tirsdag den 31. maj 2011

Te-visdom...

Jeg prøvede jo for nogle måneder siden at skære ned på kaffedrikkeriet. I en måneds tid drak jeg faktisk slet ikke "den sorte sundhedsdrik", som jeg har lært af Trine Søhest at det hedder :-) Men langsomt trappede jeg op igen, indtil jeg faktisk var helt oppe at tangere mit tidligere svimlende indtag på en 6-7 daglige kopper (dog nogle decaf, men alligeveller...) Så nu kan jeg godt mærke det er tid til igen at skære lidt ned, og skifte et par kopper ud med te, bare for at få den slemme rysten på hænderne til at gå lidt væk :0).
Jeg er for tiden meget te-freds (høhøhø) med mine forskellige teer fra Yogi (Netto har dem tit til ikke så mange penge). De er dejligt krydrede - og ud over den åbenlyse te-fornøjelse og hippie-øko-flipperiet er der også et lille visdomsord ved hvert brev.
Morgenens var følgende:
"One who wants to always stay happy, has to change a lot."
Jeg har det svært med forandring for tiden, selvom jeg kan mærke et indre behov for netop dét. I dag læste jeg en artikel med Shane Brox, i anledning af hans udstilling i Den Gamle By - og her fortalte han bl.a. om hvordan han i sit tidligere arbejde blev syg, og det havde sin årsag i at han havde glemt at lytte til sin indre stemme - at følge dét som pressede sig på indefra - at gøre dét som han var skabt til... Food for thought... og altså også Tea for thought...

mandag den 30. maj 2011

Øko-flipper-raw-food(ish)-hippie-dadel-slik...

Der står CHOKOLADE på indersiden af min hjerne - og hvis jeg ikke skal gi efter for længslen, må der noget semi-choko til! Så jeg har opfundet noget der næsten er lisså godt (lets face it: chokolade KAN ikke imiteres - det er kun den ægte vare der for alvor dur!!!). Lige nu står dadelkuglerne i fryseren, og jeg gider i øvrigt heller ikke finde kameraet for at ta et billede, men jeg er sikker på du godt kan forestille dig nogle små, sorte kugler trillet i kakao... Godt så? Her kommer opskriften:

Lisbeths Øko-Flipper-Raw-Food(ish)-Hippie-Dadel-Slik

* 10 dadler (soltørrede øko fra Urtekram - jep, jeg er økofrelst (sådan da...)
* 5 svesker (de billigste, knap-så-soltørrede, ikke-økologiske)
* 2 spsk. græskarkarner (øko fra Urtekram igen - det begynder jo at lugte lidt af product placement her, kan jeg godt høre...)
* 1 tsk. kokosolie - (bare for at være sådan lidt Kernesund og Tab 10 år på 10 uger-agtig - og så fordi min mor siger det sku være så sundt...)
* 10 mandler
* ca. 1 spsk kakaopulver
* ca. 1 spsk Mørk Agavesirup
* et lille squis mandelessens... måske ½ teskefuld? Prøv dig frem...
* 4-5 spsk stærk kaffe (jeg laver Decaf Nescafé, men ta hva du ka li...)

Blendes for fulde smadder til det ligner lort (jamen det GØR det altså!!!)
Formes til kugler og trilles så i kakaopulver. Det er noget værre snaskeri, og du kan måske overveje at putte lidt mindre kaffe i (eller en spiseskefuld havregryn evt.) - men min blender er lidt vanskelig, så det skal være godt snasket for at kunne køre rundt i den...

P.s. Det med at sætte dem i fryseren gør jeg bare for at de ikke skal være for lune&snaskede - lunt slik er ikke godt... Snasket slik er sådan set OK...

onsdag den 25. maj 2011

Grrrr - blogger, for helvede da osse!!!

SIG MIG LIGE ENGANG (og du behøver selvfølgelig ikke råbe lisså højt som mig) - HVAD SKER DER LIGE FOR BLOGGER I DISSE DAGE??? Jeg er inde i en blog-aktiv fase hvor jeg får læst en masse indlæg hos jer, og også skriver kommentarer - men når jeg vil lægge kommentaren ud er jeg "anonym", og når jeg så logger ind blir jeg smidt af igen. I går ville jeg f.eks. gerne skrive ovre hos Annchen, at jeg vidste PRÆCIS hvordan hun havde det når HUN ikke fik lov til at kommentere - MEN SÅ KU JEG IKKE LÆGGE EN KOMMENTAR!!! Grrrrr... så jeg håber da I sådan telepatisk kan mærke jeg er ude at lure i det små og stille hos jer :-)

tirsdag den 24. maj 2011

Lilla er stadig farve-favoritten!!!

