Tomgang

Dengang JEG var barn (her ved man allerede at der kommer en historie om tidligere tiders lyksaligheder set gennem let vaseliniseret linse - og en evt. morale om at verden er af lave og at INTET er så godt som i de gode, gamle dage - nåja, nu er I advaret....)
Altså: dengang da JEG var barn - da gik min far hver morgen (om vinteren forståes) ud og "varmede bilen op". Det betød, at han lod motoren køre en 5-10 minutter, indtil han var færdig med at skrabe is af alle vinduer og der var en behagelig temperatur for skuttende kvinder og børn at bevæge sig ud i. Dengang var det et herligt indslag at komme ud i en varm bil...
Men nu: nu harmes jeg hver morgen, når jeg cykler via villavejene til mit arbejde, over alle de mænner der står og "varmer bilen op" og iser af imens, i en sky af udstødning som JEG skal cykle igennem! Hvorfor gør de det??? Alle ved sgu da at tomgang er CO2 lige lukt op i atmosfæren (eller hvor det nu er det dér tyndslidte ozonlag befinder sig - altså resterne af det, som jo gerne skulle holde LÆNGE endnu, if you ask me!)
Dobbeltmoral? Ja, DET tror jeg nok lige jeg er indehaver af - men dobbeltmoral er vel bedre end ingen moral - eller hur?

Hvordan siger man TAK - og nej tak på én gang? Uden at virke utaknemmelig???

Kære Maria-Dressed by Maniacs. Du har givet mig en smuk pris med en smuk begrundelse - men jeg bliver nødt til at sige TAK og NEJ TAK i samme åndedræt. Ikke fordi jeg ikke er taknemmelig - for DET er jeg. Men fordi jeg ikke kan opfylde awardens betingelser. Jeg blogger så ustabilt og skrantende for tiden, at jeg ikke kan skrive 8 ting om mig selv uden at gå i stå... Og jeg finder godt nok dagligt nye, spændende, inspirerende blogs - men jeg kan ikke huske hvem det er, fordi min hjerne har så travlt med at holde styr på mit liv uden for bloggen. Lige nu fylder livet meget - ikke på nogen dårlig måde, men bare på en måde som jeg ikke overkommer at omsætte til bloggeri. Så Maria: tak for awarden. Jeg påskønner den. Men jeg sender den kærligt tilbage så den kan cirkulere andre steder i blogland.

Stylish - er jeg dét???

Jeg har fået en award af Maria . Og jeg skal sige noget om mig selv og også sende den videre til 8 andre bloggere. Jeg går lige i tænkeboks - men foreløbig TAK, kære Maria!

pis-i-kog!

Jeg er gal i skralden! Ikke på egne vegne - men på andres. Ikke bare på en eller to eller nogle få navngivne personers vegne - men på en hel gruppes. Nemlig de indvandrere der modtager såkaldt start"hjælp"! Grrrrr! Har lige læst en oprørende artikel, om hvordan der modregnes i starthjælpen hos den ene i et par, hvis den anden finder arbejde. Skulle det motivere folk til at gøre en indsats for at finde et job??? Vil nogen lige forklare mig logikken, for den gik hen over hovedet på mig dér! Og så de i øvrigt LATTERLIGT lave takster for starthjælp: 5267 kr. pr. person - FØR skat! Så får man ganske vist osse et mindre forsørgertillæg hvis man har børn - altså, vel at mærke hvis man har haft pli nok til at nøjes med at få to, for for evt. overskydende afkom udover de to gives der ikke noget tilskud. Dette er jo så altså den lykkelige, paradisiske tilstand man lever i, efter man måske i årevis har siddet i et asylcenter og ventet på en evt. opholstilladelse - og hvem ville ønske for sin værste fjende at skulle bo der?!? Var der nogen der forsigtigt kom til at hviske, at der da vist alligevel er forskel på folk her i landet - og at vi åbenbart har førsterangs og andenrangsborgere???
Jeg er harmfuld - arrig - rystet, faktisk!
Med Karlsson på Tagets udødelige ord: "Jeg vil ikke være me´!" - hvis det er sådan et samfund vi skal ha.
Men indtil videre er min harme desværre ikke nået længere end til at jeg brokker mig - nu er det snart på tide at jeg finder ud af hvordan jeg kan GØRE noget - udover at sætte mit kryds det rigtige sted til næste valg!
Med en anden litteraturklassikers (=Søren Brun fra Radiserne) ikke mindre udødelige ord: "Jeg græmmes!!!"

kunsten at gøre livet besværligt for sig selv...

