Lige for tiden spekulerer jeg en del over hvad jeg mon egentlig har stået samfundet i gennem det sidste halve års tid. Og er pengene givet godt ud?!?
Det kan ikke være helt billigt at køre sådan et kræftprogram igennem. Jeg nævner i flæng - og glemmer sikkert noget: 2 operationer og forudgående diagnosticering med mammografi, ultralydsscanning, biopsi og analyse af prøver. For ikke at nævne den skønne støttende sportsagtige bh jeg fik udleveret... Et kemoforløb over 18 uger inkl. lægesamtaler og blodprøver. Strålebehandlinger 33 gange. Og ovenikøbet bliver mine udgifter til transport refunderet, fordi jeg bor mere end 50 km fra hospitalet.
Det er jo hvad det er - absolut ikke billigt, men rigtig nødvendigt når man nu blir ramt af kræft... Men så er der jo alt det løse udenoms. Kaffe, mad og ikke mindst masser af chokolade når jeg er til behandling. Gratis kurser i mindfulness og pilates. Med dertil hørende kaffe etc. Løn under sygdom - godt nok får mit job dagpengerefusion, men de skal jo stadig lønne en anden medarbejder for at varetage mit job. Og så er der al den medicin jeg har fået under kemoforløbet. Ikke småting, og ganske gratis, når det blev udleveret fra afdelingen.
Og når jeg engang er færdig med behandling skal jeg gå til kontroller - altså efter at jeg gradvist og i mit tempo er blevet genindsluset på mit job. Til fuld løn i indslusningsperioden...
Sidst men ikke mindst Har jeg fået udbetalt min gruppelivsforsikring - jaja, jeg ved godt jeg selv har indbetalt til den, men det kan da aldrig nå at løbe op i de 100.000 der nu står og hygger og på min opsparing.
Helt ærligt: er jeg så meget værd at vi som samfund vil fyre så mange skattekroner efter mig??? Jeg ved jo godt at det formentlig er fordi det antages at jeg kommer ud på den anden side som en nyttig borger, men alligevel... Jeg er glad og taknemmelig, og lige nu har jeg personligt ikke noget nedsættende at sige om vores velfærd i Danmark... Men hvem må undvære et eller andet -et ugentligt bad, en bolig, en friplads i institution, en specialklasse til deres barn, fordi jeg skal ha en livsvigtig behandling til mange, mange tusinde kroner?!?
onsdag den 30. januar 2013
fredag den 25. januar 2013
La vær og spør - bare gør!
Jeg går og brygger på en manual til kræftpatienter og pårørende. Ikke fordi den slags ikke findes i metermål i forvejen - men nok bare mest fordi jeg bilder mig ind at lige præcis MIN udgave mangler. En udgave med humor, slagkraft og gåpåmod. En letlæst guide - til dem der har kemo-hjerne eller pårørende-hjerne (ja, det tror jeg også findes... fordi stressen og presset er mindst lisså stort for den der står ved siden af og ser på den der lider og er syg). En guide med skæve, grafiske illustrationer - i stedet for billeder i vandede pasteller eller fotografier af netværksgrupper med pænt lånehår og en gennemsnitsalder over 50. En guide til os der er unge (yngre - du kan selv gradbøje yderligere - men altså os der er alt for unge til at blive syge). En guide der ikke kun henvender sig til de allernærmeste pårørende, men også til det bredere netværk som jo også skal træde i karakter.
Det skal være en guide med en masse do´s and don´ts... Og en guide der beskriver hvilke konsekvenser det kan have for et venskab hvis du som pårørende ikke er opmærksom på faldgruberne men bare er der på den måde du plejer. For jeres forhold bliver ændret af sygdommen. Ikke fordi den syge ønsker det - men sådan ER det bare. Det ligeværdige give-and-take-forhold i havde inden, ændrer sig...
Du får en gratis smagsprøve lige her:
HVIS du en dag skulle være så uheldig, at en af dem du elsker får kræft og i en periode ligger totalt underdrejet med kemo og stråler og møg - så er mit aller-aller bedste råd dét, der står i kort mundret form i overskriften: Lad vær at sige: "Sig endelig til hvis der er noget vi kan gøre." Nej - gør noget af dig selv. Kom forbi med en gang suppe til fryseren. Bestil billetter til biografen/koncert/teater/en gåtur på stranden og tag ungerne med et par timer. Send en SMS - tit, ja faktisk jævnligt - og sig "jeg tænker på dig - hvordan går det?". Hold alle de aftaler du laver med den syge - også de løse a la: "jeg kommer lige forbi til kaffe engang i ugens løb" - så har du faktisk LOVET det, og det kan være et kærkomment socialt afbræk i en til tider ensom tilværelse med behandlinger og restitution. Husk at den syge er syg og har brug for dig - og at jeres venskabs styrke bliver testet nu. Du er faktisk til eksamen - det er nu det viser sig (i hvert fald i den syges bevidsthed) hvor nære I er.
Jeg taler ud af min nu ½ år gamle erfaring. Jeg har været så usandsynligt heldig, at have nogle veninder som bare har stået der for mig. De skrev hurtigt efter min diagnose og sagde: "Vi kommer over!" - og de har flere gange om ugen ringet og sendt sms´er for at høre hvordan det går. Jeg vidste ikke på forhånd at lige de to ville vise sig at være dem der var der 100% for mig. De er ikke de nærmeste i geografisk forstand, men i hjertet har de vist sig at være mine allernærmeste og dem der har magtet at være tætte med mig midt i den sværeste periode i mit liv.
