jeg - en løber?!?

Jeg er midt i en identitetskrise: er jeg ved at udvikle mig til at blive løber? Jeg, der ALDRIG troede jeg sku løbe efter andet end lækre mænd og bussen i en snæver vending? Jeg, der har forsvoret at jeg nogensinde sku komme til at holde af at bevæge mig hurtigere end højst nødvendigt? Jeg - en couch potato af rang!
Men i dag - lige netop i dag - er der kommet noget nyt i spil - en transformation er på vej, og den er mere skræmmende end man måske lige sku tro...
I dag har jeg været ude på min 4-kilometer-rute (allerede dér stikker løberen sit lille ansigt frem - "min" rute - som om det var andet og mere end en vej i en by, der tilfældigvis lægger asfalt til mine prustende luntetrav) - og jeg løb HELE VEJEN (altså undtagen lige et lille-bitte stykke på ca. 2 min. hvor mine ben var ved at falde af og jeg lige måtte ned og gå...). Det er en voldsom forbedring på de godt og vel 1½ måned jeg har løbet. I starten ku jeg gå 2 min., løbe 1½, gå 2, løbe 2 o.s.v. - det var en god dag, hvis jeg var oppe at løbe 4-5 min. i streg. Men i dag - fuldstændig anden fornemmelse! Ikke noget i nærheden af adrenalin-sus og runners high - nej, mere sådan i retning af "hvorfor egentlig gå, når man nu kan løbe?" (Måske osse foranlediget af den silende regn...) Benene bar, og jeg bare løb og løb (altså bortset fra de bitte-små 2 min., ik´?)
Så hvad gør jeg nu? Skal jeg krybe til korset, og indrømme at jeg er ved at blive en af dem/jer/os/vi??? Skal jeg nu til at acceptere mig selv som løber? Sige sætninger som "Vi, der løber...", "nede i min løbeklub" eller omtale mit datidige jeg som "inden jeg blev løber..." Arrgh, det er sgu en stor omvæltning, I kid you not! For så forpligter det jo. Så skal jeg jo vise fremdrift, forbedring, skære minutter af min tid, øge min distance, deltage i løb, interessere mig for løbegrej og integrere mærkelige ord som "vindmodstand, pronation, sukkerkold og åndbarhed" i mit ellers fine, dækkende ordforråd, ik´??? Er det ikke det vi gør - vi, der løber???