tirsdag den 29. juni 2010

CYB


Her har jeg drukket morgenkaffe. Mens ungerne vågnede til sommer summarum og manden tog afsted på job. Count Your Blessings! God dag, derude!

onsdag den 23. juni 2010

I heart!!!


A picture speaks a thousand words... Men jeg vil alligevel lige tilføje: Tak, Kristine - for min smukke, smukke Uno Organic - den passer perfekt på min fede finger, og kommer ALDRIG af igen!!!

søndag den 20. juni 2010

Solskin helt ind i hjertet!


I min havestue står de hyggelig rester fra en fødselsdagsmiddag for manden i fredags. Vi fejrede ham sammen m. hans forældre og gode naboer - og det var med grill-mad og gode politiske diskussioner - så fedt at debatere med mennesker der brænder, osse selvom vi bestemt ikke var - eller nogensinde blir - enige! Blomsterne er fra haven og vasen er en gammel en fra Tiger - jeg blir altid i så godt humør når den kommer frem. De fine grønne vækster er vist lammeører, staude-lathyrus og violfrøstjerne - og de giver bare de fineste buketter, osse uden farver til at bryde det grønne-i-grønne. Det har været en skøn, skøn weekend med masser af oplevelser og jeg har nydt den i fulde drag og har været sammen med dejlige, dejlige mennesker (men osse 2 dage væk fra mand og børn - så dejligt nu at være tilbage i Grenå igen). Min tidligere kollega skal giftes på lørdag og derfor var der arrangeret polterabend for hende i lørdags. Og da jeg ikke kan være med til brylluppet ville jeg rigtig gerne prioritere at være med til polterabend - selvom det tager en krig at rejse fra Grenå til København i tog i disse spor-arbejdstider (sig mig, hvornår kører DSB egentlig planmæssigt??? Da jeg spurgte togføreren om jeg kunne nå det næste tog, når nu vi var forsinkede, svarede han - humoristisk, naturligvis, at han ikke brød sig om at høre det ord i sit tog - det hedder "hvis vi ankommer senere". A´ hva´ for en fisk??? Er jeg bare en VIRKELIG dårlig dansklærer, eller er der tale om et noget nærtbeslægtet synonym her??? En positiv omskrivning eller hvad??? Jeg har tit moret mig over deres slogan Tog til Tiden - DET passer I HVERT FALD ikke!!!... en af mine vittige kolleger har foreslået at det burde hedde enten Tog (så har man ikke lovet for meget) eller Tog til Tider (så har man lissom heller ikke lovet mere end man kan holde).
Det var fantastisk at være med hende den skønne eks-kollega på polterabend, og det var en dag i hendes ånd med dejlige aktiviteter (Zumba og hypnose), lækker mad (take-out fra Taco Shop og hjemmelavet tiramisu - ammenam!) og afslappet stemning, der osse efterlod plads til en landskamp (hun og en del af veninderne er heldigvis fodbold-piger - jeg ville da nødig ha undværet de 1½ time i neglebidende affekt!!!) - Det var så dejligt at fejre hende og ha en hel hyggelig dag sammen med en masse skønne kvinder. Jeg har jo lært hende at kende som en utrolig dejlig, dygtig og super-professionel kollega - og vi har udviklet et skønt venskab ved siden af, og bl.a. været en del sammen da vi havde barsel samtidig. Men det er jo altid berigende at opleve nye sider af mennesker man kender, og til sådan en pige-dag kommer der jo skønne, fede, nye historier frem - så jeg har grinet en masse og også fældet en lille tåre i løbet af dagen...
Om natten overnattede jeg hos en anden dejlig veninde, som jeg har kendt i snart 20 år - jeg ser hende for sjældent, men når vi ser hinanden er vi stadig unge i hjertet og snakker som var det i går vi sidst sås. Det blev til hyggelig morgenmad og en gåtur på Sluseholmen inden jeg satte mig i toget igen for at køre mod Jylland.
På togturen har jeg haft den største læseoplevelse længe (måske fordi jeg som regel ikke læser andet end Boligliv, reklamer, faglit. og lokalaviser :-)) Anne B. Ragdes Berlinerpoplerne. FANTASTISK bog - jeg må i boghandlen i dag efter de to næste bind i trilogien om brødrene på Neshov. Det er ikke tit jeg læser bøger hvor personerne bliver levende og nærværende for mig - personer jeg tænker over hvordan de mon lever videre... Sådan er det med denne, og jeg er taknemmelig for at jeg endelig fik den læst.
I dag står den på formiddagsløbetur, tøjvask og en tur omkring jobbet... nu er det tunge arbejdspres ved at lette og ferien lurer lige om hjørnet. Nyd solen derude! Hos mig skinner den i hjertet, osse selvom der sku gå en sky for!

