Kvinderne ud af den offentlige debat

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE1893231/vi-har-ikke-brug-for-flere-kvinder-i-samfundsdebatten/

Forleden læste jeg ovenstående artikel på Politikens netavis. Den har siden affødt en masse debat fra en masse kloge damer (mærkeligt nok er jeg ikke stødt på kommentarer fra mænd - de må være lidt langsomme i optrækket eller ha travlt med andre ting - at diskutere arabisk forår f.eks...) jeg er ikke sikker på jeg mener noget nyt og revolutionerende, men jeg blev sgu vred, så derfor må jeg liiiige sige hvad jeg mener!

Hovedtesen i artiklen, som jeg virkelig anbefaler at du også læser selv, er at der er tilstrækkeligt kvinder der ytrer sig i den offentlige debat, selvom Politikens egen debatredaktør efterlyser flere. Men debattøren Anne Sophia Hermansen syns faktisk der er nok. Måske endda rigeligt... For kvinder  interesserer sig primært for de temaer som damebladene er gennemsyret af - børn, barsel, hvordan det føles at blive fyrre og hvordan man bedst styler sin læderjakke. Kvinder er navlebeskuende og interesserer sig primært for det der kommer ud af deres egen livmoder. Og den slags hører ikke til i debatten på en seriøs landsdækkende avis, men derimod kun i damebladene og på diverse websites der er målrettet sådanne temaer.

Jeg er ikke helt enig i nogen af påstandene. For det første mener jeg ikke damebladenes indhold er med til eksklusivt at definere hvad kvinder finder interessant. Det samme argument skulle i så fald gælde for mænd og mandeblade - ergo skulle mænd udelukkende interessere sig for bare patter, biler og elektrisk håndværktøj, og de skal begrænses til udelukkende at mene noget om disse emner. 

For det andet er jeg ikke enig i at den seriøse debat ikke må afspejle interesserne hos 50% af befolkningen. Jeg mener faktisk der er andre dybder i temaer som børn, familie, nære værdier og kultur end damebladenes glitter-overflade, og jeg tiltror rigtig mange af mine medsøstre at mene noget kvalificeret og tænksomt om disse og en masse andre emner. 

For det tredje synes jeg der ligger en enorm, skjult sexisme i at mene at der findes kvindetemaer og mandetemaer. Jeg kender mange mænd der interesserer sig for "nære" "kvindeting" som øremærket barsel, opdragelse, sexualmoral, papfamiliers udfordringer, midtlivskriser etc. Hvorfor skal det kaldes kvindeemner, når de berører begge køn? Og vinklerne på de temaer kan sagtens være vildt forskellige, men er da ikke kun defineret af køn, men ligeså meget af politisk ståsted, uddannelsesmæssig baggrund og personlige opvækstvilkår. På samme måde mener masser af kvinder noget om dansk eksport, ulandspolitik og velfærd, men det virker som om Hermansen mener at der er en rigtig måde at være kvinde på og en rigtig måde at være mand på, og at interesser er kønsopdelte med højhøj mur ned imellem. Og emner der lugter af kvinde skal holdes uden for den offentlige debat. Tænk, jeg synes da bare vi blir sådan et fattigt samfund hvis ALLE emner ikke må være at findes i de såkaldte intellektuelle aviser og ikke kun i dameblade. Der kommer altså andre nuancer frem når vi debatterer i fora som Politiken og information, og det vil jeg gerne hylde!

Kan det måske i virkeligheden være at Hermansen mener, at dumme mennesker ikke må blande sig i debatten?!? Hvis det egentlig er det hendes holdning bunder i, ku jeg bare godt tænke mig at spørge, lettere retorisk, hvem der egentlig skal ha lov til at definere hvad begavelse og relevante debatemner er???

