søndag den 27. februar 2011

mærkeligt sammentræf - og er det ikke lidt snyd???

I dag er det min fødselsdag... og hele familien har været til brunch. Jeg havde blandt andet bagt "Tunesiske kaffebrød" - en opskrift jeg havde fundet i denne dejlige bog:
Opskriften er super lækker og blev til små mørdejshapsere med fyld af marcipan, kakao og lidt kaffe... den vakte stor begejstring (undtagen hos manden, som IKKE er til søde sager - forstå det hvem der kan!)
I fødselsdagsgave fik jeg Amos Store Bagebog 3. Skøn bog - en masse bageopskrifter lige efter mit hoved. En af dem var på: Kaffebrød. Ikke tunesiske - men ellers var opskriften stort set identisk (vi taler i indhold, mængder, bagetid og-temperatur etc...) Og ved gennembladning var der flere opskrifter der var NØJAGTIG de samme som i rollinger & roulader.
Og så tænker jeg nu: er det egentlig ikke lidt sært? Og er det mærkeligt at jeg måske føler mig lidt...nåja: snydt??? Jeg ved faktisk ikke engang helt HVORFOR jeg føler mig snydt... Måske er det fordi noget af det unikke og særlige og fabulerende går lidt af de tunesiske kaffebrød, når de ikke længere er vævet ind i en cute lille historie om dét unikke bageri i Århus, hvor man kan få de dejligste kaffebrød - og om hvor heldig JEG nu er at få en opskrift der gør, at jeg kan gøre bageriet kunsten efter (selvom jeg ved Gud aldrig har besøgt det unavngivne bageri eller for den sags skyld smagt de dersens tunesiske godbidder før)???
Eller er det måske fordi jeg pludselig føler mig udstillet lidt som én, der KØBER den cute lille historie? Sådan én, som lige passer "snug fit" ind i livsstils-segmentet (aktiv (HA!), smuk (NJAEH...), overskudsagtig (PFFFT!), livsnydende (OKAY, DA!), dedikeret (NATURLIGVIS!...I GLIMT) mor i midt 30´erne, der bare ÆLSKER at bage til/med sine børn og ALTID samler på de gode fortællinger om hverdagens små lykkeglimt etc. - ka du se linsen for bar vaseline???) Mens jeg måske ikke lige er typen der ville lave "kaffebrød fra Amos bagebog", fordi den opskrift altså har brug for den gode historie der kan sælge den. Gir det her overhovedet mening? Eller fik jeg bare lige et anfald af snerpet sip???



* Billedet er lånt hos boghuset.dk

onsdag den 23. februar 2011

Se min nye header!

Mia fra Mamma Mias Verden har lavet mig en ny header - er den ikke fin? Mia hjælper med en ny header til SÆRDELES favorabel venne-pris - det kan anbefales, for hun er både hurtig og dygtig. Tak, Mia! Jeg tror godt jeg ku gå hen og blive afhængig af en ny en af slagsen engang imellem - det gir nye briller på ens egen blog...

søndag den 20. februar 2011

Ferie er lissom ikke det samme...

... når man bruger det meste af den på at ha influenza. Jeg er helt mat i koderne, og kan egentlig ikke helt forstå hvor uge 7 blev af. Det meste af tiden lå jeg vist på sofaen, med unger susende lidt ind og ud af synsfeltet. Drak te og hostede og pudsede næse og åd panodil og ipren i et evigt loop.
Og nu er ferieugen forbi - i dag har jeg været frisk nok til at køre et læs brænde hjem sammen med manden, samt at forberede min undervisning til det næste stykke tid - og i morgen er jeg jo så vist frisk nok til at komme på arbejde. Det VAR da heldigt!!!

fredag den 18. februar 2011

omvendt-dag...

I dag, hvor alle i huset har FRI - har vi med vilje sat vækkeuret til klokken kvart-i-kvalme (=5.00!) Kaya skal ha lagt dræn i ørerne og taget polypper - og da det sat til at skulle være kl. 11 og hun skal være fastende seks timer forud, så syns vi prinsessen sku ha lov at få lidt morgenmad inden fastenperioden indtraf. Så vi spiste morgenmad lidt over 5... og klokken 7 trissede hele familien så op og tog en lille lur ;-)
Nu skal vi så bare vente på at klokken blir elleve - ikke sjovt for en mor, der ikke syns det er sjovt at skulle se sit barn i fuld narkose... men til gengæld glæder jeg mig til hun vågner op med bedre hørelse - det kan være støj-niveauet herhjemme blir et andet så! Og måske er det så også slut med jævnligt tilbagevendende mellemørebetændelser og deraf følgende små-feber??? Man har da lov at håbe...

torsdag den 17. februar 2011

Sprudl!


