Noget om taknemmelighed...

Jeg er så rørt over al den kærlighed, opbakning og hep jeg modtager i disse dage. Til jer der kommenterer på mine indlæg: jeg ville ønske jeg var skarp nok til at nå rundt til jer alle og siger personligt TAK - for det varmer mere end I måske aner at I lægger et lille tilråb, et godt råd, en tanke eller bøn. Men nu bliver det så bare et kæmpestort, kollektivt TAK for pokker da for JER!
En anden ting der har fyldt mig med taknemmelighed i dette forløb er den måde jeg er blevet mødt på af mine venner, min familie, mine kolleger, mit netværk i det hele taget... Beskeder fra veninder over SMS, et lille skriv på facebook, gaver og blomster, tilbud om hjælp, en kop kaffe når jeg har det halv-nederen - det er bare så rørende, selvom det jo ikke er uventet - for helt ærligt, så omgi´r jeg mig jo med nogen af de bedste mennesker i verden, og dem kan man kun forvente alt det bedste af! Her vil jeg slet ikke nævne min mand, som bare står klippefast ved siden af mig - det er lige præcis her at ordene om medgang og modgang gir allermest mening - og grunden til at jeg slet ikke vil nævne det er, at jeg ellers ikke kommer videre for bare hyl, tud og vræl!
Men så er der de uventede opmærksomheder: som at min søns klasselærer læser med her på bloggen og på den måde holder sig opdateret - så hun kan snakke med ham om min situation og hans følelser omkring den på sin egen indfølende facon (vinke-vinke, Lene :-))
Og den helt uventede oplevelse jeg havde, da jeg i onsdags i sidste uge tog mig sammen og kørte til Randers til et netværksmøde for brystopererede... Det handlede om parykker/tørklæder/hatte/makeup - og det er lige dét sted jeg har overskud til at tage fat lige nu.
Da jeg dukkede op på Randers Sundhedscenter var der sådan en liiiille smule tomt - faktisk var der kun frisøren, den frivillige koordinator (som selv var tidligere brystkræftpatient, men nu ude på den anden side), og en sygeplejerske fra Mammaklinikken i Randers, hvor den første del af mit behandlingsforløb jo er foregået... Nåja, og så var der MIG - som kom helt ny og nærmest frisk-opereret, med masser af hår&energi og stadig et laaaangt, ret ukendt forløb foran mig. Så jeg blev forkælet - fik lagt makeup, prøvede tørklæder, fik lejlighed til at snakke om mit forløb og høre fra én der selv har stået det hele igennem. Og da jeg spurgte frisøren om jeg så var nødt til at komme tilbage til Randers en anden dag hvis jeg gerne ville købe tørklæder hos hende, sagde hun: "Vi kører da bare lige ned i salonen når vi er færdige her - så kan du se hvad jeg ellers har og finde ud af hvad du vil ha´". Så jeg kom hjem, glad og rørt, med 4 MEGA-smukke hovedbeklædninger (I skal nok få billeder en dag ved lejlighed, men håret er der jo lissom endnu, ing?).
MHT kemoen - så har jeg godt nok været mat de sidste par dage. Mandag eftermiddag var jeg stadig på toppen, men om aftenen blev jeg slået helt omkuld af svimmelhed, kvalme og halsbrand (du kan ta graviditets-halsbrand, hvis du har været så uheldig at være ramt af dét, og gange med 10... eller mere måske...) Sov skidt-skidt-skidt - men siden den første nat og indtil nu er det mere bare sådan en generel mathed i hele kroppen - ikke ulig influenza. Så jeg føler mig heldig!
Her er jeg så - bon´et op på kemo - stadig med hår, men mon ikke næste gang bliver den skaldede version?