Cool-med-cancer

Jeg er hende den seje med kræft. Hende der har holdt mit skaldede hoved højt i nu godt seks måneder. Hende der har blogget, tweetet og facebooket sig gennem sin sygdom og sit behandlingsforløb. Hende som alle gerne vil være, når de blir store og får kræft. Hende der har smilet og været sjov og har dyrket den sorte kemo-humor og har overlevet på at være ekstrovert og sej og "på". Hende, der ikke har puttet med at hun havde kræft, hende der har været klar til at svare på spørgsmål, hende der har accepteret, i en bred kreds af facebook-bekendte, at være kræft-eksperten som ku spørges om alt fra hue-opskrifter til hvordan man finder kræftpatienter, der vil deltage i et projekt på uni. Jeg er hende der siger ja og stiller op og svarer "det vil jeg gerne". Og "det går fint" på alle spørgsmål til mit helbred.
Men nu går det ikke så fint mere. Og nu vil jeg ikke ret gerne være den kræft-kloge længere. Og jeg vil gerne til at joke med noget andet end alt det kræftrelaterede som f.eks. min frisure, mine knastørre slimhinder og mine bivirkninger... Jeg vil gerne i gang med at finde ud af hvem jeg er nu - uden kræft og udenfor den behandlingsrammefortælling, der nu har været trukket ned om mit liv i små 7 måneder.
Jeg er min egen værste fjende i processen med at holde op med at være sej-med-kræft og i stedet blive den-nye-Lisbeth-uden-kræft-men-med-truslen-om-den-lige-i-hælene-måske-for-evigt.
Helt konkret er jeg lige nu totalt udfordret rent æstetisk: mit hår vokser, og det er så gennem-hæsligt og skravlet og tyndt i toppen, at jeg nu for første gang fristes til at gå med hue/tørklæde hele tiden. Det er da paradoksalt: jo mere rask jeg bliver, jo mere syg ser jeg ud. Men det udfordrer egentlig min psyke på den gode måde, for det gør mig genert og sårbar at vise mig uden hår, og netop den sårbarhed skal jeg til at stå ved og dyrke og integrere som en del af den nye mig og som et træk ved min personlighed som skal have rum og som jeg skal stå ved - uden at føle mig svag og uduelig.
Jeg skal i virkeligheden til at få min sjæl med mig igen... Og det bliver svært, for den (tilkæmpet) seje vil ingen udfordre, men kun hylde. Den svage risikerer derimod at gøre folk bange i deres afmægtighed og ønske om at kunne fixe sårbarheden. Den introverte skal være klar til at folk måske giver slip når hun siger "Bær mig lidt, vil du ikke nok." Den skrøbelige kan knuses af ligegyldighed og manglende omtanke...