Kender du det, at man går i gang med et projekt - og så blir det kun halvfærdigt? Nej, selvfølgelig gør du ikke det, for det er jo bare MIG der er et snøbel :-)
Men disse skønne stole har nu været lilla i en go´ måneds tid - men haft det "skønneste" firser-mønstrede beige betræk... Ikke så læks, vel? Så i går tog en eller anden ved mig, og så fik de fint og mere passende betræk på - måske er der nogen der kan genkende det ene mønster???
I dag står den på friformiddag (altså det vil sige, jeg skal gøre badeværelser rene - så det føles ikke så frit) med hjemmebag og kaffebesøg af min svigerinde (når badeværelserne er gjort rene, altså - man må yde før man kan o.s.v... bla-bla-bla) og så skal jeg til MED-møde på mit job i eftermiddag. Det er den slags arbejde jeg glæder mig til, for i dag skal vi snakke næste skoleår, struktur, økonomi og visioner... Og vi er kendt for at arbejde efter målsætningen Best Practice, så vi gør ALDRIG som vi "plejer", men altid noget der er bedre! Passer mig SÅ godt at være et sted, hvor vi aldrig hviler på laurbærrene (det er der nu i øvrigt heller aldrig rigtig tid til...)

* P.S.: Hov-hov - var der nogen der kom til at hviske at der stadig er to stole der ikke er blevet malet? OG et spisebord??? Ti stille!!!

mandag den 23. maj 2011

Daisy is in da house

I dag kommer Dronningen til Grenaa. Der er flag alle vegne. Skolebørnene tar opstilling hist og pist langs karet-ruten. Garderhusar-hestene har de seneste dage arbejdet hårdt for at skide - undskyld, SKRIDTE - byen til. Det skal nok blive godt... Og solen skinner oven i købet!
På vej til arbejde så jeg noget på én gang smukt, tankevækkende og lidt forstemmende:
Vi har en lokal Røde Kors-skole for asylansøgere. En gruppe af dem kom gående på vej mod havnen, hvor Dannebrog her i formiddagens løb lægger til. De gik med fine Dannebrogsflag, snakkede, nogen af dem smilede eller grinede - det var børn og voksne mellem hinanden. Asiater, afrikanere, østeuropæere i skønt kulturmøde med deres danske undervisere.
Det var, da jeg tænkte efter, sådan et mærkeligt, disharmonisk syn. Dannebrogsflag i hånden på asylansøgere - Måske-danskere - Ved-ikke-om-de-er-købt-eller-solgt-indbyggere... De så ikke selv ud til at undre sig - så faktisk ud som om de var på en festlig udflugt og havde sat hår&tøj som sku de til fest - en fest de var inviteret lisså meget til som alle de blege, etniske danskere de gik imellem. Og så var det jeg tænkte: Hvis nu Pia K får sin vilje til næste valg og vi sætter grænsebomme op hist og pist - så blir der ingen sorte, gule eller brune mennesker i deres fineste tøj med rød-hvide flag i hånden og et forsigtigt smil på læben på kajen i Grenå næste gang Dronningen kommer til byen... Gad vide om Margrethe vil undre sig over dét???
*Billedet er lånt her - sig til hvis det er dit og jeg skal fjerne det.

bare lige en lille reklame...

Jeg er på vej i Rema1000 - for at købe et par par af disse dejlige bukser. Dét snit er simpelthen så flatterende for min føde-delle :-)Håber bare de har nogle andre farver end soldater-farvet... den er nemlig IKKE flatterende, hvis du spør mig!
Men aftalen er, at du holder dig fra MIN Rema, ik´?

søndag den 22. maj 2011

pssst...

... flere armbånd til salg ovre i landhandlen...

propfuld weekend

Pyha... jeg er helt brugt. Det har været en weekend med nok at gøre. Konfirmation fredag - dejlig, dejlig fest med familien, og en glad konfirmand der på dagen var kun moderat teenagevranten ;-) Lørdag oprydning efter festen, restespisning, hygge og lidt lopperi på gode gamle Østerbro. Og så en køretur af de længere.
I dag mere loppemarked sammen med en dejlig Søhest. Så kaffe hos en af Mikkels klassekammerater... Heldigvis nem aftensmad - og nu en smule kreativisering inden sengetid. En skøn kollega skal have dette i anledning af sit nylige sølvbryllup. Er sikker på sølvgommen osse vil fryde sig over læderarmbånd og fad i sølvplet ;-)

torsdag den 19. maj 2011

Armbånd til salg...

...ovre i min blandede landhandel
(dette armbånd er nu IKKE til salg, for det er på vej til Charlotte lige nu!)

onsdag den 18. maj 2011

Lykkearmbånd?!?

ja, det håber jeg da, for det er dét Charlotte har bestilt det til at være!

lørdag den 14. maj 2011

Smykkeværksted...

