Hvil i fred, lille Pjevs

Det er klart, at når man køber to katte-brødre, der på forhånd er døbt Prins og Pjevs - så er der lissom lagt op til hvem der er alfa-hannen i det stykke. Og sådan har det da osse været, siden vi hentede dem hos rare mennesker i oktober. Prins var den stærke, overlegne, typisk-katte-agtige - og Pjevs den søde, lidt mindre, "under-dog"-katten, der altid var nummer to ved madskålen. De seneste måneder er han sygnet hen - begyndte at spise mindre, kaste mad op, hænge og ikke rigtig ville kæles med. I dag tog vi os så sammen og fik ham til dyrlægen, der kunne fortælle at det var lymfekræft - og den slags kan åbenbart ikke kureres på kattedyr. Så Pjevs fik en sprøjte og sov ind - godt og vel 1 år gammel.
Det er pudsigt som børn tackler den slags forskelligt - og jeg får deja vu til alle min barndoms mistede katte og mine skiftende reaktioner på deres bortgang af mere eller mindre naturlige årsager. Mikkel på knap otte har grædt som pisket, både inden turen gik til dyrlægen, og bagefter da faren kom hjem med besked om at katten ikke ku reddes. Kaya på knap 4 derimod, lytter forstående med på mors snak om kattehimlen, og forstår nok egentlig osse hvad DØD betyder... men pludrer hurtigt videre om, at nu skal vi så ha en ny kat, og at man da godt ku ha 5 katte... eller 10... Det skal vi nu i øvrigt ikke - ha en ny. Vores katte har det med at dø af sygdomme eller biler, og nu har vi mistet 3 ud af 4 katte på et år. Så nu nyder vi bare lige Prinsen, ikke? Billedet er af Pjevs da han var i sine killingevelmagtsdage... og så kan man jo så meget med Photoscape, så jeg legede lidt med en ramme der passer til stemningen af, at han nu blot er en lille kat i kattehimlen og ikke er mere hos os...