onsdag den 13. marts 2013

Åbent brev til forældre i folkeskolen, politikere der har indflydelse på skolereformen, og KL´s forhandlere. Nåja, og alle andre der gider læse med!

Kære politiker - kære forælder til skolesøgende børn - kære lærerkolleger over hele landet.

Dette indlæg er skrevet på et hybridt brændstof af lige dele vrede, sorg og bekymring. Vrede over at mine kolleger og jeg lige nu er gidsler i et spil der handler om så meget mere end vores arbejdstid. Sorg over, at det der kunne være en frugtbar og dødinteressant debat om skolens fremtid skal forplumres af at regeringen vil finansiere deres spændende nye helhedsskole via min og mine kollegers arbejdstid - hvilket i sidste ende vil medføre et rystende og gennemgribende kvalitetstab for de børn vi underviser - dine børn, mine børn.
Og bekymring for hvad det er for en skole mine børn skal afsted til hvis politikerne får magt som de har agt:
En skole, hvor mine børn skal være en del flere timer end de er nu.
En skole, hvor lærerne løber sig halvt fordærvet (hvis ikke de ligger derhjemme og er gået ned med stress) og måske mister blikket for mit barn og alle de andre de skal rumme og inkludere.
En skole, hvor de børn der i forvejen har svært ved at holde ud at være, bare får det endnu værre og måske bliver endnu mere udadreagerende.
En skole, hvor forældre i endnu højere grad vil give lærerne skylden for alt mellem himmel og jord og hvor lærerne står som politikernes forlængede arm og meget praktiske prügelknabe, når helhedsskolen skal effektueres med de samme lærerkræfter som nu.
Men hey, hvad er mit problem? Det handler jo bare om at normalisere mit arbejde og min arbejdstid - det må jeg da selv have en interesse i, ik?
Min holdning er - og jeg tror jeg deler den med mange kolleger - at et lærerarbejdsliv er langt fra normalt og ikke kan puttes i samme ramme som andet arbejde - vores ramme kan ikke hedde 8-16 på én matrikel, fordi vi i høj grad har arbejdsopgaver som ikke kan løses på den ene matrikel og vi har samarbejdspartnere (bl.a. forældre) som ikke kan mødes med os i dét normale tidsrum. Det siger jeg absolut ikke for at fremhæve mit job fremfor andres eller sige at andre har det nemt og at det er synd for mig. Jeg har den yderste respekt for alle mulige typer af jobs, jeg har fuld tillid til at sundhedsfagligt personale til eksempel har kompetencerne i orden og gør deres aller-yderste med de ressourcer og den tid de har stillet til rådighed. Jeg har en forventning om og en tillid til, at når de udtaler sig om deres arbejdsforhold så ved de hvad de taler om, fordi det er dem der står i det i hverdagen. Den samme respekt om mit job oplever jeg faktisk ikke! Når det kommer til folkeskolen og lærernes arbejdstid er ALLE selvbestaltede eksperter og princippet om laveste fællesnævner florerer som en skjult, men fuldt valid præmis for debatten. ALLE har mødt en lærer der var doven og ikke gjorde sit job godt nok. ALLE har mødt en gammel garvet lærer der kørte det samme materiale af år efter år efter år. ALLE har mødt en lærer der ikke så DERES barn og ikke formåede at løse de konflikter der var i klassen. ALLE har mødt en lærer der deltog skjult eller mindre skjult i mobning af en udsat elev. Dét er naturligvis ikke OK - det er vi da helt enige om! MEN: hvorfor skal debatten præges af at det er ok at skære i min og alle andre hårdtarbejdende kollegers arbejdstid, så den blir "normal" og så vi nu er tvunget til at gøre et ringere stykke arbejde, under skjult henvisning til at vi jo alligevel er dovne og ikke vil gøre vores bedste og bare står og lirer det samme af år efter år?! Er det ikke en noget negativ, ja decideret omvendt bevisførelse?!? Vi der knokler røven ud af bukserne for at skabe ny, spændende, varieret og up-to-date undervisning skal nu skæres i den tid det beviseligt tager at forberede lige præcis nyskabende og spændende undervisning - under ovennævnte "skjulte" argumentation. (Og her er de såkaldte debattører i pressen ligeså slemme eller værre end de politikere der pusher helhedsskolen og har den frækhed at omtale læreres relevante bekymringer om finansieringen af den som "mytomani".) Fornemmer du, kære læser, et loop i min argumentation? Det ER fordi hele denne debat kører i lukket kredsløb: Helhedsskolen skal finansieres via lærernes arbejdstid -> Lærernes arbejdstid skal normaliseres -> Lærerne arbejder for lidt -> Lærerne er dovne -> I helhedsskolen skal lærerne have mere tid sammen med børnene -> Undervisningen skal være mere legende og varieret -> Det tager da ikke så lang tid at forberede leg og variation, vel? -> Så kan vi da godt skære i lærernes forberedelsestid, ik? ->10 mill. flere lektioner fordeles på de samme hænder
Som lærer prøver jeg, og mange med mig, at bryde ind i dét kredsløb på lige præcis det sted hvor VI har kompetencerne og erfaringen til at udtale os: nemlig på betydningen af forberedelse for at levere faglig kvalificeret undervisning. Det gør vi ikke for at afspore debatten, som nogen ellers ufint påstår (se ovennævnte ang. mytomani), men fordi vi er indehavere af en empirisk kompetence på dette område!!! (Her blir jeg virkelig nødt til at fyre 3 udråbstegn af, selvom det måske virker voldsomt - men jeg er simpelthen så rystet over at høre læreres fuldstændigt rimelige og velfunderede udsagn om VORES EGEN arbejdstid reduceret til klynkeri man kan trække på sine velformede politiker-skuldre af - FØJ, sir jeg bare!)
