Jeg var ved min læge i går. Opfølgende samtale - sådan for at se om jeg havde fået det bedre i løbet af de 14 dage jeg har været sygemeldt. Det syns jeg jo ikke jeg havde - så jeg tudede lidt i bilen på vej derud... Og stress-svedte over at skulle køre Svigermors nye skude af en stationcar... Og tænkte at bare nu lægen ikke sagde jeg havde det fint og at det bare var noget pjat og at jeg bare skulle se at tage mig sammen og komme op på hesten igen...
Det sagde lægen ikke. Hun kiggede på mig, og hørte på hvad jeg fortalte om ikke rigtig at kunne overskue ting (handle i Netto f.eks.) - og så sagde hun: "Det lyder som om du har udviklet en depression. Jeg vil gerne se dig igen om 14 dage, hvor jeg så vil lave en test på dig - og så skal vi tage stilling til om du skal have medicin".
SLAM! Jeg følte det som om jeg fik én lige på trynen! Efterfulgt af en kindhest og nænsomt afrundet m. en lille ørefigen...
Så høl jeg lidt mere - og kørte hjem mens jeg tudede i bilen - og stillede rystende bilen hos svigermor - og flæbede så resten af vejen hjem på cykel.
Og så ku jeg godt mærke at der var noget galt - noget der bare ikke føltes rigtigt. Hvordan kom konklusionen depression så hurtigt i spil? Hvad var det jeg sagde som ikke længere fik stress-alarmlampen til at lyse, men nu depressions-lampen? For lige at blive lidt mere klar på mine symptomer googlede jeg lidt rundt. Og læste om depressionssignaler og stresssymptomer. Og lykkepiller...
Og stødte så lige pludselig på en artikel, der problematiserede de tests praktiserende læger bruger til at diagnosticere depressioner. Det jeg fik ud af den gjorde mig SÅ gal. Én ting er, at testene er utroværdige og mangelfulde og fører til medicinering af mennesker som måske slet ikke HAR en klinisk depression... Men det der virkelig fik mig op af stolen var følgende: "En anden test, Hamilton-testen, der bruges til alle andre patienter (end ældre), er slet ikke beregnet til at stille diagnosen depression. Alligevel får læger penge af Sygesikringen, hver gang de bruger testen på patienter."
Nu skal jeg jo ikke kunne sige, om det er den test min læge har tænkt sig at lave på mig. Men at hun - HVIS det er den hun bruger - ligefrem får penge for det, gør mig ærlig talt NOGET loren - og får mig yderligere til at tænke: "var hun ikke liiiiiidt hurtig med at sige depression? Var det bare for at hun så kunne hive mig ind til en dobbelttid om 2 uger - og lave en velbetalt test - og så udskrive psykofarmika? Og så var der fred for mig og ikke flere forventninger om henvisning til dyr psykolog-hjælp?"
Bevares: jeg synes IKKE jeg har det godt. Jeg er enig med hende i, at jeg ikke lige nu kan arbejde. Jeg synes også det er dybt problematisk at have svært ved at overskue de mest basale dagligdagsting. MEN: jeg mener altså selv jeg "bare" er i en livskrise, stressbetinget, som der skal tages behandlingsmæssigt hånd om - men sgu da samtale-terapeutisk og/eller coachingmæssigt, IKKE medicinsk.
Nu bagefter tror jeg det var godt jeg blev så gal. Det hev mig lidt op af dyndet - jeg fik skrevet en mail til min leder - og til min TR - og i dag skal jeg kontakte min fagforening og høre om de kan hjælpe. Men min ellers stærke tillid til det etablerede lægevæsen led altså lidt et knæk i går!
P.S.: Tak til alle jer modige, skønne damer som har skrevet til mig de seneste dage. Jeres kommentarer har hjulpet mig meget - gjort mig klogere og stærkere - og viser mig, at jeg ikke er alene og at jeg ikke (kun) er et hypokondrisk skravl. Jeg er jer dybt taknemmelig!
Hmm. Tror det er godt, at du sørger lidt oplysninger, lidt støtte og hjælp.
SvarSletBare dét at du tvivler på undersøgelsen og lægen, er ikke godt for jeres samarbejde omkring at du skal få det bedre.
Jeg forstår dit raseri.
Jeg forstår godt, at du er harm over artiklen, men synes du skal slå lidt koldt vand i blodet ;-)
SvarSletDet er én artikel/Undersøgelse, du har læst.
Testen skal jo ses som et hjælpende ekstra redskab, der skal sammenholdes med det du fortæller.
Og som ret bevandret i depressionens verden, lyder det du beskriver meget genkendeligt. Så jeg synes bestemt ikke, at din læge er forhurtigt ude. Tvært imod synes jeg, at det er godt at hun er obs på, om din stress har udløst en reel depression. Det ER jo set før ;-)
Mht. til "Lykkepiller", - der iøvrigt er en rigtig dårlig betegnelse - hvorfor er du så så modvillig? Og så hårdt indstillet på, at det bestemt ikke er en depression?
Og jeg spørger ikke for at provokere! Jeg spørger for, at du skal tænke lidt over det. Har det noget at gøre med, at stress er mere "acceptabelt"?
