mandag den 17. december 2012

Oh, how the mighty have fallen!

`Kæft jeg har det nederen i disse dage! Rigtig lort med lort på. Måske ku du se det på billederne fra den anden dag? Jeg ku i hvert fald selv. Altså, det her er afgjort et klynkeindlæg, så gider du ikke dét, stryger du bare videre. Men nu har jeg altså fået NOK af kemo-skranten og influenza-lidelse, så nu blir jeg NØDT til at klage mig!
Det dér kemo er jo hvad det er. Det er nasty, det smadrer kroppen, man får ondt og alt muligt andet dårligdom. Det præparat jeg får nu gir ikke kvalme eller lignende, men til gengæld så jævelsk ondt i knoglerne. Så ondt at jeg nogen dage bare går rundt og klynker hele tiden. Heldigvis har jeg nu lært at jeg bare skal gi den max gas med de smertestillende. Så det var sådan set til at klare - hvis ikke lige der var kommet følgende oveni i denne uge:
Mandag: Øjenbetændelse. På børnehavebarns-måden med fuldt tilklistrede øjne og gule skorper der kun kunne fjernes fra øjenvipperne ved at rykke dem af. Så det gjorde jeg så. Ligner nu skaldet albino uden andet til at definere ansigtet end rødt snotudslæt på kinderne og min gennempudsede tud (er på min 4. box kleenex...) Desuden: Feber plus opkast. Som i: jeg kastede op selvom der ikke var mere i maven at kaste op af. Og så igen... Og igen... Jeg véd ikke om du kan forestille dig hvor afkræftet man kan blive efter 3 måneders kemo toppet med Roskildesyge/influenza/eller-hvad-det-nu-var-sygdom.
Tirsdag: Stadig let feber. Desuden nu ørepine og massive propper i begge ører. Føles som at have en dyne viklet stramt om hovedet. Kunne høre min puls banke i ørerne hele tiden. Favorit-ord i disse dage: "Hva´??"
Onsdag: Diarré. Hurra...
Torsdag: Lidt-af-det-hele... Nåja, fik jeg nævnt at jeg i tilgift hoster som en søløve og pudser næse hele tiden? Sover af denne grund alene på sofaen. Nåja, sover og sover... Jeg halvt sidder halvt ligger, med masser af puder og dyner, hue på det "onde" øre og med Sex and the City kørende på laveste lydstyrke. Glider ud og ind af søvnen - kun afbrudt af knastør hoste og indtagelse af Strepsils.
Fredag: Brugte det meste af dagen på at frekventere egen læge og hospitalet for at finde ud af hvad pokker jeg fejler. Svaret er ingenting (HA!) - normale infektionstal, men for en sikkerheds skyld kastede de lige den blide penicillin efter mig...
Lørdag, søndag og nu... Hoste. Snot. Totalt tillukkede ører. Hårdt angrebet tålmodighed og stigende irritation. Effekt af penicillin: antageligt udeblevet. Effekt af at være lukket inde i mit hjem i en uge: Kraftig. Grænsende til desperation... Nej, ikke bare grænsende til!!!
Fik jeg nævnt at jeg skulle have været til København i ugens løb for at se en masse søde veninder, gå på Christianias julemarked og udveksle julegaver med min søster???
MEN: nu kommer vi til ugens optur (ja, sådan en er der altid. Og det er vigtigt at finde den, ellers går jeg helt i sort): Sidste år i februar fik jeg en dejlig veninde til at tage nogle billeder af ungerne og jeg - som en let forsinket julegave til Kasper. Siden har de bare ligget på computeren, men NU skal de fremkaldes. Og tænk, jeg blev både rørt og rystet over de billeder: for prøv lige at se hvor skøn jeg egentlig ser ud. Det kunne jeg ikke se før - men nu hvor pynten i dén grad er pillet af mig, kan jeg påskønne mit "gamle" udseende på en helt anden måde. Og dét er faktisk noget at være glad og taknemmelig for. Hvor HAR jeg dog brugt tid med at slå mig selv oveni hovedet med hvor grim-tyk-kedelig-og-så-videre-på-manglende-selvværds-måden jeg var - men helt ærligt, det er der da ingen grund til! At se den forandring jeg har gennemløbet over det sidste halve år er smadder hårdt og det véd jeg også det må være for mine omgivelser. Men jeg kommer jo tilbage til mig selv - måske ikke lige i samme version, men i hvert fald i en rask udgave igen - forhåbentlig meget snart! Nu er der kun 10 dage til sidste kemo-runde. YES!
P.S.: Børnene er ALTID pæne!!!
P.P.S: Altså, det der skaldede look er sejt i en periode - men nu glæder jeg mig altså snart til at få hår igen.


torsdag den 13. december 2012

Har du en skaldet veninde vi skal forkæle sammen?

