lørdag den 27. marts 2010

soulsearching

Inde i mig sidder en væmmelig, ærgerlig, tarvelig lille én... og nu hvor mit job (måske) er i fare (se foregående indlæg) kommer den frem m. sit ækle lille ansigt. Den hvisker mig i øret - trælse små ord som :"Hvem siger det ikke er dig der ryger ud? Hvad kan DU egentlig, som de andre ikke kan? Du skal ikke tro du er noget - eller at dine chefer overhovedet kan li dig!"
- Men hvad værre er: den siger osse grimme, ukollegiale ting som: "Der er i hvert fald NOGEN der burde ryge FØR dig - og hvis de ikke gør er det dybt urimeligt. Måske skal du til at smede rænker og lægge fælder og lave alliancer..."
Æuv - jeg er så træt af den stemme, men samtidig er den osse en kærlig reminder: Nu må du lige se at få dine idealer og værdier i orden, unge dame. Hold op med at slå dig selv i hovedet - men husk osse lige at: "Du skal handle således, at princippet for din handling til enhver tid kan ophøjes til universel lov..." som den gamle filosof cirka siger (min filosifinørdede kollega Anders kan sikkert rette til :-))
Og nu skal jeg til at lægge tankerne til ro, så jeg kan holde ferie m. min familie uden at være halvt hjemme og halvt på job!

fredag den 26. marts 2010

stilhed før stormen...

Jeg har været lidt stille på bloggen i denne uge. Mine tanker er på jobbet, osse når jeg er hjemme. Næste års elevtal er kommet, og de er for lave... i hvert fald til at beholde alle kolleger i huset. Forfærdelige nyheder - for hvem skal ud og hvem skal blive? Da jobbet er mit drømmejob håber jeg selvfølgelig ikke jeg skal ud - men det vides først den 13. april (og den dato føles uendeligt langt ude i fremtiden...) Håber jeg kan lægge tankerne bag mig i påsken - og nyde manden, børnene, et par dage hos mine forældre og min søster og svoger... Men tårerne ligger godt nok langt fremme for tiden! Go påske til jer alle.

søndag den 21. marts 2010

"kaffe-kaffe-kaffe - mælke-mælke-mælke"

Ved I hvad det er der siger sådan? Det er da sådan det siger når Kaya hælder lege-kaffe og lege-mælk op til mor når vi leger med hendes køkkenting :-) Ærgerligt at jeg ikke kan billeddokumentere fra vores hyggestund i formiddags - som foregik på ALT det sengetøj jeg lige havde taget af samtlige husets dyner - udbredt på det meste af gulvet i mors sy-rum. I love my life!

Damehygge

I går havde jeg inviteret alle de skønne damer fra mit arbejde til nørkledag - og sikke en dag! I løbet af ingen tid gik snakken lystigt, og i løbet af lidt længere tid (vi skulle liiiige ha lidt kaffe/te og lækre lagkager indenbords først) gik nørkleriet mindst ligeså lystigt. De fleste lavede flotte armbånd i cykelsslanger, en syede dukke, en anden knyttede, en strikkede sokker - jeg flettede en nøglesnor i stofrester (nu kan jeg bare ikke lige finde den - måske røg den ud i oprydningen?) og tussede rundt og lavede kaffe, gjorde aftensmad klar etc. De første kom kl. 14 og de sidste gik hjem lidt i 1 - og så strøg mor tornado her ellers lige køkkenet igennem, så der var rart&rent&ryddeligt da jeg stod op i morges. Mand og børn? De hyggede sig hele dagen hos farmor - i fred og ro for damerier! Nu vil jeg tage hul på mit påske-glæde-gave-projekt - så det kan ryge i posten en af dagene.

mandag den 15. marts 2010

mooner du nogensinde?