Jeg har lavet en halskæde til mig selv - i mini-hama-perler i støvet mellemblå og neonpink med en sølv-ring og en lang nylonsnor i.
Det er en reminder om hvordan jeg gerne vil leve - et lille, privat imperativ. Kan man lave bydeform af "at sprudle"??? Det har jeg i hvert fald valgt at man kan!

onsdag den 16. februar 2011

DIY - circle scarf

Jeg har efterhånden set mange smukke circle scarfs her i Blogland - og nu har jeg selv kastet mig ud i at sy et par stykker. Jeg har eksperimenteret lidt med forskellige længder, men her er DIY på et format som jeg syns er meget passende. Færdige mål er ca. 42x140. Da jeg fortsat er helt vild med retro-stoffer og gerne - som her - i turkis-koral toner, blev det mit valg. Men hvad som helst går - bare stoffet ikke er for kraftigt. Her er det forskellige lagner og dynebetræk blandet med lidt seersucker-tern fra Stof og Stil og nogle mønstrede rester fra forskellige andre projekter.
Her er brugt 15 kvadrater på 30x30 cm.
Trin #1:
Klip eller skær kvadraterne. Brug lette stoffer (her er ikke brugt stræk, men det kan man sikkert sagtens). Jeg har som udgangspunkt brugt 3 af hver farve - dog udskiftede jeg en grå-mønstret med en enkelt knaldturkis, ensfarvet firkant - for lidt ekstra spræl!

Trin #2:
Læg kvadraterne op i 3 rækker med 5 i hver. VIGTIGT: sørg for at der ikke ligger to ens ved siden af hinanden - husk at enderne og top og bund skal mødes, så der skal pusles lidt og udregnes, så de ikke møder hinanden! Her er der ikke noget bevidst system udover ovenstående forbehold.

Trin #3:
Stik kvadraterne sammen ret mod ret - jeg tog en vandret række af gangen. Sømrum ca. 1 cm.

Trin #4:
Pres alle sømme undervejs - bare et godt råd :-)

Trin #5:
Her ligger de tre vandrette rækker efter sammensyning - nu syes de sammen til et helt, rektangulært stykke.

Trin #6:
Det rektangulære stykke syes herefter sammen til et langt, smalt rør således at begge de smalle ender står åbne.

Trin #7:
Fold røret så det ligger dobbelt - ret mod ret.Saml de to smalle ender med knappenåle...

Trin #8:
... og stik over samlingen, men lad et felt (f.eks. en af kvadraterne) stå åben til at vende tørklædet igennem.

Trin #9:
Vend tørklædet, og stik over åbningen - det kan hjælpe lige at presse sømrummet med strygejernet først. Stikningen blir nærmest usynlig hvis du sætter den heeeelt ude ved kanten!

Trin #10
Et voila!

mandag den 14. februar 2011

søndag den 13. februar 2011

TAK for kusse, DR2

Jeg så noget tema-lørdag på DR2 i går, mens jeg multitaskede (=spiste den sidste halve pose peanuts-med-chokolade og prøvede at vurdere om Barnaby var noget jeg kunne undgå at falde i søvn til... (Det var det i parantes bemærket ikke - DAMN: jeg KAN ikke holde mig vågen - som regel får jeg en masse af plottet med, men lige når vi bygger stemning op (hvis vi kan tale om det i forbindelse med Barnaby) så går sove-klappen ned herhjemme - i heldigste fald vågner jeg tidsnok til at finde ud af hvem morderen var, men blir som regel rimelig forvirret fordi det risikerer at være en helt fremmed som lige er kommet ind i afsnittet mens mor her sov en lille smule... nå, nu kom jeg vist ud på et sidespor...hvor mange paranteser mangler jeg for øvrigt at afslutte???)
Nå, men temalørdag handlede altså om kusser. DET var morsomt, skal jeg lige love for. Og lidt tåkrummende (jeg KAN altså ikke se Jørgen Leth uden at blive lidt dårligt tilpas - hvad er det ved den mand? Det er vist noget med den måde han sådan fuldstændig naturligt og henkastet taler om kussen og dens måde at invitere på - ydrks... Er jeg virkelig nået dertil, hvor jeg er klar til at fratage ældre (gamle?!?) mennesker retten til at anvende visse ord - for kønsorganer, f.eks.???) Men det var mest sjovt... og vi kom vidt omkring: kønsbehåring og dertil hørende trim, kussemose-kollektiv, unge pigers forhold til fjappen og 70´ernes kvindekamp (og det var bare den lille del JEG så!)
Og så var det jeg kom til at tænke lidt... om kønsbehåring eller manglen på samme. For da de talte med tilfældigt udvalgte M/K´ere på Strøget, var der et par nydelige damer på min alder der udtalte, at hvis Big Bush kom på mode igen, så ville de hellere være umoderne. OK så...
Jeg er ikke særlig trimmet. Heller ikke syd for dellerne... og jeg opdager nogengange lidt skamfuldt i svømmehallen, at jeg nok liiiiige i det mindste burde ha taget det krat, der sidder UDENFOR størrelse-mormor-badebukse-kanten. Bare for at undgå refluks-bevægelser fra de øvrige badende... Men at den behåring JEG går rundt med, er så grænseoverskridende ulækker og for meget, at man ligefrem hellere vil beskyldes for at være UMODERNE end gå rundt med dén mellem benene - det var alligevel et wake-up-call der ville noget! Måske sidder der faktisk lige nu damer der får samme ydrks-reaktioner på dette indlæg som jeg får på Jørgen Leth? På forhånd undskyld så...

et tørklæde for en brændeflækker...


