Det dér m. løb...

Nå. For 1½ år siden skrev jeg sådan her om løb. På det tidspunkt var jeg jo ved at puppe mig om fra fedladen kålorm til letbenet sommerfugl. Men det gik da gu-ske-lov i sig selv... Som mine tidligere forsøg m. at blive løber osse har gjort... For egentlig syns jeg ikke det er rigtig rart at løbe. Nærmest væmmeligt. I hvert fald i den meget lange opstartsfase... som jeg aldrig rigtig når ud over...
Men nu har jeg kastet mig ud i det igen. De seneste to uger har jeg løbet ca. hver anden dag. Bare små 3 km. Men det føles jo herligt, egentlig!
Det har helt klart været en overlevelsesstrategi. Stress kan ikke mærkes, når man har så travlt med at prøve at holde gang i vejrtrækningen og samtidig ikke falde om i vejkanten til eventuelle forbifarende bilisters store moro... Hjernen fungerer SÅ meget bedre, når den lige er blevet løbet igennem m. en runde frisk luft... Og så kan man messe mens man tramper afsted: "Yes, jeg løber, yes, jeg løber".
Det virker. Man blir gladere. Roligere. Mere fortrøstningsfuld.
Men også mere ambitiøs på egne vegne. Mon man kan træne sig op fra det rene og skære ingenting - til en 10 km om 8 måneder? Kom jeg lige til henkastet at tænke i går... Og tør jeg virkelig tænke tanken højt? Det ku jo være nogen - f.eks. mig selv - huskede det og hang mig op på det - om 8 måneder oder so...