Og så var der nogen lige om hjørnet som jeg troede ville være mine faste støtter, men som viste sig ikke at være det. De var det i ord, men det viste sig kun at være ord. De havde travlt med deres egne liv, og det er jo okay - og egentlig er det ikke fordi der skal så meget til, men ting der førhen ikke føltes som svigt føles anderledes når man står i sit livs krise og alt er væltet. Der var løse kaffeaftaler der blev brudt. Jeg følte hurtigt at jeg gav mere end jeg modtog. Der var mange gode intentioner: "Sig til, så passer vi børnene" - men problemet er bare, at det er så uoverskueligt selv at skulle sige til! Når man nogen dage ikke kan overskue længere ud i fremtiden end næste toiletbesøg, har man ikke brug for et åbent tilbud, men for nogen der håndfast siger: "NU kommer vi og tager børnene med i skoven/vander hønsene/støvsuger førstesalen!" Det har været rigtig smertefuldt at erkende - og meget svært ikke at blive bitter over. For jeg vil gerne give, også nu hvor jeg ikke har det overskud jeg plejer at have - jeg har bare også lige her og nu brug for at der er nogen der giver mig mere end jeg kan give for tiden. Mere opmærksomhed og omsorg. Mere tilstedeværelse. Mere initiativ.
MEN: jeg vender i høj grad også blikket indad og tænker, at når nogen af mine bedste venner engang står og skal samle et væltet liv op igen, så skal jeg huske dette, og huske at jeg nu véd på egen krop hvad der virker når alting virker uoverskueligt og håbløst!
Det skal være en guide med en masse do´s and don´ts... Og en guide der beskriver hvilke konsekvenser det kan have for et venskab hvis du som pårørende ikke er opmærksom på faldgruberne men bare er der på den måde du plejer. For jeres forhold bliver ændret af sygdommen. Ikke fordi den syge ønsker det - men sådan ER det bare. Det ligeværdige give-and-take-forhold i havde inden, ændrer sig...
Du får en gratis smagsprøve lige her:
HVIS du en dag skulle være så uheldig, at en af dem du elsker får kræft og i en periode ligger totalt underdrejet med kemo og stråler og møg - så er mit aller-aller bedste råd dét, der står i kort mundret form i overskriften: Lad vær at sige: "Sig endelig til hvis der er noget vi kan gøre." Nej - gør noget af dig selv. Kom forbi med en gang suppe til fryseren. Bestil billetter til biografen/koncert/teater/en gåtur på stranden og tag ungerne med et par timer. Send en SMS - tit, ja faktisk jævnligt - og sig "jeg tænker på dig - hvordan går det?". Hold alle de aftaler du laver med den syge - også de løse a la: "jeg kommer lige forbi til kaffe engang i ugens løb" - så har du faktisk LOVET det, og det kan være et kærkomment socialt afbræk i en til tider ensom tilværelse med behandlinger og restitution. Husk at den syge er syg og har brug for dig - og at jeres venskabs styrke bliver testet nu. Du er faktisk til eksamen - det er nu det viser sig (i hvert fald i den syges bevidsthed) hvor nære I er.
Jeg taler ud af min nu ½ år gamle erfaring. Jeg har været så usandsynligt heldig, at have nogle veninder som bare har stået der for mig. De skrev hurtigt efter min diagnose og sagde: "Vi kommer over!" - og de har flere gange om ugen ringet og sendt sms´er for at høre hvordan det går. Jeg vidste ikke på forhånd at lige de to ville vise sig at være dem der var der 100% for mig. De er ikke de nærmeste i geografisk forstand, men i hjertet har de vist sig at være mine allernærmeste og dem der har magtet at være tætte med mig midt i den sværeste periode i mit liv.
Og så var der nogen lige om hjørnet som jeg troede ville være mine faste støtter, men som viste sig ikke at være det. De var det i ord, men det viste sig kun at være ord. De havde travlt med deres egne liv, og det er jo okay - og egentlig er det ikke fordi der skal så meget til, men ting der førhen ikke føltes som svigt føles anderledes når man står i sit livs krise og alt er væltet. Der var løse kaffeaftaler der blev brudt. Jeg følte hurtigt at jeg gav mere end jeg modtog. Der var mange gode intentioner: "Sig til, så passer vi børnene" - men problemet er bare, at det er så uoverskueligt selv at skulle sige til! Når man nogen dage ikke kan overskue længere ud i fremtiden end næste toiletbesøg, har man ikke brug for et åbent tilbud, men for nogen der håndfast siger: "NU kommer vi og tager børnene med i skoven/vander hønsene/støvsuger førstesalen!" Det har været rigtig smertefuldt at erkende - og meget svært ikke at blive bitter over. For jeg vil gerne give, også nu hvor jeg ikke har det overskud jeg plejer at have - jeg har bare også lige her og nu brug for at der er nogen der giver mig mere end jeg kan give for tiden. Mere opmærksomhed og omsorg. Mere tilstedeværelse. Mere initiativ.
MEN: jeg vender i høj grad også blikket indad og tænker, at når nogen af mine bedste venner engang står og skal samle et væltet liv op igen, så skal jeg huske dette, og huske at jeg nu véd på egen krop hvad der virker når alting virker uoverskueligt og håbløst!
fredag den 4. januar 2013
LykkelighedsKulisser...
