torsdag den 25. oktober 2012

Hvordan man har det - og hvordan man ta´r det...

Puh, denne runde kemo er virkelig en bitch! Jeg fik mit 3. shot i mandags - blev udskudt endnu en gang fordi mit immunforsvar var for trykket til at jeg var klar til beregnet tid. Sidste gang var hård, fordi de slet ikke ku få en nål i mine årer - først i 4. forsøg lykkedes det. Den slags sætter sig - så denne gang var det bare lykken at nålen gled i i første forsøg. Men eftervirkningerne... puha. Jeg er TRÆT ud over alle grænser. Småkvalm hele tiden, på trods af masser af medikamenter til at ta det værste. Og nu kan jeg godt mærke at det slider på humøret. Det er en hård rutchebanetur at skulle igennem gang på gang på gang... Fordi jeg har det så godt hen mod slutningen af en tre-ugers periode, føles det som et stort tab af frihed, helbred og normalitet når det næste kemo-shot nærmer sig. Fordi jeg véd at det sender mig til tælling på sofaen i nogen dage - og måske flere og flere for hver gang.
Fra start af har jeg vidst at det ville blive hårdt. Men jeg har haft skjulte ressourcer at trække på - et overskud jeg ikke vidste jeg havde, en fighterånd der kom ind fra sidelinjen og en evne til at se det positive i denne her hæslige diagnose. Men nu begynder jeg at tænke, at den ressource måske også kan løbe tør? At jeg på et tidspunkt må bukke under og bare lægge mig til tælling indtil 6. runde er omme? Jeg frygter bare at det vil give psykiske langtidsvirkninger jeg ikke kan overskue konsekvenserne af...
Derfor prøver jeg stadig at holde mig fast på at jeg er heldig. At jeg er relativt oppe-gående og har dage hvor jeg er helt mig selv... At jeg kan gå eller cykle en tur, spise sandwich på min yndlingscafé og drikke store kaffe latter med nabo-damerne. At jeg kan strikke til alt det dumme fjernsyn jeg overhovedet gider se.
Måske er det alt sammen et dumstædigt forsøg på at insistere på, at det her bare er en biting?

5 kommentarer:

  1. Uh, hvor kan jeg genkende det du skriver, Lisbeth. Ikke fra egen krop, men det var præcis det samme min far altid sagde, mens han var igennem sine kemo-kure. Der var tre uger mellem dem, og han sagde altid at den første uge blev brugt på at have det HAMMERdårligt og restituere, uge to var nogenlunde okay - og uge tre var opfyldt af angsten for næste omgang. Han ønskede ikke den behandling for sin værste fjende, for kemo er en bitch ...men heldigvis værst for canceren.

    Du skal nok finde kræfterne. Måske ikke hele tiden, men glimtvis. Og dét er nok til at klare dig igennem! Og så tror jeg de psykiske langtidsvirkninger du taler om; dér kan du tage det roligt. Jeg tror et lille dyk er naturligt, men du slår mig som værende et grundlæggende positivt og stærkt menneske, og dét vinder du på i den lange ende.

    Krammer! Og hvis du ikke har brug for det nu, så gem det til en regnvejrsdag :-)

    SvarSlet
  2. Og p.s. Min far lever forøvrigt i bedste velgående, og driver mig jævnligt lidt til vanvid. Det er som det skal være ;-)

    SvarSlet
  3. Jeg sender dig bare varme tanker og god energi i din kamp. Hvor er det dejligt med din åbenhed..den kommer man langt med. Jeg ville så gerne skrive noget til dig, men kan slet ikke finde ord. Men kærlige tanker din vej, har vel også ret ;O) Kærlig hilsen Betina

    SvarSlet
  4. Vil bare sende dig en stor krammer! Det er helt naturligt hvis overskuddet dykker lidt, men jeg er sikker på du nok skal finde det frem igen. Du slår mig som en kvinde med en helt utrolig evne til at finde det positive frem, og du er så sej. Håber ikke det bliver alt for hårdt for dig denne gang!

    SvarSlet
  5. Healende kram! Og nu hører du her Brunch-Bitch: you figth on!! Din fightervilje er så smuk og beundringsværdig... og jeg ved det er hårdt. Men vi elsker dig!! Både os her i blogland, kollegaer, venner... Og derfor må du kæmpe videre!! Så længe du overhovedet kan... mod modløsheden og det frygtelige... Tænd lys, kæmp, pas på dig selv... Efteråret i sig selv slider jo... Men jeg ved at du kan!! Jeg sender dig tanke kram næsten hver dag!! Og jeg synes du kæmper så godt. Aldrig har kræft fået humor- og optimisme kamp på denne måde!! Det har den sat'me godt af! Kæmp videre, løvinde... Selv hvis din manke er faldet!
    De stærkeste søster kram
    Stine

    SvarSlet