Pige er kvinde værst

Den anden dag på vej til strålebehandling i Århus hørte jeg som sædvanlig P1. Jeg elsker at blive klogere, især på ting jeg ikke troede havde min interesse (har vist kun en enkelt gang givet op og slået  over på noget andet - det var da de sendte et timelangt program om mejser...så klog vil jeg åbenbart ikke være). Nåmen, programmet den anden dag handlede om masse-universiteter kontra elite-universiteter og var som sådan interessant nok. Men min hjerne opgav fuldstændig at beskæftige sig med det virkelige tema, da jeg hørte rektor for Århus Universitet omtale en kvindelig ph. D-studerende som "en rigtig dygtig pige" og derefter konsekvent omtale hende ved fornavn.
Hold. Nu. Op. Er vi enige om, at en KVINDE der har studeret længe  nok til at være ph. D i biologi IKKE er en pige, og at hun iøvrigt fortjener at blive nævnt ved sit fulde navn - også selvom hun kun er fremdraget som eksempel?!?
Jeg blev så knokkel-arrig, at resten af programmets pointer gled min næse komplet forbi...
Og igår måtte mine ører igen bløde, da jeg via Twitter blev gjort opmærksom på en artikel, hvor Joachim B. Olsen om Johanne Schmidt-Nielsen sagde, at hun da var en yndig, venstreorienteret pige! Grrrrrrr... Jeg er endnu ikke holdt op med at skumle. Jeg troede egentlig vi VAR holdt op med at degradere og undervurdere VerdensBedsteJohanne siden den der piiiiinlige piccoline-forveksling for nogle år siden.
De to ganske små hverdagsagtige situationer har fået mig til at tænke over hvor den retorik om piger/kvinder egentlig kommer fra - og hvorfor gør den mig egentlig så fuldstændig bælgøjet af raseri?
Min frustration bunder i flere forskellige problematikker. Først og fremmest falder det mig for brystet (dem begge to) at vi på mange måder roser os af i DK at være ligestillede. Og ja, vi er virkelig kommet langt siden 50'erne og før, men det manglede vel også bare - og det kan da aldrig være en legal grund til at stoppe op og sige "Så, dét var det!" Men vi har altså stadig en retorik omkring kvindekønnet, som reducerer os til piger og dermed via skjulte, bredt accepterede virkemidler, sætter os på plads og sørger for at vi ikke får for meget at sku ha sagt. Hvem vil reelt lytte til det en PIGE siger og hvem skal tage hende seriøst - om hun så er partiformand eller ph.d?!? Hun er jo pr retorisk definition et barn, og selvom barnets rolle også har ændret sig markant gennem det seneste halve århundrede, er der vel ingen der i ramme alvor vil påstå at et barn og en voksen bliver taget lige alvorligt og er sidestillede rent videns- og erfaringsmæssigt?!?
For det andet er der for mig at se en tydelig forskel der kommer til udtryk mellem mænd og kvinder her. For der er vel ikke nogen der for alvor kunne finde på at omtale et hankønsvæsen på omkring de 30 som en dreng? Vi kan finde på at kalde ham en drengerøv, men det henviser så snarere til den pågældende, specifikke mands måde at forholde sig til ansvar på - ikke en generel reducering af hankønnet til kun at besidde en infantil, inferiør status i vores samfund. Prøv bare at overveje følgende simple spørgsmål: Hvor gammel skal en pige være før vi kalder hende kvinde? Og hvor ung skal en mand være før vi kalder ham en dreng?
Årsagerne til problemet er mange og mangeartede, men jeg vil gerne lige pille et enkelt lille punkt frem her. Vi kvinder er nemlig selv med til at reducere os til piger. Vi dyrker - med en grov generalisering, jovist - det pigede og tøsede som det rigtige udtryk for femininitet. Vi accepterer ikke blot at mænd omtaler os som piger, nej vi omtaler også os selv som det i alle mulige sammenhænge. Vi holder fødselsdage for tøserne og kan finde på at sige/skrive om os selv at vi er "en frisk pige på 35". Vores forbilleder i medierne er med til at fastholde denne forestilling om det pigede som måden at udtrykke sin kvindelighed på. Seneste praktiske eksempel - og her krummer mine tæer endnu ved tanken - var for mig de tre værtinder ved årets danske melodi grand prix. Jeg går ikke ud fra at nogen af de tre smukke damer er dårligt begavede - men kors hvor var det dog en pinsel at se på hvordan de vred sig og hvinede som en flok 13-årige tøser. Var de type-castede og udfyldte bare en rolle der var dem givet? Muligvis, men det gør det da ikke hverken mindre patetisk eller forkasteligt! Hvis man som mediekvinde får en direkte ordre ovenfra, der hedder :"Din arbejdsopgave i dag er at fnise, kvidre, vride dig og lave hofteskub med dine medværter mens du går rundt i et stramt lædercatsuit med cameltoe og skyhøje hæle du kun kan trippe i" - så kan man da sige nej, og evt. supplere med et velplaceret "rend mig." Hvis man derimod selv har været med til at definere rollen, så har man efter min mening glemt at tænke sig om og så må man lige ta´ en roder i egen navle og overveje, om det virkelig er dét udtryk for kvindelighed man vil være eksponent for!
Så kære medsøstre: lad os nu begynde at tænke os om en ekstra gang inden vi reducerer os selv til børn. Lad os også sige fra hver gang andre vil umyndiggøre os verbalt. Og lad os råbe lidt højere hver gang medierne fremstiller os som piger/tøser. Og hvis nogen siger det lyder skingert og grimt når vi brokker os, så skal vi gøre os klart, at det også er en måde at holde os nede på, for det er netop en anden side af de pige-roller vi skal leve op til: vi må ikke være for højrøstede, vilde, rebelske og problematiserende. Ligestillingsdebatten er slet, slet ikke forbi!!!

