Jeg var ved min læge i går. Opfølgende samtale - sådan for at se om jeg havde fået det bedre i løbet af de 14 dage jeg har været sygemeldt. Det syns jeg jo ikke jeg havde - så jeg tudede lidt i bilen på vej derud... Og stress-svedte over at skulle køre Svigermors nye skude af en stationcar... Og tænkte at bare nu lægen ikke sagde jeg havde det fint og at det bare var noget pjat og at jeg bare skulle se at tage mig sammen og komme op på hesten igen...
Det sagde lægen ikke. Hun kiggede på mig, og hørte på hvad jeg fortalte om ikke rigtig at kunne overskue ting (handle i Netto f.eks.) - og så sagde hun: "Det lyder som om du har udviklet en depression. Jeg vil gerne se dig igen om 14 dage, hvor jeg så vil lave en test på dig - og så skal vi tage stilling til om du skal have medicin".
SLAM! Jeg følte det som om jeg fik én lige på trynen! Efterfulgt af en kindhest og nænsomt afrundet m. en lille ørefigen...
Så høl jeg lidt mere - og kørte hjem mens jeg tudede i bilen - og stillede rystende bilen hos svigermor - og flæbede så resten af vejen hjem på cykel.
Og så ku jeg godt mærke at der var noget galt - noget der bare ikke føltes rigtigt. Hvordan kom konklusionen depression så hurtigt i spil? Hvad var det jeg sagde som ikke længere fik stress-alarmlampen til at lyse, men nu depressions-lampen? For lige at blive lidt mere klar på mine symptomer googlede jeg lidt rundt. Og læste om depressionssignaler og stresssymptomer. Og lykkepiller...
Og stødte så lige pludselig på en artikel, der problematiserede de tests praktiserende læger bruger til at diagnosticere depressioner. Det jeg fik ud af den gjorde mig SÅ gal. Én ting er, at testene er utroværdige og mangelfulde og fører til medicinering af mennesker som måske slet ikke HAR en klinisk depression... Men det der virkelig fik mig op af stolen var følgende: "En anden test, Hamilton-testen, der bruges til alle andre patienter (end ældre), er slet ikke beregnet til at stille diagnosen depression. Alligevel får læger penge af Sygesikringen, hver gang de bruger testen på patienter."
Nu skal jeg jo ikke kunne sige, om det er den test min læge har tænkt sig at lave på mig. Men at hun - HVIS det er den hun bruger - ligefrem får penge for det, gør mig ærlig talt NOGET loren - og får mig yderligere til at tænke: "var hun ikke liiiiiidt hurtig med at sige depression? Var det bare for at hun så kunne hive mig ind til en dobbelttid om 2 uger - og lave en velbetalt test - og så udskrive psykofarmika? Og så var der fred for mig og ikke flere forventninger om henvisning til dyr psykolog-hjælp?"
Bevares: jeg synes IKKE jeg har det godt. Jeg er enig med hende i, at jeg ikke lige nu kan arbejde. Jeg synes også det er dybt problematisk at have svært ved at overskue de mest basale dagligdagsting. MEN: jeg mener altså selv jeg "bare" er i en livskrise, stressbetinget, som der skal tages behandlingsmæssigt hånd om - men sgu da samtale-terapeutisk og/eller coachingmæssigt, IKKE medicinsk.
Nu bagefter tror jeg det var godt jeg blev så gal. Det hev mig lidt op af dyndet - jeg fik skrevet en mail til min leder - og til min TR - og i dag skal jeg kontakte min fagforening og høre om de kan hjælpe. Men min ellers stærke tillid til det etablerede lægevæsen led altså lidt et knæk i går!
P.S.: Tak til alle jer modige, skønne damer som har skrevet til mig de seneste dage. Jeres kommentarer har hjulpet mig meget - gjort mig klogere og stærkere - og viser mig, at jeg ikke er alene og at jeg ikke (kun) er et hypokondrisk skravl. Jeg er jer dybt taknemmelig!
Viser opslag med etiketten gal i skralden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gal i skralden. Vis alle opslag
onsdag den 9. november 2011
lørdag den 9. april 2011
Må kvinder EGENTLIG blande sig i politik?
