Viser opslag med etiketten projekter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten projekter. Vis alle opslag

mandag den 27. december 2010

Lille julegaveprojekt


Held i uheld at vi ikke kom afsted til julebesøget hos mine forældre - for midt i december-arbejds-travlheden havde jeg ikke nået at få lavet dén hjemmelavede gave til min søster, som jeg havde tænkt mig. Så det blev 1.juledagsprojektet, og i dag kommer det i posten.
Dagen står på legeaftale til Mikkel og lidt generel oprydning samt pleje af syg mand. Vi kørte til vagtlægen i Randers i går (et "smut" på 60 km) for at få tjekket om det nu osse VAR en halsbetændelse der havde lagt ham brak - det var det da "heldigvis" - tænk hvis det bare havde været pyller!
De næste par dage er der julebesøg fra København, så vi skal osse lige stable lidt sund og u-julet mad på benene - og så har ungerne lige LIDT flere gaver de skal åbne, når nu kusinerne kommer på besøg. Herligt!

lørdag den 11. september 2010

gave på vej ud af døren...


Her er det pudebetræk som Frk. Sannemand har vundet i min seneste give-away. Håber farverne passer dig, og nu syns jeg faktisk jeg er ved at være ret ferm til at sy dem... så måske skal jeg osse snart ha lavet sådan en Amio-butik... altså, jeg skal vist lige ha lavet nogle varer først... drømme er der nok af!
I dag skal jeg på kæmpe, lokalt loppemarked og møde Trine - En Søhest. Det er altså lidt spændende pludselig at skulle bevæge sig ud af blogland og ind i den virkelige verden og møde en af jer andre - skræmmende og hyggeligt og udfordrende og alt muligt på én og samme tid. Trine: Jeg glæder mig! Og jeg har besluttet at du nok får den dér lidt upolerede week-end-udgave af mig at se - du ved: uvasket, strittende hår over 70´er ponchoen ;-) Så er du advaret, hvis du står derude og i dit stille sind tænker "Bonderøv" :0)
Håber at finde masser af fine stof-rester og overvejer osse at sku til at samle på fine, mønstrede tallerkner til et lille projekt: ny "flise"-væg i vores ene badeværelse - med potteskår og spejl-rester... Der er sådan set kun en hurdle: (ud over at jeg ingen potteskår og spejl-rester har) Manden skal overtales... Kan være lidt svært... Der er ikke helt så meget skabs-Christianit i ham som der er i mig...

onsdag den 28. april 2010

For alvor!


Jeg leder efter forklaringer på min egen sære stemning for tiden - prøver at lave lidt selv-analyse, faktisk.
Jeg kan godt mærke at jeg står lidt i et vadested - at jeg er nødt til at træffe nogle nye beslutninger om mit liv, både indadtil og udadtil. På det indre plan handler det om åndedræt og mærke-efter - føle om ting er rigtige eller ej. Jeg har altid været et intuitivt menneske - men har ikke altid lyttet til mine egne intuitioner og taget dem alvorligt - det er dét jeg prøver at lave om på nu (det sidste, altså!). Samtidig handler det om at se på hvor jeg bruger min energi - de sidste to år, efter vi rykkede fra København, har jeg investeret utrolig meget energi udadtil: på job, kolleger, nye naboer, relationer, integration... Alt er gået op i projekter: jobskifte (for både Kasper og mig - Kasper endda to gange!), ombygning (ombygning, ombygning og mer ombygning), skolevalg, institutionsvalg... Nu handler det om at sætte familien i første række, og se på mig selv i den forbindelse: Er jeg den mor jeg gerne vil være? Er jeg en positiv rollemodel for mine børn, eller er jeg en træt gammel kone der har investeret al energi på arbejdet? Er jeg en god kæreste for min mand - eller har jeg glemt at lytte til og mærke ham?
På det ydre plan handler det om at lukke sommerfuglen ud af puppen - tage min ømme, trætte, "gamle" krop alvorligt og gøre den stærkere og sundere. Løbeturene er én af virkemidlerne - i dag skal jeg ud på min 3. 4-kilometer på en uge, og jeg kan mærke at jeg ikke engang prøver at finde på alle mulige undskyldninger for at blive hjemme på sofaen, for det SKAL jeg bare. Og jeg har endda lyst til det! Jeg kigger osse kritisk på min kost - ikke for at sætte stramme rammer, men for at mærke efter om jeg VIRKELIG har lyst til det ekstra stykke kage - og om det VIRKELIG er bedst for mig at ta det. Det er ikke så svært - det handler om at kigge på hvilke huller det ekstra stykke kage fylder - det er jo aldrig sult-huller, men mere trang-huller ("Det skal jeg da ha´!").
Resultaterne er indtil videre gode - humøret er på vej op og vægten på vej lidt ned. Det sidste er ikke det vigtigste, men selvfølgelig en dejlig bonus.

tirsdag den 2. marts 2010

smugkig


Jeg har rodet mig ud i en frygtelig masse projekter her på bloggen: Give-away, pakkeleg, changeaways... Prøver at ta det fra oven af og ned - men kære medbloggere, hvis I må vente lidt på de ting jeg skylder, er det fordi jeg osse har et arbejde og mand og børn og gammelt hus og to katte og en sofa der skal siddes i (nåja, kort sagt - et LIV :-)) Jeg skal nok huske jer alle - og her får I lige et lille smugkig på huevantepose til hende her. Symaskinen glødede i går aftes, så nu er der da sat ét flueben på to-do-listen. Så skal den bare i posten - det blir lige en af dagene mellem skole-hjemsamtaler og møder og undervisning og... Det er ikke hårdt - bare hektisk :-)

fredag den 19. februar 2010

Gårsdagens projekt...


Okay, selvom jeg ikke rigtig syns jeg når noget m. små-sygt barn, underholdningssygt barn og mand der lige nu arbejder på 1.salens badeværelse, og kun er synlig når der er mad - så fik jeg da lige lavet dette efter putning af ungerne i går. Svigermor har i sin tid malet to Ikea-skuffedarier hvide, og da hun ikke selv havde plads til dem fik jeg dem - men trængte lige til lidt spræl, syns jeg, så her er det første - nu med spræl. Tapeterne er fra her og her... og skuffedariet skal naturligvis rumme alt det små-roderi som ligger alle vegne...

fredag den 29. januar 2010

Aaaaaah - fredag!

Kan mærke den dér stemning af "week-end - endelig-endelig" i hele kroppen... om lidt tager manden til julefrokost, drengen skal hygge og overnatte hos farmor - det føles jo næsten som at være ung, single og fri igen, når man "kun" skal være hjemme med den mindste :-) så jeg vil lave lidt let tøse-mad (uden noget særlig kød i), se disney-sjov m. tøsen og putte hende så mor kan komme i gang med at sy fuglepuder - så nogle skønne nogen i den lokale übertrendy tøjbutik CIN - så vil prøve at lure lidt efter dem.
p.s. - billedet er fra den traditionelle morgendans mine to søde poder opfører næsten dagligt - afspil evt. selv Aquas seneste skive for fuld skrald for dit indre øre - så har du soundtracket til :-)