Viser opslag med etiketten brok. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten brok. Vis alle opslag

søndag den 20. marts 2011

For 3400 kr. blandet, tak!


I efteråret opdagede jeg jo - eller snarere fik bekræftet min mistanke om - at jeg rent gynækologisk betragtet er lidt af et "misfit". Du kan læse om det her.
Så nu har jeg endelig nulret mig sammen til at gå til min læge og bestille "for 3400 kr. blandet vaccine mod celleforandringer i livmoderhalsen". Du finder den på køl ved siden af mælken!
Og så var det jeg kom til at tænke på lidt af hvert - f.eks.:
* Når nu HPV-virus, som er årsag til 70% af de celleforandringer der KAN være forstadier til livmoderhalskræft, er en sexuelt overført sygdom - hvorfor er det så MIG der skal betale den vaccine??? (Har I hørt om "splitting the bill", drenge???)
* Hvad gør de kvinder, der ikke - som jeg - sidder på flæsket i form af et nogenlunde vellønnet job? Jeg gad godt se en enlig mor på kontanthjælp finde ca. 3500 i husholdningsbudgettet til en vaccine til sig selv!!!
* Er det mon ikke billigere at GI mig den vaccine, end at skulle behandle mig for celleforandringer senere hen - ligegyldigt om de er milde eller grove???
Ja, jeg spør bare!

lørdag den 12. februar 2011

Hvor dumme tror de vi er???

Jeg er en del af et meget bredt segment - og som sådan føler jeg mig forpligtet... eller naaarh: måske snarere bare fristet - til at udtale mig om et produkt direkte henvendt til mig og resten af dette ret omfattende segment.
Segmentet: Menstruerende kvinder (dem er vi jo nogen stykker af) og da jeg personligt har menstrueret en del de sidste knap 25 år, mener jeg jeg kan udtale mig med en vis vægt og pondus.
Produktet: bind i dyre mærker med smarte navne og fancy finesser (ifølge producenterne!)
Derfor kommer nu mit statement - lyt, Oh store bind-producenter!
Hvor dumme tror I vi er? Tror I virkelig, at vi kvinder køber de mangfoldige illusioner om jeres produkter, som I prøver at sælge os i den bedste sengetid, midt mellem putning af børn og små-slumren på sofaen til et afsnit af Sex and the City? Tror I virkelig, vi lader os besnakke af jeres flatterende antagelser om, at vi har blåt blod i årerne??? (eller i den seneste reklame fra en fremtrædende bindproducent: små blå radiobiler! Hvad skete der lige der?!?) Tror i virkelig, at jeres såkaldte lækage-barrierer kan stoppe en syndflod af "blåt" blod der bare VIL frem i verden? (Og hvorfor skal nævnte barrierer i mit Always nu have form af et blomster-ornament - hvad stopper dét, som ikke en lige linje ku stoppe før?!?) Tror I virkelig, at vi ikke på et tidspunkt blir trætte af jeres klæbe-strimler, der enten ikke klæber til det de skal (=trussen) eller osse sætter sig uhjælpeligt fast i vores bedste blondemodel af samme (eller måske snarere mormor-menstruations-modellen: Bred, praktisk, forvasket...)
Jeg gi´r op! Måske ER jeg bare så dum som I antager - jeg køber jo fortsat jeres nærmest monopoliserede produkter. Men helt ærligt: næste gang i overvejer en reklamefilm med små, blå biler - så spørg lige mig om det er dét der sælger varen hos mit segment, ik?