Jeg har læst med her hos Julia. Et blogindlæg der tager udgangspunkt i en ny valgplakat fra DF. Ikke noget i sig selv særlig farligt blog-indlæg. I hvert fald ikke i mine øjne - jeg havde osse selv set de ømme valgplakater med en storsmilende Pia K., der vil lukke den danske grænse, og nok i mit stille sind håbet det bare var en lille aprilsnar. Men kommentarerne! I guder! Læs dem og døm selv... De første er støtte-tilkendegivelser - mange er enige med Julia, har selv set plakaterne, syns osse debatten blir mer og mer afsporet... og derefter skal jeg da lige love for at det er netop dét den blir! Nu kommer nemlig DF-støtterne frem. Ikke fordi de ikke må det - det SKAL de da nærmest, det er jo en politisk debat; her skal holdningerne da gerne brydes lidt. Men tonen!!! Retorikken!!! Nu bliver Julia, og dem der som hende (og mig) tænker "For meget!" om den slags valgplakater, kaldt alt fra "hattedamer", over "8-12-årige overbeskyttede middelklassepiger" til "typiske kvinder, styret af fordomme og følelser".
Og så var det jeg kom til at tænke: Skal vi virkelig finde os i det? Efter at have haft stemmeret i små 100 år - skal vi kvinder så virkelig finde os i at blive retorisk reduceret til fornuftsforladte småpiger eller lign. når vi ytrer os politisk? Jeg syns det er skammeligt - og i øvrigt sexistisk. Sidst jeg tjekkede mine grundlæggende rettigheder var chauvinisme altså ikke comme il faut! Jeg bliver simpelthen så sprutarrig, at jeg er lige ved at gå bagover af det -
Hov...
Ups... nu kom jeg til at argumentere med følelserne igen! Bare glem det, drenge - når jeg ikke engang kan holde fornuftigt fokus længe nok til at lave et blogindlæg af moderat længde, så behøver I altså ikke ta mig alvorligt...

søndag den 27. februar 2011
mærkeligt sammentræf - og er det ikke lidt snyd???
I dag er det min fødselsdag... og hele familien har været til brunch. Jeg havde blandt andet bagt "Tunesiske kaffebrød" - en opskrift jeg havde fundet i denne dejlige bog:
Opskriften er super lækker og blev til små mørdejshapsere med fyld af marcipan, kakao og lidt kaffe... den vakte stor begejstring (undtagen hos manden, som IKKE er til søde sager - forstå det hvem der kan!)
I fødselsdagsgave fik jeg Amos Store Bagebog 3. Skøn bog - en masse bageopskrifter lige efter mit hoved. En af dem var på: Kaffebrød. Ikke tunesiske - men ellers var opskriften stort set identisk (vi taler i indhold, mængder, bagetid og-temperatur etc...) Og ved gennembladning var der flere opskrifter der var NØJAGTIG de samme som i rollinger & roulader.
Og så tænker jeg nu: er det egentlig ikke lidt sært? Og er det mærkeligt at jeg måske føler mig lidt...nåja: snydt??? Jeg ved faktisk ikke engang helt HVORFOR jeg føler mig snydt... Måske er det fordi noget af det unikke og særlige og fabulerende går lidt af de tunesiske kaffebrød, når de ikke længere er vævet ind i en cute lille historie om dét unikke bageri i Århus, hvor man kan få de dejligste kaffebrød - og om hvor heldig JEG nu er at få en opskrift der gør, at jeg kan gøre bageriet kunsten efter (selvom jeg ved Gud aldrig har besøgt det unavngivne bageri eller for den sags skyld smagt de dersens tunesiske godbidder før)???
Eller er det måske fordi jeg pludselig føler mig udstillet lidt som én, der KØBER den cute lille historie? Sådan én, som lige passer "snug fit" ind i livsstils-segmentet (aktiv (HA!), smuk (NJAEH...), overskudsagtig (PFFFT!), livsnydende (OKAY, DA!), dedikeret (NATURLIGVIS!...I GLIMT) mor i midt 30´erne, der bare ÆLSKER at bage til/med sine børn og ALTID samler på de gode fortællinger om hverdagens små lykkeglimt etc. - ka du se linsen for bar vaseline???) Mens jeg måske ikke lige er typen der ville lave "kaffebrød fra Amos bagebog", fordi den opskrift altså har brug for den gode historie der kan sælge den. Gir det her overhovedet mening? Eller fik jeg bare lige et anfald af snerpet sip???