Jeg elsker at kigge ind af folks vinduer. Jep, jeg er en lille lurer ;-) Jeg er så nysgerrig efter at se hvordan folk bor og indretter sig. Jeg ser efter lighedstegn med mit eget liv: har de også gamle, skrammede, hjemmemalede møbler - retro-vattæpper - porcelæn i glade, blandede farver - børne-rod og bøger der vælter rundt i birketræsbogkasserne?. Eller er det strømlinede designermøbler, mågestel, egetræ-med-blyindfattede-ruder, 3-2-1-i-læder, neon-plastik, brølende kronhjort, væg-til-væg-med-Poul-Pava-"kunst" eller noget helt andet lidt fremmedartet der præger deres valg af hjemlighedsskabende elementer?
Og for søren da hvor har jeg mange fordomme om dét der er anderledes end mit eget. Inden vi selv flyttede til provinsen, morede det mig hver gang vi var på besøg hos svigerfamilien her i Grenå, at alle pæne damer tilsyneladende indrettede deres vinduer til gaden med 2-af-hver-i-hvid. To hvide lysestager, symmetrisk sat op og gerne med en lille hvid silkebåndssløjfe om dét pyntelys der garntrisser aldrig sku tændes. To hvide krukker med noget grøn plante - levende eller plastik - i. Eller min favorit: to hvide figurer af nøgne, men tækkelige, damer eller lignende... Jeg synes det var det værste tegn på småborgerlig konformitet, det dér hvide touch overalt hvor man gik. Det syns jeg forøvrigt stadig - men jeg er bare blevet klar over, at mine egne stilmæssige valg jo blot er udtryk for en anden form for konformitet. Jeg er jo en del af "Her syr vi selv vores børnetøj efter EG-mønster og bager vores rugbrød med økologisk Aurion mel, ser Bonderøven og River Cottage og læser bøger om selvforsyning og overvejer Steinerskole til vores børn fordi folkeskolen - hvor vi i øvrigt selv arbejder og som vi hylder af hele vores Enhedsliste-hjerte - er blevet for blodfattig og udpint"-segmentet. Og når jeg kigger ind af folks vinduer og ser det liv der leves, tolket gennem de indretningsmæssige valg folk træffer, så er det i virkeligheden fordi jeg laver mine egne små historier om hvor lykken er og hvilke vækstbetingelser den skal ha. Jeg ser efter LykkelighedsKulisser: bor lykken lige her, hvor der står en hjemmemalet slagbænk med hjemmesyede puder i? Eller bor den her, hvor bogreolen er fuld af spændende bøger om selvudvikling, spiritualitet, strik-din-egen-baby-fra-top-til-tå-i-hjemmefarvet-garn og henkog din egen hjemmedyrkede tomat på 1000 måder? Eller her, hvor SMEG-køleskabet bugner af hjemmesylt og surdej?
Jeg er sikker på, at hvis du kiggede ind hos mig ville du også kunne se tegn på det rigtige, lykkelige liv i min kulisse. Her er Bonderøven-hygge for alle pengene, inkl. høns der selv lægger æg! Men nogen gange - tit, faktisk - er kulissen bare fyldt med så meget andet: Sygdom, angst (for livet, lisså meget som for døden, faktisk), skænderier, umulige trætte børn, voksne der hænger for meget i deres telefon mens børnene er hjemme, hængepatter & hæmorider, surhed og midtlivskriser, arbejdsstress, alt-for-lidt-sex-fordi-vi-er-trætte-og-faktisk-heller-ikke-gider, junkfood og laskemaver...
Når jeg læser med på en masse smukke blogs er det fuldstændig lissom når jeg glor ind af folks vinduer. Det er tit de lækre billeder der lokker mig til at læse. Lige dén skønne buket tulipaner i dén lækre retrokande-fundet-for-en-slik-på-et-lille-lokalt-loppemarked-jeg-siger-ikke-hvor, lige dén hjemmesyede lækker-kjole til lillepigen og lige dét skønt anrettede Wiinblad-fad-med-hjemmelavede-raw-trøfler... HER må de være mega-meget-lykkelige! Og nogen gange blir jeg bare så træt af mig selv og min egen jagt på den pæne overflade, for i virkeligheden vil jeg meget hellere høre om alle sprækkerne, om det svære liv der gir os så mange rige erfaringer til gengæld for lidelsen og frygten, om parforholdets prøvelser og udfordringer, om de bløde deller i stedet for vaskebrættet og om angst i stedet for her-går-det-fint-vi-klager-ikke...
Jeg ved godt, at i en hurtig, visuel verden skal der billeder på til at trække os til - og at Blogland handler om feedback, læsere og interaktion. Jeg ved godt at min blog er billedfattig for tiden, og det er ikke fordi jeg ikke sagtens ku præstere fotos af mit juletræ med hjemmesyede kugler, min nye kaffekop fra loppemarkedet og den seneste lækre kogebog jeg fik i julen. Men helt ærligt: det er jo, hver gang jeg smider sådan et billede på, en lille løgn om hvordan min verden er den perfekte - om hvordan mit liv er godt og lykkeligt. Og jeg vil faktisk bare hellere skrive - og læse - om alt det grimme lige nu. Ikke fordi det smukke ikke skal ha plads - i mit liv har det plads hver eneste dag, sammen med alt det svære - men fordi hver gang jeg smider et smukt, evt. lettere retoucheret, billede på min blog, er jeg bange for at du, min læser, skal forveksle det med, at lige her i min stue er Den Rigtige Lykke og Det Gode Liv uden sprækker eller skrammer i lakken. Men mit liv, min blog og mit hjem skal altså ikke være en af de LykkelighedsKulisser jeg selv går rundt og snuser efter på gaden.
