tirsdag den 12. februar 2013

Cool-med-cancer

Jeg er hende den seje med kræft. Hende der har holdt mit skaldede hoved højt i nu godt seks måneder. Hende der har blogget, tweetet og facebooket sig gennem sin sygdom og sit behandlingsforløb. Hende som alle gerne vil være, når de blir store og får kræft. Hende der har smilet og været sjov og har dyrket den sorte kemo-humor og har overlevet på at være ekstrovert og sej og "på". Hende, der ikke har puttet med at hun havde kræft, hende der har været klar til at svare på spørgsmål, hende der har accepteret, i en bred kreds af facebook-bekendte, at være kræft-eksperten som ku spørges om alt fra hue-opskrifter til hvordan man finder kræftpatienter, der vil deltage i et projekt på uni. Jeg er hende der siger ja og stiller op og svarer "det vil jeg gerne". Og "det går fint" på alle spørgsmål til mit helbred.
Men nu går det ikke så fint mere. Og nu vil jeg ikke ret gerne være den kræft-kloge længere. Og jeg vil gerne til at joke med noget andet end alt det kræftrelaterede som f.eks. min frisure, mine knastørre slimhinder og mine bivirkninger... Jeg vil gerne i gang med at finde ud af hvem jeg er nu - uden kræft og udenfor den behandlingsrammefortælling, der nu har været trukket ned om mit liv i små 7 måneder.
Jeg er min egen værste fjende i processen med at holde op med at være sej-med-kræft og i stedet blive den-nye-Lisbeth-uden-kræft-men-med-truslen-om-den-lige-i-hælene-måske-for-evigt.
Helt konkret er jeg lige nu totalt udfordret rent æstetisk: mit hår vokser, og det er så gennem-hæsligt og skravlet og tyndt i toppen, at jeg nu for første gang fristes til at gå med hue/tørklæde hele tiden. Det er da paradoksalt: jo mere rask jeg bliver, jo mere syg ser jeg ud. Men det udfordrer egentlig min psyke på den gode måde, for det gør mig genert og sårbar at vise mig uden hår, og netop den sårbarhed skal jeg til at stå ved og dyrke og integrere som en del af den nye mig og som et træk ved min personlighed som skal have rum og som jeg skal stå ved - uden at føle mig svag og uduelig.
Jeg skal i virkeligheden til at få min sjæl med mig igen... Og det bliver svært, for den (tilkæmpet) seje vil ingen udfordre, men kun hylde. Den svage risikerer derimod at gøre folk bange i deres afmægtighed og ønske om at kunne fixe sårbarheden. Den introverte skal være klar til at folk måske giver slip når hun siger "Bær mig lidt, vil du ikke nok." Den skrøbelige kan knuses af ligegyldighed og manglende omtanke...

17 kommentarer:

  1. Av, pyha det er godt formuleret, selvom det er en lammer. Jeg kan jo dårligt hævde, at jeg helt forstår, hvordan det er at stå i...men jeg kan sagtens genkende mekanismerne med at være den, der kan klare det hele.
    Du har så ret! Det er langt nemmere at håndtere den, der selv klarer det. Langt sværere at være tilstede med sårbarheden, usikkerheden og smerten. Synes det lyder fantastisk at tage sårbarheden i hånden og få sjælen med på plads i den nye dig.
    Selvom jeg ikke (indtil videre) er ramt af sygdom, skal du vide, at du inspirerer langt ind i mit liv og mine tanker om tilværelsen. Kram

    SvarSlet
  2. Tak, Hulemor. Selvom jeg ikke er cool og rå mere, er det stadig rørende og berigende for mig hvis jeg kan inspirere. Dét er nemlig med til at min sjæl bliver vækket af sin dvale igen. Kram fra Lisbeth

    SvarSlet
  3. Jeg håber, at både den super seje og hende den skrøbelige viger og lader Lisbeth indtage hendes plads igen! Tak for et tankevækkende indlæg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Sådan skal det nok blive på et tidspunkt - måske viger de ikke, men finder begge deres rette plads i mig... Og tak for de gode ønsker- Kh Lisbeth

      Slet
  4. Hold nu magle hvor er det FANTASTISK formuleret!
    Jeg har ikke cancer, men jeg har en anden sygdom som også har vist sig fra sin grusomste side - og sårbarhed er drøn svært for andre at håndtere.