I mandags var jeg inviteret ud til en "Hønseloge", der skulle lave smykker sammen. Hvordan havde de fået fat i mig, tænker du måske? (Det tænkte JEG nemlig, da jeg fik en SMS fra en for mig ganske ukendt kvinde, som spurgte om jeg ville komme og lave smykker...) Jeg er åbenbart ved at være "kendt" som hende, der kan lave smykkeværksted (ikke dårligt, hva´!) Måske fordi jeg sammen med en go kollega var ude til et lignende hønsearrangement hos en tredje kollega for nogle måneder siden - og så går rygterne heldigvis så dejligt stærkt i en lille by...
Nå, men det var jo en relativt lang indledning, når nu jeg bare ville vise nogle af de idéer jeg havde med til dem:
Flettet armbånd i metallic lædersnøre. Jeg har set modellen flere steder, men har ikke kunnet finde en opskrift. Så den måtte jeg selv møjsommeligt kæmpe mig frem til. Jeg brugte et par timer på det, da jeg var prøvevagt til skriftlig matematik-eksamen ;-) FEDT når sådan noget lykkes. Ville gerne lave en DIY til jer, men jeg kan SIMPELTHEN ikke forklare på forståeligt dansk hvordan man gør - og de billeder jeg har taget undervejs hjælper heller ikke ligefrem...
Lynlåsarmbånd med tyndt skind på fronten og stikninger i kontrastfarve. Lynlåsen er fra genbrugsen, og det er skindet også - det er fra en skøn 80´er frakke, som der er skind til MANGE skønne projekter i. Nogle af damerne lavede dem mere enkelt uden skind men med en zigzag-stikning ned i midten i neon-farver. Det blev super-cool. Men tog jeg billeder af det??? Nej-nej-da - for jeg havde glemt mit kamera, jo!
Super enkelt armbånd i lædersnøre med tre store træperler. Perlerne er osse fundet i genbrugsen - der stod en hel kurv med store perler i fantastiske farver til ikke ret mange penge (jeg har måske givet 50 øre pr. perle - DET er da billigt, når nu de er så lækre!)
Stjerner i skind fra 80´er frakken. Turkis stikning og så en forsølvet creoler. Super-enkelt. Næste gang vil jeg prøve med skind på bagsiden også eller evt. noget fint stof - stjernerne er nemlig lidt for bløde og krøller.
Og der er mange flere idéer hvor de kommer fra. Nu går jeg så og overvejer lidt om jeg ikke skal byde mig til til div. tøse-arrangementer - f.eks. polterabends o.lign. Det er jo på hobbyplan og skal sådan set bare løbe rundt (og så er det SÅ hyggeligt at være ude og møde søde og sjove damer!) Og jeg kører såmænd gerne helt til Århus (undskyld: Aarhus!) og Randers. Interesseret? Mail til lisbetha@yahoo.com. Sig det bare videre :-)

fredag den 13. maj 2011

Hvor mærkeligt!!!

Driller blogger også lidt hos dig? Her hos mig er mit seneste indlæg forsvundet fra jordens overflade - inkl. kommentarer. Meget mystifystisk!!! Og jeg som ellers syns det var sådan lidt sjovt og begavet skrevet :-) Men nogen i cyberspace må jo ha ment noget andet...

torsdag den 12. maj 2011

gang i alt muligt - men uden nævneværdig billeddokumentation!

For tiden sker der alle mulige ting i mit liv - og bloggen emmer jo ikke ligefrem af det, vel? Jeg tror det er fordi jeg er så skidt til at huske at ta billeder af det! Men her er lidt af det jeg lusker med:
* Prøveforberedelse på jobbet (alligevel ikke værd at ta billeder af - mugne teenagere der bare ikke KAN forstå hvordan de skal lave deres disposition selvom læreren har forklaret det en BULLIARD gange er IKKE særlig fotogene!)
* Overtagelse af "verdens yndigste kolonihavehus" - fik jeg sagt der er en blå slagbænk? Som kan slåes ud? Så man evt. kan la et barn sove i den? lissom i Emil fra Lønneberg (med den forskel at det jo altså er Line der sover i slagbænken - med musene rendende på tværs af ansigtet. "Vi må ha katten i køkkenet i nat! Sådan en mus kan jo hurtigt gøre kål på vores brød og flæsk!" sagde far Anton. "Ja, og hvad med mig!" sagde Line...) Og så er der prikkede kaffekopper... og små dåser... og blomstrede gardiner... helt ærligt, det ville DU altså osse ha købt hvis det var dig!!!
* Smykkeværksted - jeg har simpelthen været ude og lave workshop for en gruppe skønne damer... Egentlig vidste jeg ikke rigtig at jeg var go til det dér med at lave smykker, men det er jeg åbenbart... Og det var hyggeligt, og de var MEGET begejstrede, så måske skal jeg lave mere af det. F.eks. ku man jo lave det som en aktivitet til en polterabend? Hyggeligt, ik? Alle veninderne inkl. bruden laver armbånd i skind, læder, perler, flet og lynlås (ja, når jeg får taget et billede ved lejlighed skal I se et FEDT armbånd jeg har lavet af en lynlås plus noget skind!!! er meget selvfed over det!)
* Sengetæppe til min svigerinde - nu SKAL det være færdigt, for datteren hendes skal konfirmeres næste fredag, og da har jeg lovet at ha det med... Nåja, du kan da godt lige få et billede af alle lapperne lagt op, så!
I dag skal jeg ud og købe bagside-stof plus pladevat - og så er der nok ingen vej uden om symaskinen længere!
* Jeg har købt en ismaskine - en Krups - i genbrugsen - til en 50´er. Og den virker fint! I går lavede jeg skøn rabarberis til mig og manden! Så nu skal jeg snart eksperimentere med mynteis (haven er fuld af en tre-fire forskellige slags), lakridsis (min personlige favorit-is i HELE verden - og når jeg håner mine børn for at de A-L-T-I-D skal ha chokolade og jordbær-is i deres bæger, håner de mig for at jeg A-L-T-I-D skal ha lakrids-is. PFFFFFTTT!!!!
Nå nu må jeg løbe - stof og stil i Tilst venter!

