tirsdag den 30. november 2010

noget om selvforsyning og bonderøveri...


Jeg er vild med Bonderøven - fuldstændig over the top forelsket - og han er jo faktisk nok liiiiige ung nok til mig! Det er nu heller ikke ham SOM MAND jeg er vild med - men som menneske. Hans passion. Hans håndværksmæssige tæft. Hans evne til at bruge naturen fuldt ud. Hans hyggelige selvbyggerhus. Hans smilende, sweater-yndige kone. Hans måde at smadre en Juno-seng på (hvis man endelig SKAL ødelægge et retro-klenodie, KAN man da lisså godt køre en frontlæsser tværs igennem!!!)
Og så er jeg så fascineret af hans selvforsyner-livssyn. Det dér med at leve af den jordlod man har...
Herhjemme vil vi gerne leve lidt som Bonderøven. Så derfor har vi køkkenhave (som vi bare glemmer at luge ordentligt). Frugtbuske (som vi aldrig får plukket helt i bund - så hvert år blir det bare til enkelte glas syltetøj - og resten rådner på grenene). Høns - som vi har NYDT at hente æg hos hele foråret og sommeren.
Og som vi har hygget os med at slagte her i weekenden (I får ingen billeder - vi skal jo nødig ha læser-storm a la den Søren Ryge var ude for da han slagtede sine (fjer)kræ for åben skærm for en del år siden... og så tog vi sådan set heller ikke nogen billeder af udåden - det var rigeligt for os to eks-københavnere at stå og se på, mens et par erfarne hønse-aflivere huggede hovederne af de søde små...)
Kasper brugte søndag formiddag på at afpelse og rense de fire eks-æglæggere. Imens lavede jeg lækker frokost til slagteri-arbejderne - og resten af dagen gik med at udnytte hønerne til det yderste. Vi kogte suppe og lavede tartelet-fyld - og det smagte himmelsk, og ikke spor mærkeligt, at spise sine kæledyr. Mikkel var jubellykkelig: "Det er mine to yndlingsretter på én gang!" - og da jeg ÆLSKER tarteletter var jeg osse godt tilfreds. Og følte mig lidt som en gammeldaws landbokone der koger, steger og braser af havens overflod...
P.S.: jeg er i øvrigt indehaver af en originaludgave af John Seymours Håndbog i Selvforsyning - selvom jeg nok aldrig blir typen der bygger en roe-kule og kærner mit eget smør... men billederne alene er Bonderøvs-nostalgi på topplan!

* billedet er lånt hos www.gourmethaven.dk

2 kommentarer:

  1. jeg knuselsker også den bonderøv. Jeg kunne ikke tænke mig, at leve som ham - er alt for magelig og glad for sko og dimser. Men jeg elsker hans mission og vil til enhver tid råbe op om ham.

    Og så er jeg forresten mega fan af Søren Ryge! Jeg gad godt, han var min far.
    Camilla Plum som mor, Søren Ryge som far, Søren Gericke som onkel og Bonderøven som fætter! Du ku´ være min søster in crime så?

    Yes?
    KH C

    SvarSlet