Viser opslag med etiketten hurlumhejhuset. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hurlumhejhuset. Vis alle opslag

onsdag den 7. december 2011

Blog-fødselsdag

I dag har Kolorista fødselsdag - 2 år - hold da helt op, kan ikke helt forstå at jeg har blogget SÅ længe.
Som nogle af jer har lagt mærke til, er Kolorista flyttet ud af sit Kulørte Hurlumhejhus (kun virtuelt, bare rolig - der er IKKE fysisk flytning i farvandet!) for at finde lidt ro og finde ind til en mere afdæmpet kerne. Ikke for at livet på bloggen skal blive farveløst, men bare enklere - autentisk, måske endda!
Tak til alle jer som læser med - trods mit svingende indlægs-niveau! Tak for skønne kommentarer og opbakning og hjælp m. både teknik og livs-inspiration. Jeg er dybt taknemmelig over at have adgang til så kraftig og konstant en kilde til inspiration og udvikling som blogland er! Jeg fejrer dagen med kaffe, stearinlys, fri-fra-arbejde-for-at-rekreere, løbetur, computersurferi - og med endnu en advents give-away som du finder lige HER

søndag den 4. december 2011

En mere afdæmpet Kolorista?!?

Jeg prøver et nyt layout af på bloggen - og har brug for feedback fra de af jer som har lidt tid og overskud plus en holdning til den slags... Jeg vil gerne ha en mere rolig zen-agtig blog (altså på layout-siden - men måske også på stemningssiden - hvem ved?). Et sted hvor øjet kan hvile lidt... Men virker det?
Og hvad med headeren? Er Kolorista for lidt - i forhold til den "gamle" titel - Koloristas Kulørte Hurlumhejhus?
Jeg prøver nemlig det nye af også for at prøve en ny (side af) "mig" af... en mere rolig og ikke så her-kommer-jeg-agtig "mig". En enklere "mig". En post-stress-nu-skærer-vi-lige-ind-til-benet "mig"... Men ét er hvad jeg gerne vil signalere, noget andet er hvad der når igennem til dig, der kigger med. Så: virker det???
Rigtig glædelig 2. søndag i advent - og husk at du sagtens kan nå at deltage i min 2. advents-giveaway lige HER

onsdag den 30. november 2011

Onsdag i fred og ro...

Aaaaaahhhhh... Familien er ude af døren...
Den lille nye mis sidder lige ved siden af computeren og ser ud som om hun hvert øjeblik kan finde på at kaste sig over mine fingre, som åbenbart bevæger sig i museagtige ryk over tastaturet (Ja forresten - vi kom til at købe en ny kat i forgårs... den gamle har været løbet væk i 1½ måneds tid nu, og et hjem uden en kat er som... nåja, et hjem uden en kat! I, der er katte-elskere, véd hvad jeg mener!!!)
Onsdag er min "fridag" efter to dage tilbage på jobbet. Stressen er i bero. Dejligt! Jeg er mig selv igen - ikke helt som i gamle dage, men måske på en bedre måde. Jeg har mere ro på. Mærker hvornår jeg skal sige nej, eller sidde over eller være lyttende-deltagende frem for knokle-mig-selv-i-hegnet-deltagende. Mine kolleger lader til godt at kunne holde den nye mig ud - eller måske bærer de bare over med mig fordi jeg er hende den syge :0)
Jeg véd nu, at jeg hele tiden skal mærke efter om jeg har overskuddet og energien til de "kan"-opgaver jeg har en tendens til at rage til mig - eller om det vil tage energien fra "skal"-opgaverne. Det er en faldgrube, som jeg tror jeg kommer til at stå på kanten af resten af mit arbejdsliv. Fordi det er udtryk for mit indre mønstre: JEG skal være perfekt. JEG skal være god til alt. JEG skal gøre alt 100%. JEG skal gøre mig fortjent til ros, omsorg, positiv feedback og kærlighed.
Dét er det ondeste hamsterhjul man som menneske kan være i - selvforskyldt eller ej.
Jeg har fået hjælp mange steder fra - og har suget til mig af andres erfaringer og livsklogskaber. Og jeg er blevet bedre til at gøre det jeg er bedst til: at være mig!

