mandag den 7. november 2011

"Lisbeth kalder Hjerne - kom ind, Hjerne! - er du der, Hjerne?"

Nu har jeg været sygemeldt 2 uger. Med stress. Sådan for alvor. For der var jo også lige en uge inden efterårsferien, hvor jeg ikke rigtig var rask, men lå lidt på hospitalet og så´en... Og så var der en efterårsferie, med alle mulige gæster som det var dejligt at se. Men også en hjerne der ikke ku tåle ret meget. Fingre der strikkede hele tiden - som i h-e-l-e t-i-d-e-n for at hjernen ikke sku begynde at tænke. Og det virkede. Lige indtil hjernen skulle begynde at tænke på arbejde igen. Det kunne den ikke. Slet, slet ikke. Og det kan den faktisk overhovedet ikke endnu. Og så blev det altså officielt, og med lægeligt stempel, til stress.
Stresssssss... Jeg prøver at finde ud af om ordet passer på mig og på hvordan jeg har det. Det passer fuldstændig - men er så nuanceret at jeg aldrig havde troet noget lignende ku ske for mig. Adr, si´r jeg bare.
For jeg troede jo, at når lægen sagde "sygemeldt i 4 uger", så begyndte det at gå opad og i den rigtige retning, og fremad og alt det dér. Men nu har det i to uger nærmest bare gået nedad og i ring og i stå og i stampe. Som om jeg hele tiden lige ku komme lidt længere ud. Lidt længere ned at ligge. Blive lidt mere ked af det og frustreret og uarbejdsdygtig. Som om hjernen kunne gå endnu mere i stå, glemme endnu flere ting, arbejde endnu langsommere og dårligere. Nu ved jeg (en flig af) hvordan det må være at have hukommelsessvigt eller en lille hjerneskade. Og det er faneme ikke rart!
Jeg har også fået en helt anden forståelse for folk der lider af angst, efter selv at have haft en lille-bitte-mikro-flig af et angstanfald en dag i Netto. Veludstyret med indkøbsseddel og lige-ud-af-landevejen-plan for hvad jeg skulle have - penge nok med og det hele...Ikke særlig angstprovokerende, vel? Men jeg gik rundt om mig selv og mistede overblikket mere og mere. Til sidst manglede jeg bare to ting - toiletpapir og noget andet nemt - og det føltes som om jeg ALDRIG skulle komme ud derfra. Hvordan skulle jeg komme HELT over i hjørnet til toiletpapiret? Hvordan skulle jeg få ALLE varerne op på båndet - få sagt pænt hej til den unge fyr i kassen - få betalt - få pakket sammen - få mig selv og varerne i bilen - og få os i en fart hjem i sikkerhed??? Jeg har aldrig før oplevet at SÅDAN en lille ting ku blive SÅ uoverskuelig - og det var SÅ skræmmende!
Og det var bare en lille ting der koksede, men sådan er der dagligt ting der giver rysten på hænderne, totalt, akut tab af overblik, indre uro og gåen-rundt-om-mig-selv-som-en-høne-uden-hoved-adfærd. Jeg kan ikke stave når jeg skriver på computer, taster hele tiden forkert når jeg SMS´er, glemmer pin-koden til dankortet og meget, meget mere. Derfor kan de mindste brud på rutiner eller ting jeg skal tage stilling til eller sms´er jeg skal svare på eller lignende slå mig ud. Også alt for lange samtaler er svære - for jeg kan selv mærke at jeg kobler fra og ikke hører efter - fordi hjernen ikke kan rumme mere. Så selvom jeg trænger til selskab og til at være ude blandt mennesker og til at snakke med nogen - så er jeg faktisk ikke rigtig i stand til at føre en nogenlunde fornuftig samtale i særlig lang tid - eller for den sags skyld huske bagefter hvad vi har snakket om. Jeg sanser i stedet for at tænke - så dufte, stemninger, lys og lyde sidder fast - bare ikke ret meget andet. Gad vide om andre kan mærke det på mig og syns jeg er underlig? Det tror jeg - men de ved jo hvorfor!
Og nu er der så lige det dér med tidshorisonten - for om 2 uger sku jeg sådan set være klar til at arbejde igen. Det betyder, at jeg skal til at være i bedring rigtig meget snart, ik?!

*Billedet er fundet på Ikkepedia - efter google-søgning på tomhjerne... Naturligvis! Sig til hvis det er dit, og jeg skal fjerne det...

7 kommentarer:

  1. Åhhh, Lisbeth! Sikke en omgang! Du skal jo ikke bare blive bedre snart! Bedre er noget du langsomt bliver - og måske er du ikke klar endnu! det er ikke noget du kan fremskynde. Har du mon prøvet at sige til et åbent kødsår at det skulle lukkes?? Jeg har og resultatet betød ikke at jeg undgik forbinding! Husk at maven er vigtigere end hjernen. Og hvis maven giver angst i netto, så skal du altså slet ikke slå den hjerne til endnu! Ting tager tid - det er det du skal lærer nu. Pas nu på dig selv. jeg holder for mig af dig til at du skynder dig med det her!
    Kærlige tanker
    Stine

    SvarSlet
  2. Hej og tak for kigget på din blog.
    Jeg har ikke været her før, men du bor da superfint og hyggeligt her i blogland.