* Billedet er lånt hos boghuset.dk
Opskriften er super lækker og blev til små mørdejshapsere med fyld af marcipan, kakao og lidt kaffe... den vakte stor begejstring (undtagen hos manden, som IKKE er til søde sager - forstå det hvem der kan!)I fødselsdagsgave fik jeg Amos Store Bagebog 3. Skøn bog - en masse bageopskrifter lige efter mit hoved. En af dem var på: Kaffebrød. Ikke tunesiske - men ellers var opskriften stort set identisk (vi taler i indhold, mængder, bagetid og-temperatur etc...) Og ved gennembladning var der flere opskrifter der var NØJAGTIG de samme som i rollinger & roulader.
Og så tænker jeg nu: er det egentlig ikke lidt sært? Og er det mærkeligt at jeg måske føler mig lidt...nåja: snydt??? Jeg ved faktisk ikke engang helt HVORFOR jeg føler mig snydt... Måske er det fordi noget af det unikke og særlige og fabulerende går lidt af de tunesiske kaffebrød, når de ikke længere er vævet ind i en cute lille historie om dét unikke bageri i Århus, hvor man kan få de dejligste kaffebrød - og om hvor heldig JEG nu er at få en opskrift der gør, at jeg kan gøre bageriet kunsten efter (selvom jeg ved Gud aldrig har besøgt det unavngivne bageri eller for den sags skyld smagt de dersens tunesiske godbidder før)???
Eller er det måske fordi jeg pludselig føler mig udstillet lidt som én, der KØBER den cute lille historie? Sådan én, som lige passer "snug fit" ind i livsstils-segmentet (aktiv (HA!), smuk (NJAEH...), overskudsagtig (PFFFT!), livsnydende (OKAY, DA!), dedikeret (NATURLIGVIS!...I GLIMT) mor i midt 30´erne, der bare ÆLSKER at bage til/med sine børn og ALTID samler på de gode fortællinger om hverdagens små lykkeglimt etc. - ka du se linsen for bar vaseline???) Mens jeg måske ikke lige er typen der ville lave "kaffebrød fra Amos bagebog", fordi den opskrift altså har brug for den gode historie der kan sælge den. Gir det her overhovedet mening? Eller fik jeg bare lige et anfald af snerpet sip???
* Billedet er lånt hos boghuset.dk
mandag den 10. januar 2011
pis-i-kog!
Jeg er gal i skralden! Ikke på egne vegne - men på andres. Ikke bare på en eller to eller nogle få navngivne personers vegne - men på en hel gruppes. Nemlig de indvandrere der modtager såkaldt start"hjælp"! Grrrrr! Har lige læst en oprørende artikel, om hvordan der modregnes i starthjælpen hos den ene i et par, hvis den anden finder arbejde. Skulle det motivere folk til at gøre en indsats for at finde et job??? Vil nogen lige forklare mig logikken, for den gik hen over hovedet på mig dér! Og så de i øvrigt LATTERLIGT lave takster for starthjælp: 5267 kr. pr. person - FØR skat! Så får man ganske vist osse et mindre forsørgertillæg hvis man har børn - altså, vel at mærke hvis man har haft pli nok til at nøjes med at få to, for for evt. overskydende afkom udover de to gives der ikke noget tilskud. Dette er jo så altså den lykkelige, paradisiske tilstand man lever i, efter man måske i årevis har siddet i et asylcenter og ventet på en evt. opholstilladelse - og hvem ville ønske for sin værste fjende at skulle bo der?!? Var der nogen der forsigtigt kom til at hviske, at der da vist alligevel er forskel på folk her i landet - og at vi åbenbart har førsterangs og andenrangsborgere???
Jeg er harmfuld - arrig - rystet, faktisk!