Det er nemlig en udbredt og udpræget misforståelse, at vi som lærere har forberedelsestid i faktoren 1:1. Nej, jeg har IKKE 45 minutter sat af til at forberede en lektion på 45 minutter. Jeg har en fast undervisningstid og den tid ganges med en faktor - og i den faktor ligger et hav af arbejdsopgaver, bl.a. forberedelse - og når jeg nævner nogen af dem her, skal du være opmærksom på at jeg formentlig glemmer nogen også!
1) Forberedelse af UV
2) møder med kolleger (i fagteam og i mit tilfælde også i klasseteam")
3) kontakt til forældre (mail, personligt, telefoni)
4) udvikling af materialer (gerne sammen med kolleger), bestilling af bøger, sammensætning og kopiering af undervisningskompendier (NEJ, jeg bruger ikke det samme fra år til år, selvom jeg med mit job som lærer i 10. klasse kunne gøre det hvis jeg ville. Men når jeg har undervist i en tekst i f.eks. engelsk, evaluerer jeg på om den fungerede, om de opgaver jeg havde udviklet til den var som de skulle være, om teksten passede indholdsmæssigt til det tema jeg havde placeret den i og om den ramte elevernes faglige niveau. Og når skoleåret er slut foretager jeg en fuld evaluering på alle mine temaer og tekster - og bruger derefter tid i den elevfrie del af "sommerferien" på at sammensætte foreløbigt materiale til næste år. Når vi kommer til den enkelte undervisningstime foretager jeg så detailplanlægning, vælger til og fra - og griber den aktuelle inspiration der findes. Som eksempel lagde dansklærerne for et par år siden undervisningen om - fordi katastrofen på Utøya gav os afsæt til et tema om terror, ondskab og mediedækning)
5) skole-hjemsamtaler
6) elevplaner
7) opgaveretning og karaktergivning. I nogen tilfælde må jeg også bruge tid på at google mine elevers stile - fordi nogen af dem finder dem på nettet i stedet for at skrive dem selv og dermed snyder både mig og sig selv. Derefter tager jeg stilling til - evt. sammen med kolleger eller i grelle tilfælde ledelsen - hvad jeg skal gøre ved snyderiet. Evt. kontakter jeg forældre og iværksætter ny opgave til eleven, ofte en jeg selv formulerer så snyderiet elimineres - den skal så efterfølgende rettes etc. (Syns du jeg går i petitesser??? Ja, mit job består i høj grad af petitesser - for dét er nemlig dem der bl.a. gør mig til en superdygtig lærer, og når du sender dine børn til min skole synes jeg det er en tillidserklæring - som jeg rigtig gerne vil leve op til!)
8) mødeleder i pædagogisk råd, herunder samarbejde med skoleleder om udformning af dagsorden. Under mødet er jeg ordstyrer og sørger for at stemningen er go og debatten saglig (ja, mødelederen har vi selvfølgelig kun 1 af, men da det er en del af min faktor skal den jo med her!)
9) temauge-planlægger - i samarbejde med kolleger stabler vi hvert år en kunst-og-performance-uge på benene. Det er sjovt, og jeg har selv meldt mig til arbejdsgruppen. Men tiden skal stadig tages fra min faktor.
10) samtaler - ofte spontane - med kontaktelever. Her skal jeg også være klar til at rykke på de ting de fortæller mig. Jeg skal tage stilling til indberetninger, og jeg skal vurdere hvordan jeg bedst hjælper - f.eks. en ung der har forsøgt at begå selvmord, en ung der har mistet en forælder, en ung der kæmper med et misbrug, enten selv eller i den nærmeste familie. Dette fører mig videre til
11) samarbejde med skolepsykolog, socialrådgivere plus diverse kommunale hjælpeinstanser. Nåja, og yderligere samtaler med familie, opfølgning med eleven etc.
