Det dér m. løb...

Nå. For 1½ år siden skrev jeg sådan her om løb. På det tidspunkt var jeg jo ved at puppe mig om fra fedladen kålorm til letbenet sommerfugl. Men det gik da gu-ske-lov i sig selv... Som mine tidligere forsøg m. at blive løber osse har gjort... For egentlig syns jeg ikke det er rigtig rart at løbe. Nærmest væmmeligt. I hvert fald i den meget lange opstartsfase... som jeg aldrig rigtig når ud over...
Men nu har jeg kastet mig ud i det igen. De seneste to uger har jeg løbet ca. hver anden dag. Bare små 3 km. Men det føles jo herligt, egentlig!
Det har helt klart været en overlevelsesstrategi. Stress kan ikke mærkes, når man har så travlt med at prøve at holde gang i vejrtrækningen og samtidig ikke falde om i vejkanten til eventuelle forbifarende bilisters store moro... Hjernen fungerer SÅ meget bedre, når den lige er blevet løbet igennem m. en runde frisk luft... Og så kan man messe mens man tramper afsted: "Yes, jeg løber, yes, jeg løber".
Det virker. Man blir gladere. Roligere. Mere fortrøstningsfuld.
Men også mere ambitiøs på egne vegne. Mon man kan træne sig op fra det rene og skære ingenting - til en 10 km om 8 måneder? Kom jeg lige til henkastet at tænke i går... Og tør jeg virkelig tænke tanken højt? Det ku jo være nogen - f.eks. mig selv - huskede det og hang mig op på det - om 8 måneder oder so...

Back on track...

Jeg har lige holdt blog-fri en uges tid - ikke fri fra at læse med hos jer, men fra selv at skrive. Havde lige brug for, efter mit seneste indlæg, at sunde mig og mærke efter hvordan jeg egentlig har det. Tak for jeres lærerige og hjælpsomme kommentarer - de er taget ind og arbejder i mig...
Status: jeg har været meget bekymret for mig selv indtil for nylig. Jeg syntes ikke det gik fremad m. stressen - snarere tværtimod. Jeg kom ikke rigtig ud af stedet - og havde meget svært ved at se den dér berømte silver lining, som enhver sky angiveligt skulle have... Og jeg blev rystet efter min lægesamtale - og skræmt over at skulle forholde mig til at det muligvis ikke "bare" var stress, men evt. depression...
Men noget vendte i løbet af weekenden. Manden, ungerne og jeg var i vandland v. Silkeborg. Det var fantastisk (bortset fra den dér tiny insignificant detail med at man så skal se sig selv halv-og-hel-nøgen i div. mindre flatterende spejlflader). Jeg stoppede flere gange op i løbet af weekenden og opdagede, at jeg ikke stressede over noget. Jeg nød! Og det var en øjenåbner uden lige - og en lettelse. Jeg kunne sagtens overskue børn der plagede om en tur mere i badeland (eller når ret skal være ret: bare spurgte HVORNÅR de kunne komme i badeland igen - nærmest sekundet efter vi var kommet ud derfra). Jeg oplevede naturlig træthed, i stedet for den totale lammelse-uden-påviselig-årsag min krop har været i i ugevis. Det var SÅ rart - og gav mere overskud. Jeg var ude at løbe - 2 GANGE, endda - for første gang i meeeeeeget lang tid, skal lige nævnes. (Og det føltes faktisk ikke så grundvæmmeligt som de første (læs: de fleste) ture plejer at gøre. Men rart. Og overskudsstimulerende).
Den stemning har jeg taget med mig ind i denne uge. Jeg er fortrøstningsfuld nu. Jeg er ikke helt rask. Men det hjælper. I mandags kunne jeg f.eks. overskue at drikke en kop kaffe på jobbet m. mine kolleger - OG hilse på div. elever der spurgte til hvordan det gik - OG ha helbredssamtale med min leder i 1½ time (så var jeg osse helt færdig og havde flimmer for øjnene og trang til frisk luft - men bare det at jeg KUNNE var herligt nyt). I går kunne jeg overskue at datteren pludselig blev syg i børnehaven og måtte hjem og underholdes af mor - uden at gå i bro over at mine planer (=drikke kaffe m. naboen, strikke på sofaen og se Boston Legal) pludselig måtte lægges om.
For at toppe godt med endnu bedre har min fagforening stillet psykolog-hjælp til rådighed, og jeg ser frem til første samtale ud af 5 om en uge. Så der er mange små skridt i den rigtige retning...
P.S. Og for at det ikke skal være løgn, har jeg vundet en give-away - en lykkecoaching hos denne dame. Er det lige et lykketræf eller hva´?!?

