I år er jeg f-u-l-d-s-t-æ-n-d-i-g tom for gaveønsker... Jeg har virkelig prøvet at lægge hjernen i blød. En ny blender, måske... efter at mine elever brændte den gamle sammen da de skulle lave smoothies en dag. Men hvad, det går jo egentlig fint med en stavblender...
Noget nyt tøj, måske? Men jeg har jo egentlig så meget, og lige nu er det blødt tøj der kommer ud af skabet hver dag. Mine knogler og led gør nemlig så hæsligt ondt efter at jeg nu får et andet kemo-præparat. Helt standard er jeg efter 3. behandlig skiftet til ét der ikke gir kvalme, men til gengæld smadrer knoglemarven helt i bund og tørrer alle slimhinder ud. Jeg ligner Yoda når jeg står op om morgenen... bortset fra hårtotterne, altså... Og bevæger mig som en 80-årig den første uges tid efter hver behandling, fordi alle led bare gør nuller-naller...
En bog, eventuelt... det ku være Lisbeth Zornigs selvbiografi, som jeg nu har lånt et par gange på biblioteket, men kemo-hjernen har ikke ku gøre den færdig. Eller en lækker kogebog... Eller den med Arne og Carlos´ strikkede kugler...
Lækre sager til huden??? Men igen, jeg har så meget...
I virkeligheden tror jeg bare slet ikke jeg kan finde ud af at ønske mig alle de dér materielle, lækre sager i år. Egentlig har jeg bare et stort ønske: Jeg vil gerne snart være igennem dét her hæslige kemoforløb. Jeg vil gerne ha min krop igen, og kunne begynde at føle mig ung og rask i stedet for gammel og smadret. Jeg vil gerne tilbage til mit arbejde, til at være noget mere for min mand og min familie, og jeg vil gerne igen kunne føle mig som MIG igen.
Den gave er der jo ikke lige nogen der kommer forbi med, og jeg ved osse godt at det er et ønske der udspringer af at jeg lige nu er i den hårde fase af behandlingerne. Det ønske udspringer af smerte og frustration og frygt - fordi jeg jo ret beset ikke véd hvornår og om jeg nogensinde blir mig igen. Jeg véd godt jeg aldrig blir den gamle mig - min krop har været igennem prøvelser som den nok skal komme sig over, men som også vil ha sat spor. På knogler, tænder, slimhinder, muskler etc. Og psykisk kommer jeg også ud med en anden bundlinje. Mere angst, måske... Men også mere livsglad. Mindre bange for at være for meget - og mere indstillet på at bruge hele mig, også de sider som jeg tidligere har gemt lidt væk for ikke at støde nogen på manchetterne. Gad vide hvornår jeg igen kan kigge mig i spejlet og tænke at NU - lige her og NU - er jeg på toppen?
Nå, så på gaveønskelisten i år kommer der måske ikke til at stå så meget... A Cure for Cancer øverst - og så måske en lille-bitte blender nedenunder (gerne gul som den gamle)...
Åhhh du kæreste.
SvarSletJeg føler med dig.
Ved ikke hvordan det føles på egen krop, men har oplevet det fra sidelinien hos et kært familiemedlem.
De varmeste hilsner og tanker herfra til dig og dine kære.
Må din 2. søndag i advent blive god, varm og indholde en masse nærvær.
Kæreste du, du sætter virkelig tingene i perspektiv her hos mig, jeg sidder med tårer i øjnene og ville ønske, virkelig ønske, at jeg kunne opfylde dit højeste ønske.
SvarSletKan slet ikke forestille mig, hvad du gennemgår lige nu.
Mange varme hilsner og tanker til dig og din familie
Kære Lisbeth
SvarSletjeg ved aldrig helt hvad jeg skal skrive, er vist bange for det kommer til at lyde banalt. Alligevel frister jeg mig til at skrive at jeg læser og bliver rørt og tænker...
Allermest ønsker jeg dig en rigtig glædelig jul, trods alt og med eller uden gul blender.
De kærligste hilsner Heidi