Hvad mon jeg egentlig er værd???

Lige for tiden spekulerer jeg en del over hvad jeg mon egentlig har stået samfundet i gennem det sidste halve års tid. Og er pengene givet godt ud?!?
Det kan ikke være helt billigt at køre sådan et kræftprogram igennem. Jeg nævner i flæng - og glemmer sikkert noget: 2 operationer og forudgående diagnosticering med mammografi, ultralydsscanning, biopsi og analyse af prøver. For ikke at nævne den skønne støttende sportsagtige bh jeg fik udleveret... Et kemoforløb over 18 uger inkl. lægesamtaler og blodprøver. Strålebehandlinger 33 gange. Og ovenikøbet bliver mine udgifter til transport refunderet, fordi jeg bor mere end 50 km fra hospitalet.
Det er jo hvad det er - absolut ikke billigt, men rigtig nødvendigt når man nu blir ramt af kræft... Men så er der jo alt det løse udenoms. Kaffe, mad og ikke mindst masser af chokolade når jeg er til behandling. Gratis kurser i mindfulness og pilates. Med dertil hørende kaffe etc. Løn under sygdom - godt nok får mit job dagpengerefusion, men de skal jo stadig lønne en anden medarbejder for at varetage mit job. Og så er der al den medicin jeg har fået under kemoforløbet. Ikke småting, og ganske gratis, når det blev udleveret fra afdelingen.
Og når jeg engang er færdig med behandling skal jeg gå til kontroller - altså efter at jeg gradvist og i mit tempo er blevet genindsluset på mit job. Til fuld løn i indslusningsperioden...
Sidst men ikke mindst Har jeg fået udbetalt min gruppelivsforsikring - jaja, jeg ved godt jeg selv har indbetalt til den, men det kan da aldrig nå at løbe op i de 100.000 der nu står og hygger og på min opsparing.
Helt ærligt: er jeg så meget værd at vi som samfund vil fyre så mange skattekroner efter mig??? Jeg ved jo godt at det formentlig er fordi det antages at jeg kommer ud på den anden side som en nyttig borger, men alligevel... Jeg er glad og taknemmelig, og lige nu har jeg personligt ikke noget nedsættende at sige om vores velfærd i Danmark... Men hvem må undvære et eller andet -et ugentligt bad, en bolig, en friplads i institution, en specialklasse til deres barn, fordi jeg skal ha en livsvigtig behandling til mange, mange tusinde kroner?!?

La vær og spør - bare gør!