Solskin helt ind i hjertet!

I min havestue står de hyggelig rester fra en fødselsdagsmiddag for manden i fredags. Vi fejrede ham sammen m. hans forældre og gode naboer - og det var med grill-mad og gode politiske diskussioner - så fedt at debatere med mennesker der brænder, osse selvom vi bestemt ikke var - eller nogensinde blir - enige! Blomsterne er fra haven og vasen er en gammel en fra Tiger - jeg blir altid i så godt humør når den kommer frem. De fine grønne vækster er vist lammeører, staude-lathyrus og violfrøstjerne - og de giver bare de fineste buketter, osse uden farver til at bryde det grønne-i-grønne. Det har været en skøn, skøn weekend med masser af oplevelser og jeg har nydt den i fulde drag og har været sammen med dejlige, dejlige mennesker (men osse 2 dage væk fra mand og børn - så dejligt nu at være tilbage i Grenå igen). Min tidligere kollega skal giftes på lørdag og derfor var der arrangeret polterabend for hende i lørdags. Og da jeg ikke kan være med til brylluppet ville jeg rigtig gerne prioritere at være med til polterabend - selvom det tager en krig at rejse fra Grenå til København i tog i disse spor-arbejdstider (sig mig, hvornår kører DSB egentlig planmæssigt??? Da jeg spurgte togføreren om jeg kunne nå det næste tog, når nu vi var forsinkede, svarede han - humoristisk, naturligvis, at han ikke brød sig om at høre det ord i sit tog - det hedder "hvis vi ankommer senere". A´ hva´ for en fisk??? Er jeg bare en VIRKELIG dårlig dansklærer, eller er der tale om et noget nærtbeslægtet synonym her??? En positiv omskrivning eller hvad??? Jeg har tit moret mig over deres slogan Tog til Tiden - DET passer I HVERT FALD ikke!!!... en af mine vittige kolleger har foreslået at det burde hedde enten Tog (så har man ikke lovet for meget) eller Tog til Tider (så har man lissom heller ikke lovet mere end man kan holde).
Det var fantastisk at være med hende den skønne eks-kollega på polterabend, og det var en dag i hendes ånd med dejlige aktiviteter (Zumba og hypnose), lækker mad (take-out fra Taco Shop og hjemmelavet tiramisu - ammenam!) og afslappet stemning, der osse efterlod plads til en landskamp (hun og en del af veninderne er heldigvis fodbold-piger - jeg ville da nødig ha undværet de 1½ time i neglebidende affekt!!!) - Det var så dejligt at fejre hende og ha en hel hyggelig dag sammen med en masse skønne kvinder. Jeg har jo lært hende at kende som en utrolig dejlig, dygtig og super-professionel kollega - og vi har udviklet et skønt venskab ved siden af, og bl.a. været en del sammen da vi havde barsel samtidig. Men det er jo altid berigende at opleve nye sider af mennesker man kender, og til sådan en pige-dag kommer der jo skønne, fede, nye historier frem - så jeg har grinet en masse og også fældet en lille tåre i løbet af dagen...
Om natten overnattede jeg hos en anden dejlig veninde, som jeg har kendt i snart 20 år - jeg ser hende for sjældent, men når vi ser hinanden er vi stadig unge i hjertet og snakker som var det i går vi sidst sås. Det blev til hyggelig morgenmad og en gåtur på Sluseholmen inden jeg satte mig i toget igen for at køre mod Jylland.
På togturen har jeg haft den største læseoplevelse længe (måske fordi jeg som regel ikke læser andet end Boligliv, reklamer, faglit. og lokalaviser :-)) Anne B. Ragdes Berlinerpoplerne. FANTASTISK bog - jeg må i boghandlen i dag efter de to næste bind i trilogien om brødrene på Neshov. Det er ikke tit jeg læser bøger hvor personerne bliver levende og nærværende for mig - personer jeg tænker over hvordan de mon lever videre... Sådan er det med denne, og jeg er taknemmelig for at jeg endelig fik den læst.
I dag står den på formiddagsløbetur, tøjvask og en tur omkring jobbet... nu er det tunge arbejdspres ved at lette og ferien lurer lige om hjørnet. Nyd solen derude! Hos mig skinner den i hjertet, osse selvom der sku gå en sky for!

jeg - en løber?!?

