mon kan fortælle sine børn på næsten 10 og 5 trekvart (ja, Kaya tæller kvartaler!!!) at mor har en potentielt livstruende sygdom. "Sig det som det er - men uden for mange detaljer, og fortæl kun det I ved - ikke for mange hvis´er og måske´er"... Det prøvede vi så, da vi endelig kom hjem og kunne hente dem hos farmor. Mikkel græd som pisket da han hørte ordet brystkræft. Han slog armene om mig og klemte mig hårdt. "Du må ikke dø mor - jeg kan ikke bære at miste min mor når jeg ikke er blevet voksen!" Så græd de voksne osse! Kaya forstod det ikke helt - resten af dagen blev hun ved med at spørge: "Har du det bedre nu, mor?" Som om jeg var syg lige nu og her - og kunne få det bedre fra øjeblik til øjeblik - lissom med snot, hovedpine eller flossede neglerødder. Efterfølgende har vi talt med dem om behandlingen. Vi har fortalt dem om operationerne. De har fået lov til at se mit arrede bryst - hvis de ville. Jeg har snakket med dem om at være skaldet, om jeg mon vil ha paryk og om hvordan man godt kan blive dårlig af kemoen. Og de har tacklet det på hver deres måde. Et par dage efter min første operation (ja, jeg er blevet opereret to gange - men det er en anden historie, der også handler om at diagnosen alligevel ikke var så klokkeklar som de først troede) spillede vi alle sammen Ludo om aftenen. Den største "fornøjelse" ved Ludo er jo at slå de andre hjem - men da jeg én gang for mange havde slået Mikkel hjem, rejste han sig og sagde i lige dele arrigskab og morskab: "Åhhhh, mor, hvoffor er du ikke død af kræft endnu!!!" Heldigvis begyndte jeg helt automatisk at skraldgrine - fordi det var så morsomt, rørende og grænseoverskridende sagt. Og heldigvis slugte Kasper lynhurtigt den irettesættelse han havde på tungen (og som jeg da også havde indeni - for det er da ikke sådan noget man kan tillade sig at sige!!! Men jo - mine børn må tillade sig at sige lige det de vil - for det SKAL være ok at tænke højt, også de forbudte og bange og urimelige og tarvelige tanker...) Han spurgte osse meget hurtigt i forløbet om han måtte arve min smartphone - vigtigt for en dreng på 10, som har en MEGA-NEDEREN helt ordinær røvdårlig telefon, som slet ikke kan måle sig med Samsung Galaxy S2!!! Selvfølgelig må han det... Kaya har forstået det på sin 5 trekvart-årige måde. En aften havde hun og jeg været i Cirkus Summarum. På vejen hjem fra Århus små-snakkede hun om alt mellem himmel og jord, mens hun spiste det sidste slik fra sin slikpose. Det var ellers i første omgang blevet valgt fra som træls, mærkeligt og ulækkert... men det kan jo blive småt for enhver. "Mor, det her slik er faktisk en slags medicin. Det er sådan en slags medicin som man faktisk kan tabe håret af!" Hun har i hvert fald forstået hvad kemoen kommer til rent praktisk at betyde... Vi bekymrer os en hel masse for hvad det her forløb kommer til at betyde for vores børn - på længere sigt. Ikke så meget den utænkelige tanke, at de måske skal undvære deres mor tidligere i deres liv end vi alle ønsker - den tanke tænker vi slet ikke (altså undtagen lige i den dér vågne time mellem 4 og 5 om natten, som nogen gange dukker op!!!). Vi tænker mere om vores store, pligtopfyldende altid korrekte dreng nu også føler at der er rum til hans følelser - og håber at han ikke føler han skal være endnu mere perfekt end han i forvejen prøver at være. Vi bekymrer os også om hvad deres legekammerater og andre i deres netværk kan finde på at sige når de opdager at Mikkels og Kayas mor i en periode ikke har noget hår... Kan man blive drillet med dét? Og hvor meget bekymrer man sig egentlig når man er barn for om man kan risikere at miste sin mor? Tænker man på det hver dag? Hver time - hele tiden? I virkeligheden tror jeg de læser på os voksne hvordan de selv skal føle. Når de kan se at jeg nyder livet - endda endnu mere intenst end før - og har det rimeligt godt - trods diagnose og diverse behandlinger og bivirkninger - så tror jeg faktisk de finder tryghed i det... Eller måske er det dét jeg håber???

onsdag den 15. august 2012

I´m back...

Nøj, hvor har jeg tænkt meget på at begynde at blogge igen - og da jeg gik ind nu,for lige at overveje om jeg skulle skrive et lille indlæg, lå der en kun få dage gammel kommentar fra SanneP, om hvordan jeg har det... Så nu springer jeg sgu ud i det - så er I selv ude om det! Og tak, Sanne, for skubbet! 4 måneder uden at blogge går super stærkt - blogland er sikkert et andet end det jeg forlod. Jer der var mine faste læsere har måske stadig lyst til at høre nyt fra Kolorista - men jeg advarer jer lige på forhånd: der er et nyt projekt i mit liv, som kommer til at fylde meget på bloggen fra nu af. Måske har du ikke længere lyst til at læse med når du hører hvad det er? Det forstår jeg fuldt ud - så kobler du bare fra, og vi er lige gode venner for det! Hele den lange historie må du få en anden dag... Jeg kan kun sige, at denne ferie endte med ikke kun at være ferie. Og de sidste uger er gået med at vi som familie skal vænne os til et helt nyt liv - ikke et vi har valgt, men et vi er blevet givet. Mandag den 23. juli var jeg til mammografi på Randers Sygehus. Ca 3 uger forinden havde jeg fundet en knude i mit højre bryst - sådan en af dem der ikke går væk, hverken af at vente eller ignorere. Knuden var måske en vandcyste, mente lægerne. De tog fine billeder i brystklemmemaskinen, og desuden en lille finnålscelleprøve - og 3 grovnålsbiopsier. Og så spiste manden og jeg frokost i Randers, og ventede på svaret på den første prøve... "Din prøver viser ondartede celleforandringer - det betyder at du har brystkræft". Kan man forberede sig på den besked? Nej, ikke engang selvom vi alle sammen ved at vi kan være den ene ud af ni der blir ramt i løbet af et kvindeliv. Jeg skal nok fortælle meget mere - også om hvordan vi efterfølgende har svævet mellem håb, fordi biopsien viste sig IKKE at indeholde celleforandringer - bekymring for hvad den endelige diagnose måtte vise sig at være - træthed efter to udmarvende operationer - og venten på dén efterbehandling som nu går i gang. Så indtil nu, kære blogland: Ja, jeg er en af de ni, og jeg må acceptere de helt nye livsbetingelser jeg er blevet givet! Ja, jeg kæmper! Og ja, jeg skal nok vinde over brystkræften!!!