Og for søren da hvor har jeg mange fordomme om dét der er anderledes end mit eget. Inden vi selv flyttede til provinsen, morede det mig hver gang vi var på besøg hos svigerfamilien her i Grenå, at alle pæne damer tilsyneladende indrettede deres vinduer til gaden med 2-af-hver-i-hvid. To hvide lysestager, symmetrisk sat op og gerne med en lille hvid silkebåndssløjfe om dét pyntelys der garntrisser aldrig sku tændes. To hvide krukker med noget grøn plante - levende eller plastik - i. Eller min favorit: to hvide figurer af nøgne, men tækkelige, damer eller lignende... Jeg synes det var det værste tegn på småborgerlig konformitet, det dér hvide touch overalt hvor man gik. Det syns jeg forøvrigt stadig - men jeg er bare blevet klar over, at mine egne stilmæssige valg jo blot er udtryk for en anden form for konformitet. Jeg er jo en del af "Her syr vi selv vores børnetøj efter EG-mønster og bager vores rugbrød med økologisk Aurion mel, ser Bonderøven og River Cottage og læser bøger om selvforsyning og overvejer Steinerskole til vores børn fordi folkeskolen - hvor vi i øvrigt selv arbejder og som vi hylder af hele vores Enhedsliste-hjerte - er blevet for blodfattig og udpint"-segmentet. Og når jeg kigger ind af folks vinduer og ser det liv der leves, tolket gennem de indretningsmæssige valg folk træffer, så er det i virkeligheden fordi jeg laver mine egne små historier om hvor lykken er og hvilke vækstbetingelser den skal ha. Jeg ser efter LykkelighedsKulisser: bor lykken lige her, hvor der står en hjemmemalet slagbænk med hjemmesyede puder i? Eller bor den her, hvor bogreolen er fuld af spændende bøger om selvudvikling, spiritualitet, strik-din-egen-baby-fra-top-til-tå-i-hjemmefarvet-garn og henkog din egen hjemmedyrkede tomat på 1000 måder? Eller her, hvor SMEG-køleskabet bugner af hjemmesylt og surdej?
Jeg er sikker på, at hvis du kiggede ind hos mig ville du også kunne se tegn på det rigtige, lykkelige liv i min kulisse. Her er Bonderøven-hygge for alle pengene, inkl. høns der selv lægger æg! Men nogen gange - tit, faktisk - er kulissen bare fyldt med så meget andet: Sygdom, angst (for livet, lisså meget som for døden, faktisk), skænderier, umulige trætte børn, voksne der hænger for meget i deres telefon mens børnene er hjemme, hængepatter & hæmorider, surhed og midtlivskriser, arbejdsstress, alt-for-lidt-sex-fordi-vi-er-trætte-og-faktisk-heller-ikke-gider, junkfood og laskemaver...
Når jeg læser med på en masse smukke blogs er det fuldstændig lissom når jeg glor ind af folks vinduer. Det er tit de lækre billeder der lokker mig til at læse. Lige dén skønne buket tulipaner i dén lækre retrokande-fundet-for-en-slik-på-et-lille-lokalt-loppemarked-jeg-siger-ikke-hvor, lige dén hjemmesyede lækker-kjole til lillepigen og lige dét skønt anrettede Wiinblad-fad-med-hjemmelavede-raw-trøfler... HER må de være mega-meget-lykkelige! Og nogen gange blir jeg bare så træt af mig selv og min egen jagt på den pæne overflade, for i virkeligheden vil jeg meget hellere høre om alle sprækkerne, om det svære liv der gir os så mange rige erfaringer til gengæld for lidelsen og frygten, om parforholdets prøvelser og udfordringer, om de bløde deller i stedet for vaskebrættet og om angst i stedet for her-går-det-fint-vi-klager-ikke...
Jeg ved godt, at i en hurtig, visuel verden skal der billeder på til at trække os til - og at Blogland handler om feedback, læsere og interaktion. Jeg ved godt at min blog er billedfattig for tiden, og det er ikke fordi jeg ikke sagtens ku præstere fotos af mit juletræ med hjemmesyede kugler, min nye kaffekop fra loppemarkedet og den seneste lækre kogebog jeg fik i julen. Men helt ærligt: det er jo, hver gang jeg smider sådan et billede på, en lille løgn om hvordan min verden er den perfekte - om hvordan mit liv er godt og lykkeligt. Og jeg vil faktisk bare hellere skrive - og læse - om alt det grimme lige nu. Ikke fordi det smukke ikke skal ha plads - i mit liv har det plads hver eneste dag, sammen med alt det svære - men fordi hver gang jeg smider et smukt, evt. lettere retoucheret, billede på min blog, er jeg bange for at du, min læser, skal forveksle det med, at lige her i min stue er Den Rigtige Lykke og Det Gode Liv uden sprækker eller skrammer i lakken. Men mit liv, min blog og mit hjem skal altså ikke være en af de LykkelighedsKulisser jeg selv går rundt og snuser efter på gaden.
tirsdag den 1. januar 2013
Jeg har aldrig været fan af nytårsforsætter...
... men i år har jeg faktisk et par stykker. Det er ikke lige i den traditionelle tab-ti-kilo-og-løb-ti-kilometer-genren, for dem har jeg haft masser af der aldrig holdt. I år er de mere realistiske, tror jeg... og nu ligger det jo også i ordet forsæt at det er noget man sætter sig for - ikke sværger-lover-vrider-sig-halvt-fordærvet-for-at-overholde, vel...
I år har jeg bare lyst til at åbne året med at have sådan nogle små varme ønsker&drømme at tage frem engang imellem og kigge på og nusse om og give noget opmærksomhed.