Jow-jow, her i Jylland går vi ind for naturalieøkonomi! Så derfor har jeg nu lavet en byttehandel med en af mine kolleger: Jeg har syet et af mine tørklæder til hende, og til gengæld får jeg den praktisk taget nye brændeflækker som hun og manden alligevel ikke får brugt i deres sommerhus. Herligt. Idéen til striberne på tværs, lidt a la en halv log cabin, har jeg set et sted her i blogland. Jeg syns den er utrolig smuk og gir et helt nyt spræl, fordi striberne ses flere steder både på front og snipper - men jeg KAN simpelthen ikke huske hvem der havde lavet tørklæder med striber, og jeg har heller ikke siden kunnet finde bloggen igen blandt dem jeg læser med hos. Så hvis du sidder derude og tænker: det er da MIG der plejer at lave sådanne tørklæder - så må du endelig skrive, så linker jeg til dig.
Så i dag skal der udveksles brændeflækker og tørklæde og så skal der søndagshygges: vi skal køre en masse møg på lossen og i aften skal hele familien med drengen til fodboldstævne - det blir hyggeligt! Go søndag derude ;-)
p.s.: skønne, uretoucherede morgenbilleder, ik´?
UPDATE: Maria laver lignende tørklæder - kig ind hos hende, det er et inspirerende sansebombardement!

lørdag den 12. februar 2011

Hvor dumme tror de vi er???

Jeg er en del af et meget bredt segment - og som sådan føler jeg mig forpligtet... eller naaarh: måske snarere bare fristet - til at udtale mig om et produkt direkte henvendt til mig og resten af dette ret omfattende segment.
Segmentet: Menstruerende kvinder (dem er vi jo nogen stykker af) og da jeg personligt har menstrueret en del de sidste knap 25 år, mener jeg jeg kan udtale mig med en vis vægt og pondus.
Produktet: bind i dyre mærker med smarte navne og fancy finesser (ifølge producenterne!)
Derfor kommer nu mit statement - lyt, Oh store bind-producenter!
Hvor dumme tror I vi er? Tror I virkelig, at vi kvinder køber de mangfoldige illusioner om jeres produkter, som I prøver at sælge os i den bedste sengetid, midt mellem putning af børn og små-slumren på sofaen til et afsnit af Sex and the City? Tror I virkelig, vi lader os besnakke af jeres flatterende antagelser om, at vi har blåt blod i årerne??? (eller i den seneste reklame fra en fremtrædende bindproducent: små blå radiobiler! Hvad skete der lige der?!?) Tror i virkelig, at jeres såkaldte lækage-barrierer kan stoppe en syndflod af "blåt" blod der bare VIL frem i verden? (Og hvorfor skal nævnte barrierer i mit Always nu have form af et blomster-ornament - hvad stopper dét, som ikke en lige linje ku stoppe før?!?) Tror I virkelig, at vi ikke på et tidspunkt blir trætte af jeres klæbe-strimler, der enten ikke klæber til det de skal (=trussen) eller osse sætter sig uhjælpeligt fast i vores bedste blondemodel af samme (eller måske snarere mormor-menstruations-modellen: Bred, praktisk, forvasket...)
Jeg gi´r op! Måske ER jeg bare så dum som I antager - jeg køber jo fortsat jeres nærmest monopoliserede produkter. Men helt ærligt: næste gang i overvejer en reklamefilm med små, blå biler - så spørg lige mig om det er dét der sælger varen hos mit segment, ik?

torsdag den 3. februar 2011

Ariel efterlyses

Kaya vil være Ariel til fastelavn - som i VIL på en særdeles 4½-årig måde. I ved, sådan en måde hvor det man siger er LOV - og nærmest træder i kraft som virkelighed i det øjeblik det er udtalt... Ivehvajegmener - altså jer med tøser på 4½ år eller derover...
Så nu sender jeg en stille bøn ud i blogland: Er der nogen der ligger inde med "en Ariel" billigt til salg (str. sådan en 104-110-stykker)? Eller har et fint mønster/forslag til hvordan mor her snildt og (relativt) billigt kan gøre prinsessens drøm til virkelighed - inkl. rød paryk og hele røvfulden! Normalt er jeg ikke bleg for at lægge mine penge i Fætter BR - men det ku da være sjovt med noget liiiidt mere "hjemmegjort", til en forandring.