Sku man køre en Joan Ørting?

Der er vildt meget man skal tage stilling til, når man pludselig får stillet en vild diagnose som brystkræft. Hvordan siger man det til børnene? Hvem må vide det? (Mit svar er: ALLE - men det kan jo være meget forskelligt fra person til person. Jeg har bare valgt at være helt åben omkring det - det skal ikke være noget der hviskes om i krogene, og som ingen rigtig tør spørge til...) Hvad skal jeg gøre med mit elskede arbejde? Hvordan rummer jeg alle andres sorg - når min egen bare kommer og går, og faktisk ikke er der så meget som man skulle tro? Hvilken behandling vil jeg tage imod? (Mit svar er: DET HELE! Fyr den af, for fa´en - den skal bare ha alt hva den kan trække, så det her blir slået tilbage med alle til rådighed stående midler!) Hvad gør jeg når håret falder af? Paryk???? Tørklæder??? Huer?? Bar isse? Jeg har altid drømt om lange, røde krøller... Nu er drømmen indenfor rækkevidde, men det bliver nok noget sært uvirkeligt noget at gå rundt og svinge med noget SÅ langt fra mit eget glatte, korte mere-eller-mindre blonde. Som udgangspunkt tror jeg jeg er til en kombination af skaldepande og tørklæder. Lige nu ligger det stadig et stykke ude i fremtiden... men det skal ikke afholde mig fra at fantasere...

Den her ku jeg godt være til - billedet er lånt HER

"Mor, må jeg arve din smartphone hvis du dør?"

HVORDAN fortæller man sine børn at man har fået brystkræft??? Det spørgsmål have Kasper og jeg en times kørsel fra Randers til Grenå på vej hjem fra den livsomvæltende diagnose til at tænke over og snakke om. Ud over alle de praktiske oplysninger vi havde skullet forholde os til ved den timelange samtale med overlægen og sygeplejersken, havde vi selv haft brug for at spørge dem om, hvordan man mon kan fortælle sine børn på næsten 10 og 5 trekvart (ja, Kaya tæller kvartaler!!!) at mor har en potentielt livstruende sygdom. "Sig det som det er - men uden for mange detaljer, og fortæl kun det I ved - ikke for mange hvis´er og måske´er"... Det prøvede vi så, da vi endelig kom hjem og kunne hente dem hos farmor. Mikkel græd som pisket da han hørte ordet brystkræft. Han slog armene om mig og klemte mig hårdt. "Du må ikke dø mor - jeg kan ikke bære at miste min mor når jeg ikke er blevet voksen!" Så græd de voksne osse! Kaya forstod det ikke helt - resten af dagen blev hun ved med at spørge: "Har du det bedre nu, mor?" Som om jeg var syg lige nu og her - og kunne få det bedre fra øjeblik til øjeblik - lissom med snot, hovedpine eller flossede neglerødder. Efterfølgende har vi talt med dem om behandlingen. Vi har fortalt dem om operationerne. De har fået lov til at se mit arrede bryst - hvis de ville. Jeg har snakket med dem om at være skaldet, om jeg mon vil ha paryk og om hvordan man godt kan blive dårlig af kemoen. Og de har tacklet det på hver deres måde. Et par dage efter min første operation (ja, jeg er blevet opereret to gange - men det er en anden historie, der også handler om at diagnosen alligevel ikke var så klokkeklar som de først troede) spillede vi alle sammen Ludo om aftenen. Den største "fornøjelse" ved Ludo er jo at slå de andre hjem - men da jeg én gang for mange havde slået Mikkel hjem, rejste han sig og sagde i lige dele arrigskab og morskab: "Åhhhh, mor, hvoffor er du ikke død af kræft endnu!!!" Heldigvis begyndte jeg helt automatisk at skraldgrine - fordi det var så morsomt, rørende og grænseoverskridende sagt. Og heldigvis slugte Kasper lynhurtigt den irettesættelse han havde på tungen (og som jeg da også havde indeni - for det er da ikke sådan noget man kan tillade sig at sige!!! Men jo - mine børn må tillade sig at sige lige det de vil - for det SKAL være ok at tænke højt, også de forbudte og bange og urimelige og tarvelige tanker...) Han spurgte osse meget hurtigt i forløbet om han måtte arve min smartphone - vigtigt for en dreng på 10, som har en MEGA-NEDEREN helt ordinær røvdårlig telefon, som slet ikke kan måle sig med Samsung Galaxy S2!!! Selvfølgelig må han det... Kaya har forstået det på sin 5 trekvart-årige måde. En aften havde hun og jeg været i Cirkus Summarum. På vejen hjem fra Århus små-snakkede hun om alt mellem himmel og jord, mens hun spiste det sidste slik fra sin slikpose. Det var ellers i første omgang blevet valgt fra som træls, mærkeligt og ulækkert... men det kan jo blive småt for enhver. "Mor, det her slik er faktisk en slags medicin. Det er sådan en slags medicin som man faktisk kan tabe håret af!" Hun har i hvert fald forstået hvad kemoen kommer til rent praktisk at betyde... Vi bekymrer os en hel masse for hvad det her forløb kommer til at betyde for vores børn - på længere sigt. Ikke så meget den utænkelige tanke, at de måske skal undvære deres mor tidligere i deres liv end vi alle ønsker - den tanke tænker vi slet ikke (altså undtagen lige i den dér vågne time mellem 4 og 5 om natten, som nogen gange dukker op!!!). Vi tænker mere om vores store, pligtopfyldende altid korrekte dreng nu også føler at der er rum til hans følelser - og håber at han ikke føler han skal være endnu mere perfekt end han i forvejen prøver at være. Vi bekymrer os også om hvad deres legekammerater og andre i deres netværk kan finde på at sige når de opdager at Mikkels og Kayas mor i en periode ikke har noget hår... Kan man blive drillet med dét? Og hvor meget bekymrer man sig egentlig når man er barn for om man kan risikere at miste sin mor? Tænker man på det hver dag? Hver time - hele tiden? I virkeligheden tror jeg de læser på os voksne hvordan de selv skal føle. Når de kan se at jeg nyder livet - endda endnu mere intenst end før - og har det rimeligt godt - trods diagnose og diverse behandlinger og bivirkninger - så tror jeg faktisk de finder tryghed i det... Eller måske er det dét jeg håber???