* Jeg glæder mig til at holde en fantastisk kobberbryllupsfest til sommer for alle vores venner og familie - så vi også kan sige tak for al den hjælp og støtte vi har fået, da 2012 lossede os i løgene og vi måtte tage livtag med kræften
* Jeg glæder mig til at komme i gang med at arbejde igen, og finde ud af at bruge mine personlige erfaringer fra 2012 i forhold til mine elever, kolleger, min faglighed...
* Jeg glæder mig til at få styrke, overskud og energi til at bygge min gamle, slidte kemo-krop op igen og måske komme til at føle mig yngre end 80 - gad vide om der overhovedet KAN skabes muskel-toning i alt det bløde?
* Jeg glæder mig til at gå i gang med at undersøge hvilken efteruddannelse jeg over de næste år vil bruge min energi på. Det skal være noget terapeutisk/supervision, men mangler bare lige at finde dét, det skal være... den proces skal ha tid og rum nu...
* Jeg glæder mig til at få hår igen - til at få mine smagsløg igen - til at slippe for tømmermænds-jetlag-influenza-kemo-efterveer igen
* Jeg glæder mig til at leve hver dag i 2013 intenst og nærværende
I år har jeg bare lyst til at åbne året med at have sådan nogle små varme ønsker&drømme at tage frem engang imellem og kigge på og nusse om og give noget opmærksomhed.
* Jeg glæder mig til at holde en fantastisk kobberbryllupsfest til sommer for alle vores venner og familie - så vi også kan sige tak for al den hjælp og støtte vi har fået, da 2012 lossede os i løgene og vi måtte tage livtag med kræften
* Jeg glæder mig til at komme i gang med at arbejde igen, og finde ud af at bruge mine personlige erfaringer fra 2012 i forhold til mine elever, kolleger, min faglighed...
* Jeg glæder mig til at få styrke, overskud og energi til at bygge min gamle, slidte kemo-krop op igen og måske komme til at føle mig yngre end 80 - gad vide om der overhovedet KAN skabes muskel-toning i alt det bløde?
* Jeg glæder mig til at gå i gang med at undersøge hvilken efteruddannelse jeg over de næste år vil bruge min energi på. Det skal være noget terapeutisk/supervision, men mangler bare lige at finde dét, det skal være... den proces skal ha tid og rum nu...
* Jeg glæder mig til at få hår igen - til at få mine smagsløg igen - til at slippe for tømmermænds-jetlag-influenza-kemo-efterveer igen
* Jeg glæder mig til at leve hver dag i 2013 intenst og nærværende
2013 - af hele mit hjerte: VELKOMMEN!!!
mandag den 17. december 2012
Oh, how the mighty have fallen!
`Kæft jeg har det nederen i disse dage! Rigtig lort med lort på. Måske ku du se det på billederne fra den anden dag? Jeg ku i hvert fald selv. Altså, det her er afgjort et klynkeindlæg, så gider du ikke dét, stryger du bare videre. Men nu har jeg altså fået NOK af kemo-skranten og influenza-lidelse, så nu blir jeg NØDT til at klage mig!
Det dér kemo er jo hvad det er. Det er nasty, det smadrer kroppen, man får ondt og alt muligt andet dårligdom. Det præparat jeg får nu gir ikke kvalme eller lignende, men til gengæld så jævelsk ondt i knoglerne. Så ondt at jeg nogen dage bare går rundt og klynker hele tiden. Heldigvis har jeg nu lært at jeg bare skal gi den max gas med de smertestillende. Så det var sådan set til at klare - hvis ikke lige der var kommet følgende oveni i denne uge:
Mandag: Øjenbetændelse. På børnehavebarns-måden med fuldt tilklistrede øjne og gule skorper der kun kunne fjernes fra øjenvipperne ved at rykke dem af. Så det gjorde jeg så. Ligner nu skaldet albino uden andet til at definere ansigtet end rødt snotudslæt på kinderne og min gennempudsede tud (er på min 4. box kleenex...) Desuden: Feber plus opkast. Som i: jeg kastede op selvom der ikke var mere i maven at kaste op af. Og så igen... Og igen... Jeg véd ikke om du kan forestille dig hvor afkræftet man kan blive efter 3 måneders kemo toppet med Roskildesyge/influenza/eller-hvad-det-nu-var-sygdom.
Tirsdag: Stadig let feber. Desuden nu ørepine og massive propper i begge ører. Føles som at have en dyne viklet stramt om hovedet. Kunne høre min puls banke i ørerne hele tiden. Favorit-ord i disse dage: "Hva´??"
Onsdag: Diarré. Hurra...
Torsdag: Lidt-af-det-hele... Nåja, fik jeg nævnt at jeg i tilgift hoster som en søløve og pudser næse hele tiden? Sover af denne grund alene på sofaen. Nåja, sover og sover... Jeg halvt sidder halvt ligger, med masser af puder og dyner, hue på det "onde" øre og med Sex and the City kørende på laveste lydstyrke. Glider ud og ind af søvnen - kun afbrudt af knastør hoste og indtagelse af Strepsils.
Fredag: Brugte det meste af dagen på at frekventere egen læge og hospitalet for at finde ud af hvad pokker jeg fejler. Svaret er ingenting (HA!) - normale infektionstal, men for en sikkerheds skyld kastede de lige den blide penicillin efter mig...
Lørdag, søndag og nu... Hoste. Snot. Totalt tillukkede ører. Hårdt angrebet tålmodighed og stigende irritation. Effekt af penicillin: antageligt udeblevet. Effekt af at være lukket inde i mit hjem i en uge: Kraftig. Grænsende til desperation... Nej, ikke bare grænsende til!!!
Fik jeg nævnt at jeg skulle have været til København i ugens løb for at se en masse søde veninder, gå på Christianias julemarked og udveksle julegaver med min søster???
