tirsdag den 28. august 2012

Lortesygdom?!?

Jeg har fået en uventet gave. Den hedder brystkræft. Jeg har ikke bedt om den - og faktisk har jeg heller ikke selv lukket den op - i det hele taget er det en rimelig kikset og helt igennem uønsket gave! Den blev slængt i skødet på mig da jeg lige havde travlt med at se den anden vej og leve mit liv. Ingen return to sender-label på. Ikke engang et skide til-og-fra-kort... Køn er den ikke, den gave. Velkommen er den såmænd heller ikke. Men lissom så mange andre gaver jeg i tidens løb har modtaget udfylder den en funktion... På ondt, selvfølgelig, men sandelig osse på godt.
Jeg har nemlig længe siddet fast i en eksistentiel osteklokke af trummerum (som enhver ægte Peter Plys-fan jo ved er fransk, og betyder "trummerum"). En klokke hvor verden egentlig var begyndt at rage mig en høstblomst. En hverken-eller-tilstand, der var begyndt at ligne noget der havde tænkt sig at vare til evig tid... Hverken rigtig lykkelig eller rigtig ulykkelig. Hverken tilfreds eller rigtig utilfreds. Sådan lidt grå-grumset stemning, faktisk. Midtvejskrise?!? Ja, det tror jeg.
Kræften har givet mig et pespektiv, som jeg ikke er sikker på jeg havde fundet frem til af mig selv. Nu vil jeg føle jeg er levende - fremfor overlevende... Jeg vil nyde hver dag - måske ikke lige intenst, men der SKAL være noget at nyde hver evigt eneste dag. Mit liv er lige nu alt, alt for dyrebart til at lade dagene dalre afsted uden mål og med.
Selvfølgelig er der tudeture og vrede og afmagt og frustration! Det kommer og går, og det handler om bare at lade det flyde ind over én så det derefter kan flyde videre. Jeg vil ikke krampagtigt holde sorgen og dødsangsten ud i strakt arm i håb om at de to kedelige fætre forsvinder og ta´r kræften med sig i flugten. Jeg vil lade det ha den plads det skal ha - fordi jeg tror på at det er den eneste måde jeg kan undgå at det tager MERE plads end det skal ha´!
Der er masser at være rystende angst for - masser af ubekendte og et stort tomrum på reolen der hvor planen for resten af mit liv plejer at stå. Til gengæld er der meget mere liv lige her og nu... Og det er det hele værd!



16 kommentarer:

  1. For dælen, hvor du formulerer dig helt fantastiskt. Det er så smukt! - og meget tankevækkende.
    Jeg sender dig mine tanker.

    SvarSlet
  2. Du er fantastisk Lisbeth!
    Kh. Malene

    SvarSlet
  3. Shit altså! Du er altså meget, meget klog!!

    SvarSlet
  4. Når livet pludselig får et andet perspektiv.... Tak, fordi du deler dine kloge tanker.

    SvarSlet
  5. Kære Lisbeth!!
    Hvor er du dog skøn og stærk... Er sikker på at du tæsker brystkræften og beholder denne smukke evne til at nyde livet i fulde drag!! Jeg glæder mig til at nyde noget af dagen i dag med dig!
    Solhilsner
    Stine

    SvarSlet
  6. Smukt skrevet. Meget, meget smukt...

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kom ind her via Hulebo..gosh jeg er enig med de andre. At kunne tage en distance til denne sygdom og alligevel gå hånd i hånd med den..det er fantastisk og det gør dig til en fantastisk person.
      Tak til Hulebo for at dele på sin blog - Hulebo som også virker til at være en fantastisk person (som jeg ikke kan kommentere hos :( )
      Ha en dejlig dag

      Slet
  7. Jeg bliver helt rørt....Du er klog. Og stærk!

    SvarSlet
  8. Lisbeth du er et smukt menneske...

    SvarSlet
  9. Det var vist mig (bl.a.) der kaldte det en lorte sygdom i går...og for søren, hvor er det er stærkt livssyn, du har.
    Jeg tror, at mange af os, der læser med, suger af dine betragtninger og bliver inspireret til at leve livet endnu mere og (inderst inde) fatte mod. En af os bliver måske den næste ud af ni...så er det godt at vide, at nogle er gået vejen. Håber det giver mening. Kram

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kom også herind via Hulebo, og jeg er ligesom de andre her i kommentarfeltet blevet meget rørt af dit stærke, reflekterende indlæg. Du er sgu' sej. Og her bliver jeg fast læser med det vuns...

      Slet
  10. TAK af hjertet - for alle jeres søde opmuntringer. Jeg er i virkeligheden ikke spor sej, men bare helt almindelig... Kram fra Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er ikke rigtigt, du ER sej, og stærk. Det er en drøm at du er helt almindelig - hvis det var almindeligt at have hovedet til at se modgangen så konstruktivt, ville verden være et meget smukkere sted.
      Jeg takker for fantastisk inspiration!
      KRAM
      Jesper

      Slet
  11. For filan Lisbeth!
    Jeg har vendt blogland ryggen i en periode, og ser derfor først dit indlæg nu....
    Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Du er simpelthen så sej!!!! Hold nu kæft hvor er du sej!

    SvarSlet
  12. Kære Lisbeth. Du har fanget essensen af hvad jeg tror sygdom kommer for (eller af) og dejligt at høre du tager imod og lærer af det og endda deler med alle os der ikke lige "fik samme mulighed"......Yes....move on. Og lykke på rejsen. Det er der god grund til at ønske. Og så er du ualmindelig....sej og stærk og på rette spor. Og du har ordet i din magt. Det ville din gammle lærer have nydt i fulde drag.
    Tak til Jesper for at dele på facebook, ellers havde jeg ikke lige læst med :)

    Kram Karen

    SvarSlet