Fødseldag i morgen

I morgen bliver jeg 36½. Ikke noget at fejre, siger du??? Nuvel, men i morgen bliver min store, dejlige dreng altså osse 8. Og DET er noget at fejre!
For temmeligt præcist 8 år siden gik vandet - midt på mit toiletgulv, og da han er min første-fødte var jeg faktisk lidt i tvivl om hvorvidt Mama Elephant her var ved at gå i fødsel, eller bare havde vådtet sig selv - og alt omkring sig - husker det somom det er TEMMMELIG meget vand der går, når det sådan lige pludselig går hen og går...
Da vandet var lysegrønt, tog vi glade og fro afsted på Riget - og tænkte at nu kom vi nok snart hjem m. et barn... vi blev klogere.
Der skete nemlig ikke en skid mere... IKKE EN SKID! Ikke en ve, ikke en ANTYDNING af åbning og begyndende fødsel... Men pga vandafgangen fik vi dog lov at blive natten over - med lovning på at blive sat igang næste morgen hvis der ikke var sket yderligere.
Det var der ikke. Så hele stikpille-showet igennem, vekslende med den muntre lille jævnligt tilbagevendende begivenhed at få taget "strimler" - så ligger man dér m. en maskine der prøver at finde veer som ikke er der...
Flere stikpiller (husker ikke hvor mange - de medicinsk kyndige kan sikket supplere...) Lange gåture op og ned af Østerbros gader og stræder plus på Charlottenlund Fort. Stadig ingenting.
Sidst på eftermiddagen 27. august fik jeg ve-drop - en (måske temmelig grøn) jordmoder stak og stak og stak i min sagesløse hånd - hun blev mer og mer febrilsk (og blodet sprang jo til alle sider) - og jeg husker tydeligt hvordan hun ruskede min totalt slaskede hånd og hvæsede til mig "så slap dog af". Troede jeg da jeg gjorde?!? Så gik det hele vildt stærkt - da den første ve ku registreres på apparatet (jeg mærkede ikke rigtig noget) gik hjertelyden ned - og kom ikke rigtig op på det tempo den egentlig sku ha. Og så stod der pludselig mange om sengen - og ordet kejsersnit fløj gennem luften. Jeg blev bange - rigtig bange - og havde travlt m. at blive forvisset om at den længe ventede lille Mikkel var OK - det var han, bedyrede de.
Så jeg blev preppet til kejsersnit, og sku så ha en ryg-bedøvelse - men da føromtalte jordmoder lige sku tjekke hjertelyd igen, var der INGENTING. IKKE EN LYD! Jeg husker tilbage på det, som om jeg faktisk godt var klar over at hun holdt dobberen (eller hva den nu hedder) det forkerte sted - men i panikken fik jeg ikke sagt noget. Og så gik det ellers stærkt - ud røg min mand, jeg røg i fuld narkose ASAP - og det er faktisk en meget, meget væmmelig følelse at sove ind med - at man ikke ved om man vågner op til et levende barn eller ej.
Det gjorde jeg gudskelov - og de dér læger har altså HELT styr på sådan en narkose + opvågnen, for det første jeg hørte da jeg kom til mig selv, var et "tillykke - du har fået en dejlig dreng!" Han var helt perfekt - havde ikke på noget tidspunkt været uden hjerteslag og så var alt jo sådan set i orden - ik?
Men det er det jo ikke, når man har været ude på kanten og frygtet for sit barns liv - så blir alting ikke bare i orden af, at man alligevel fik en sprællevende unge ud af det. Den oplevelse sidder i mig endnu. Og dér blir den siddende. Ikke længere som et dybt, sorgfyldt traume (for DET var det i starten - jeg ku ikke ret godt tænke på det og tale om det uden at få det fysiskt dårligt - samtidig med at der var en utrolig lindring og bearbejdning i NETOP at tale om det - igen og igen).
Hvorfor fortæller jeg det? Fordi det stadig fylder - selv her otte år efter. Fordi der stadig er heling i at fortælle. Fordi det knækkede min tillid til de hvide kitler lidt (hvad der dog blev rettet en del op på ved Kayas fødsel, men den muntre historie må I få en anden dag). Fordi mit kejsersnit dengang (og det jeg fik 4 år senere) er noget af det dér gør mig til den mor jeg er. Så jeg har meget at fejre i morgen!