Onsdag i fred og ro...

Aaaaaahhhhh... Familien er ude af døren...

Den lille nye mis sidder lige ved siden af computeren og ser ud som om hun hvert øjeblik kan finde på at kaste sig over mine fingre, som åbenbart bevæger sig i museagtige ryk over tastaturet (Ja forresten - vi kom til at købe en ny kat i forgårs... den gamle har været løbet væk i 1½ måneds tid nu, og et hjem uden en kat er som... nåja, et hjem uden en kat! I, der er katte-elskere, véd hvad jeg mener!!!)
Onsdag er min "fridag" efter to dage tilbage på jobbet. Stressen er i bero. Dejligt! Jeg er mig selv igen - ikke helt som i gamle dage, men måske på en bedre måde. Jeg har mere ro på. Mærker hvornår jeg skal sige nej, eller sidde over eller være lyttende-deltagende frem for knokle-mig-selv-i-hegnet-deltagende. Mine kolleger lader til godt at kunne holde den nye mig ud - eller måske bærer de bare over med mig fordi jeg er hende den syge :0)
Jeg véd nu, at jeg hele tiden skal mærke efter om jeg har overskuddet og energien til de "kan"-opgaver jeg har en tendens til at rage til mig - eller om det vil tage energien fra "skal"-opgaverne. Det er en faldgrube, som jeg tror jeg kommer til at stå på kanten af resten af mit arbejdsliv. Fordi det er udtryk for mit indre mønstre: JEG skal være perfekt. JEG skal være god til alt. JEG skal gøre alt 100%. JEG skal gøre mig fortjent til ros, omsorg, positiv feedback og kærlighed.
Dét er det ondeste hamsterhjul man som menneske kan være i - selvforskyldt eller ej.
Jeg har fået hjælp mange steder fra - og har suget til mig af andres erfaringer og livsklogskaber. Og jeg er blevet bedre til at gøre det jeg er bedst til: at være mig!

P.S.: Katten er en hun. Hun hedder Candace (selvom hun var døbt Sussi der hvor vi købte hende...). Hvorfor? Altså, vores venner har en kat der hedder Ferb... Og hende her er rødhåret - så hun måtte jo være Candace... Jer, der har børn i Disney-sjov alderen véd hvad jeg taler om. I øvrigt lyder det jo som Kandis - og hun har da også farver som en dejlig, ravgylden klump kandis... Hun er allerede efter 1½ døgn fuldt integreret i familien (=hun sover oven på HandyMandens dyne, render efter Kaya og Mikkel når de stormer rundt i stuerne, mjaver hjerteskærende når de går ud af døren og vil helst sidde på spisebordet når vi andre spiser... Nej, det sidste får hun selvfølgelig ikke lov til!!!)

P.P.S.: Helt arbejdsfri er jeg dog ikke i dag. Jeg skal gi standpunktskarakterer til en elev jeg ikke har set i 7 uger... så der skal lige rettes et par stile og tænkes tilbage på hvordan han ligger rent mundtligt...

P.P.P.S.: men der blir osse tid til løbetur i det smukke vejr, Boston Legal-dobbeltafsnit - og spaghetti-gudstjeneste med ungerne i aften. Fik jeg sagt Aaaaahhhh???