Min farfar var bonde på landet - lissom min far var i sin grønne ungdom. Jeg har aldrig kendt farfar, der døde længe før der var tænkt på mig. Men i mit hjem har jeg et farfar-klenodie: dette fine bord, som farfar selv har lavet på Husflidsskole tilbage i 40´erne.
Det er vind & skævt og ærlig talt ikke særlig kønt. Men det blir det, når det blir malet helt færdigt - knaldgul holder, osse til 60 år gammelt rattan-flet!
Jeg holder af at gemme ting m. historie fra mine bedste-forældre. Min farmors vattæpper og sprøde kagetallerkner m. roser på samt en gammel skåret skål (i den mest fantastiske turkis - derfor får den lov fortsat at bo i mit køkken på trods af skår og skrammer). Min farfars bord. Min mormors sølv-filigran-broche... Og jeg holder af at fortælle mine børn om mine bedsteforældre - selvom de ikke husker dem, der allerede er væk... men historierne kan jo godt leve videre, ikke?
Så jeg fortæller om min morfar, der ku ta tænderne ud, og som var en moderne mand der hjalp til i huset (=han pillede nye kartofler til aftensmaden og røg ost).
Om min farmor, der på sine gamle dage blev lidt trist (men ikke mindre åndsfrisk end før) - og sagde, at det var fordi hun ikke blev drillet nok (og det tror jeg der er en STOR sandhed i - vi skal blive ved at drille hinanden, for det må da være frygteligt at sidde som gammel, med masser af humor i behold, men ingen til at "trigge" den!). Om min mormor, der endnu er i live, men lidt af en sur gammel mokke (ja, det sårer jeg vist ikke nogen ved at sige) - men i de historier jeg fortæller om hende er hun stadig frisk og arbejdssom. Så jeg fortæller mine børn, om den jul hvor mormor som vanlig havde lavet verdens bedste flødekarameller, og jeg åd så mange at jeg brækkede mig. (Siden har jeg ikke rigtig holdt af flødekarameller...) Ungerne elsker de historier - lissom de elsker dem om dengang jeg var barn, og sad fast i en mudderpøl, og derfor måtte træde ud af mine gummistøvler og løbe ind til mor på mine hvide strømpebukse-ben. Eller dengang jeg skændtes med min søster, og blev så gal at jeg spyttede på hende, hvorefter hun slog mig m. en fluesmækker. Eller dengang jeg lokkede samme (lille!)søster til at tage en muldvarp op, som havde forvildet sig ovenfor de trygge underjordiske gange. Jeg turde ikke selv - og det var nok klogt, for den bed sig fast i hendes finger, så hun ikke ku ryste den af igen. Se, de historier ELSKER mine unger - og helst hvis historien ender med (hvad den oftest gør), at jeg tuuuuuuudede! Hvilke gode historier fortæller du? Og hvem gemmer du klenodier fra?
