Kids say the darndest things!

Jeg elsker mine børn højere end noget andet - og alligevel KAN jeg ikke la være at skraldgrine når de laver sprog-brøleri. Forstå mig ret: jeg griner naturligvis MED dem, ikke AF dem (NOT!!! Det er bare det jeg tror jeg gør - i virkeligheden syns de jeg gør grin med dem, når jeg bare syns de er de kæreste, og siger de skønneste ting - nå, lige der blir vi så ikke helt enige, men jeg holder sgu ikke op med at grine alligevel!)
Det er nu mest Kaya latteren går ud over - Mikkel er lissom ude over den alder hvor han sprogbøffer den. Han kan dog synge på det mest fantastiske børne-engelsk, men den slags volapyk er jo umuligt at gengive. Men fra tøsen kommer der en lind strøm af fortalelser:
F.eks. går hun for tiden rundt og synger: "Skibet hed Lalandia, og det kom vidt omkring" - herligt, ik?
En dag havde hun været hos farmor og blive passet - og da vi spurgte hvad de havde lavet, sagde den skønne: "Vi så atletik i fjernsynet - det var stankelspring!"
Og den seneste: Mormor og Kaya sidder og tegner deres egne mandalas i dag i stuen - og så har de altså brug for noget at tegne HELT lige streger efter - så Kaya spør inkvisitorisk mig: "Mor, hvor er EGENTLIG min Hello Kitty-genial???" Hun endte med at måtte nøjes med en ganske almindelig "genial" fra storebrors penalhus...
Apropos i øvrigt børneengelsk: tilbage i midt-firserne kørte min søster og jeg dagligt og i timevis på rulleskøjter i vores lade til tonerne af Påver Pop-båndet (jaja - der gik dælme lang tid før vi lærte at det altså hed Power - jeg er faktisk ret sikker på jeg var voksen før den rette sammenhæng i ordet gik op for mig) - og jeg har da osse skrålet med på Elton Johns "Aj still standy", så det er jo ikke fordi jeg ikke har noget grundlag at slå min (hån)latter op på!