søndag den 8. maj 2011

There´s a new blogger in town!

Kig forbi min dejlige kollega Stines strikkeblog, "Strikkelas". Hun har da brug for nogle faste, søde læsere!!! Og så har hun et strikke-problem som jeg ikke kan hjælpe med (som om jeg ku hjælpe med NOGEN strikkeproblemer, HA!). Glæder mig allerede til Stine skal strikke min "Sarah Lund"-sweater - det blir nok liiiidt senere på året når der er lidt mere brug for den :-)

tirsdag den 3. maj 2011

Jo-jo, de blev gode - så her er opskriften på rabarbermuffins

Rabarbermuffins, ca. 18. stk.
3 æg (vores høns lægger XL-æg, så måske skal du nuppe et ekstra?) piskes luftigt med 100 g. flormelis og 1 spsk. vaniljesukker.
50 g. smør smeltes og vendes i æggene sammen med 1 dl. minimælk.
100 g fuldkornsspeltmel, 140 g sigtet speltmel og 2 tsk. bagepulver blandes, og vendes i æggene sammen med 5 dl. rabarber i små stykker og 1 dl. Kelloggs Special K. Bages ved 200 grader (vores varmluft virker ikke, men bruger du dét skal du nok sætte enten temperaturen eller bagetiden lidt ned) i ca. 20 min. Jeg bagte mine 23 min. for at få brun overflade, men bunden blev til gengæld lidt tør. Jeg sætter to muffinsforme inden i hinanden så de ikke splatter for meget - og sætter formene tæt i en metalform så de støtter hinanden - og fylder dem kun ca. 2/3 op.
God appetit! Man kan sagtens spise to i rap, er min erfaring!
Den oprindelige opskrift er fundet her, men er altså tunet noget...

Rabarber-muffins til kolonihaven

Senere i dag overtager vi vores yndige lille nye kolonihavehus - I ve´, det dér vi jo VIRKELIG står og mangler fordi vi SLET ikke har nok at lave i vores 270 m2 store permanente byggerod med de ca. 1400 m2 tilhørende ukrudtsbed... Men jeg GLÆDER mig bare så meget, for kolonihaven skal være et fristed for os alle fire. Det skal være det sted vi tar hen når vi ikke gider se på de paneler vi burde få malet, den flisegang vi burde få lagt om og alle de nullermænd-kattehår-havregryn-græsafklip vi ikke gider støvsuge op. Det er også det fristed hvor én af os kan ta hen når den anden bare er helt umulig (siden vi var meget tæt på at gå fra hinanden tidligere på året, har det at kunne trække sig haft høj prioritet - i erkendelsen af at vi gerne vil være nærere, og at det også kræver afstand!) Og så er det stedet hvor vi lige kan cykle hen en sommeraften, lave en kop kaffe og sidde og kigge på en anden græsplæne der burde klippes, nogle nye friske nullermænd der burde tages og en masse træværk der også råber GORI så naboerne vender sig og kikker...
Nåja, det jeg jo EGENTLIG ville skrive var, at jeg er ved at bage muffins som vi tager med i haven i eftermiddag sammen med madpakker og en kande kaffe... Hvis det går godt får I opskriften i næste indlæg... Jeg kan nemlig ikke rigtig finde ud af at følge en fast opskrift, jeg skal altid liiige tune den lidt efter eget hoved... Hvis de blir elendige hører I ikke mere til det :-)