Krea-gnist

Min krea-gnist er blevet tændt mens jeg har været sygemeldt. Den brænder lystigt, og på lørdag tager jeg på marked med en dejlig veninde & eks-kollega - og prøver at sælge ud af alle produkterne. Jeg kan mærke et sting af dårlig samvittighed når jeg skriver det - for hvordan kan man være sygemeldt fra sit job - og så sidde derhjemme og stor-producere til et julemarked? Svaret er, at det startede som nødvendig rekreation - og er det fortsat. Mit hoved har ikke kunnet klare nogetsomhelst i en 6-ugers tid nu - så hænderne har været det eneste flittige på mig. Nu begynder hjernen så småt at fungere igen - og det føles befriende! Der er dog stadig nogle ting som ikke rigtig fungerer - og jeg kan godt bekymre mig for om de kommer til det igen. F.eks. pakkede jeg i går begge børnenes madkasser - men kun i Kayas taske. Opdagede det heldigvis INDEN Mikkel kom afsted uden mad! I morges skulle jeg låse bilen op - og var pludselig fuldstændig blank på hvad vej nøglen skulle drejes. Drejede lige tre gange den forkerte vej, inden jeg fik hjernen sporet ind på det rigtige. Jeg staver stadig som en dyslektisk hest når jeg skal SMS´e og skrive på computer. Må rette igennem flere gange, og kan stadig ikke være helt sikker på at min hjerne får det hele med. Glemmer stadig hvor jeg lægger ting - og véd nu, at vejen til at u-glemme det handler om massiv opmærksomhed NÅR jeg lægger tingene et sted. Men har optur over at jeg kan overskue mere og mere - særligt socialt - uden at gå helt ned og få mega-hovedpiner. I morgen regner jeg med at prøve kræfter med et evalueringsmøde på mit arbejde - og se hvad hovedet kan kapere.
Nå - men her er lidt af det mine hænder sysler med at gøre færdigt i dag:

Bl.a. flettede armbånd i læder...

Gavemærker af et gammelt memory-spil - totalt trip down memory lane for mig der er 70´er-barn...

Øreringe med læderstjerner. Virkeligt lækre, når jeg selv skal sige det!

ArtCards med Zentangle-touch...

Back on track...

Jeg har lige holdt blog-fri en uges tid - ikke fri fra at læse med hos jer, men fra selv at skrive. Havde lige brug for, efter mit seneste indlæg, at sunde mig og mærke efter hvordan jeg egentlig har det. Tak for jeres lærerige og hjælpsomme kommentarer - de er taget ind og arbejder i mig...
Status: jeg har været meget bekymret for mig selv indtil for nylig. Jeg syntes ikke det gik fremad m. stressen - snarere tværtimod. Jeg kom ikke rigtig ud af stedet - og havde meget svært ved at se den dér berømte silver lining, som enhver sky angiveligt skulle have... Og jeg blev rystet efter min lægesamtale - og skræmt over at skulle forholde mig til at det muligvis ikke "bare" var stress, men evt. depression...
Men noget vendte i løbet af weekenden. Manden, ungerne og jeg var i vandland v. Silkeborg. Det var fantastisk (bortset fra den dér tiny insignificant detail med at man så skal se sig selv halv-og-hel-nøgen i div. mindre flatterende spejlflader). Jeg stoppede flere gange op i løbet af weekenden og opdagede, at jeg ikke stressede over noget. Jeg nød! Og det var en øjenåbner uden lige - og en lettelse. Jeg kunne sagtens overskue børn der plagede om en tur mere i badeland (eller når ret skal være ret: bare spurgte HVORNÅR de kunne komme i badeland igen - nærmest sekundet efter vi var kommet ud derfra). Jeg oplevede naturlig træthed, i stedet for den totale lammelse-uden-påviselig-årsag min krop har været i i ugevis. Det var SÅ rart - og gav mere overskud. Jeg var ude at løbe - 2 GANGE, endda - for første gang i meeeeeeget lang tid, skal lige nævnes. (Og det føltes faktisk ikke så grundvæmmeligt som de første (læs: de fleste) ture plejer at gøre. Men rart. Og overskudsstimulerende).
Den stemning har jeg taget med mig ind i denne uge. Jeg er fortrøstningsfuld nu. Jeg er ikke helt rask. Men det hjælper. I mandags kunne jeg f.eks. overskue at drikke en kop kaffe på jobbet m. mine kolleger - OG hilse på div. elever der spurgte til hvordan det gik - OG ha helbredssamtale med min leder i 1½ time (så var jeg osse helt færdig og havde flimmer for øjnene og trang til frisk luft - men bare det at jeg KUNNE var herligt nyt). I går kunne jeg overskue at datteren pludselig blev syg i børnehaven og måtte hjem og underholdes af mor - uden at gå i bro over at mine planer (=drikke kaffe m. naboen, strikke på sofaen og se Boston Legal) pludselig måtte lægges om.
For at toppe godt med endnu bedre har min fagforening stillet psykolog-hjælp til rådighed, og jeg ser frem til første samtale ud af 5 om en uge. Så der er mange små skridt i den rigtige retning...
P.S. Og for at det ikke skal være løgn, har jeg vundet en give-away - en lykkecoaching hos denne dame. Er det lige et lykketræf eller hva´?!?