I´m back...

Nøj, hvor har jeg tænkt meget på at begynde at blogge igen - og da jeg gik ind nu,for lige at overveje om jeg skulle skrive et lille indlæg, lå der en kun få dage gammel kommentar fra SanneP, om hvordan jeg har det... Så nu springer jeg sgu ud i det - så er I selv ude om det! Og tak, Sanne, for skubbet! 4 måneder uden at blogge går super stærkt - blogland er sikkert et andet end det jeg forlod. Jer der var mine faste læsere har måske stadig lyst til at høre nyt fra Kolorista - men jeg advarer jer lige på forhånd: der er et nyt projekt i mit liv, som kommer til at fylde meget på bloggen fra nu af. Måske har du ikke længere lyst til at læse med når du hører hvad det er? Det forstår jeg fuldt ud - så kobler du bare fra, og vi er lige gode venner for det! Hele den lange historie må du få en anden dag... Jeg kan kun sige, at denne ferie endte med ikke kun at være ferie. Og de sidste uger er gået med at vi som familie skal vænne os til et helt nyt liv - ikke et vi har valgt, men et vi er blevet givet. Mandag den 23. juli var jeg til mammografi på Randers Sygehus. Ca 3 uger forinden havde jeg fundet en knude i mit højre bryst - sådan en af dem der ikke går væk, hverken af at vente eller ignorere. Knuden var måske en vandcyste, mente lægerne. De tog fine billeder i brystklemmemaskinen, og desuden en lille finnålscelleprøve - og 3 grovnålsbiopsier. Og så spiste manden og jeg frokost i Randers, og ventede på svaret på den første prøve... "Din prøver viser ondartede celleforandringer - det betyder at du har brystkræft". Kan man forberede sig på den besked? Nej, ikke engang selvom vi alle sammen ved at vi kan være den ene ud af ni der blir ramt i løbet af et kvindeliv. Jeg skal nok fortælle meget mere - også om hvordan vi efterfølgende har svævet mellem håb, fordi biopsien viste sig IKKE at indeholde celleforandringer - bekymring for hvad den endelige diagnose måtte vise sig at være - træthed efter to udmarvende operationer - og venten på dén efterbehandling som nu går i gang. Så indtil nu, kære blogland: Ja, jeg er en af de ni, og jeg må acceptere de helt nye livsbetingelser jeg er blevet givet! Ja, jeg kæmper! Og ja, jeg skal nok vinde over brystkræften!!!

Frivilligt eksil...

Jeg KAN simpelthen ikke finde mine blog-ben for tiden. Derfor holder jeg pause på ubestemt tid - og dukker måske op her eller måske i anden form en anden gang. Indtil videre lukker Kolorista i hvert fald døren til sit Hurlumhejhus og trækker gardinerne for. Jeg kigger stadig med hos jer, og nyder inspirationen... men mit eget bloggeri er altså nu så meget en skændsel, at jeg må holde pause - også officielt. Kærlige hilsner og tak for nu (indtil videre...)- Lisbeth

Kvinde-klicheer...

