"Hvor ER du bare heldig, Lisbeth"

Jeg har de seneste uger deltaget i et mindfulness-forløb gennem Kræftens Bekæmpelse. Det er så rørende og stort hvad der bliver stillet til rådighed af pleje til sjælen fra den organisation - de véd hvad der virker, i de hjerte-og-sinds-lommer hvor medicinen ikke kan komme ind og udrette noget. Undersøgelser viser at rigtig mange kræftpatienter efter behandlingsforløbet udvikler depressioner og angst. Når man er midt i sit behandlingsforløb er der styr på tingene - kemoen æder alt hvad den skal, strålerne svitser det sidste - bum, så var der styr på det. Men ude på den anden side står usikkerheden bare og venter på at man har paraderne nede. For hvad nu? Er det hele væk? Kommer det tilbage? HVORNÅR skal jeg blive urolig igen? Blir mit liv nogensinde det samme? Kan jeg nogensinde slappe af og få tilliden til min krop tilbage? Er jeg syg-for-evigt - eller kan jeg tillade mig at føle mig sund og rask indtil det modsatte er bevist? I dét tankespind er der brug for noget der kan hjælpe, og sådan et redskab er mindfulness. Andre undersøgelser viser, at lige præcis mindfulness-meditationsformen kan reducere risikoen for depressioner med noget i retning af 40%. Og det er så enkelt - ikke noget hokus-pokus eller mærkelige "det-virker-hvis-du-tror-på-det"-medikamenter -  bare nærvær, accept og kontakt.
Nærvær med dét som er - uden håb og ambition om forandring og præstation. Accept af dét som er - det er ok, det er der af en årsag, og det må gerne være der - også selvom det er sorg, smerte og angst. Og kontakt med kroppen og sindet. En kærlig omfavnelse af mig selv - lige præcis i dén form fysisk og psykisk jeg nu er i.
De tirsdag eftermiddage har været guld værd - på mange måder. Også fordi jeg har mødt fantastiske kvinder, fulde af liv og kraft (uden æ) - og det er inspirerende og fornyende.
Der er et særligt blik i øjnene hos dem/os. Vi stiller os ikke tilfreds med "bare" at være i live - vi vil LEVE.
På kurset har jeg mødt særligt en kvinde som gjorde indtryk på mig. Hun er ikke meget ældre end mig. Lille, væver, sprællevende og med en utrolig stærk, sprød sårbarhed omkring sig. En af de første gange sagde hun helt spontant til mig "Hvor ER du bare heldig!" Jeg havde fortalt om mit forløb - hvordan jeg havde fundet knuden, at den var lille, jeg var kommet hurtigt i behandling - og havde ikke haft spredning til lymferne...
Hun havde fundet en meget lille knude, som hendes læge havde slået hen som ingenting - men alligevel givet hende nummeret til en privatklinik hvor hun kunne få det tjekket. Som hun sagde: "Det nummer blev ved med at falde op af min taske!". Hun kom endelig afsted - og det viste sig ikke bare at være én lille knude, for hun havde celleforandringer i hele brystet. Hun fik fjernet brystet - og de fandt desuden en stor lymfeknude på halsen. "Jeg har ikke noget væv herfra og hertil" (fra halsen og ned midt på maven samt ud under armen).
Det er vildt nok, ikke? At selvom vi set ude fra verden er i samme båd - brystkræft-galejen - så er vi set INDEFRA to vidt forskellige steder. Jeg skal "bare" bekymre mig for om der igen dukker knuder op i mine bryster når jeg er færdig med behandlingen. Hun skal være opmærksom på alle mulige skjulte steder i kroppen hvor man IKKE kan se det hvis der sker noget skidt - lymfer, knogler og organer. Vi har fået samme diagnose - men vores perspektiver er alligevel vidt forskellige. Og hvor er det sundt for mig at have mødt hende. Der er ikke så mange der for tiden møder mig med et "Hvor ER du bare heldig, Lisbeth!" Jeg håber hun også nogen gange møder nogen der kan give hende dén følelse...


* Billedet har jeg lånt HER