Så blev jeg sgu gal i skralden!!!

Jeg var ved min læge i går. Opfølgende samtale - sådan for at se om jeg havde fået det bedre i løbet af de 14 dage jeg har været sygemeldt. Det syns jeg jo ikke jeg havde - så jeg tudede lidt i bilen på vej derud... Og stress-svedte over at skulle køre Svigermors nye skude af en stationcar... Og tænkte at bare nu lægen ikke sagde jeg havde det fint og at det bare var noget pjat og at jeg bare skulle se at tage mig sammen og komme op på hesten igen...
Det sagde lægen ikke. Hun kiggede på mig, og hørte på hvad jeg fortalte om ikke rigtig at kunne overskue ting (handle i Netto f.eks.) - og så sagde hun: "Det lyder som om du har udviklet en depression. Jeg vil gerne se dig igen om 14 dage, hvor jeg så vil lave en test på dig - og så skal vi tage stilling til om du skal have medicin".
SLAM! Jeg følte det som om jeg fik én lige på trynen! Efterfulgt af en kindhest og nænsomt afrundet m. en lille ørefigen...
Så høl jeg lidt mere - og kørte hjem mens jeg tudede i bilen - og stillede rystende bilen hos svigermor - og flæbede så resten af vejen hjem på cykel.
Og så ku jeg godt mærke at der var noget galt - noget der bare ikke føltes rigtigt. Hvordan kom konklusionen depression så hurtigt i spil? Hvad var det jeg sagde som ikke længere fik stress-alarmlampen til at lyse, men nu depressions-lampen? For lige at blive lidt mere klar på mine symptomer googlede jeg lidt rundt. Og læste om depressionssignaler og stresssymptomer. Og lykkepiller...
Og stødte så lige pludselig på en artikel, der problematiserede de tests praktiserende læger bruger til at diagnosticere depressioner. Det jeg fik ud af den gjorde mig SÅ gal. Én ting er, at testene er utroværdige og mangelfulde og fører til medicinering af mennesker som måske slet ikke HAR en klinisk depression... Men det der virkelig fik mig op af stolen var følgende: "En anden test, Hamilton-testen, der bruges til alle andre patienter (end ældre), er slet ikke beregnet til at stille diagnosen depression. Alligevel får læger penge af Sygesikringen, hver gang de bruger testen på patienter."
Nu skal jeg jo ikke kunne sige, om det er den test min læge har tænkt sig at lave på mig. Men at hun - HVIS det er den hun bruger - ligefrem får penge for det, gør mig ærlig talt NOGET loren - og får mig yderligere til at tænke: "var hun ikke liiiiiidt hurtig med at sige depression? Var det bare for at hun så kunne hive mig ind til en dobbelttid om 2 uger - og lave en velbetalt test - og så udskrive psykofarmika? Og så var der fred for mig og ikke flere forventninger om henvisning til dyr psykolog-hjælp?"
Bevares: jeg synes IKKE jeg har det godt. Jeg er enig med hende i, at jeg ikke lige nu kan arbejde. Jeg synes også det er dybt problematisk at have svært ved at overskue de mest basale dagligdagsting. MEN: jeg mener altså selv jeg "bare" er i en livskrise, stressbetinget, som der skal tages behandlingsmæssigt hånd om - men sgu da samtale-terapeutisk og/eller coachingmæssigt, IKKE medicinsk.
Nu bagefter tror jeg det var godt jeg blev så gal. Det hev mig lidt op af dyndet - jeg fik skrevet en mail til min leder - og til min TR - og i dag skal jeg kontakte min fagforening og høre om de kan hjælpe. Men min ellers stærke tillid til det etablerede lægevæsen led altså lidt et knæk i går!
P.S.: Tak til alle jer modige, skønne damer som har skrevet til mig de seneste dage. Jeres kommentarer har hjulpet mig meget - gjort mig klogere og stærkere - og viser mig, at jeg ikke er alene og at jeg ikke (kun) er et hypokondrisk skravl. Jeg er jer dybt taknemmelig!