P.S.: Katten er en hun. Hun hedder Candace (selvom hun var døbt Sussi der hvor vi købte hende...). Hvorfor? Altså, vores venner har en kat der hedder Ferb... Og hende her er rødhåret - så hun måtte jo være Candace... Jer, der har børn i Disney-sjov alderen véd hvad jeg taler om. I øvrigt lyder det jo som Kandis - og hun har da også farver som en dejlig, ravgylden klump kandis... Hun er allerede efter 1½ døgn fuldt integreret i familien (=hun sover oven på HandyMandens dyne, render efter Kaya og Mikkel når de stormer rundt i stuerne, mjaver hjerteskærende når de går ud af døren og vil helst sidde på spisebordet når vi andre spiser... Nej, det sidste får hun selvfølgelig ikke lov til!!!)

P.P.S.: Helt arbejdsfri er jeg dog ikke i dag. Jeg skal gi standpunktskarakterer til en elev jeg ikke har set i 7 uger... så der skal lige rettes et par stile og tænkes tilbage på hvordan han ligger rent mundtligt...

P.P.P.S.: men der blir osse tid til løbetur i det smukke vejr, Boston Legal-dobbeltafsnit - og spaghetti-gudstjeneste med ungerne i aften. Fik jeg sagt Aaaaahhhh???

tirsdag den 3. maj 2011

Rabarber-muffins til kolonihaven

Senere i dag overtager vi vores yndige lille nye kolonihavehus - I ve´, det dér vi jo VIRKELIG står og mangler fordi vi SLET ikke har nok at lave i vores 270 m2 store permanente byggerod med de ca. 1400 m2 tilhørende ukrudtsbed... Men jeg GLÆDER mig bare så meget, for kolonihaven skal være et fristed for os alle fire. Det skal være det sted vi tar hen når vi ikke gider se på de paneler vi burde få malet, den flisegang vi burde få lagt om og alle de nullermænd-kattehår-havregryn-græsafklip vi ikke gider støvsuge op. Det er også det fristed hvor én af os kan ta hen når den anden bare er helt umulig (siden vi var meget tæt på at gå fra hinanden tidligere på året, har det at kunne trække sig haft høj prioritet - i erkendelsen af at vi gerne vil være nærere, og at det også kræver afstand!) Og så er det stedet hvor vi lige kan cykle hen en sommeraften, lave en kop kaffe og sidde og kigge på en anden græsplæne der burde klippes, nogle nye friske nullermænd der burde tages og en masse træværk der også råber GORI så naboerne vender sig og kikker...
Nåja, det jeg jo EGENTLIG ville skrive var, at jeg er ved at bage muffins som vi tager med i haven i eftermiddag sammen med madpakker og en kande kaffe... Hvis det går godt får I opskriften i næste indlæg... Jeg kan nemlig ikke rigtig finde ud af at følge en fast opskrift, jeg skal altid liiige tune den lidt efter eget hoved... Hvis de blir elendige hører I ikke mere til det :-)

onsdag den 16. juni 2010

7.36




De sidste par dage har jeg tænkt, at jeg ville hoppe med på "kl.12-trenden" her i blogland. Men jeg er jo ikke sådan én der kan huske at ta et billede hver dag kl. 12... Og de fleste dage kan det jo heller ikke rigtig la sig gøre p.g.a. arbejde eller lign. inferiøre aktiviteter. Så her er mine "kl. 7.36-stemningsbilleder" i stedet. Hurlumhejhuset er forladt af mand og børn... morgenmaden ryddet til side, men der er stadig oceaner af kaffe på kanden - vasketøjet og en hel klynge andre huslige opgaver venter, tålmodigt som altid - og det gør en hel bunke dansk-opgaver som jeg skal være censor på i morgen osse! Men det gør ikke noget - for dagen er helt ny. Og stadig lang og fuld af forventning. Og sol. Så haven jubler og strutter af liv - og på fredag nupper vi et par af kartoffelplanterne her og nyder den koncentrerede smag af sommer. HURRA! Nyd det, derude. Jeg tager i hvert fald uldsokkerne af og sommerkjole på i dag!

tirsdag den 12. januar 2010

et ægte hurlumhejhus...


I 8 måneder har vi knoklet med at bygge om på 1. salen. Huset samlet er ca. 270 kvadratmeter, og de ca. 90 øverste trængte til et kærligt løft (=alt det gamle lort flåes ud og der isættes nyt fra gulv til loft... inkl. tag!!!). Det har været opslidende og nu er der heldigvis en ende på det. Derfor er jeg bare glad for at kunne vise et par billeder af "mit" hjørne i den nye kvist vi har bygget på - med boksmadras og sybord og alt på plads! Mere følger når jeg får taget flere billeder!

mandag den 11. januar 2010

morgenfred...