MEN: nu kommer vi til ugens optur (ja, sådan en er der altid. Og det er vigtigt at finde den, ellers går jeg helt i sort): Sidste år i februar fik jeg en dejlig veninde til at tage nogle billeder af ungerne og jeg - som en let forsinket julegave til Kasper. Siden har de bare ligget på computeren, men NU skal de fremkaldes. Og tænk, jeg blev både rørt og rystet over de billeder: for prøv lige at se hvor skøn jeg egentlig ser ud. Det kunne jeg ikke se før - men nu hvor pynten i dén grad er pillet af mig, kan jeg påskønne mit "gamle" udseende på en helt anden måde. Og dét er faktisk noget at være glad og taknemmelig for. Hvor HAR jeg dog brugt tid med at slå mig selv oveni hovedet med hvor grim-tyk-kedelig-og-så-videre-på-manglende-selvværds-måden jeg var - men helt ærligt, det er der da ingen grund til! At se den forandring jeg har gennemløbet over det sidste halve år er smadder hårdt og det véd jeg også det må være for mine omgivelser. Men jeg kommer jo tilbage til mig selv - måske ikke lige i samme version, men i hvert fald i en rask udgave igen - forhåbentlig meget snart! Nu er der kun 10 dage til sidste kemo-runde. YES!
P.S.: Børnene er ALTID pæne!!!
P.P.S: Altså, det der skaldede look er sejt i en periode - men nu glæder jeg mig altså snart til at få hår igen.
Det dér kemo er jo hvad det er. Det er nasty, det smadrer kroppen, man får ondt og alt muligt andet dårligdom. Det præparat jeg får nu gir ikke kvalme eller lignende, men til gengæld så jævelsk ondt i knoglerne. Så ondt at jeg nogen dage bare går rundt og klynker hele tiden. Heldigvis har jeg nu lært at jeg bare skal gi den max gas med de smertestillende. Så det var sådan set til at klare - hvis ikke lige der var kommet følgende oveni i denne uge:
Mandag: Øjenbetændelse. På børnehavebarns-måden med fuldt tilklistrede øjne og gule skorper der kun kunne fjernes fra øjenvipperne ved at rykke dem af. Så det gjorde jeg så. Ligner nu skaldet albino uden andet til at definere ansigtet end rødt snotudslæt på kinderne og min gennempudsede tud (er på min 4. box kleenex...) Desuden: Feber plus opkast. Som i: jeg kastede op selvom der ikke var mere i maven at kaste op af. Og så igen... Og igen... Jeg véd ikke om du kan forestille dig hvor afkræftet man kan blive efter 3 måneders kemo toppet med Roskildesyge/influenza/eller-hvad-det-nu-var-sygdom.
Tirsdag: Stadig let feber. Desuden nu ørepine og massive propper i begge ører. Føles som at have en dyne viklet stramt om hovedet. Kunne høre min puls banke i ørerne hele tiden. Favorit-ord i disse dage: "Hva´??"
Onsdag: Diarré. Hurra...
Torsdag: Lidt-af-det-hele... Nåja, fik jeg nævnt at jeg i tilgift hoster som en søløve og pudser næse hele tiden? Sover af denne grund alene på sofaen. Nåja, sover og sover... Jeg halvt sidder halvt ligger, med masser af puder og dyner, hue på det "onde" øre og med Sex and the City kørende på laveste lydstyrke. Glider ud og ind af søvnen - kun afbrudt af knastør hoste og indtagelse af Strepsils.
Fredag: Brugte det meste af dagen på at frekventere egen læge og hospitalet for at finde ud af hvad pokker jeg fejler. Svaret er ingenting (HA!) - normale infektionstal, men for en sikkerheds skyld kastede de lige den blide penicillin efter mig...
Lørdag, søndag og nu... Hoste. Snot. Totalt tillukkede ører. Hårdt angrebet tålmodighed og stigende irritation. Effekt af penicillin: antageligt udeblevet. Effekt af at være lukket inde i mit hjem i en uge: Kraftig. Grænsende til desperation... Nej, ikke bare grænsende til!!!
Fik jeg nævnt at jeg skulle have været til København i ugens løb for at se en masse søde veninder, gå på Christianias julemarked og udveksle julegaver med min søster???
MEN: nu kommer vi til ugens optur (ja, sådan en er der altid. Og det er vigtigt at finde den, ellers går jeg helt i sort): Sidste år i februar fik jeg en dejlig veninde til at tage nogle billeder af ungerne og jeg - som en let forsinket julegave til Kasper. Siden har de bare ligget på computeren, men NU skal de fremkaldes. Og tænk, jeg blev både rørt og rystet over de billeder: for prøv lige at se hvor skøn jeg egentlig ser ud. Det kunne jeg ikke se før - men nu hvor pynten i dén grad er pillet af mig, kan jeg påskønne mit "gamle" udseende på en helt anden måde. Og dét er faktisk noget at være glad og taknemmelig for. Hvor HAR jeg dog brugt tid med at slå mig selv oveni hovedet med hvor grim-tyk-kedelig-og-så-videre-på-manglende-selvværds-måden jeg var - men helt ærligt, det er der da ingen grund til! At se den forandring jeg har gennemløbet over det sidste halve år er smadder hårdt og det véd jeg også det må være for mine omgivelser. Men jeg kommer jo tilbage til mig selv - måske ikke lige i samme version, men i hvert fald i en rask udgave igen - forhåbentlig meget snart! Nu er der kun 10 dage til sidste kemo-runde. YES!
P.S.: Børnene er ALTID pæne!!!