Jeg er midt i en identitetskrise: er jeg ved at udvikle mig til at blive løber? Jeg, der ALDRIG troede jeg sku løbe efter andet end lækre mænd og bussen i en snæver vending? Jeg, der har forsvoret at jeg nogensinde sku komme til at holde af at bevæge mig hurtigere end højst nødvendigt? Jeg - en couch potato af rang!
Men i dag - lige netop i dag - er der kommet noget nyt i spil - en transformation er på vej, og den er mere skræmmende end man måske lige sku tro...
I dag har jeg været ude på min 4-kilometer-rute (allerede dér stikker løberen sit lille ansigt frem - "min" rute - som om det var andet og mere end en vej i en by, der tilfældigvis lægger asfalt til mine prustende luntetrav) - og jeg løb HELE VEJEN (altså undtagen lige et lille-bitte stykke på ca. 2 min. hvor mine ben var ved at falde af og jeg lige måtte ned og gå...). Det er en voldsom forbedring på de godt og vel 1½ måned jeg har løbet. I starten ku jeg gå 2 min., løbe 1½, gå 2, løbe 2 o.s.v. - det var en god dag, hvis jeg var oppe at løbe 4-5 min. i streg. Men i dag - fuldstændig anden fornemmelse! Ikke noget i nærheden af adrenalin-sus og runners high - nej, mere sådan i retning af "hvorfor egentlig gå, når man nu kan løbe?" (Måske osse foranlediget af den silende regn...) Benene bar, og jeg bare løb og løb (altså bortset fra de bitte-små 2 min., ik´?)
Så hvad gør jeg nu? Skal jeg krybe til korset, og indrømme at jeg er ved at blive en af dem/jer/os/vi??? Skal jeg nu til at acceptere mig selv som løber? Sige sætninger som "Vi, der løber...", "nede i min løbeklub" eller omtale mit datidige jeg som "inden jeg blev løber..." Arrgh, det er sgu en stor omvæltning, I kid you not! For så forpligter det jo. Så skal jeg jo vise fremdrift, forbedring, skære minutter af min tid, øge min distance, deltage i løb, interessere mig for løbegrej og integrere mærkelige ord som "vindmodstand, pronation, sukkerkold og åndbarhed" i mit ellers fine, dækkende ordforråd, ik´??? Er det ikke det vi gør - vi, der løber???

søndag m. høj sol...

billedet er lånt hos bornholmsmuseum.dk
... og vi har da allerede været oppe længe! Ungerne vågner konsekvent 6.15 lige meget om vi tysser eller truer eller be´r. Og når solen står én lige ind i bærret (der mangler gardiner i soveværelset - på 5. måned, men nu SKAL det altså snart være!) er man tilbøjelig til at syns det er rart at kunne vakle ned af trappen før fanden har fået sko på - og sætte gang i en gang kaffe og TV-morgenhår.
Nå, men jeg tænkte jeg lige ville up-date lidt på en masse løst og fast:
Vejret og mine løbeture hjælper helt vildt på humøret. Jeg kommer afsted på en go 4-kilometer, prustende og stønnende, i en kombination af luntetrav, åndeløst løb og tungt-åndende gang, hver anden dag. Det gælder om at holde fast i beslutningen om at det SKAL være hver anden dag - hvis jeg laver sådan nogen "bare 4 kilometer 3 gange om ugen"-aftaler med mig selv, ender det altid m. en umulig 12-kilometer søndag aften kl. 21.00. Og den ved vi jo godt ikke holder en meter!
Jeg har smidt et kilos penge - uden de helt store afsavn. Jeg er holdt op med at spise chokolade HVER AFTEN (ja, det er sgu da osse en uvane der vil noget!) og ellers prøver jeg at tænke lidt mere frugt, grønt og fibre ind i den daglige kost. Jeg duer ikke til kostfanatisme - så får jeg så ondt af mig selv, og det er den sikre vej til a falde i kage-choko-fælden.
På jobbet er der lidt ro den næste uges tid - hårdt tiltrængt. I den forløbne uge, siden vi kom hjem fra Berlin-studieturen, er det gået slag i slag med møder, prøve-trækninger og opstart af prøveforberedelser. Der er altid lige lidt ændringer i prøvevejledninger og udformning, så der er meget ny info der skal kaperes. Ikke let, med en hjerne der er optaget af at tænke intenst over meningen med livet!
I eftermiddag kommer mine forældre fra Sjælland - de sidder gerne 8 timer i en bus for at besøge os en enkelt eftermiddag. Vi glæder os til at vise dem høns, katte, nyt bad, renoveret køkken, færdige soveværelser etc. Min mor, der stadig som 65-årig arbejder, har ikke været her i 8 måneder - min far kommer lidt oftere, da han lettere kan passe det ind i sin pensionist-kalender. Håber vejret holder så kaffen kan komme med i haven!
Nåja, til sidst har jeg lige et lille reklame-spot for jer der måske sætter Berlin på rejse-planen her i sommer:

