PostTraumatiskJuleStressSyndrom

Jeg stresser hvert år lidt (eller nogen gange MAJET) over julen. Hygger vi os nok? Er der mad nok? Bliver børnene glade nok, når de pakker gaverne ud? Synes gæsterne vi er nok - eller bare for meget?
I år havde vi rigtig dejlige julegæster. En af mine kolleger og hans kone og to børn - sådan ca. jævnaldrende med vores. Det viste sig at være et rigtig godt bytte i forhold til dén svigerfamilie-jul I ve´ nok, som vi jo havde valgt fra.
Der var relativt ro på hele dagen. Tid til madlavning. Overskud til at gæsterne lige ku gi en "Ups-vi-kommer-alligevel-først-EFTER-juleshow-for-der-var-noget-der-koksede-med-gaverne!"-melding. Plads til undervejs i aftenens forløb at snakke åbent om hvordan det lige er vi bedst skruer programmet sammen, så alle - børn og voksne - kan være i det. Hvornår skal der spises - og ikke mindst: hvornår skal børnene ENDELIG ha lov at pakke gaver op? Pakker vi ud hulter-til-bulter - eller kigger vi med hos hinanden?
Det var bare så rart at kunne snakke om de ting og prøve at finde den bedste løsning - og også bagefter at kunne puste lidt ud over ris a la manden, og blive voksen-enige om, at udpakningstempoet vist var meget børnenes - og liiiidt stressende for de voksne.
Og selvom jeg flere gange lidt bekymret tænkte "ER jeg egentlig i den RIGTIGE julestemning?" så var der - nu på bagsmækken - mange små skønne øjeblikke af fantastisk julefryd. Som da Kaya pakkede en af gaverne fra os op - og blev SÅ lykkelig, at MIKKEL blev helt lykkelig ved at se det, og måtte løbe over for at kramme mig. Og de øjeblikke hvor mine børn gik rundt og glædestrålende viste deres gaver frem til gæsterne - uden at have rastløst hastværk med at komme til at åbne den næste. Og de øjeblikke hvor Mikkels hjemmelavede gaver blev åbnet - han havde lavet de fineste ting til os - og til vores gæster, den dejlige unge!
Manden og jeg er så ikke på kæreste-gaver - "det bruger vi ikke!" (PRØV at gætte hvem af os der siger sådan - nå det kan du ikke??? Den er også VIRKELIG svær, ik?!?) - så selvfølgelig var der - helt efter aftale og "nu-har-du-vel-ikke-tænkt-dig-at-der-alligevel-LIIIIIGE-dukker-en-gave-op-fordi-du-ikke-ka-la-vær"-afklaring IKKE en gave til ham fra mig, men kun fra børnene. Og så var der altså overraskende nok ALLIGEVEL en gave fra HAM til mig. Superfedt, og noget vi begge kan få glæde af - nemlig to årskort til 5 LytNyt-koncerter i det lokale kulturhus. Så jeg skal bl.a. ind og høre Dicte og Claus Hempler - to af mine favoritter, som jeg er meget spændt på hvad kan udrette i symbiose...
Hvad børnene gav deres far, spør du så? En fotosession hos en af vores fælles veninder, som tager rigtig smukke billeder - og han må selv bestemme om han vil være med eller bare nyde sin kone og børn på smukke billeder... Det glæder jeg mig til vi skal en dag i smukt vejr!