    Der er egentligt langt imellem, at jeg kommentere på de blogs som jeg læser. Jeg plejer bare at hygge, undre, nyde og glæde mig og så lige så stille liste af igen.

    Men her blev jeg næsten helt dårlig og fik lige trang til at smide et par ord.

    PAS NU RIGTIG GODT PÅ DIG SELV.....

    Jeg har selv været der. Lige i nærheden af hvor du er.
    Været der, hvor det var helt umuligt at handle i Fakta. De vil så gerne have at man bliver 5 minutter længere - jo tak, men det kræver da lige, at jeg tør gå derind, ikk'?
    Og hvis jeg kom derind, kunne jeg ikke finde ud af, hvor tingene var eller finde tilbage til den umulige indkøbsvogn. Og stå i kø med fremmede mennesker tæt foran og bagved mig…Adr..uff..uhhha…

    Jeg har siddet på køkkengulvet og tudet, fordi jeg ikke kunne finde ud af, at aflevere mine børn i skole. Herre gud, det er to børn….. De skal bare op, have tøj på, morgenmad etc. etc. etc.
    Hvor svært kan dét lige være? Meget meget svært, skulle jeg lige hilse at sige. Faktisk fuldstændigt umuligt!
    Og en samtale selv med en, der godt ville mig og som jeg også ville….. Lige pludselig havde jeg været væk og forstod slet ikke, hvor i samtalen vi var? Og hvordan var vi kommet derhen?

    Og det er meget langt ude og ja, det er da lidt sørgeligt, at man ikke kan passe bedre på sig selv og bla. bla. bla. Så man ender heeeeelt derude. Hvor kun "de andre" (inkl.en læge) kan se, hvor langt ude det egentligt er....
    Men sådan er det bare. Punktum. Det skulle så åbenbart til.
    Og der er en vej tilbage. Den tager tid og man skal tage sig selv alvorligt hele vejen.

    Og så letter det altså ikke på tid - De fire ugers sygemelding er nok bare til en start.
    Tag (få) den tid du har brug for og mærk så efter og så lidt efter lidt, når maven og hjernen kan og vil.
    Så lige pludselig begynder det at lette og gå fremad med små bitte skridt og ind imellem et tilbageskridt, men så lidt frem igen og det hele bliver måske ikke helt som før, men heller ikke dårligt, bare anderledes og rart på en anden måde.

    Så virtuelt knus og god vind på rejsen herfra.

    SvarSlet
  3. Din stakkel, - hvor har jeg ondt af dig. Jeg håber, du har en fornuftig læge og arbejdsplads.
    God bedring. Varme tanker fra mig.

    SvarSlet
  4. Også varme tanker herfra...Det der stress er sg noget underligt noget...det tager tid at blive rask og jeg tror simpelhen ikke det kan forceres...Håber lægen og arbejdet er forstående for der er jo ikke noget ved at få en Lisbeth "uden hjerne" tilbage på arbejdet...vel?

    SvarSlet
  5. Tak for jeres dejlige kommentarer - det varmer og hjælper! KH Lisbeth

    SvarSlet
  6. Kære Lisbeth,
    Jeg er ked af at du har det sådan. Det er rigtig godt at du er blevet sygemeldt. Jeg har selv været syg af først stress og dernæst depression som en følge af at det første ikke blev behandlet godt nok.

    Får du nogen hjælp fra lægen til at håndtere din sygdom? For ligesom det er svært at få et åbent betændt sår til at hele uden lægens hjælp er det svært at få stress væk uden de rette remedier. Ro og hvile er nogle af dem, men der er så mange andre.

    Hvis du ikke kan tage ud at handle/ klare at gøre huset rent/ putte ungerne om aftenen/ foretage en samtale... så skal du lade være. Andre må tage over for dig og det er jeg sikker på at de vil. Havde du brækket begge arme ville de jo også ;)

    Nu synes jeg lige jeg bliver lidt skolemesteragtig i tonen og det er ikke meningen. Jeg kan bare mærke, at det betyder noget for mig, at du ikke også skal længere ned at vende.

    Det som har været det allersværeste for mig med både stress, angsten og depressionen var at anderkende det helt inde i hjertekulen. Anderkende dets tilstedeværelse og de konsekvenser det har for mig. Først da det lykkedes for mig, kunne jeg for alvor gøre det, der skulle til for at komme videre i ro og mag.

    Jeg ønsker dig det allerbedste.
    Klem fra
    mette b

    SvarSlet