"Hvor ER du bare heldig, Lisbeth"

Jeg har de seneste uger deltaget i et mindfulness-forløb gennem Kræftens Bekæmpelse. Det er så rørende og stort hvad der bliver stillet til rådighed af pleje til sjælen fra den organisation - de véd hvad der virker, i de hjerte-og-sinds-lommer hvor medicinen ikke kan komme ind og udrette noget. Undersøgelser viser at rigtig mange kræftpatienter efter behandlingsforløbet udvikler depressioner og angst. Når man er midt i sit behandlingsforløb er der styr på tingene - kemoen æder alt hvad den skal, strålerne svitser det sidste - bum, så var der styr på det. Men ude på den anden side står usikkerheden bare og venter på at man har paraderne nede. For hvad nu? Er det hele væk? Kommer det tilbage? HVORNÅR skal jeg blive urolig igen? Blir mit liv nogensinde det samme? Kan jeg nogensinde slappe af og få tilliden til min krop tilbage? Er jeg syg-for-evigt - eller kan jeg tillade mig at føle mig sund og rask indtil det modsatte er bevist? I dét tankespind er der brug for noget der kan hjælpe, og sådan et redskab er mindfulness. Andre undersøgelser viser, at lige præcis mindfulness-meditationsformen kan reducere risikoen for depressioner med noget i retning af 40%. Og det er så enkelt - ikke noget hokus-pokus eller mærkelige "det-virker-hvis-du-tror-på-det"-medikamenter -  bare nærvær, accept og kontakt.
Nærvær med dét som er - uden håb og ambition om forandring og præstation. Accept af dét som er - det er ok, det er der af en årsag, og det må gerne være der - også selvom det er sorg, smerte og angst. Og kontakt med kroppen og sindet. En kærlig omfavnelse af mig selv - lige præcis i dén form fysisk og psykisk jeg nu er i.
De tirsdag eftermiddage har været guld værd - på mange måder. Også fordi jeg har mødt fantastiske kvinder, fulde af liv og kraft (uden æ) - og det er inspirerende og fornyende.
Der er et særligt blik i øjnene hos dem/os. Vi stiller os ikke tilfreds med "bare" at være i live - vi vil LEVE.
På kurset har jeg mødt særligt en kvinde som gjorde indtryk på mig. Hun er ikke meget ældre end mig. Lille, væver, sprællevende og med en utrolig stærk, sprød sårbarhed omkring sig. En af de første gange sagde hun helt spontant til mig "Hvor ER du bare heldig!" Jeg havde fortalt om mit forløb - hvordan jeg havde fundet knuden, at den var lille, jeg var kommet hurtigt i behandling - og havde ikke haft spredning til lymferne...
Hun havde fundet en meget lille knude, som hendes læge havde slået hen som ingenting - men alligevel givet hende nummeret til en privatklinik hvor hun kunne få det tjekket. Som hun sagde: "Det nummer blev ved med at falde op af min taske!". Hun kom endelig afsted - og det viste sig ikke bare at være én lille knude, for hun havde celleforandringer i hele brystet. Hun fik fjernet brystet - og de fandt desuden en stor lymfeknude på halsen. "Jeg har ikke noget væv herfra og hertil" (fra halsen og ned midt på maven samt ud under armen).
Det er vildt nok, ikke? At selvom vi set ude fra verden er i samme båd - brystkræft-galejen - så er vi set INDEFRA to vidt forskellige steder. Jeg skal "bare" bekymre mig for om der igen dukker knuder op i mine bryster når jeg er færdig med behandlingen. Hun skal være opmærksom på alle mulige skjulte steder i kroppen hvor man IKKE kan se det hvis der sker noget skidt - lymfer, knogler og organer. Vi har fået samme diagnose - men vores perspektiver er alligevel vidt forskellige. Og hvor er det sundt for mig at have mødt hende. Der er ikke så mange der for tiden møder mig med et "Hvor ER du bare heldig, Lisbeth!" Jeg håber hun også nogen gange møder nogen der kan give hende dén følelse...


* Billedet har jeg lånt HER

  

Vinderen er...

