feedback i blogland - er det virkelig nødvendigt???

I går læste jeg et interessant indlæg hos hende her. Et indlæg om den læsværdige blog - og hvad der skaber den. Jeg prøvede at skrive et fornuftigt svar, men da jeg samtidig var prøvevagt ved en dansk-eksamen, gik det lidt op i hat og briller og hjælp til elever :-)
Men jeg har tænkt videre, og vil egentlig gerne give mit eget bud på hvad JEG læser og hvad der er "Den Gode Blog", set m. mine glasøjne:
Jeg læser med hos mange af jer, og nyder det af nærmest lisså mange forskellige grunde. Der er bloggere der altid har inspirerende nye kreative idéer og formidler dem så man mærker en ægte, sprællevende kreativ sjæl bagved. Disse blogge suger jeg til mig - også p.g.a. en berusende billed-side. Jeg lader mig inspirere og styrter selv til symaskinen.
Andre blogs får mig til at græde - af medfølelse og -levelse. Jeg føler jeg sidder overfor kære, gamle venner, der trækkes med sorg, tab, depression eller bare almindelige livs-knuder: en travl hverdag m. familie, arbejde, aktiviteter - og tanker om livets mening. Her får jeg reflekteret - med hjælp fra jer - over mine egne valg og værdier. Her får jeg inspiration til at skifte spor.
Nogle bloggere får mig til at grine - altid og nærmest på kommando. Jeg ælsker finurligt sprog og skæve øjne på hverdagen - og det er der rigtig mange af jer der har. Det kan være gengivelser af egne bommerter, børnenes sjove kommentarer og husdyrenes eller mændenes gøren og laden. Her fodres min indre skrald-grinebider - og også her føler jeg mig i selskab med gamle venner.
Tit læser jeg med uden at have tid til at formulere en kommentar. Og det er jeg egentlig lidt ærgerlig over, for jeg ved jo af egen erfaring hvor væsentlig feedback er i blogland. Jeg tjekker selv mine indlæg igen og igen, for at se om kommentartælleren er gået op. Jeg nyder jeres kommentarer, både de hurtige, de kærlige og de morsomme. Kommentarerne giver liv til en blog, og kan også lede videre - når jeg læser et indlæg hos en af jer, og derefter læser kommentarerne, må jeg tit liiiiige se hvem der skrev det - og det leder videre ud til nye, skønne blogs. Hurra! På den ene side kan jeg være trist når et indlæg ikke giver mange kommentarer, på den anden side kan jeg være lidt lettet - for jeg syns tit kommentarerne kræver opfølgning, og det er her min tid og overskud ikke slår til p.t.
En blog former sig i et samspil, syns jeg. Samspil mellem blog-ejeren og læserne. Både de synlige og usynlige, faktisk. Dem der kommenterer og er på banen giver jo næring til at fokus på bloggen kan flytte sig og typen af indlæg bevæge sig i nye retninger. Men hos mig er der da osse usynlige læsere - både kendte og ukendte. Jeg véd jo at flere af mine kolleger, venner og min mor læser med - uden at lægge kommentarer. Men alligevel er de medspillere på bloggen, for nogen gange er der jo hints til dem i et indlæg. Små indforståede blink til dem: "Hej, jeg ved du læser med - den her er til dig!"
Konklusionen på min overskrift er ikke entydig - feedback er rar, men måske kan en blog leve uden, hvis den osse samtidig er min egen kommunikation om mig selv - med mig selv og min nære omverden?