Jeg går og brygger på en manual til kræftpatienter og pårørende. Ikke fordi den slags ikke findes i metermål i forvejen - men nok bare mest fordi jeg bilder mig ind at lige præcis MIN udgave mangler. En udgave med humor, slagkraft og gåpåmod. En letlæst guide - til dem der har kemo-hjerne eller pårørende-hjerne (ja, det tror jeg også findes... fordi stressen og presset er mindst lisså stort for den der står ved siden af og ser på den der lider og er syg). En guide med skæve, grafiske illustrationer - i stedet for billeder i vandede pasteller eller fotografier af netværksgrupper med pænt lånehår og en gennemsnitsalder over 50. En guide til os der er unge (yngre - du kan selv gradbøje yderligere - men altså os der er alt for unge til at blive syge). En guide der ikke kun henvender sig til de allernærmeste pårørende, men også til det bredere netværk som jo også skal træde i karakter.
Det skal være en guide med en masse do´s and don´ts... Og en guide der beskriver hvilke konsekvenser det kan have for et venskab hvis du som pårørende ikke er opmærksom på faldgruberne men bare er der på den måde du plejer. For jeres forhold bliver ændret af sygdommen. Ikke fordi den syge ønsker det - men sådan ER det bare. Det ligeværdige give-and-take-forhold i havde inden, ændrer sig...
Du får en gratis smagsprøve lige her:
HVIS du en dag skulle være så uheldig, at en af dem du elsker får kræft og i en periode ligger totalt underdrejet med kemo og stråler og møg - så er mit aller-aller bedste råd dét, der står i kort mundret form i overskriften: Lad vær at sige: "Sig endelig til hvis der er noget vi kan gøre." Nej - gør noget af dig selv. Kom forbi med en gang suppe til fryseren. Bestil billetter til biografen/koncert/teater/en gåtur på stranden og tag ungerne med et par timer. Send en SMS - tit, ja faktisk jævnligt - og sig "jeg tænker på dig - hvordan går det?". Hold alle de aftaler du laver med den syge - også de løse a la: "jeg kommer lige forbi til kaffe engang i ugens løb" - så har du faktisk LOVET det, og det kan være et kærkomment socialt afbræk i en til tider ensom tilværelse med behandlinger og restitution. Husk at den syge er syg og har brug for dig - og at jeres venskabs styrke bliver testet nu. Du er faktisk til eksamen - det er nu det viser sig (i hvert fald i den syges bevidsthed) hvor nære I er.
Jeg taler ud af min nu ½ år gamle erfaring. Jeg har været så usandsynligt heldig, at have nogle veninder som bare har stået der for mig. De skrev hurtigt efter min diagnose og sagde: "Vi kommer over!" - og de har flere gange om ugen ringet og sendt sms´er for at høre hvordan det går. Jeg vidste ikke på forhånd at lige de to ville vise sig at være dem der var der 100% for mig. De er ikke de nærmeste i geografisk forstand, men i hjertet har de vist sig at være mine allernærmeste og dem der har magtet at være tætte med mig midt i den sværeste periode i mit liv.
Og så var der nogen lige om hjørnet som jeg troede ville være mine faste støtter, men som viste sig ikke at være det. De var det i ord, men det viste sig kun at være ord. De havde travlt med deres egne liv, og det er jo okay - og egentlig er det ikke fordi der skal så meget til, men ting der førhen ikke føltes som svigt føles anderledes når man står i sit livs krise og alt er væltet. Der var løse kaffeaftaler der blev brudt. Jeg følte hurtigt at jeg gav mere end jeg modtog. Der var mange gode intentioner: "Sig til, så passer vi børnene" - men problemet er bare, at det er så uoverskueligt selv at skulle sige til! Når man nogen dage ikke kan overskue længere ud i fremtiden end næste toiletbesøg, har man ikke brug for et åbent tilbud, men for nogen der håndfast siger: "NU kommer vi og tager børnene med i skoven/vander hønsene/støvsuger førstesalen!" Det har været rigtig smertefuldt at erkende - og meget svært ikke at blive bitter over. For jeg vil gerne give, også nu hvor jeg ikke har det overskud jeg plejer at have - jeg har bare også lige her og nu brug for at der er nogen der giver mig mere end jeg kan give for tiden. Mere opmærksomhed og omsorg. Mere tilstedeværelse. Mere initiativ.
MEN: jeg vender i høj grad også blikket indad og tænker, at når nogen af mine bedste venner engang står og skal samle et væltet liv op igen, så skal jeg huske dette, og huske at jeg nu véd på egen krop hvad der virker når alting virker uoverskueligt og håbløst!