    Bedste ønsker om held og lykke med og til dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak - og jeg tror faktisk det meget er derfor jeg har gemt sårbarheden væk - for at den ikke skulle belaste min omverden. Men nu må det høre op.Jeg ønsker også alt det bedste for dig!. Kh Lisbeth

      Slet
  5. Du godeste en rejse du er ude på - rutsjebanetur af de helt store. Super godt skrevet - og du bliver ikke mindre sej i mine øjne af at være sårbar... ønsker dig alt godt!!!! sender dig sgu lige et kram :) kh mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Mette - for kram og ros og ønsker! Kh Lisbeth

      Slet
  6. Vi vil gerne bære! Og støtte! Og hjælpe dig ind til dig selv! Vi elsker dig med og uden! <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Christina :-* Det er nu jeg (vi, faktisk - Kasper mindst lisså meget som mig!) virkelig har brug for det, selvom det hele jo på papiret er ovre lige om lidt. Løft, bær, hjælp! Kram fra Lisbeth

      Slet
  7. Hej Lisbeth
    Jeg har nu seks år på bagen siden min egen sygdom. Det sværeste var ikke at være skaldet og i kemoterapi. Det svære kom bagefter. Da jeg var spyttet ud af 'kemomaskinen' og forsøgte at lande på mine ben. Eller forsøgte at genkende mine ben. Da mennesker, jeg kendte, ikke kunne kende mig. Da jeg ikke var stærk og målrettet, men forvirret og alene. Og da jeg ikke gad at tale om kræft hele tiden længere. Da jeg måtte erkende, at min krop var anderledes end før.
    Det var så svært at finde tilbage i 'de raskes rækker', og jeg havde intet at gøre blandt de syge.
    Det tager bare tid. Og jeg tror, det klogeste man kan gøre, er at lade være med at tvinge sig selv til at være sej. Tag huer på, hvis det føles bedre. Lad være med at joke, hvis du er i alvorligt lune. Eller ked af det.
    Og jeg aner ikke, om det er sådan for alle, men jeg spildte en masse kræfter på at ville have mit liv tilbage. Sådan var det ikke. Det måtte bygges op igen. Og det tog bare tid. Og er hårdt arbejde.
    Knus Helle

    SvarSlet
    Svar
    1. Helle, din kommentar bringer tårerne frem. Den er så indlysende rigtig og klinger inde i mig som dét jeg skal huske. Tak fordi du tog dig tid... Kh Lisbeth

      Slet
  8. Ej du skriver så godt, hvem der bare havde de evner. Det er til at brække sig over altid at skulle vise overskud, som mor til et barn med handicap kender jeg lidt til det. Lad mig nu for fanden bare græde engang imellem, hold lidt om mig, bare hver lige her ved siden af mig, bare lidt mens jeg slikker mine sår.
    Jeg sender alle de bedste tanker og du ER den sejeste, sårbar eller ej<3

    SvarSlet
  9. Ja, Sanne,.det er faktisk lige dét man har brug for - nogen der bare er med og godt tør være der, også når det gør ondt. Kh Lisbeth

    SvarSlet
  10. Igen; fantastisk (be)skrevet, Lisbeth. Du formår at sætte de helt rigtige ord på, så vi kan se om bag skallen. Så vi kan forstå, måske bare en lille bitte del af det der OGSÅ skal kæmpes med.

    Du er god med ord. Du er god til at beskrive det for os, nænsomt men bestemt. Husk nu også at være god mod dig selv. Efterlev det du skriver. Tag imod hjælpen. Ræk ud.

    Vær stærk nok til også at turde være svag... også ude i virkeligheden.

    Kram herfra!

    SvarSlet
  11. Det kræver også sejhed og coolhed at vise sin sårbarhed og skrøbelighed.
    Det kræver mod at give opperen fingeren og fortælle det som det er.
    At man har brug for at kravle ind i sig selv og være i mental og fysisk fosterstilling for en periode.
    Min egen erfaring er, at der sjældent kommer noget decideret negativt ud af at tage det mod til sig og gøre det. Tværtimod.
    Tag hue på og vær et skravl. Du er på rette vej. :-)

    SvarSlet
  12. Åh! Og så forresten: Du SKAL altså også have et rygklap med på vejen, for lige nu at befinde dig i en ny fase i dit liv. Lisbeth EFTER cancer. Det ER altså stort - selvom det også er skræmmende :-)

    SvarSlet