Nu er jeg helt forpustet - og det er du formentlig også. Hvis der er nogen af arbejdsopgaverne der virker nye for dig, er det formentlig fordi du ikke vidste at det var sådan en lærer arbejdede. Det er helt okay - jeg kender heller ikke i detaljer en murers, en direktørs og en bankassistents arbejde. Jeg kunne så heller ikke drømme om at kalde hele murerstanden for doven og drikfældig, sige at alle direktører fik for meget i løn for deres arbejde og i tilgift et gyldent håndtryk der siger spar fem når de træder af, og at alle bankassistenter var snydepelse der tog af kassen. Jeg har en naturlig respekt for andre menneskers arbejde og en forventning om at de gør deres bedste, fordi alle mennesker dybest set søger det meningsfulde - også i deres arbejdsliv - og dét at gøre sig umage giver mening.  
Hvad er det så egentlig der helt grundlæggende bekymrer mig så meget ved den kommende skolereform og udfaldet af de forhandlinger der lige nu pågår mellem KL og LC?
Jo, jeg er helt grundlæggende bange for at jeg ikke får lov til at gøre mit arbejde godt nok længere. Nogen vil måske mene, at det burde være muligt for lærerne at undervise mere, uden at det sku nive sådan på os, for er det ikke dybest set samværet med eleverne der driver os og som gør at vi oprindeligt valgte dette erhverv? Jo, men mere undervisning kan jo altså kun lade sig gøre ved at pille ved indholdet af FAKTOREN også - vores arbejdstid skal jo netop normaliseres, og det forstår jeg da sådan at jeg ikke skal arbejde mere end 37 timer i snit om ugen, eller hvad, Antorini? Hvad er det så jeg IKKE længere skal lave, når nu jeg skal undervise mere? Skal jeg holde op med at evaluere mine materialer og bare ukritisk undervise i mediedækningen af Utøya nu og de næste 15 år - det materiale ligger jo klar, lige til højrebenet - men jeg mener måske bare der er sket noget i den sag som kunne være mere relevant at tage op nu... Skal jeg holde op med at detailrette mine elevers stile, og bare skimme dem for derefter at smide en sjusset karakter på bordet - uagtet at de måske slet ikke selv har skrevet den stil, og at den årskarakter der kommer til at stå på deres prøvebevis måske derfor ligger milevidt fra den de får til prøven - hvor de jo er afskåret fra at "låne" opgaver på nettet? Skal jeg holde op med at følge op på elever der betror mig svære detaljer fra deres liv - skal jeg holde op med at bruge tid på opfølgningssamtaler med psykolog og andre eksterne samarbejdspartnere? Skal jeg komme til nogen af mine timer mindre forberedt end nu? (Det vil for mig personligt være en meget stor udfordring og det vil give mig både ondt i maven og hjertebanken. Jeg vil gerne gøre mit aller-bedste - og hvis jeg skal tage for meget "på talentet" bliver jeg presset og kan IKKE gøre mit bedste. Jeg har også oplevet klasser - ja, sådan er det faktisk hvert år, nu jeg tænker over det - der krævede ekstra forberedelse af mig. Nogen gange fordi der sad elever som havde brug for helt andet materiale end resten af klassen - eller helt andre arbejdsformer. Det kaldes differentiering - det SKAL jeg som lærer, og det GØR jeg - men det tager tid. Og nogen klasser har jeg skullet ruste mig helt særligt personligt til at gå ind i. Fordi enkelte elever havde set det som deres formål med undervisningen at udfordre mig personligt og prøve at styre klassen. Nogen er trådt voldsomt over mine personlige grænser, har kaldt mig alt muligt eller nægtet at indgå på fælles spilleregler. For mig kræver den slags noget ekstra af mig i min forberedelse, jeg sørger for fagligt at være knivskarp og på, fordi udfordrende elever ofte går efter lærerens faglige såvel som personlige "huller". Jeg har mange gange prøvet at træde ud af en klasse efter 1 lektion og været mørbanket som havde jeg været på arbejde 8 timer allerede. Det skal jeg ikke have EKSTRA for - men det skal jeg havde mulighed for at bruge tid på at forberede og tackle - ikke mindst af hensyn til de elever der bliver uskyldige gidsler i sådan en klasse. Og når klaveret spiller og alt lykkes i en klasse, eleverne fungerer godt sammen og er lærevillige og muntre - så kan jeg da heldigvis bruge min tid på at gøre undervisningen endnu bedre, mere spændende og rykke endnu mere fagligt - jeg ku da ikke drømme om at læne mig tilbage og bare gøre et middelmådigt job).
Tegner jeg lige nu billedet af en super-duper-lærer? Det må du virkelig undskylde, det var ikke for at blære mig. Dét billede jeg tegner er heldigvis ikke kun af mig selv - men af mange tusinde kolleger rundt i det ganske danske land. Vi gør vores bedste, og det blir vi ved med - indenfor de rammer der bliver stillet for vores arbejde. Men hvis rammerne ikke er i orden bliver vores bedste desværre ikke godt nok. Det kan vi lærere ikke være tjent med. Det kan vi forældre ikke være tjent med. Det kan vores børn ikke være tjent med!