onsdag den 16. juni 2010

7.36




De sidste par dage har jeg tænkt, at jeg ville hoppe med på "kl.12-trenden" her i blogland. Men jeg er jo ikke sådan én der kan huske at ta et billede hver dag kl. 12... Og de fleste dage kan det jo heller ikke rigtig la sig gøre p.g.a. arbejde eller lign. inferiøre aktiviteter. Så her er mine "kl. 7.36-stemningsbilleder" i stedet. Hurlumhejhuset er forladt af mand og børn... morgenmaden ryddet til side, men der er stadig oceaner af kaffe på kanden - vasketøjet og en hel klynge andre huslige opgaver venter, tålmodigt som altid - og det gør en hel bunke dansk-opgaver som jeg skal være censor på i morgen osse! Men det gør ikke noget - for dagen er helt ny. Og stadig lang og fuld af forventning. Og sol. Så haven jubler og strutter af liv - og på fredag nupper vi et par af kartoffelplanterne her og nyder den koncentrerede smag af sommer. HURRA! Nyd det, derude. Jeg tager i hvert fald uldsokkerne af og sommerkjole på i dag!

tirsdag den 15. juni 2010

just another day at the office...

... men i dag var det hjemmekontoret der lagde rum til et hyggeligt planlægningsmøde m. god kollega. Så er næste skoleår allerede på vej ind i tankerne - i dag læser jeg uddannelsesplaner på vores nye elever, samtidig med at jeg lige prøver at forberede mig på årets sidste censorat. Og i næste uge vinker vi farvel til årets kuld - håber vingerne bær´ ude i den store verden. Det er sådan et mærkeligt vadested vi lærere står i, lige for tiden: årets unge er ikke ude endnu, og vi er allerede ved at gøre os klar til de nye. Lidt ambivalent, for husker vi at sige ordentligt farvel? At give dem de sidste kram og øretæver med på vejen? At minde dem om at de selv vælger om de vil sige farvel - eller på gensyn - for hvis de vil, følger vi osse gerne med i deres liv fremover. Via SMS, Facebook eller lign. Jeg kan godt mærke at året er ved at være slut - energien er for kraftigt nedad-gående og lysten til ferie kraftigt stigende... Og samtidig glæder jeg mig allerede til næste år og de næste unge... Til nye kollegiale konstellationer og et nyt team. Det er en skøn tid - at afrunde og begynde på samme tid.

fredag den 11. juni 2010

man burde burde!!!

I dag burde jeg tømme denne:
Men i stedet gik jeg i gang med dette:
Jeg burde være herude:
I stedet er jeg her:
Jeg burde finde skruer og plugs og boremaskine frem og hænge dette op:
I stedet står det på 4. uge og læner sig op af et panel i stuen - af og til vælter det når en legesyg kat kommer forbi. Men ved I hvad? Der er sgu så meget man burde, men det er altså vigtigere at "lyste" end at "burde" - mener nu engang jeg! så jeg går lige ud og bager en plade boller, og når de er færdige sætter jeg mig i sofaen igen - med en latte og en damefilm!!! For nu har jeg arbejdet så meget de seneste uger, at jeg har fortjent en dag hvor jeg ikke bør en skid!

torsdag den 10. juni 2010

Freak!

Okay - nu hvor jeg er på vej ud af skabet i andre sammenhænge (f.eks. som løber og som vrante) - må jeg vel osse hellere indrømme, at jeg er lidt en freak. Og at jeg i dag blev afsløret i det, noget så eftertrykkeligt! Forklaring??? Okay, here goes: Jeg ÆÆÆÆÆÆlsker genbrug (det er ikke det, der er det freaky, nej,nej - det blir MEGET værre) og jeg støvsuger jævnligt de fem stedlige genbrugser for lækre ting og sager. Jeg er ikke kræsen - det kan både være tøj, sko, stof, køkkengrej, fine nipseting - you name it, I buy it! Men jeg er altså lidt sart - for jeg syns tit jeg er kommet hjem med et lækkert stykke tøj for senere, når det er vasket og klar til brug af mig - at opdage at det LUGTER. Uafhjælpeligt - som regel fra under armene på de skønne bluser/tunikaer/skjorter/trøjer. Adr!!! Det er jeg SÅ træt af - for så kan det jo ikke bruges alligevel. Så jeg har gjort det til en vane (her kommer det freaky) sådan lige at gennem-snuse tøjet under ærmerne inden jeg går til kassen og slipper de symbolske, godgørende slanter. Jeg plejer at gøre det sådan i al diskretion - men det lykkedes så ikke lige i dag. Der lister jeg, stille og (tror jeg) ubemærket rundt i biksen, og da jeg tror mig ganske alene og uset, sniffer jeg lige "lidt" (læs: intenst, koncentreret og med alle sanser vakt) til den skønne, turkise Cream-tunika jeg havde fået neglene i. Men rundt om hjørnet, mens jeg har næsen dybt begravet i stof og prøver at danne mig et fornuftigt indtryk af om den er værd at ofre 30 kr. på eller om den lugter for meget af gammel mormor, opdukker en anden kunde - tænk, jeg var så pinlig over mig selv, at jeg ikke engang magtede at se hende i øjnene - men bare hurtigt fjernede tøjet fra min næse. Hold kæft hvor må hun ha grinet hele vejen hjem, af mit "diskrete" forsøg på at lade som om jeg I HVERT FALD OVERHOVEDET IKKE var mærkelig nok til at gå og lugte til tøjet i genbrugsen...