"Lisbeth kalder Hjerne - kom ind, Hjerne! - er du der, Hjerne?"

Nu har jeg været sygemeldt 2 uger. Med stress. Sådan for alvor. For der var jo også lige en uge inden efterårsferien, hvor jeg ikke rigtig var rask, men lå lidt på hospitalet og så´en... Og så var der en efterårsferie, med alle mulige gæster som det var dejligt at se. Men også en hjerne der ikke ku tåle ret meget. Fingre der strikkede hele tiden - som i h-e-l-e t-i-d-e-n for at hjernen ikke sku begynde at tænke. Og det virkede. Lige indtil hjernen skulle begynde at tænke på arbejde igen. Det kunne den ikke. Slet, slet ikke. Og det kan den faktisk overhovedet ikke endnu. Og så blev det altså officielt, og med lægeligt stempel, til stress.
Stresssssss... Jeg prøver at finde ud af om ordet passer på mig og på hvordan jeg har det. Det passer fuldstændig - men er så nuanceret at jeg aldrig havde troet noget lignende ku ske for mig. Adr, si´r jeg bare.
For jeg troede jo, at når lægen sagde "sygemeldt i 4 uger", så begyndte det at gå opad og i den rigtige retning, og fremad og alt det dér. Men nu har det i to uger nærmest bare gået nedad og i ring og i stå og i stampe. Som om jeg hele tiden lige ku komme lidt længere ud. Lidt længere ned at ligge. Blive lidt mere ked af det og frustreret og uarbejdsdygtig. Som om hjernen kunne gå endnu mere i stå, glemme endnu flere ting, arbejde endnu langsommere og dårligere. Nu ved jeg (en flig af) hvordan det må være at have hukommelsessvigt eller en lille hjerneskade. Og det er faneme ikke rart!
Jeg har også fået en helt anden forståelse for folk der lider af angst, efter selv at have haft en lille-bitte-mikro-flig af et angstanfald en dag i Netto. Veludstyret med indkøbsseddel og lige-ud-af-landevejen-plan for hvad jeg skulle have - penge nok med og det hele...Ikke særlig angstprovokerende, vel? Men jeg gik rundt om mig selv og mistede overblikket mere og mere. Til sidst manglede jeg bare to ting - toiletpapir og noget andet nemt - og det føltes som om jeg ALDRIG skulle komme ud derfra. Hvordan skulle jeg komme HELT over i hjørnet til toiletpapiret? Hvordan skulle jeg få ALLE varerne op på båndet - få sagt pænt hej til den unge fyr i kassen - få betalt - få pakket sammen - få mig selv og varerne i bilen - og få os i en fart hjem i sikkerhed??? Jeg har aldrig før oplevet at SÅDAN en lille ting ku blive SÅ uoverskuelig - og det var SÅ skræmmende!
Og det var bare en lille ting der koksede, men sådan er der dagligt ting der giver rysten på hænderne, totalt, akut tab af overblik, indre uro og gåen-rundt-om-mig-selv-som-en-høne-uden-hoved-adfærd. Jeg kan ikke stave når jeg skriver på computer, taster hele tiden forkert når jeg SMS´er, glemmer pin-koden til dankortet og meget, meget mere. Derfor kan de mindste brud på rutiner eller ting jeg skal tage stilling til eller sms´er jeg skal svare på eller lignende slå mig ud. Også alt for lange samtaler er svære - for jeg kan selv mærke at jeg kobler fra og ikke hører efter - fordi hjernen ikke kan rumme mere. Så selvom jeg trænger til selskab og til at være ude blandt mennesker og til at snakke med nogen - så er jeg faktisk ikke rigtig i stand til at føre en nogenlunde fornuftig samtale i særlig lang tid - eller for den sags skyld huske bagefter hvad vi har snakket om. Jeg sanser i stedet for at tænke - så dufte, stemninger, lys og lyde sidder fast - bare ikke ret meget andet. Gad vide om andre kan mærke det på mig og syns jeg er underlig? Det tror jeg - men de ved jo hvorfor!
Og nu er der så lige det dér med tidshorisonten - for om 2 uger sku jeg sådan set være klar til at arbejde igen. Det betyder, at jeg skal til at være i bedring rigtig meget snart, ik?!