LykkelighedsKulisser...

Jeg elsker at kigge ind af folks vinduer. Jep, jeg er en lille lurer ;-) Jeg er så nysgerrig efter at se hvordan folk bor og indretter sig. Jeg ser efter lighedstegn med mit eget liv: har de også gamle, skrammede, hjemmemalede møbler - retro-vattæpper - porcelæn i glade, blandede farver - børne-rod og bøger der vælter rundt i birketræsbogkasserne?. Eller er det strømlinede designermøbler, mågestel, egetræ-med-blyindfattede-ruder, 3-2-1-i-læder, neon-plastik, brølende kronhjort, væg-til-væg-med-Poul-Pava-"kunst" eller noget helt andet lidt fremmedartet der præger deres valg af hjemlighedsskabende elementer?
Og for søren da hvor har jeg mange fordomme om dét der er anderledes end mit eget. Inden vi selv flyttede til provinsen, morede det mig hver gang vi var på besøg hos svigerfamilien her i Grenå, at alle pæne damer tilsyneladende indrettede deres vinduer til gaden med 2-af-hver-i-hvid. To hvide lysestager, symmetrisk sat op og gerne med en lille hvid silkebåndssløjfe om dét pyntelys der garntrisser aldrig sku tændes. To hvide krukker med noget grøn plante - levende eller plastik - i. Eller min favorit: to hvide figurer af nøgne, men tækkelige, damer eller lignende... Jeg synes det var det værste tegn på småborgerlig konformitet, det dér hvide touch overalt hvor man gik. Det syns jeg forøvrigt stadig - men jeg er bare blevet klar over, at mine egne stilmæssige valg jo blot er udtryk for en anden form for konformitet. Jeg er jo en del af "Her syr vi selv vores børnetøj efter EG-mønster og bager vores rugbrød med økologisk Aurion mel, ser Bonderøven og River Cottage og læser bøger om selvforsyning og overvejer Steinerskole til vores børn fordi folkeskolen - hvor vi i øvrigt selv arbejder og som vi hylder af hele vores Enhedsliste-hjerte - er blevet for blodfattig og udpint"-segmentet. Og når jeg kigger ind af folks vinduer og ser det liv der leves, tolket gennem de indretningsmæssige valg folk træffer, så er det i virkeligheden fordi jeg laver mine egne små historier om hvor lykken er og hvilke vækstbetingelser den skal ha. Jeg ser efter LykkelighedsKulisser: bor lykken lige her, hvor der står en hjemmemalet slagbænk med hjemmesyede puder i? Eller bor den her, hvor bogreolen er fuld af spændende bøger om selvudvikling, spiritualitet, strik-din-egen-baby-fra-top-til-tå-i-hjemmefarvet-garn og henkog din egen hjemmedyrkede tomat på 1000 måder? Eller her, hvor SMEG-køleskabet bugner af hjemmesylt og surdej?
Jeg er sikker på, at hvis du kiggede ind hos mig ville du også kunne se tegn på det rigtige, lykkelige liv i min kulisse. Her er Bonderøven-hygge for alle pengene, inkl. høns der selv lægger æg! Men nogen gange - tit, faktisk - er kulissen bare fyldt med så meget andet: Sygdom, angst (for livet, lisså meget som for døden, faktisk), skænderier, umulige trætte børn, voksne der hænger for meget i deres telefon mens børnene er hjemme, hængepatter & hæmorider, surhed og midtlivskriser, arbejdsstress, alt-for-lidt-sex-fordi-vi-er-trætte-og-faktisk-heller-ikke-gider, junkfood og laskemaver...
Når jeg læser med på en masse smukke blogs er det fuldstændig lissom når jeg glor ind af folks vinduer. Det er tit de lækre billeder der lokker mig til at læse. Lige dén skønne buket tulipaner i dén lækre retrokande-fundet-for-en-slik-på-et-lille-lokalt-loppemarked-jeg-siger-ikke-hvor, lige dén hjemmesyede lækker-kjole til lillepigen og lige dét skønt anrettede Wiinblad-fad-med-hjemmelavede-raw-trøfler... HER må de være mega-meget-lykkelige! Og nogen gange blir jeg bare så træt af mig selv og min egen jagt på den pæne overflade, for i virkeligheden vil jeg meget hellere høre om alle sprækkerne, om det svære liv der gir os så mange rige erfaringer til gengæld for lidelsen og frygten, om parforholdets prøvelser og udfordringer, om de bløde deller i stedet for vaskebrættet og om angst i stedet for her-går-det-fint-vi-klager-ikke... 
Jeg ved godt, at i en hurtig, visuel verden skal der billeder på til at trække os til - og at Blogland handler om feedback, læsere og interaktion. Jeg ved godt at min blog er billedfattig for tiden, og det er ikke fordi jeg ikke sagtens ku præstere fotos af mit juletræ med hjemmesyede kugler, min nye kaffekop fra loppemarkedet og den seneste lækre kogebog jeg fik i julen. Men helt ærligt: det er jo, hver gang jeg smider sådan et billede på, en lille løgn om hvordan min verden er den perfekte - om hvordan mit liv er godt og lykkeligt. Og jeg vil faktisk bare hellere skrive - og læse - om alt det grimme lige nu. Ikke fordi det smukke ikke skal ha plads - i mit liv har det plads hver eneste dag, sammen med alt det svære - men fordi hver gang jeg smider et smukt, evt. lettere retoucheret, billede på min blog, er jeg bange for at du, min læser, skal forveksle det med, at lige her i min stue er Den Rigtige Lykke og Det Gode Liv uden sprækker eller skrammer i lakken. Men mit liv, min blog og mit hjem skal altså ikke være en af de LykkelighedsKulisser jeg selv går rundt og snuser efter på gaden.    

