lørdag den 4. februar 2012

Jeg har aldrig været god til at være malplaceret

At være i en sammenhæng, hvor jeg ikke burde. Eller ikke føler jeg burde være. Når jeg kigger tilbage over mine teenage-år og unge voksenår, følte jeg mig ofte (nærmest altid) malplaceret når jeg var i byen. Uh, det dér med at stå og gøre sig til - føre sig frem - blive set - være på... Jeg HADEDE det. I lang tid - indtil for ganske nylig - troede jeg jeg sku lære at elske det. At vænne mig til kødmarkedets handelsbetingelser - også selvom jeg jo slet ikke selv er i handelen. At jeg skulle leve op til alle de mere eller mindre skjulte forventninger om hvordan man skal se ud - og være - og hvor sjovt man skal ha det - derude på dansegulvene, klubberne etc. Nu ved jeg med mig selv at jeg aldrig kommer til at ku li det. At jeg for altid vil føle mig helt igennem mærkelig på en bar (værtshus er en anden sag - stik mig en håndbajer og en pool-kø - så kører vi!). Og det er faktisk OK. Jeg gider ikke længere prøve at finde ud af at kunne li det - eller slå mig selv oven i hovedet med at jeg ikke kan. Jeg gider ikke prøve mere på at passe ind et sted hvor jeg slet ikke har lyst til at passe ind. Jeg gider godt feste - og danse på bordene - og drikke tilpas igennem. Sammen med mennesker der SIGER mig noget, for filan da! Nå, hvorfor alle disse tanker? Fordi jeg lige har været til en koncert hvor jeg indledningsvis følte mig FULDSTÆNDIG KOMPLET FORKERT. Og længe overvejede om jeg sku gå - fordi jeg som ca. den eneste klarede at trække gennemsnitsalderen for de ca 200 tilstedeværende op over 17. Fordi der åbenlyst var gå-i-byen-stemning på alle andre end mig. Jeg valgte at blive - og godt for det. For musikken viste sig at opveje hele den virkelig trælse følelse af at være en mis-fit. Den gik totalt under huden - og der er ingen retfærdighed til, hvis ikke ham her bliver kæmpestor! Da jeg gik ud efter koncerten kom to af mine søde elever hen til mig - helt eksalterede som kun 16-årige tøser kan være det - og jublede: "Heeeeej, Lisbeth - var han ikke bare for cool? Så du han ga os High Five - og vi fik osse et glas rødvin!" Faktisk var dét osse med til at redde min aften - tænk at de gider hilse på deres kedelige gamle lærer, og dele deres glæde over en fed koncert. Det VAR sgu da godt jeg blev hængende, trods indledningsvis krummede tæer!

8 kommentarer:

  1. Tak fordi du lod mig møde Lukas, det er da et talent! Du har ret, han kan kun blive stor.

    SvarSlet
  2. Lukas Graham bliver stor det er jeg sikker på...Jeg ved lige nøjagtig havd du mener når du skriver at du hader at være malplaceret...sådan har jeg faktisk også haft det i mange år...men har ræssoneret som du , at jeg ikke gider bruge mere krudt på at komme til at elske noget jeg ved jeg altid vil hade... sådan er det bare!

    SvarSlet
    Svar
    1. Han blir et hit - de unge har talt!!!

      Slet
  3. Han er genial - jeg har dog aldrig hørt ham live. Men det kunne jeg vildt godt tænke mig! Godt at du mødte to dejlige elever - det kan altid få humøret op, i hvert fald mit :)

    Jeg kender udemærket den følelse! Jeg har altid elsket forfesterne og hadet at gå i byen hvor alle splittes, det bliver sent, jeg bliver træt og vil hjem - ALT for tidligt, og bliver straks stemplet som kedelig! I sådanne situationer føler jeg mig også malplaceret :)

    God søndag!

    Kh. Jenny

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, forfester er bare det bedste - og de må gerne fortsætte aftenen ud!!!

      Slet
  4. Jeg inviterer gerne på en håndbajer på det nærmeste værtshus så vi kan være malplacerede sammen. Kender fornemmelsen - hader især at opholde mig på steder hvor der er gæster der har en forventning om at jeg på et tidspunkt indvilliger i at danse!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, så er en værtshustur m. mig da udelukket - i de sammenhænge forventer jeg da altid en svingom :-) - men kan måske godt la mig nøje m. at drikke bajere e.lign...

      Slet