Jeg tager antidepressiv hver dag. Og det skal jeg højst sandsynligt hele livet, fordi jeg jo også har en anden psykiatrisk diagnose, der udløser depression. Og jeg ser sådan på det nu - for jeg har haft det som dig i tidernes morgen - at jeg jo også ville tage for eks. blodtryksdæmpende medicin, hvis det var det, der var galt ;-)
Antidepressiv medicin hjælper til at rette op på den ubalance, der kommer i hjernen, når man er depressionsramt. Hvorfor sige nej til hjælpen? Det er jo ikke værre, end at du stopper med den igen, hvis den ikke har nogen effekt. Og har den effekt, jamen så halleluja! Og efter et stykke tid, bliver du trappet ud af den igen.....for du er jo ikke en, der skal tage det altid som jeg er <3
Mit forslag er i hvert fald: Tag paraderne ned, og imod den hjælp du kan få. HVIS det er en depression, er det ikke smart at gå med den ubehandlet. Men medicinen skal selvfølgelig ikke stå alene. Du skal da stadig bede om, at få en henvisning til en psykiater eller psykolog.
Knus herfra
Kære Lisbeth
SvarSletJeg har ikke været på bloggen ret meget så ser først din indlæg i dag!
Jeg er rigtig ked af at læse at du har det som du har det!
Jeg vil ikke gøre mig klog i om det er en depression eller om det er stress - men jeg kan da godt forstå at du syntes din læge er lidt hurtig ude!
Sender dig en masse kærlige tanker og virtuelle knus Heidi
Kære Lisbeth,
SvarSletJeg er enig med June i at du skal slå koldt vand i blodet. Jeg gætter på at din læge virkelig er bekymret for dig og vil se, om du er i gang med at udvikle en depression. Hun ser en række signaler som er til stede og som kan udvikle sig, hvis ikke der bliver taget hånd om dig nu.
Jeg synes at du skal bede om en henvisning til både psykolog og eventuelt psykiater, hvis hun konkluderer at du har en depression. Psykologen kan hjælpe dig terapeutisk ved at du i forløbet tilegner dig nogle redskaber, du kan bruge i din hverdag for at passe på dig selv. Ligesom en diabetiker, der skal følge nogle retningslinier for at holde sygdommen i ro.
Psykiateren er en speciallæge som kan tage sig af den rette medicin, dosering, type mm. ud fra din fortælling om hvordan du har det og hvordan du bliver påvirket af forskellige stimuli lige nu.
En depression er en ubalance mellem de signalstoffer, der er i hjernen: serotonin og noradrenalin. Medicinen kan genoprette balancen, så du får det bedre.
En ny type medicin, der kom frem sidste sommer hjælper hjernen med melatoninproduktionen, den der hjælper med at regulere døgnrytmen.
Da jeg fik konstateret depression første gang var jeg for gammel til psykologhjælp, man skal være mellem 18 og 37 for at få tilskud, så jeg fik ikke den tidlige hjælp til at håndtere min stress, angst og depression. Det gjorde, at min depression endte ud i en svær dep, så jeg måtte indlægges.
Nu ved jeg godt, at min fortælling er lidt dommedagsagtig. Jeg fortæller den ikke for at skræmme dig, med for at du er åben overfor den hjælp din læge vil give dig. Er hun dygtig, vil hun hjælpe dig med at få den rette behandling, som også er psykolog og måske psykiater hvis den antidepressive medicin hun giver dig ikke har den effekt du har behov for.
Hvis du vil læse mere, har jeg et link til forskellige hjemmesider, beretninger mm. under TABU i højre spalte på min blog.
Jeg ønsker det bedste for dig. Er mine kommentarer grænseoverskridende er du velkommen til at slette, men giv lige lyd, så jeg ved det.
Knus og varme tanker fra
mette
Kæreste Lisbeth!
SvarSletGodt du stadig kan blive gal! For mig at se er det lige nu din livsgnist, og den synes jeg du skal holde fast i. Selv hvis du har en depression (det siger jeg altså ikke at du nødvendigvis har!!) Så skal du da finde ud af det - og måske stadig have psykologhjælp! Og ikke "bare" psykofarmeca. Der er altså stadig ting i ens liv man skal ændre hvis man har en depression - lige som hvis man har stress... Men jeg tænker at du har brug for at mærke efter - og få andre til at mærke efter.
Jeg er "glad" for at lægen var enig i at du ikke var klar til arbejde lige med det første. Men det er jo ikke det som at det er depression du døjer med. Og læs du bare! Og skriv! Jeg tror begge dele hjælper!!
Kærlige kram
Kære Lisbeth, har ikke kigget med længe, men vil blot nævne at de signalstoffer du har få af - som forårsager både stress og kan udvikle en reel depression - kan man booste i den grad via sin kost. Jeg kan anbefale dig at starte med en bog - godt nok på engelsk men meget let at læse:
SvarSlet"Must have been something I eat" af Peggy Kotsopoulos. Ca. 18 CAD = ca. 100 Dkr. Den er god som en start og forklarer en masse om hvordan vores kost generelt påvirker os. Der er særskilt afsnit om depression, angst og en hel del om stress. Om ikke andet er det altid spændende at blive lidt klogere på sig selv ! Varme tanker til dig !
Glemte lige at nævne at der kan være rigtig meget hjælp at hente hos en Naturlæge mht. kost og mangel på transmittere.
SvarSlet