Med Karlsson på Tagets udødelige ord: "Jeg vil ikke være me´!" - hvis det er sådan et samfund vi skal ha.
Men indtil videre er min harme desværre ikke nået længere end til at jeg brokker mig - nu er det snart på tide at jeg finder ud af hvordan jeg kan GØRE noget - udover at sætte mit kryds det rigtige sted til næste valg!
Med en anden litteraturklassikers (=Søren Brun fra Radiserne) ikke mindre udødelige ord: "Jeg græmmes!!!"

mandag den 22. november 2010
Hvornår kommer min mojo tilbage???
Er bare SÅ træt og SÅ syg (=lungebetændelse) og SÅ energiforladt! Hva fanden er meningen?!? Og hvordan skal man NOGEN SINDE få overskud til at blive rask, når man blir megadårlig og svimmel og stakåndet bare af at gå op af en trappe, eller sætte sig ud i sin bil og køre til lægen??? Jeg vil ha noget kvalitetskarma indover, og det skal være NU! Faneme! Blev der sagt...
onsdag den 22. september 2010
En omgang pep til hele baren, tak!
Jeg ku godt tænke mig at bestille en ordentlig runde pep og overskud - og så ville jeg gi videre til alle de af mine kolleger, der lige nu er trætte (og måske osse en aning mismodige - folkeskolen har trange kår de nærmeste år - der er kort fortalt ikke penge til en skid af det sjove (lejrskoler, f.eks.) samt en hel del af det nødvendige (tid til forberedelse samt specialundervisning og støtte). Hvad er det lige der sker??? Troede vi var et land, der satsede på vores eneste konkurrencedygtige ressource: VIDEN...
naaaaah, jeg må ha hørt forkert.
Så hvad skal vi folkeskolelærere nu - dem af os der har job??? Løbe stærkere, undervise flere børn og i flere lektioner om ugen, stresse endnu mere over alt det vi ikke når (men som vi SKAL nå) - og blive gamle, trætte, nedslidte og evt. desillusionerede før tid! HEP - hvor det kører!
Okay, jeg kan godt høre det blev et lidt syrligt drops jeg lige droppede her - men mit udgangspunkt er faktisk, at de lærere jeg samarbejder med er UFATTELIGT dygtige til det de laver, og jeg under dem alle de bedste arbejdsvilkår i verden. Men når vi sidder over frokosten, og i ramme alvor causerer over hvor vores fremtidige jobs kunne være (vi var omkring pakkepost, skraldemænd, æbleplukker, boghandler og lign.) - så blir jeg trist til mode... Jeg elsker mit job, men jeg vil faneme hellere køre med pakker end arbejde i den forarmede nedskærings-skrantende folkeskole som politikerne vist vil ha!
Så jeg ringer lige med klokken for en runde af det go´e humør til hele huset! "Ska du ha en stänka???"

onsdag den 2. juni 2010
jeg - en vrante!
Grrrrr... jeg er i dårligt humør for tiden. Uden særlig, påviselig årsag... PMS??? Tjaaa, hvis den strækker sig udover både PMS-perioden og MS-perioden (Menstruelt syndrom???)og den anden PMS-periode (post-menstruelt syndrom???) Naaaaarh!... den holder vist ikke som forklaring! Måske trænger jeg bare til at være sur her i tiden? Må man det? Må man egentlig syns at børnene er irriterende, bare de åbner munden? At manden er et drog - sådan bare pr. definition og ikke fordi han egentlig er mere irriterende end han plejer? Må man syns at jobbet er hårdt, selvom det ikke rigtig er det? At vejret enten er for koldt, for varmt, for vådt, for mildt, forkert??? Pisse-irriterende at ha det sådan - hvornår går det over? Findes der et middel mod det (ikke bare symptom-behandling a la "oven over skyerne er himlen altid blå" - det ville da bare være brænde på bålet!)? Måske er jeg bare ved at blive en galsindet gammel hejre??? Tidlig 40-års-krise??? Arghhh - whatever det nu er, så er det PISSEIRRITERENDE at ha det sådan! Gå så væk, blev der sagt! Giv mig mit humør tilbage, og det skal være nu som i N.U.!!!
Abonner på:
Opslag (Atom)