Ja, jeg ved det er et både aparte og personligt spørgsmål - men med udgangspunkt i min dejlige weekend med to skønne veninder, har jeg lyst til at undersøge om der findes flere kvinder rundt om i landet der også smider bukserne...
Hmmm, forklaring må vist hellere følge straks!
Vi - de tre Gamle Mødre tilbage fra Mikkels mødregruppe - mødtes i Odense på banegården lørdag formiddag - og jeg tror ikke jeg har grinet så meget og så dybt siden vi sidst var på tøsetur. Det kommer simpelthen nærmest boblende i samme øjeblik vi ser hinanden. Og sådan fortsatte det weekenden igennem, mens vi shoppede, spiste og hyggede - og vendte hele verdenssituationen inkl. mænd og børn. På et tidspunkt faldt snakken på ritualer - særligt i forbindelse med "afleverings-situationen" i børnehaven - og her er Manden og jeg nogen af dem der vinker, fingerkysser etc. efter nøje udviklet skabelon hver dag når Kaya afleveres... hvordan vi kom ind på at vi måske burde overveje at tilføre mooning som fast indslag i ritualet kan jeg ikke huske... men mooning blev lissom et gennemgående tema i vores jokerier resten af weekenden.
Summa Summarum: på vej hjem i toget modtog jeg to smukke MMS´er med damernes bare numser :-) Hold kæft jeg grinede! Så nu er det jeg tænker: er jeg den eneste kvinde der er så heldig at ha to skønne, skøre veninder som ikke er bange for at rumme mange facetter: at være både tjekkede, smukke, supermødre (på godt og ondt, med både over-og underskud på energikontoen), dygtige, velkvalificerede - og prutte i fuld offentlighed (uden lyd på, naturligvis), moone til mobilen på vej hjem i toget - eller er i andre lisså velsignede med gode venskaber?
PS - jeg blev naturligvis nødt til at sende et lignende foto retur!

fredag den 12. marts 2010

O´ense - here we come!


Lørdag og søndag skal nydes med disse dejlige damer i Odense (billedet er fra seneste dametur, der gik til Amsterdam for et par år siden). Odense udmærker sig ved to ting (udover OB og HC Andersen samt Danmarks mest "lejfi" dialekt): Det er min fødeby og dét punkt der ligger lige tæt på "De Gamle Mødre" i København og mig herovre i lille Grenå. Der skal shoppes, hygges, snakkes, drikkes&spises, grines, tisses for åben dør (for ikke at gå glip af bare den mindste smule af den muntre samtale)... og hvad tre mødre på familie-fri-weekend nu kan finde på. Det bliver så dejligt - selvom indledningen med et vækkeur der ringer 5.40 og 10 engelske stile der skal rettes i toget måske trækker lidt ned i det samlede nydelses-billede.

søndag den 7. marts 2010

life of a soccer-mom

Søndag morgen var næsten ikke til at genkende i dag - normalt står den på "sove-længe" (til kl.7.00), langsom start med morgenhår og derefter lune boller m. hele familien samlet om køkken-spisebordet og så laaaaangsomt op i gear...
I dag stod Mikkel og jeg op kl.6.00 for at køre til en eller anden udkant af Randers (jeg er sted- og verdenshjørne-blind, så kan ikke komme det nærmere end det) - så drengen ku spille Regnskovs-Cup med andre håbefulde 7 årige... 3-4 timer senere ku søn&co ikke længere klare konkurrenternes pres-spil og gik fra turneringen m. en hæderlig 4.plads i B-rækken. Jeg ku godt ha brugt min dag på andet (f.eks. at få styr på de mange gaver jeg burde sidde og sy til pakkeleg og min fødselsdags-give-away), men på den anden side er det faktisk vildt hyggeligt at være med rundt i midtjyllands sportshaller. Og det hjælper jo på det, at drengene faktisk spiller en rimelig gang bold. Drengen stod på mål - moderen mener det er en Schmeichel 2 i svøb vi her er vidne til!
Bagefter en tur i Randers Regnskov, hvor der heldigvis var andre forældre med som kunne følges med min søn rundt i slange-grotten eller hvad det nu hedder - her måtte jeg altså stå af: Slanger bag glas kan lige gå, men tæt på og uden sikkerhedsforanstaltninger går min fobi altså lidt i selvsving!
Så nu spiller mand og børn fodbold i kælderen, jeg drikker te - og prøver at sy og arbejde lidt plus blogge... Fokus, kone, fokus!!!

torsdag den 4. marts 2010

skønne sager...