Nu er jeg hjemme fra en uges dejlig rekreation i sommerhus. Heldigvis helt ovenpå igen - så nu skal jeg nyyyyyde en uges tid hvor jeg er helt mig selv inden jeg skal have næste runde kemo. Det har faktisk vist sig at være SÅ svært at rumme at lige når det går op og alt er godt - så går det brat ned igen og jeg får det ad helvedes til all over again. Men nu er der kun 3 gange tilbage, messer jeg inde i hovedet... Kun 3 gange endnu... Efter jul er jeg færdig... I det nye år er det slut med at føle sig som en tømmermandsplaget, influenzaramt sofa-zombie... Yes!!! (Det dér positive affirmations-pis skal da ha en chance, ing?)
Nå, men det jeg ville sige var jo:
Nu er afstemningen i kemo-kalot-konkurrencen slut. Og vinderen blev kalot nummer fire - den fine stribede uldhue med små filtede blomster og agern. Kære Eva, vil du skrive til mig hvad for en farve Omaggio du ønsker dig (jeg har set den kommer i en flot julerød, ud over alle de dejlige andre farver...)
Og kære Tanja, der skrev noget med "Hue nummer 4 skriger af livsglæde..." - vil du sende mig din adresse på lisbethvayland@gmail.com, så sender jeg dig et lille hjemmegjort EmBracelet.
Tusind tak for jeres bidrag alle sammen - og tak for alle de smukke kommentarer der strømmer ind på mine indlæg, jeg véd godt jeg fortsat er en ustabil blogger, men det betyder stadig alverden at I sidder derude og læser med!

Hvordan man har det - og hvordan man ta´r det...

Puh, denne runde kemo er virkelig en bitch! Jeg fik mit 3. shot i mandags - blev udskudt endnu en gang fordi mit immunforsvar var for trykket til at jeg var klar til beregnet tid. Sidste gang var hård, fordi de slet ikke ku få en nål i mine årer - først i 4. forsøg lykkedes det. Den slags sætter sig - så denne gang var det bare lykken at nålen gled i i første forsøg. Men eftervirkningerne... puha. Jeg er TRÆT ud over alle grænser. Småkvalm hele tiden, på trods af masser af medikamenter til at ta det værste. Og nu kan jeg godt mærke at det slider på humøret. Det er en hård rutchebanetur at skulle igennem gang på gang på gang... Fordi jeg har det så godt hen mod slutningen af en tre-ugers periode, føles det som et stort tab af frihed, helbred og normalitet når det næste kemo-shot nærmer sig. Fordi jeg véd at det sender mig til tælling på sofaen i nogen dage - og måske flere og flere for hver gang.
Fra start af har jeg vidst at det ville blive hårdt. Men jeg har haft skjulte ressourcer at trække på - et overskud jeg ikke vidste jeg havde, en fighterånd der kom ind fra sidelinjen og en evne til at se det positive i denne her hæslige diagnose. Men nu begynder jeg at tænke, at den ressource måske også kan løbe tør? At jeg på et tidspunkt må bukke under og bare lægge mig til tælling indtil 6. runde er omme? Jeg frygter bare at det vil give psykiske langtidsvirkninger jeg ikke kan overskue konsekvenserne af...
Derfor prøver jeg stadig at holde mig fast på at jeg er heldig. At jeg er relativt oppe-gående og har dage hvor jeg er helt mig selv... At jeg kan gå eller cykle en tur, spise sandwich på min yndlingscafé og drikke store kaffe latter med nabo-damerne. At jeg kan strikke til alt det dumme fjernsyn jeg overhovedet gider se.
Måske er det alt sammen et dumstædigt forsøg på at insistere på, at det her bare er en biting?

Så´ der huer! Og der må stemmes fra NU af!

4 skønne huer/hatte har jeg modtaget til min konkurrence - og et enkelt tilhørende tørklæde. De er skønne og specielle og ingen af dem ligner hinanden - og jeg er SÅ glad for dem alle sammen! Tak, dejlige damer!
Og nu til stemme-reglerne: du kan stemme på din favorit-hat frem til 1. november. Du kan kun stemme 1 gang pr. hat - men må gerne stemme på flere hatte, hvis du synes det er svært at vælge. Jeg tæller sammen og sørger for at alt går retfærdigt til. For at du skal have noget ud af din stemme - udover støtte til de rare modister - sætter jeg en eller anden lille ting på højkant og trækker lod blandt alle der har stemt. Og nu til billederne - de er taget med håndholdt kamera og af en noget sølle fotograf - håber dog I kan fornemme hvad huerne gør for et skaldet kemo-hoved!

Hue #1 - er egentlig en hat. Den er i efterårsagtigt brunt fløjl - egentlig var der et bånd om pulden, men jeg synes den er bedre sådan her! Den er lavet af Kirsten...

