tirsdag den 4. januar 2011

kaos på matriklen

Jeg har været verdens dårligste mor her i julen. Og nej - jeg overdriver ikke - ikke den mindste lille smule... Desværre...
Jeg har været den elendigste, ondeste, dummeste mest skrup-stupide mor, der først fortæller sine børn på 4 og 8, at nu skal far og mor skilles, fordi de ikke KAN få det til at fungere mere at være kærester - og så 2 døgn senere siger, at nu gir vi det alligevel en ABSOLUT sidste chance, for nu SKAL det bare fungere, og vi vil gøre HVAD SOM HELST for at det kommer til det (for sådan en besked gir man ikke sine børn to gange - så er man da helt tabt!!!).
Jeg har været luset, elendig, egoistisk og snotdum - for hvordan kan man slukke lyset i sin 8-årige drengs øjne, og så forvente at det bare tændes igen som på kommando, når man siger "nej, vi mente det ikke alligevel!" Kan han NOGENSINDE tro på sine forældre mere, når de ændrer mening som vinden blæser og er tarvelige nok til at inddrage ham og hans lillesøster i hele hurlumhejet??? Føj, jeg er ikke stolt af mig selv!
Heldigvis fik jeg en stor krammer inden vi sku ud af døren i morges: "Så skal vi alligevel ikke flytte herfra!" Nej, min skat - det skal vi ikke. Og nu skal de voksne i dit liv nok begynde at opføre sig som voksne. Pyh, jeg har røde ører!!!
Heldigvis tror jeg på projektet og vil gøre alt for at det lykkes. Jeg er SÅ meget klogere i dag end for bare 3 dage siden!!!

15 kommentarer:

  1. Py ha , kan godt følge dig , held og lykke , håber i vinder kampen .

    SvarSlet
  2. Jeg ønsker jer masser af lykke og kærlighed til at klare den sammen. Hvis bare I begge er klar til at kæmpe for det, skal det nok gå. I er nok ikke så forskellige fra de to som mødtes for år tilbage og blev forelskede, find det frem igen.
    Kh
    Monika

    SvarSlet
  3. Kære Lisbeth
    Jeg er sikker på at børnene er glade for at
    " Far og Mor vil kæmpe for at alting bliver godt og trygt igen" Det er det der betyder mest!
    Håber I finder ud af det! Er sikker på kærligheden er der, skal bare støves lidt af!
    KÆMPE KNUS og tanker herfra
    Kærligst Heidi

    SvarSlet
  4. FuckShit!! Åh nej, Lisbeth! Får helt ondt i maven! Sikke dog et kaos du har været igennem. Det gør mig helt enormt ondt at høre, men hvor er jeg glad for, at I ikke har givet op.
    Jeg vil opfordre dig til at tage den der dårlig-mor-hat af og skift den ud med eksempelvis jeg-er-blot-et-menneske-hatten. Når man befinder sig midt i en livskrise er det ikke ligefrem let at bevare overblikket. Jeg tilgiver dig helt vildt, og det gør dine børn også snart (hvis de ikke allerede har gjort det).
    Ønsker det allerbedste for dig og din familie.
    Helt utrolig mange tanker fra Søhesten

    SvarSlet
  5. Tak af hjertet kære damer - det varmer med så fine kommentarer. Jeg skifter hat NU, Trine - kan osse meget bedre li den du foreslår (det er nok noget med farven, ik?) Kram fra Lisbeth

    SvarSlet
  6. Godt at høre. Jo, det er helt klart farven, den er gal med...og formen...og de der selvbebrejdende fjer i siden :-) Knus

    SvarSlet
  7. Trine, nemlig!!! Den dér hat har det med at klemme lidt, osse! KH Lisbeth

    SvarSlet
  8. Hei. Takk for at du har blitt med på giwe-awayen min. Og det er som du seier: du skal bare legge meg til din blogroll:)

    Illustrasjonen med paret og hjertet handler om det første møtet mellom et par. Den gryande forelskelsen, nysgjerrigheita omkring den andre personen, respekten og varmen. Det kan kanskje passe å gå tilbake i tid når ein har det tøft og vondt i forholdet og sjå kva det var de likte så godt med kvarandre då de møttes:) Ønsker de alt av lykke!

