Jeg har aldrig, så vidt jeg da kan huske, tidligere oplevet at være SÅ berørt af en rejse. Så tryllebundet af et sted, at jeg næsten ikke kan komme hjem igen. Så grebet af en storby, at jeg nærmest er parat til at skifte min Lilleby ud med den... Det er sådan det må føles at være i kold-tyrker-fasen af et misbrug: Man tænker på fixet HELE TIDEN - det er lige om hjørnet, men alligevel uendeligt langt væk. Med et fortærsket citat fra Blinkende Lygter: "Det ska jeg da ha!"
Måske var det kontrasterne der fangede mig? Myldrende millionby, men med små, hyggelige gader (der mindede en del om de allerhyggeligste dele af Århus eller KBH. Ø). Fortidens trykkende nærvær overalt versus fremtidens forjættende livslyst på hvert gadehjørne. Berusende forårsgrønne træer lige ved siden af beton,beton,beton... Jeg ved det ikke; har opgivet at blive rigtig klog på det - må bare finde vej igennem det, evt. ved søbende at fodre mit savn med lækre billeder o.lign... Nå, nu vil jeg tage endnu en kop kaffe, før løbetur og hjemme-arbejdsdag kræver mig!