Jeg har aldrig været fan af nytårsforsætter...

... men i år har jeg faktisk et par stykker. Det er ikke lige i den traditionelle tab-ti-kilo-og-løb-ti-kilometer-genren, for dem har jeg haft masser af der aldrig holdt. I år er de mere realistiske, tror jeg... og nu ligger det jo også i ordet forsæt at det er noget man sætter sig for - ikke sværger-lover-vrider-sig-halvt-fordærvet-for-at-overholde, vel...
I år har jeg bare lyst til at åbne året med at have sådan nogle små varme ønsker&drømme at tage frem engang imellem og kigge på og nusse om og give noget opmærksomhed.
* Jeg glæder mig til at holde en fantastisk kobberbryllupsfest til sommer for alle vores venner og familie - så vi også kan sige tak for al den hjælp og støtte vi har fået, da 2012 lossede os i løgene og vi måtte tage livtag med kræften
* Jeg glæder mig til at komme i gang med at arbejde igen, og finde ud af at bruge mine personlige erfaringer fra 2012 i forhold til mine elever, kolleger, min faglighed...
* Jeg glæder mig til at få styrke, overskud og energi til at bygge min gamle, slidte kemo-krop op igen og måske komme til at føle mig yngre end 80 - gad vide om der overhovedet KAN skabes muskel-toning i alt det bløde?
* Jeg glæder mig til at gå i gang med at undersøge hvilken efteruddannelse jeg over de næste år vil bruge min energi på. Det skal være noget terapeutisk/supervision, men mangler bare lige at finde dét, det skal være... den proces skal ha tid og rum nu...
* Jeg glæder mig til at få hår igen - til at få mine smagsløg igen - til at slippe for tømmermænds-jetlag-influenza-kemo-efterveer igen
* Jeg glæder mig til at leve hver dag i 2013 intenst og nærværende

2013 - af hele mit hjerte: VELKOMMEN!!!