Hue #2 - er skøn og gul - med en brun sløjfe fortil. Den er til en dag med go energi og knald på! Den er lavet af Kirsten...

Hue #3 er hæklet - og til en varm dag, tænker jeg, for det lufter lidt ind gennem maskerne. Den har et tilhørende tørklæde i mormorfirkanter - varmt og i lækre efterårsfarver. Den er lavet af Helle...

Hue #4 er strikket i det blødeste-bløde garn - og der er fine filtede blomster og et enkelt agern på. Den er lavet af Eva...

Så må der stemmes!

Rundstyk!

Undskyld! Til de dejlige damer der har sendt mig hatte - fordi jeg endnu ikke har fået taget billeder og lagt på! Jeg håber ikke I synes jeg er et utaknemmeligt skarn - jeg er nemlig lykkelig for jeres bidrag, men tiden lige nu går med en frygtelig masse andet. Senere i dag tager jeg billeder og sørger for de snarest er på bloggen, så alle kan stemme med om hvem der skal vinde en skøn Kähler-vase. Go tirsdag fra Lisbeth

Noget af det, der er svært...

* Er at acceptere når ens blodprøver ikke er i orden - så kemoen må udsættes to dage...
* Er at rumme når ens mand synes det er svært at forstå at man godt kan være både stærk og svag på samme tid - uden at han behøver blive ked af det eller skulle fikse det... Og at rumme at han nogen gange BLIR ked af det og gerne vil fikse det! Og at rumme det uden at blive træls og sur og respektløs... Det er faktisk RET svært!!! Umuligt, nogengange... Og måske er det svære faktisk at forstå at han GODT kan forstå det og rumme det og være i det - men bare ikke gør det på den RIGTIGE måde (min, hvis I sku være i tvivl!)
* Er at hente sit barn på skolen uden hår. Ikke på grund af børnene - det er nemlig slet ikke et problem at rumme at hendes 6 år gamle klassekammerater kigger og siger højt "Du er skaldet - hvorfor er du det? Du ser lidt mærkelig ud!" - nej det er svært at rumme når pædagogerne får bekymrede skrå øjenbryn og let dæmpede omsorgsstemmer og siger "Nå og hvordan GÅR det så med dig???" Så får jeg lyst til at sige "Det går faktisk godt" - også selvom det går helt vildt blandet og mærkeligt og nogengange godt og nogengange helt almindeligt og nogengange af helvede til... Men sådan er livet jo for fa´en osse når man IKKE har kræft - og hvem spør de helt almindelige forældre som ikke er skaldede og får kemo, men som måske osse har brug for at blive spurgt - måske mere brug for det end mig?!?
Og hvorfor er det egentlig så svært for mig at tro på at de GODT kan rumme at jeg siger: "Det går helt almindeligt i dag - jeg har været på toppen og følt mig helt som jeg plejede at være og faktisk GLEMT at jeg var syg - indtil nogen spurgte..."
* Er at få tiden til at gå på en ordentlig måde. Uden at se FOR meget dårligt fjernsyn og spise FOR mange søde trøste-sager...
* Er at undlade at få dårlig samvittighed over de søde trøste-sager - og at lade være med at slå sig selv oven i hovedet med det og tro at det er derfor éns krop ikke er klar til kemo til tiden...
* Er at sku lægge makeup HVER DAG for ikke at ligne en syg. Og jeg er bare mega-dårlig til at lægge makeup. Hvor skal man egentlig stoppe med foundation og pudder når man er skaldet??? Nakken, eller hva´! Og hvordan undgår man at ligne en dårlig drag med alt for forbavsede øjne og alt for store læber og alt for bratte overgange mellem hudfarve og foundation???
* Er at undgå at fryse på ægget - selv når man er inden døre. Trækker det ikke lidt - overalt?
* Er at finde ud af hvad folk kan hjælpe med når de gerne vil hjælpe... Er det for meget forlangt at de SELV finder på hvad der ville være godt? De kender mig jo! Hvis det begynder med C og slutter med Hokolade, så virker det! Eller begynder med D og slutter med Ameblade... Og faktisk er det bare en kæmpe hjælp når nogen blir glade for at jeg spør om de vil komme og drikke kaffe med mig - og bare sludre om løst og fast, som om jeg var helt normal og slet ikke syg...
* Er at acceptere at ens blodprøver ikke er i orden, så kemoen må udsættes to dage...
* Er at acceptere at man måske har liiiidt kemohjerne og nogen gange glemmer ting. Og nogen gange siger ting man allerede HAR sagt :-)

Så røg det!