fredag den 5. april 2013

Det er faneme uhyg´ligt, du!

Nedenstående indlæg har jeg ikke selv skrevet. Jeg lægger blog til, fordi historien om Noah og hans mor, Astrid, er gået dybt i hjertet på mig. Jeg læste den første gang på bloggen hullerihukommelsen.wordpress.com. Dette indlæg er skrevet af blogbestyreren Mia Roesen, Astrids veninde og trofaste adjudant i en åbenbart uendelig, grotesk kamp mod "samfundet" - personificeret ved Frederiksberg Kommune. Læs - og del - og råb og skrig til alle der gider høre det, hvor URETFÆRDIGT det her er!


Det her er historien om drengen Noah og hans mor Astrid.
Og jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal gøre, andet end at blive ved med at fortælle det her højt.
Dem, der skal tage sig af det, gør det ikke. Eller det vil sige - de er ved at gøre det til det værste mareridt for en mor, der bare gør hvad hun kan for at holde sin lille dreng i live.
En mor, der nu skal mistænkeliggøres for at gøre hendes egen dreng syg, og frygte at Frederiksberg kommune fjerner ham.
Drengen er Noah, på syv år som er multihandicappet med autisme og sjældne immun- og mave/tarmproblematikker.
Hans krop kan hverken holde på eller komme af med den føde han får, lige som den heller ikke optager føden.
Det vil sige, at han lider af opkastninger, tarmslyng hvor afføringen sætter sig fast og må opereres bort, og at han indtil videre har tabt sig ned til 17 kilo.
Lægerne på Hvidovre hospital kæmper for at Noah kan beholde livet, samtidig med at hans immunproblematik gør at han ikke er modstandsdygtig overfor feber og infektioner.
Noah har med andre ord været indlagt mere i hele sit syvårige liv, end han har været lov til at være dreng udenfor sygesengen.
Ved siden af sengen sidder hans mor Astrid.
I syv år har Astrid passet Noah hjemme, fordi han var for syg til andet.
Astrid, som er uddannet socialrådgiver og alenemor til tre, har modtaget lønkompensation for den tabte arbejdsfortjeneste, indtil for et år siden, hvor hendes kommune, Frederiksberg kommune fik ny sagsbehandler, som uberettiget skar i alle Astrids ydelser.
Astrids lønkompensation blev ændret fra fuld tid til 18 timer, idet Fredeiksberg kommune pludselig mente at Noah sagtens kunne magte at være i skole. Dette dog uden at der var sket nogen ændringer i Noahs tilstand og uden at indhente lægeoplysninger på Noah, hvilket gør beslutningen ulovlig at tage.
Astrid klagede over afgørelsen, ligesom hun klagede over at kommunen afviste at give hende aktindsigt.
Samtidig fik hun afslag på hendes forespørgsel om Noah kunne indstilles til en døgnplads, fordi hun begyndte at tvivle på om hun kunne magte den omfattende plejeopgave og være i kamp med kommunen på en og samme tid, vel vidende at det med al sandsynlighed kan koste Noah livet at komme på institution.
Astrid venter stadig på en afgørelse fra det Sociale nævn om hendes tabt arbejdsfortjeneste, mens nævnet hurtigt afgjorde at Astrid selvfølgelig skulle have sin aktindsigt, hvilket kommunen først rettede sig efter, efter at kommunens viceborgmester Katrine Lester var inde over sagen i marts 2013.
I december 2012 kulminerede sagen, da Noahs tilstand blev forværret samtidig med at Frederiksberg kommune prøvede at fratage Astrid resten af hendes lønkompensation og ovenikøbet præsenterede hende for et tilbagebetalingskrav for den lønkompensation hun havde modtaget fra august.
Samtidig med at Noah var indlagt i det meste af december og januar måned, gjorde Fredeiksberg kommune altså alt hvad der stod i deres magt, for at spare udgifterne til at Astrid kan forsørge og passe sin multihandicappede dreng sammen med hans to ældre søskende.
Nu er vi i marts 2013. Mens Noah lider enorme smerter og mavekramper, og opkast og lort flyder ud af ham, mener Frederiksberg kommune og hans skole senest ikke at han er mere syg end at han kan passe sin skole.
Noah skal altså sendes syg i skole, helt modsat normale børn.
Kommunen skriver i et brev som Astrid modtog igår at:
"Noah må føle opleve et savn og et svigt fra de voksne omkring ham, fordi de ikke sørger for at han kan deltage i en dagligdag."
Mens lægerne gør hvad de kan for at udrede Noah og lægge en plan for hans behandling i samarbejde med børnekirurger fra Rigshospitalet, mener Frederiksberg kommune at Astrid lyver og gør Noah mere syg end han er.
Samtidig har de mere end insinueret at Astrid måske GØR Noah mere syg, idet de i en henvendelse til hospitalet beder om dem redegøre for hvem der doserer Noahs medicin og sondemad.
Familieafdelingen i Socialforvaltningen i Frederiksberg kommune, vurderer altså på trods af lægers og Astrids udsagn, på trods af Noahs langvarige indlæggelser, på trods af Noahs sjældne og livstruende tilstand at Noah skal og bør tvinges til at passe det dyre og fine skoletilbud som Noah har.
De vil tvinge Astrid ud i at leve på et halvt eksistensgrundlag, hvor hun ikke reelt kan søge eller varetage et job, på grund af Noahs mange indlæggelser.
 
De er parate til at gå så langt, som til at Astrid skal have en slet skjult trussel om tvangsfjernelse af Noah hængende over hovedet.
På Frederiksberg er spareiveren nu så stor, at de er villige til at ofre en lille drengs liv på det.
Den udgiftstunge, hjælpeløse lille dreng skal tvinges fra sin kærlige og kompetente mors pleje, og i døden.
Viceborgmesteren Katrine Lester er handlingslammet overfor sin egen forvaltning og kan ikke gribe ind overfor sagsbehandlernes systematiske chikane og ubehjælpelige, ulovlige sagsbehandling.
Astrid kæmper kampen mod kommunen alene, og er ved at tabe den, mens Frederiksberg kommunes brud på lov og rettigheder kan foregå upåagtet og uden sanktioner eller straf.
Og jeg synes ikke du skal like det her.
Men del historien.
 
Vær med til at sige højt, hvordan det også foregår, når der skal tages hånd om dem, der har brug for allermest hjælp. Sig det til de voksne, at de er ved at tage livet af Noah og hans mor.
 
Tak.

9 kommentarer:

  1. Hej du!
    Jeg faldt lige over din blog fra min blogliste, og kan se det er længe siden du har skrevet. Nu håber jeg altså virkeligt at du har det godt og måske bare ikke kan overskue blogverdenen lige for tiden. Håber du har vundet din kamp. Knus Elsebeth

    SvarSlet
  2. Har også fulgt sagen tæt og råbt op de steder jeg ku'. Har selv dreng med særlige behov - men absolut ikke så særlige og med så megen utidig opførsel fra kommunens side! Siger iøvrigt som Elsebeth ovenfor: Håber du stadig kæmper! Kram.

    SvarSlet