P.P.S: Altså, det der skaldede look er sejt i en periode - men nu glæder jeg mig altså snart til at få hår igen.
torsdag den 13. december 2012
Har du en skaldet veninde vi skal forkæle sammen?
Da jeg fik at vide at jeg havde brystkræft, tænkte jeg med det samme på at nu skulle jeg tabe håret. Jeg vidste instinktivt at jeg ikke var paryk-typen - og regnede med at køre det skaldede look, tilsat cool tørklæder og huer. Allerede inden håret røg, gik jeg ud og investerede i smukke tørklæder og huer, specielt til kvinder uden hår. Men jeg forkøbte mig - og det kan komme dig og en skaldet veninde-mor-søster-bedstemor-kollega-kone-you-name-it tilgode.
De to lækre tørklæder nedenfor får jeg nemlig ikke brugt. Jeg faldt for dem, købte dem - og har siden kun prøvet dem på nogle gange, men de passer alligevel slet ikke til mig - selvom de er fantastiske både i kvalitet og udseende. Derfor vil jeg gerne forære dem væk til en som kunne blive glad for dem og få dem brugt. De er af mærket Christine Headwear, og der er virkelig tale om et design der tager hensyn til både den sarte, bare hovedbund og det æstetiske behov for fylde der hvor der engang var hår (nej, jeg får ikke sponsor-gaver eller lignende - jeg er bare en begejstret bruger, for de to øvrige huer jeg har købt bruger jeg dagligt).
Alt hvad du skal gøre er at skrive en kommentar om hvem du synes fortjener de to fine tørklæder inden fredag den 14. december kl. 20 - gerne med en lille begrundelse og beskrivelse af hendes situation. Hun behøver ikke lide af brystkræft og være skaldet som følge af kemo, men hendes hårtab skal være ufrivilligt. Hvis der er flere interesserede trækker jeg lod - husk at skrive din email-adresse i kommentaren, så jeg kan kontakte dig bagefter. Jeg sender tørklæderne til den udvalgte skaldepande, fint pakket ind, med en hilsen fra mig og den der vinder - som en lille ekstra opmuntrende før-julegave.
Billederne her er desværre ikke ret gode, men modellerne kan måske findes på Christine-hjemmesiden ovenfor - måske endda på en lidt friskere og kønnere model end hende her kemo-makrellen, der efterhånden er noget slidt i betrækket :-)
Tørklæde #1, som er på de to billeder herover, er i beige silke-blanding med bomuldsfor. Der er sat perler og pailletter på i små bomber i douce grå og rosa toner. Det er rynket bagtil med en indsat elastik for at gi fylde, og så er der to korte bindebånd. Det er et virkelig, virkelig fint og yndigt tørklæde!
Tørklæde #2 er gråt og enkelt - det er et tørklæde der har to meget lange bindebånd som skal draperes 2 gange omkring hovedet, stoffet på båndene er syet i en art bisé-læg, rigtig dekorativt. Tørklædet er lunt og godt på en vinterdag - men med blødt fór så det ikke kradser den skaldede isse. Tørklædet er ret råt og kan passe mange typer, fordi det er enkelt og stilrent.
Håber virkelig der sidder nogen derude som kan få glæde af tørklæderne (og er det dig selv der er skaldet må du SELVFØLGELIG osse gerne melde dig i lodtrækningen!!!)
De to lækre tørklæder nedenfor får jeg nemlig ikke brugt. Jeg faldt for dem, købte dem - og har siden kun prøvet dem på nogle gange, men de passer alligevel slet ikke til mig - selvom de er fantastiske både i kvalitet og udseende. Derfor vil jeg gerne forære dem væk til en som kunne blive glad for dem og få dem brugt. De er af mærket Christine Headwear, og der er virkelig tale om et design der tager hensyn til både den sarte, bare hovedbund og det æstetiske behov for fylde der hvor der engang var hår (nej, jeg får ikke sponsor-gaver eller lignende - jeg er bare en begejstret bruger, for de to øvrige huer jeg har købt bruger jeg dagligt).
Alt hvad du skal gøre er at skrive en kommentar om hvem du synes fortjener de to fine tørklæder inden fredag den 14. december kl. 20 - gerne med en lille begrundelse og beskrivelse af hendes situation. Hun behøver ikke lide af brystkræft og være skaldet som følge af kemo, men hendes hårtab skal være ufrivilligt. Hvis der er flere interesserede trækker jeg lod - husk at skrive din email-adresse i kommentaren, så jeg kan kontakte dig bagefter. Jeg sender tørklæderne til den udvalgte skaldepande, fint pakket ind, med en hilsen fra mig og den der vinder - som en lille ekstra opmuntrende før-julegave.
Billederne her er desværre ikke ret gode, men modellerne kan måske findes på Christine-hjemmesiden ovenfor - måske endda på en lidt friskere og kønnere model end hende her kemo-makrellen, der efterhånden er noget slidt i betrækket :-)
Tørklæde #2 er gråt og enkelt - det er et tørklæde der har to meget lange bindebånd som skal draperes 2 gange omkring hovedet, stoffet på båndene er syet i en art bisé-læg, rigtig dekorativt. Tørklædet er lunt og godt på en vinterdag - men med blødt fór så det ikke kradser den skaldede isse. Tørklædet er ret råt og kan passe mange typer, fordi det er enkelt og stilrent.
Håber virkelig der sidder nogen derude som kan få glæde af tørklæderne (og er det dig selv der er skaldet må du SELVFØLGELIG osse gerne melde dig i lodtrækningen!!!)
søndag den 9. december 2012
All I Want for Christmas...