Nu er den 8. marts lige om hjørnet. Jeg har aldrig fejret Kvindernes Internationale Kampdag. Overvejer det i år, men kan da slet ikke finde en måde der kan passe... er så ny i det dér kvindekamp, selvom jeg deep down er rystende rød og hepper på lige løn for lige arbejde og alt det dér! I dag mødte jeg en ældre herre på gaden. Han uddelte flyers om kamp-dagen og et lokalt arrangement i byens kulturhus. Måske er det konen der har sendt ham afsted - ellers lidt mærkeligt at han er sendt på gaden som reklamesøjle for lige præcis dét arrangement, ik? Arrangementet står Venstrefløjen bag - det siger de selv på flyers´en. Fint. I´m all for it! Men: HVORFOR består arrangementet af et uigennemskueligt oplæg om Frihedsegen (WHAT?), folkemusik v. Marie og Troels - og fællessang, underholdning og taler (ved Venstrefløjen, går jeg ud fra) hvor mændene osse må være med. Kan jeg se mig selv i dét? Aij, vel?!? Hvad kæmper vi for, står nærmest dybt hen i det uvisse - vi kæmper i hvert fald ikke med våben jeg gider ta op og bruge (harmonika-akkorder og kaffe, går jeg ud fra er det stærkeste skyts, at dømme fra det program) Men så var det osse lige at jeg læste denne artikel. Om klicheer i dameblade. Om at alt i damebladene centrerer sig om mode, mad, vægt og små-lomme-livs-filosofi-som-alle-ka-relatere-til-på-den-ufarlige-måde. Og om at der mangler intelligente dameblade, der tør sætte alle speltklicheerne i rampelyset og på spil. Se DET er da en krig jeg kan forstå og bakke op om. Jeg elsker glittede magasiner - men jeg blir da ved gud en ulykkeligere kvinde af at læse dem! Jeg burde motionere mere, sove mere, spise mere (sundt), shoppe mere (=dyrere) og elske mere (som i sex). Altså, hvorfor KØBER jeg det lort? Jeg tror jo ikke engang på det livssyn de opererer ud fra! Jeg har mine egne "dameblade" der kan pinpointe et moderne kvindeliv på godt og ondt - uden vaselinefilter, men med masser af LIV. De er virtuelle. De er skrevet af hamrende intelligente kvinder (M/K, faktisk). Jeg blir klogere og gladere af at læse dem. Jeg synes de rammer mit liv SÅ meget mere end alverdens glittede magasiner. Nåja, det er blogs, naturligvis. Du finder dem HER og HER. Hvis de to "damer" holder Kampdag vil jeg være med!

Uhhh, Roskilde...

I aften tar jeg til Roskilde. Skal først besøge en dejlig, gammel veninde - helt tilbage fra HF for 100 år og en hel del madpakker siden. Kommer hjem til hende sent i aften (i hvert fald målt i A-menneske-tid) og mon ikke vi skal snakke lidt og drikke te inden det blir tid til at sove? Vil være velfortjent, eftersom jeg medbringer et helt sæt stile til toget - og de SKAL rettes i denne weekend! SKAL Lisbeth, blev der sagt!!! I morgen skal jeg mødes med De Gamle Mødre. Vi skal shoppe. Hygge. Skraldgrine. Måske græde lidt. Spise go mad. Sove på Hotel Prindsen. Drikke en enkelt drink(s). Måske et Gajol-shot på værelset? Tænk så velsignet jeg er med gode mennesker! Nåja, forresten: meget in sync m. min destination har jeg lige ligget 3 dage med Roskildesyge... Som dukkede uønsket op lige midt i min ellers vildt hyggelige fødselsdag i mandags. Med gæster. Og gaver. Og bræk og bæ, altså osse. Nå, hvad. Jeg har da endnu en fødselsdag i 30´erne tilbage... Så efter nogle dage på langs & på toilettet, prøver jeg kræfter med jobbet i dag. Skal heldigvis ikke undervise så mange timer. Og der står løbetur med eleverne på programmet. Win-win! Og så er det solskin ovenikøbet...

Shhh... vil ikke forstyrres!

Jeg word-feuder!!! Hvoffor var der ingen af jer der sagde det var så sjovt??? Okay, det sagde I måske nok, men hvorfor var der ingen der sagde, at os uden smartphone bare skal downloade en eller anden lille fiks himstregims-app til pc - så kører det af den vej??? Jeg får aldrig tid til at rette stile igen!!! Eller sove... eller løbe... var der nogen der hviskede win-win?!?