Lortesygdom?!?

Jeg har fået en uventet gave. Den hedder brystkræft. Jeg har ikke bedt om den - og faktisk har jeg heller ikke selv lukket den op - i det hele taget er det en rimelig kikset og helt igennem uønsket gave! Den blev slængt i skødet på mig da jeg lige havde travlt med at se den anden vej og leve mit liv. Ingen return to sender-label på. Ikke engang et skide til-og-fra-kort... Køn er den ikke, den gave. Velkommen er den såmænd heller ikke. Men lissom så mange andre gaver jeg i tidens løb har modtaget udfylder den en funktion... På ondt, selvfølgelig, men sandelig osse på godt.
Jeg har nemlig længe siddet fast i en eksistentiel osteklokke af trummerum (som enhver ægte Peter Plys-fan jo ved er fransk, og betyder "trummerum"). En klokke hvor verden egentlig var begyndt at rage mig en høstblomst. En hverken-eller-tilstand, der var begyndt at ligne noget der havde tænkt sig at vare til evig tid... Hverken rigtig lykkelig eller rigtig ulykkelig. Hverken tilfreds eller rigtig utilfreds. Sådan lidt grå-grumset stemning, faktisk. Midtvejskrise?!? Ja, det tror jeg.
Kræften har givet mig et pespektiv, som jeg ikke er sikker på jeg havde fundet frem til af mig selv. Nu vil jeg føle jeg er levende - fremfor overlevende... Jeg vil nyde hver dag - måske ikke lige intenst, men der SKAL være noget at nyde hver evigt eneste dag. Mit liv er lige nu alt, alt for dyrebart til at lade dagene dalre afsted uden mål og med.
Selvfølgelig er der tudeture og vrede og afmagt og frustration! Det kommer og går, og det handler om bare at lade det flyde ind over én så det derefter kan flyde videre. Jeg vil ikke krampagtigt holde sorgen og dødsangsten ud i strakt arm i håb om at de to kedelige fætre forsvinder og ta´r kræften med sig i flugten. Jeg vil lade det ha den plads det skal ha - fordi jeg tror på at det er den eneste måde jeg kan undgå at det tager MERE plads end det skal ha´!
Der er masser at være rystende angst for - masser af ubekendte og et stort tomrum på reolen der hvor planen for resten af mit liv plejer at stå. Til gengæld er der meget mere liv lige her og nu... Og det er det hele værd!