*Billedet er fundet på Ikkepedia - efter google-søgning på tomhjerne... Naturligvis! Sig til hvis det er dit, og jeg skal fjerne det...

(Måske) sidste hue i denne omgang...

Ikke fordi jeg er færdig med at vise den lange række af huer frem - men mere fordi jeg tænker at I måske snart er lidt trætte af alle disse huer?!?
Denne lykkedes det mig ikke at fange et ordentligt billede af, inden den røg ud af døren på hovedet af Kusine Emma på 8 år. Så her kommer de to mindst ringe - det ene på hovedet af ejeren (HVORFOR fucker mit kamera nogengange når det skal stille skarpt - jeg FATTER det ikke!!!) og det andet uflatterende henkastet på spisebordet. Du kan sikkert ikke se det - men det er NEON-orange/pink der er brugt som kontrast. FED effekt - er helt vild med dén, og de to øvrige som efterfølgende fik neon-detaljer...

Afstressningsstrik #6

Nå, efterhånden er jeg ved at nå bunden af huebunken - alt i alt nåede jeg vel at få en 10 stykker over pindene inden jeg trængte til noget nyt. Lige nu er det et stribet halsrør der er i gang - men det varer nogen dage før der er noget at vise frem på dét - pind 3 og tyndt alpakka skrider altså NOGET langsommere frem end huerne! Denne hue m. zigzag i turkis, hvid og limegrøn var inspireret af min dejlige veninde Signes "morgenmadssweater" (nej, det ved jeg virkelig ikke hvorfor den kaldes - måske fordi den altid er den sweater hun har på når vi går ud og spiser brunch? Den er i hvert fald altid med når der er mødregruppe-træf og i efterårsferien var ingen undtagelse) og den var en overgang min favorit (det er hver eneste hue, lige når den er færdig - indtil jeg får en ENDNU FEDERE klar!) - og jeg syns selv den skal længere frem i panden end modellen syntes - men hey, hvem argumenterer mod en 14-årig - de HAR altså bare fingeren på en anden puls end os gamle tanter!
Jeg har i øvrigt kastet mig over en anden afstressningsteknik - Zentangles, som jeg første gang så hos skønne Trine Søhest, og nu er fuldstændig bidt af - mere billedspam følger, når der engang er dagslys og tid til det!

* Billedet af morgenmadssweateren fra Nørgaard har jeg fundet via google - sig til hvis det er dit og jeg skal fjerne det...

Afstressningsstrik #5

Indrømmet: jeg kan ikke længere huske i hvilken rækkefølge huerne er strøget over pindene, så måske er den her slet ikke nummer 5... Jeg kan heller ikke længere holde styr på hvor mange det efterhånden er blevet til. Men jeg håber det hjælper på stressen. Er nemlig sygemeldt en måned nu. For at få hovedet til at fungere igen. Og kroppen... Og for bare at kunne arbejde igen... Ak, man kan FANEME komme langt ud, før man opdager man er kommet FOR langt ud!
Så nu strikker jeg (lidt mere). Og går lange ture. Og ser yndlingsserier i fjernsynet (men ikke for mange - så begynder det nemlig at sitre i hjernen - og nyhedsudsendelser går SLET ikke - så kan jeg næsten tude af overload!) Det hjælper alt sammen...

P.S.: Det er stadig Smuksakken Sarah der står model - ammenalså, så kan man godt ønske man var 14 igen!