Back on track...

Jeg har lige holdt blog-fri en uges tid - ikke fri fra at læse med hos jer, men fra selv at skrive. Havde lige brug for, efter mit seneste indlæg, at sunde mig og mærke efter hvordan jeg egentlig har det. Tak for jeres lærerige og hjælpsomme kommentarer - de er taget ind og arbejder i mig...
Status: jeg har været meget bekymret for mig selv indtil for nylig. Jeg syntes ikke det gik fremad m. stressen - snarere tværtimod. Jeg kom ikke rigtig ud af stedet - og havde meget svært ved at se den dér berømte silver lining, som enhver sky angiveligt skulle have... Og jeg blev rystet efter min lægesamtale - og skræmt over at skulle forholde mig til at det muligvis ikke "bare" var stress, men evt. depression...
Men noget vendte i løbet af weekenden. Manden, ungerne og jeg var i vandland v. Silkeborg. Det var fantastisk (bortset fra den dér tiny insignificant detail med at man så skal se sig selv halv-og-hel-nøgen i div. mindre flatterende spejlflader). Jeg stoppede flere gange op i løbet af weekenden og opdagede, at jeg ikke stressede over noget. Jeg nød! Og det var en øjenåbner uden lige - og en lettelse. Jeg kunne sagtens overskue børn der plagede om en tur mere i badeland (eller når ret skal være ret: bare spurgte HVORNÅR de kunne komme i badeland igen - nærmest sekundet efter vi var kommet ud derfra). Jeg oplevede naturlig træthed, i stedet for den totale lammelse-uden-påviselig-årsag min krop har været i i ugevis. Det var SÅ rart - og gav mere overskud. Jeg var ude at løbe - 2 GANGE, endda - for første gang i meeeeeeget lang tid, skal lige nævnes. (Og det føltes faktisk ikke så grundvæmmeligt som de første (læs: de fleste) ture plejer at gøre. Men rart. Og overskudsstimulerende).
Den stemning har jeg taget med mig ind i denne uge. Jeg er fortrøstningsfuld nu. Jeg er ikke helt rask. Men det hjælper. I mandags kunne jeg f.eks. overskue at drikke en kop kaffe på jobbet m. mine kolleger - OG hilse på div. elever der spurgte til hvordan det gik - OG ha helbredssamtale med min leder i 1½ time (så var jeg osse helt færdig og havde flimmer for øjnene og trang til frisk luft - men bare det at jeg KUNNE var herligt nyt). I går kunne jeg overskue at datteren pludselig blev syg i børnehaven og måtte hjem og underholdes af mor - uden at gå i bro over at mine planer (=drikke kaffe m. naboen, strikke på sofaen og se Boston Legal) pludselig måtte lægges om.
For at toppe godt med endnu bedre har min fagforening stillet psykolog-hjælp til rådighed, og jeg ser frem til første samtale ud af 5 om en uge. Så der er mange små skridt i den rigtige retning...
P.S. Og for at det ikke skal være løgn, har jeg vundet en give-away - en lykkecoaching hos denne dame. Er det lige et lykketræf eller hva´?!?