I år er jeg f-u-l-d-s-t-æ-n-d-i-g tom for gaveønsker... Jeg har virkelig prøvet at lægge hjernen i blød. En ny blender, måske... efter at mine elever brændte den gamle sammen da de skulle lave smoothies en dag. Men hvad, det går jo egentlig fint med en stavblender...
Noget nyt tøj, måske? Men jeg har jo egentlig så meget, og lige nu er det blødt tøj der kommer ud af skabet hver dag. Mine knogler og led gør nemlig så hæsligt ondt efter at jeg nu får et andet kemo-præparat. Helt standard er jeg efter 3. behandlig skiftet til ét der ikke gir kvalme, men til gengæld smadrer knoglemarven helt i bund og tørrer alle slimhinder ud. Jeg ligner Yoda når jeg står op om morgenen... bortset fra hårtotterne, altså... Og bevæger mig som en 80-årig den første uges tid efter hver behandling, fordi alle led bare gør nuller-naller...
En bog, eventuelt... det ku være Lisbeth Zornigs selvbiografi, som jeg nu har lånt et par gange på biblioteket, men kemo-hjernen har ikke ku gøre den færdig. Eller en lækker kogebog... Eller den med Arne og Carlos´ strikkede kugler...
Lækre sager til huden??? Men igen, jeg har så meget...
I virkeligheden tror jeg bare slet ikke jeg kan finde ud af at ønske mig alle de dér materielle, lækre sager i år. Egentlig har jeg bare et stort ønske: Jeg vil gerne snart være igennem dét her hæslige kemoforløb. Jeg vil gerne ha min krop igen, og kunne begynde at føle mig ung og rask i stedet for gammel og smadret. Jeg vil gerne tilbage til mit arbejde, til at være noget mere for min mand og min familie, og jeg vil gerne igen kunne føle mig som MIG igen.
Den gave er der jo ikke lige nogen der kommer forbi med, og jeg ved osse godt at det er et ønske der udspringer af at jeg lige nu er i den hårde fase af behandlingerne. Det ønske udspringer af smerte og frustration og frygt - fordi jeg jo ret beset ikke véd hvornår og om jeg nogensinde blir mig igen. Jeg véd godt jeg aldrig blir den gamle mig - min krop har været igennem prøvelser som den nok skal komme sig over, men som også vil ha sat spor. På knogler, tænder, slimhinder, muskler etc. Og psykisk kommer jeg også ud med en anden bundlinje. Mere angst, måske... Men også mere livsglad. Mindre bange for at være for meget - og mere indstillet på at bruge hele mig, også de sider som jeg tidligere har gemt lidt væk for ikke at støde nogen på manchetterne. Gad vide hvornår jeg igen kan kigge mig i spejlet og tænke at NU - lige her og NU - er jeg på toppen?
Nå, så på gaveønskelisten i år kommer der måske ikke til at stå så meget... A Cure for Cancer øverst - og så måske en lille-bitte blender nedenunder (gerne gul som den gamle)...
Noget nyt tøj, måske? Men jeg har jo egentlig så meget, og lige nu er det blødt tøj der kommer ud af skabet hver dag. Mine knogler og led gør nemlig så hæsligt ondt efter at jeg nu får et andet kemo-præparat. Helt standard er jeg efter 3. behandlig skiftet til ét der ikke gir kvalme, men til gengæld smadrer knoglemarven helt i bund og tørrer alle slimhinder ud. Jeg ligner Yoda når jeg står op om morgenen... bortset fra hårtotterne, altså... Og bevæger mig som en 80-årig den første uges tid efter hver behandling, fordi alle led bare gør nuller-naller...
En bog, eventuelt... det ku være Lisbeth Zornigs selvbiografi, som jeg nu har lånt et par gange på biblioteket, men kemo-hjernen har ikke ku gøre den færdig. Eller en lækker kogebog... Eller den med Arne og Carlos´ strikkede kugler...
Lækre sager til huden??? Men igen, jeg har så meget...
I virkeligheden tror jeg bare slet ikke jeg kan finde ud af at ønske mig alle de dér materielle, lækre sager i år. Egentlig har jeg bare et stort ønske: Jeg vil gerne snart være igennem dét her hæslige kemoforløb. Jeg vil gerne ha min krop igen, og kunne begynde at føle mig ung og rask i stedet for gammel og smadret. Jeg vil gerne tilbage til mit arbejde, til at være noget mere for min mand og min familie, og jeg vil gerne igen kunne føle mig som MIG igen.
Den gave er der jo ikke lige nogen der kommer forbi med, og jeg ved osse godt at det er et ønske der udspringer af at jeg lige nu er i den hårde fase af behandlingerne. Det ønske udspringer af smerte og frustration og frygt - fordi jeg jo ret beset ikke véd hvornår og om jeg nogensinde blir mig igen. Jeg véd godt jeg aldrig blir den gamle mig - min krop har været igennem prøvelser som den nok skal komme sig over, men som også vil ha sat spor. På knogler, tænder, slimhinder, muskler etc. Og psykisk kommer jeg også ud med en anden bundlinje. Mere angst, måske... Men også mere livsglad. Mindre bange for at være for meget - og mere indstillet på at bruge hele mig, også de sider som jeg tidligere har gemt lidt væk for ikke at støde nogen på manchetterne. Gad vide hvornår jeg igen kan kigge mig i spejlet og tænke at NU - lige her og NU - er jeg på toppen?
Nå, så på gaveønskelisten i år kommer der måske ikke til at stå så meget... A Cure for Cancer øverst - og så måske en lille-bitte blender nedenunder (gerne gul som den gamle)...
Abonner på:
Opslag (Atom)