en "omsorg-for-mig-selv"-dag...

Jeg har været nødt til at sygemelde mig i dag. Heldigvis har jeg en meget, meget dejlig leder, som godt kan høre, at når jeg græder i telefonen og siger jeg har det skidt, så skal jeg ikke på arbejde. Og hun siger jeg skal ta´ den tid det ta´r... men det er faneme skræmmende, for hvad nu hvis det ikke kun ta´r i dag? Jeg blir bare nødt til at gi´ rum til at skrækken og "hva nu hvis"-erne kan få lov at fylde dét, de skal. Jeg har været ude for noget der skræmte mig - og det går ikke at jeg holder mig oppe hele dagen på arbejde, for så at klaske sammen på cyklen hjem, og bruge eftermiddagen på at vente på at børnene blir trætte og skal i seng - så jeg kan græde i fred. NIX! Så i dag må jeg ned og ramme bunden, og finde ud af hvor langt der er op igen. Finde ud af hvad det egentlig er, der er gået i gang i mig efter fredagens skræmmende slagsmål. Min efterreaktion er nok afledt af, at jeg i går var nødt til at se på situationen med alt for professionelle briller, da vi skulle runde den i skolens MED-udvalg... Det blev bare for meget, når jeg nu stadig var i gang med at være ked af det og bange. Men godt at jeg fik sygemeldt mig i dag - ellers er jeg bange for den var kommet til at ligge og lumre og ku stikke sit grimme fjæs op når som helst jeg blev for presset...
Men hvad skal man gøre med sådan en dag? Vaske en masse tøj? (NEJ!!! eller måske bare liiiige en enkelt maskine...) Sidde i haven?? Se dårligt fjernsyn???? Sy????? måske lidt af det hele - og så bare glo ud i luften en masse. Go dag til jer derude!