Da jeg fik at vide at jeg havde brystkræft, tænkte jeg med det samme på at nu skulle jeg tabe håret. Jeg vidste instinktivt at jeg ikke var paryk-typen - og regnede med at køre det skaldede look, tilsat cool tørklæder og huer. Allerede inden håret røg, gik jeg ud og investerede i smukke tørklæder og huer, specielt til kvinder uden hår. Men jeg forkøbte mig - og det kan komme dig og en skaldet veninde-mor-søster-bedstemor-kollega-kone-you-name-it tilgode.
De to lækre tørklæder nedenfor får jeg nemlig ikke brugt. Jeg faldt for dem, købte dem - og har siden kun prøvet dem på nogle gange, men de passer alligevel slet ikke til mig - selvom de er fantastiske både i kvalitet og udseende. Derfor vil jeg gerne forære dem væk til en som kunne blive glad for dem og få dem brugt. De er af mærket Christine Headwear, og der er virkelig tale om et design der tager hensyn til både den sarte, bare hovedbund og det æstetiske behov for fylde der hvor der engang var hår (nej, jeg får ikke sponsor-gaver eller lignende - jeg er bare en begejstret bruger, for de to øvrige huer jeg har købt bruger jeg dagligt).
Alt hvad du skal gøre er at skrive en kommentar om hvem du synes fortjener de to fine tørklæder inden fredag den 14. december kl. 20 - gerne med en lille begrundelse og beskrivelse af hendes situation. Hun behøver ikke lide af brystkræft og være skaldet som følge af kemo, men hendes hårtab skal være ufrivilligt. Hvis der er flere interesserede trækker jeg lod - husk at skrive din email-adresse i kommentaren, så jeg kan kontakte dig bagefter. Jeg sender tørklæderne til den udvalgte skaldepande, fint pakket ind, med en hilsen fra mig og den der vinder - som en lille ekstra opmuntrende før-julegave.
Billederne her er desværre ikke ret gode, men modellerne kan måske findes på Christine-hjemmesiden ovenfor - måske endda på en lidt friskere og kønnere model end hende her kemo-makrellen, der efterhånden er noget slidt i betrækket :-)
Tørklæde #1, som er på de to billeder herover, er i beige silke-blanding med bomuldsfor. Der er sat perler og pailletter på i små bomber i douce grå og rosa toner. Det er rynket bagtil med en indsat elastik for at gi fylde, og så er der to korte bindebånd. Det er et virkelig, virkelig fint og yndigt tørklæde!



Tørklæde #2 er gråt og enkelt - det er et tørklæde der har to meget lange bindebånd som skal draperes 2 gange omkring hovedet, stoffet på båndene er syet i en art bisé-læg, rigtig dekorativt. Tørklædet er lunt og godt på en vinterdag - men med blødt fór så det ikke kradser den skaldede isse. Tørklædet er ret råt og kan passe mange typer, fordi det er enkelt og stilrent.

Håber virkelig der sidder nogen derude som kan få glæde af tørklæderne (og er det dig selv der er skaldet må du SELVFØLGELIG osse gerne melde dig i lodtrækningen!!!)
 
 



søndag den 9. december 2012

All I Want for Christmas...

I år er jeg f-u-l-d-s-t-æ-n-d-i-g tom for gaveønsker... Jeg har virkelig prøvet at lægge hjernen i blød. En ny blender, måske... efter at mine elever brændte den gamle sammen da de skulle lave smoothies en dag. Men hvad, det går jo egentlig fint med en stavblender...
Noget nyt tøj, måske? Men jeg har jo egentlig så meget, og lige nu er det blødt tøj der kommer ud af skabet hver dag. Mine knogler og led gør nemlig så hæsligt ondt efter at jeg nu får et andet kemo-præparat. Helt standard er jeg efter 3. behandlig skiftet til ét der ikke gir kvalme, men til gengæld smadrer knoglemarven helt i bund og tørrer alle slimhinder ud. Jeg ligner Yoda når jeg står op om morgenen... bortset fra hårtotterne, altså... Og bevæger mig som en 80-årig den første uges tid efter hver behandling, fordi alle led bare gør nuller-naller...
En bog, eventuelt... det ku være Lisbeth Zornigs selvbiografi, som jeg nu har lånt et par gange på biblioteket, men kemo-hjernen har ikke ku gøre den færdig. Eller en lækker kogebog... Eller den med Arne og Carlos´ strikkede kugler...
Lækre sager til huden??? Men igen, jeg har så meget...
I virkeligheden tror jeg bare slet ikke jeg kan finde ud af at ønske mig alle de dér materielle, lækre sager i år. Egentlig har jeg bare et stort ønske: Jeg vil gerne snart være igennem dét her hæslige kemoforløb. Jeg vil gerne ha min krop igen, og kunne begynde at føle mig ung og rask i stedet for gammel og smadret. Jeg vil gerne tilbage til mit arbejde, til at være noget mere for min mand og min familie, og jeg vil gerne igen kunne føle mig som MIG igen.
Den gave er der jo ikke lige nogen der kommer forbi med, og jeg ved osse godt at det er et ønske der udspringer af at jeg lige nu er i den hårde fase af behandlingerne. Det ønske udspringer af smerte og frustration og frygt - fordi jeg jo ret beset ikke véd hvornår og om jeg nogensinde blir mig igen. Jeg véd godt jeg aldrig blir den gamle mig - min krop har været igennem prøvelser som den nok skal komme sig over, men som også vil ha sat spor. På knogler, tænder, slimhinder, muskler etc. Og psykisk kommer jeg også ud med en anden bundlinje. Mere angst, måske... Men også mere livsglad. Mindre bange for at være for meget - og mere indstillet på at bruge hele mig, også de sider som jeg tidligere har gemt lidt væk for ikke at støde nogen på manchetterne. Gad vide hvornår jeg igen kan kigge mig i spejlet og tænke at NU - lige her og NU - er jeg på toppen?
Nå, så på gaveønskelisten i år kommer der måske ikke til at stå så meget... A Cure for Cancer øverst - og så måske en lille-bitte blender nedenunder (gerne gul som den gamle)...