Og her taler jeg ikke om den bøvlede parholdskrise som manden og jeg har stået i i julen (heldigvis er vi godt i gang med at tage fat på de gamle, ærgerlige mønstre og skabe den nærhed og ro og harmoni som vi begge to ønsker, men bare har haft så hulens svært ved at skabe for os selv og hinanden). Nej, jeg snakker om at jeg er begyndt at spise på den mest underlige og besværlige måde I VERDEN - bare fordi jeg har fået en fiks idé.
Den fikse idé udsprang af en artikel jeg læste i et dameblad for nylig - om at spise efter sin blodtype. Angiveligt er vores blodtype medbestemmende for hvordan vi optager, omdanner og nedbryder fødevarer i vores system... så det besluttede jeg mig for at læse mere om ved lejlighed. Og så en dag lå bogen Spis efter din blodtype og smilede til mig i min lokale genbrugs til en flad 20´er.
Nå, og hvordan skal jeg så spise - hvis det sku være helt ideelt efter min blodtype (O rhesus positiv - det sidste har nu ikke noget at sige i denne sammenhæng, åbenbart)?
Jow, jeg skal såmænd da bare undgå kaffe, mælkeprodukter, hvedemel, havregryn (og mel og gryn i det hele taget) plus væsentlige af de frugter og grøntsager jeg holder mest af (f.eks. appelsiner, jordbær, avocado, kartofler og al slags kål) - og i tilgift skal jeg så spise EN MASSE kød (helst okse, lam, vildt, lever, hjerte) og fisk.
Så hvorfor gå i krig med sådan et træls projekt? Fordi jeg trænger til FORANDRING - min krop trænger til at bryde de gamle mad-rutiner jeg har levet efter i årtier. Jeg trænger til at mærke om en masse af mit konstante mave-besvær er fordi jeg spiser forkert eller mærkeligt. Og så skal jeg da osse her i dette lille eksklusive forum erkende, at det da heller ikke ville gøre noget om der smuttede et kilo eller to hen hvor peberet gror for aldrig at komme tilbage (peber er i øvrigt heller ikke godt for min blodtype...)
Jeg ved ikke om jeg kan leve efter en fiks idé for altid... men jeg kan i hvert fald gi den en chance og se om det rykker noget. Men jeg savner godt nok Kaffe Latten, havregrynene med mælk og andre gode sager...

snefri

... og så kan jeg ikke engang rigtig nyde det. Jeg går nemlig rundt om en HEL masse ting jeg burde:
* jeg burde se at få skrevet nogle elev-udtalelser, der har ventet siden før jul. De kan godt nok vente helt til 1. februar, men det ku bare være så rart at få dem ud af vagten...
* jeg burde gå i bad, i stedet for at sidde i surt gammel nattøj kl. kvart i frokost...
* jeg burde lade være med at spise mere i dag, eftersom jeg har kedet mig så meget, at jeg allerede har kværnet det meste af dagens kaloriebehov - primært i form af chokolade og andre lækkerier... (som dog - stort set - alle sammen passer ind i den blod-type-diæt, som jeg er gået i gang med - mere om den ved lejlighed)
* jeg burde se at få syet det tørklæde jeg skal lave til en kollega som tak for en brændeflækker jeg har fået lov at arve - eller som jeg godt nok ikke HAR fået endnu, og hun siger osse det ikke haster med tørklædet...
* jeg burde GENERELT holde op med at burde en hel masse... og bare nyde at der om en halv time kommer to afsnit af Boston Legal, glæde mig over at jeg faktisk har fået styr på et par andre arbejdsopgaver i dag OG vasket to maskiner tøj og NÆSTEN hængt dem op og at der faktisk ikke roder så meget i mit hjem at jeg burde rydde op...

Jeg er ELENDIG til at gøre ting som ikke for alvor haster, men lisså ELENDIG til at lade være med at stresse mig selv med dem!

kaos på matriklen

Jeg har været verdens dårligste mor her i julen. Og nej - jeg overdriver ikke - ikke den mindste lille smule... Desværre...
Jeg har været den elendigste, ondeste, dummeste mest skrup-stupide mor, der først fortæller sine børn på 4 og 8, at nu skal far og mor skilles, fordi de ikke KAN få det til at fungere mere at være kærester - og så 2 døgn senere siger, at nu gir vi det alligevel en ABSOLUT sidste chance, for nu SKAL det bare fungere, og vi vil gøre HVAD SOM HELST for at det kommer til det (for sådan en besked gir man ikke sine børn to gange - så er man da helt tabt!!!).
Jeg har været luset, elendig, egoistisk og snotdum - for hvordan kan man slukke lyset i sin 8-årige drengs øjne, og så forvente at det bare tændes igen som på kommando, når man siger "nej, vi mente det ikke alligevel!" Kan han NOGENSINDE tro på sine forældre mere, når de ændrer mening som vinden blæser og er tarvelige nok til at inddrage ham og hans lillesøster i hele hurlumhejet??? Føj, jeg er ikke stolt af mig selv!
Heldigvis fik jeg en stor krammer inden vi sku ud af døren i morges: "Så skal vi alligevel ikke flytte herfra!" Nej, min skat - det skal vi ikke. Og nu skal de voksne i dit liv nok begynde at opføre sig som voksne. Pyh, jeg har røde ører!!!
Heldigvis tror jeg på projektet og vil gøre alt for at det lykkes. Jeg er SÅ meget klogere i dag end for bare 3 dage siden!!!