Midt i alt mit arbejde, som lige for tiden fylder mange af døgnets timer, strømmer der pakker ind i min postkasse... da kameraet jo er gået heden (billederne den anden dag var taget med et kamera på jobbet) kan jeg ikke vise frem - selvom det er øjenguf i dén grad!
Jeg har modtaget skønne, skønne stoffer fra Rikke W og Gry og Puk i spændende changeaways... Og min hjerne er i tilgift blevet helt anderledes tunet når jeg går i "mine" genbrugser... nu tænker jeg ikke længere kun "hvad kan jeg bruge" - men osse "hvad kunne nogen måske være interesserede i i en byttehandel"!
Så har jeg osse vundet en give-away hos Karina. Fine, fine hårspænder og øreringe med små stof-betrukne knapper på. Og som ekstra-gave en fin ring.
Jeg kan godt mærke at det hæmmer mig i mit bloggeri at kameraet er gået i udu. Jeg finder selv stor inspiration i at se de skønne sager I laver - og vil gerne vise hvad jeg nørkler med. På den anden side falder jeg jo osse tit over indlæg hvor ordene har pladsen. Særligt de dybe, personlige indlæg om liv, død, kærlighed og menneskelige dilemmaer sætter tanker i gang hos mig. Det er ikke altid jeg kan finde ord til kommentarer til jer på disse meget gribende indlæg - men det betyder noget for mig at læse med. Mange af jer her på bloggen føler jeg mig tæt på på trods af afstand i km og livsår eller livsbetingelser - og jeg er dybt taknemmelig for at jeg gik i gang med at blogge, og dermed har fået spændende inputs til mine tanker om MIT EGET liv. Jeg blogger ikke for penge, prestige eller promotion, men dog alligevel altid med tanken om respons og feedback i baghovedet. Min blog er ikke færdiglayoutet, tjekket og helstøbt - men den er et ærligt, farverigt billede af mit liv. Og så alligevel ikke kun ærligt: jeg bruger måske osse bloggen til at leve min ideal-personlighed ud. Ikke en Perfektionista, men netop en Kolorista - farverig, erklæret kaotisk og livsglad. Men der er selvfølgelig osse en anden side af den person - mere nuanceret og mindre farverig. Det er hende, der ofte falder i søvn på sofaen kl. 21.30 til noget virkelig dårligt fjernsyn. Hende der skændes med manden over småting - og er for træt til sex og kæresteri, selvom hun jævnligt efterspørger begge dele bebrejdende fra ham. Hende der gir den max gas på arbejdet - men ikke kan sparke sig selv afsted på tiltrængt løbetur. Hende, som nogen gange kigger på bloggen i stedet for på sine børn. Kort sagt - et menneske, med et kaotisk, varieret kvindeliv på godt og ondt. Min hensigt er selvfølgelig at bloggen ikke kun skal vise det spraglede og sprudlende, men osse det andet. Det kræver bare lige lidt mere mod at sætte ord på...

tirsdag den 2. marts 2010

smugkig


Jeg har rodet mig ud i en frygtelig masse projekter her på bloggen: Give-away, pakkeleg, changeaways... Prøver at ta det fra oven af og ned - men kære medbloggere, hvis I må vente lidt på de ting jeg skylder, er det fordi jeg osse har et arbejde og mand og børn og gammelt hus og to katte og en sofa der skal siddes i (nåja, kort sagt - et LIV :-)) Jeg skal nok huske jer alle - og her får I lige et lille smugkig på huevantepose til hende her. Symaskinen glødede i går aftes, så nu er der da sat ét flueben på to-do-listen. Så skal den bare i posten - det blir lige en af dagene mellem skole-hjemsamtaler og møder og undervisning og... Det er ikke hårdt - bare hektisk :-)