Kære Søren...

Jeg vil gerne henlede din opmærksomhed på, at jeg nu syns jeg har gjort mig fortjent til at få mit "assimilations-bevis". Jeg har VIRKELIG gjort hvad jeg kunne for at blive nøjagtig som en af de indfødte, i det nye "land" jeg for snart 3 år siden kom til. Jeg har f.eks. prøvet at deltage i de lokale højtider: kræmmermarked, halbal og Tupperware Homeparties (altså, d.v.s. jeg er blevet INVITERET til Tupperware-parties, men har DESVÆRRE ikke kunnet deltage de gange det var! Men jeg er frisk næste gang der kommer en invitation, det lover jeg!)
Jeg har virkelig gjort hvad jeg kunne for at lære de indfødtes sprog, og synes osse det går ret godt - jeg er da blandt andet blevet spurgt om jeg virkelig ikke ER jyde, så det er vist lykkedes ret fint at aflægge mit tidligere modersmål, københavnsk. Det er osse ret vigtigt for at blive accepteret af de lokale, har jeg hørt. Så nu siger jeg "sårt, fjårten og jårdbær" lisså tit jeg kan komme til det!
Og jeg har skam gjort mere end det: min bil har fået hængertræk (jeg HAR osse lært nu at det altså hedder hængertræk og IKKE jydekrog) og mine børn går i jysk skole og til fodbold i den lokale klub. Og jeg véd nu, at her i Jylland hilser vi altså på kassedamen/manden i Netto, i stedet for gensidigt at lade som om den anden er luft. Men en ting, kære Søren, har jeg lidt svært ved at forlige mig med: den lokale madkultur! Pølsemix KAN jeg simpelthen ikke få ned! Tror du det går alligevel? Jeg LOVER at jeg nok skal prøve at blive endnu bedre integre... Nånej, ASSIMILERET!
Så TAK kære Søren: jeg ER så glad for de har overladt taburetten til dig og at du sagde ja! Med hende den anden vidste man lissom ikke rigtig om man var inde i varmen, eller om man skulle forberede sig på at være statsløs for altid!