    SvarSlet
  9. Tak mola-mo. Både for hjælpen med blogroll´en (det er gjort med det samme) og for din fine kommentar om kærligheden - den lægger jeg mig på hjerte! KH lisbeth

    SvarSlet
  10. Pyha, sikke da en jul I har haft. Børn tilgiver. Bare du også kan tilgive dig selv.
    I gør jo det bedste, I kan.
    Jeg-er-blot-et-menneske-hatten,- den klæder dig garanteret. De bedste ønsker. Det er jo ikke så nemt at gøre det rigtige, nej det er ej.

    SvarSlet
  11. Kære kære Lisbeth
    I kunne også bare have valgt at blive skilt, når nu I havde sagt det, du ved når man har sagt a .... så havde I da for alvor været snotdumme ;) Jeg kan sagtens forstå dine spekulationer, men jeg er også fuldstændig sikker på at den der jeg-er-blot-et-menneske-hat frigiver meget mere energi til alt det der kan rette op på tilliden igen. Den anden strammer alt for meget og stopper bare for blodtilførelsen til den del hvor de konstruktive tanker tænkes. Jeg beundrer Jer fordi I tager kampen og kærligheden op igen. KH Heidi

    SvarSlet
  12. Kære Lisbeth
    Hvor er det slemt at høre.
    Husk at du skal være god ved dig selv også.
    Jeg sender al verdens gode karma afsted mod jeres lille familie og håber i vinder jeres kamp for hinanden og kærligheden.
    Kh. Malene

    SvarSlet
  13. Åh, I er så søde! Og tak for jeres fine input; de giver mig nyt mod på at komme videre med min skyld på en ordentlig, konstruktiv, "ikke-banke-mig-selv-mere-i-hovedet"-måde. Tak for jer! KH Lisbeth

    SvarSlet
  14. Øv for en ferie, godt at I er ved at finde den samme takt igen.
    Vi gør/siger/undlader sgu' alle ting, ifht. vores børn, som vi senere fortryder. Vi træffer forkerte beslutninger og helt håbløse valg på egne og børnenes vegne. Tilgengæld må vi glæde os over, at vores børn er både kloge og robuste, og at de tilgiver os vores menneskelighed.
    Jeg er ihvetfald selv taknemmelig for, at Emil, trods et hæsligt efterår fyldt med forældrefejl, i dag meddeler mig, at han har tænkt sig at blive boende hos sin mor, til han fylder mindst 25.
    Så er jeg da ikke helt håbløs, vel?!
    Op med humøret, det skal nok gå det hele...

    SvarSlet
  15. Kære Lisbeth,
    Jeg er en dårlig blogveninde. Havde slet ikke set dit indlæg, midt i nytårsmad, nyt job og så videre.
    Men hold da op, for en slingre tur. Men jeg er altså af den overbevisning at vi er mennesker. Også selvom vi er mødre og forældre. Og nej, det er måske ikke det smarteste at sige. Men det er bedre, end at sige ingenting. Dine unger kan i hvert fald forholde sig til dig som menneske, som et menneske med fejl og alt det andet som hører til.
    Jeg syntes det er din ret, som kvinde i et parforhold at lave fejl. Og din pligt, at være reflekterende over dem. Og det er du. Og det er fanme meget mere end hvad nogen andre i dette land kan præstere.

    Din barn ved godt, inderst inde, at han kan stole på dig. Så længe du stoler på dig selv og de valg du træffer, så følger vi alle sammen med.

    Kram og 1000 tanker herfra

    SvarSlet