Her i huset er mandag noget særligt! Det er nemlig min skemafri dag fra 10. klasse centeret. Det betyder ikke, at jeg ikke skal arbejde - men jeg behøver ikke ud af vagten i rasende fart, og jeg kan ta alt som det nu kommer. Det er ikke kun en fordel for mig, men også for mand og børn - jeg stresser nemlig som regel helt vildt om morgenen når vi alle skal afsted ca. 7.40. Så betyder det også, at alt det arbejde der tidligere tit skulle laves søndag aften, kan klares i dag - I am a lucky potato!
Så i dag er min yndlingsdag! Og den skal nydes med kaffe, brændeild, bloggen - også jeres - og lidt små-indkøb til "soveværelse-gult-i-gult"-projektet. Nogen der kender et sted hvor de har skriggule greb/knopper til skabe??? God mandag her fra hurlumhejhuset - nu med ro på!

søndag den 10. januar 2010

oprydning, oprydning, oprydning...

Okay, bare lige en refleksion:
Er jeg den ENESTE, der synes at weekender går op i oprydning, indkøb, rengøring og lignende dødkedelige aktiviteter??? Selvfølgelig ikke kun det, men det fylder altså meget i hvert fald i vores familie, og det er ikke fordi vi har skyhøj rengøringsstandard - bestemt ikke :-)
Nå... måske er det også fordi vi er i en konstant ombygningsfase for tiden (=på 2. år!!!)... så ting skifter plads og bliver hurtigere støvede fordi der altid liiiige bliver fuget/spartlet/slebet/savet/malet et eller andet sted i huset...Og så er vores børn heller ikke de bedste til selv at lægge sutskoene på plads og ta nattøjet op fra gulvet når "man" har kylet det i en bunke efter at ha skiftet...
Lyder jeg som forkælet mor der ikke gider almindelig oprydning? ja, måske... men jeg gider altså bare ikke :-) Så i dag gør jeg kun det oprydning jeg gider (og så plejer det faktisk at blive til en del alligevel...) Go søndag derude i blogland... jeg skal vist også i gang med at hækle nogle svampe til Malene - det gider jeg nemlig godt!

lørdag den 19. december 2009

lørdag i Grenå...


efter en omfattende og trættende ombygning er vores skønne 1.sal endelig på plads - og her er det dejligste hjørne til en kop kaffe, en godnathistorie eller lign... Har lige siddet en times tid med benene oppe - er mør efter en dejlig julefrokost m. kollegerne i går. Nu står den på mere kaffe med svigermor om lidt - Mikkel læser op fra en Kaj og Andrea-bog og Kaya nulrer mit ører og driller ved at holde hånden over computerskærmen. hun er stædig som en tre-årig (Nåja, det er jo dét hun er, såeh...) og skifter imellem at være helt symbiotisk og meget skrap! Anstrengende men også lidt kært...

lørdag den 12. december 2009

lørdag morgen m. kaffe og morgenhår...

altså morgenhår på DR1 - perfekt måde at starte weekenden op på. ungerne vågner stille og roligt og det samme gør forældrene... kaya starter hver weekende morgen med at forsikre sig selv og os om at "i dag skal vi ikke i skole og børnehave" - og det har hun jo ret i. hun elsker sin børnehave - men elsker også at ha´ fri. hun prøver af og til at fake en hoste - for når man hoster er man ikke heeelt syg, altså bare syg nok til at komme med mor på arbejde i stedet for i børnehave. i maj var hun med på job en dag, og mens jeg underviste "de store børn" i 10. klasse i engelsk, gik kaya om bag vores mobile tavle i det indelukkede, sommervarme lokale og begyndte at ta tøjet af - til elevernes store morskab! og mors... selvom jeg nu hurtigt måtte sende hende i tøjet igen!
nå, men efter et par dage på sofaen er jeg ved at være klar igen - feber og dårligdom er ved at slippe taget, men er bare SÅ mat i koderne...
nu skal jeg se om ikke jeg kan lure karens dejlige mariehøns af - for sent at være med på give away, så må selv igang med hæklenål og garn... nåja og skal lige omdanne en koldhævet dej til morgenbrød... man er vel en kone på landet!