Denne skønne lille butik har en hjemmeside, der desværre ikke rummer alle de fantastiske varer den fysiske butik gør. Jeg købte gaver for ingen penge til mine børn - og en flue-svamps-ringeklokke til min egen cykel. Det er kitsch og guf når det er bedst, og jeg anbefaler den varmt.

Den ligger i et skønt kvarter m. dejlige caféer og et fantastisk "Christiania-besætter-undergrunds-galleri hvor hashtågerne ligger tungt i den sandbestrøede gårdhave" lige om hjørnet.


Så, nu fik du lige to gode steder at besøge når Turen går til Berlin. Jeg trækker i hvert fald mand og børn med begge steder til sommer!

For alvor!

Jeg leder efter forklaringer på min egen sære stemning for tiden - prøver at lave lidt selv-analyse, faktisk.
Jeg kan godt mærke at jeg står lidt i et vadested - at jeg er nødt til at træffe nogle nye beslutninger om mit liv, både indadtil og udadtil. På det indre plan handler det om åndedræt og mærke-efter - føle om ting er rigtige eller ej. Jeg har altid været et intuitivt menneske - men har ikke altid lyttet til mine egne intuitioner og taget dem alvorligt - det er dét jeg prøver at lave om på nu (det sidste, altså!). Samtidig handler det om at se på hvor jeg bruger min energi - de sidste to år, efter vi rykkede fra København, har jeg investeret utrolig meget energi udadtil: på job, kolleger, nye naboer, relationer, integration... Alt er gået op i projekter: jobskifte (for både Kasper og mig - Kasper endda to gange!), ombygning (ombygning, ombygning og mer ombygning), skolevalg, institutionsvalg... Nu handler det om at sætte familien i første række, og se på mig selv i den forbindelse: Er jeg den mor jeg gerne vil være? Er jeg en positiv rollemodel for mine børn, eller er jeg en træt gammel kone der har investeret al energi på arbejdet? Er jeg en god kæreste for min mand - eller har jeg glemt at lytte til og mærke ham?
På det ydre plan handler det om at lukke sommerfuglen ud af puppen - tage min ømme, trætte, "gamle" krop alvorligt og gøre den stærkere og sundere. Løbeturene er én af virkemidlerne - i dag skal jeg ud på min 3. 4-kilometer på en uge, og jeg kan mærke at jeg ikke engang prøver at finde på alle mulige undskyldninger for at blive hjemme på sofaen, for det SKAL jeg bare. Og jeg har endda lyst til det! Jeg kigger osse kritisk på min kost - ikke for at sætte stramme rammer, men for at mærke efter om jeg VIRKELIG har lyst til det ekstra stykke kage - og om det VIRKELIG er bedst for mig at ta det. Det er ikke så svært - det handler om at kigge på hvilke huller det ekstra stykke kage fylder - det er jo aldrig sult-huller, men mere trang-huller ("Det skal jeg da ha´!").
Resultaterne er indtil videre gode - humøret er på vej op og vægten på vej lidt ned. Det sidste er ikke det vigtigste, men selvfølgelig en dejlig bonus.