Freak!

Okay - nu hvor jeg er på vej ud af skabet i andre sammenhænge (f.eks. som løber og som vrante) - må jeg vel osse hellere indrømme, at jeg er lidt en freak. Og at jeg i dag blev afsløret i det, noget så eftertrykkeligt! Forklaring??? Okay, here goes: Jeg ÆÆÆÆÆÆlsker genbrug (det er ikke det, der er det freaky, nej,nej - det blir MEGET værre) og jeg støvsuger jævnligt de fem stedlige genbrugser for lækre ting og sager. Jeg er ikke kræsen - det kan både være tøj, sko, stof, køkkengrej, fine nipseting - you name it, I buy it! Men jeg er altså lidt sart - for jeg syns tit jeg er kommet hjem med et lækkert stykke tøj for senere, når det er vasket og klar til brug af mig - at opdage at det LUGTER. Uafhjælpeligt - som regel fra under armene på de skønne bluser/tunikaer/skjorter/trøjer. Adr!!! Det er jeg SÅ træt af - for så kan det jo ikke bruges alligevel. Så jeg har gjort det til en vane (her kommer det freaky) sådan lige at gennem-snuse tøjet under ærmerne inden jeg går til kassen og slipper de symbolske, godgørende slanter. Jeg plejer at gøre det sådan i al diskretion - men det lykkedes så ikke lige i dag. Der lister jeg, stille og (tror jeg) ubemærket rundt i biksen, og da jeg tror mig ganske alene og uset, sniffer jeg lige "lidt" (læs: intenst, koncentreret og med alle sanser vakt) til den skønne, turkise Cream-tunika jeg havde fået neglene i. Men rundt om hjørnet, mens jeg har næsen dybt begravet i stof og prøver at danne mig et fornuftigt indtryk af om den er værd at ofre 30 kr. på eller om den lugter for meget af gammel mormor, opdukker en anden kunde - tænk, jeg var så pinlig over mig selv, at jeg ikke engang magtede at se hende i øjnene - men bare hurtigt fjernede tøjet fra min næse. Hold kæft hvor må hun ha grinet hele vejen hjem, af mit "diskrete" forsøg på at lade som om jeg I HVERT FALD OVERHOVEDET IKKE var mærkelig nok til at gå og lugte til tøjet i genbrugsen...