Kvinde-klicheer...

Nu er den 8. marts lige om hjørnet. Jeg har aldrig fejret Kvindernes Internationale Kampdag. Overvejer det i år, men kan da slet ikke finde en måde der kan passe... er så ny i det dér kvindekamp, selvom jeg deep down er rystende rød og hepper på lige løn for lige arbejde og alt det dér! I dag mødte jeg en ældre herre på gaden. Han uddelte flyers om kamp-dagen og et lokalt arrangement i byens kulturhus. Måske er det konen der har sendt ham afsted - ellers lidt mærkeligt at han er sendt på gaden som reklamesøjle for lige præcis dét arrangement, ik? Arrangementet står Venstrefløjen bag - det siger de selv på flyers´en. Fint. I´m all for it! Men: HVORFOR består arrangementet af et uigennemskueligt oplæg om Frihedsegen (WHAT?), folkemusik v. Marie og Troels - og fællessang, underholdning og taler (ved Venstrefløjen, går jeg ud fra) hvor mændene osse må være med. Kan jeg se mig selv i dét? Aij, vel?!? Hvad kæmper vi for, står nærmest dybt hen i det uvisse - vi kæmper i hvert fald ikke med våben jeg gider ta op og bruge (harmonika-akkorder og kaffe, går jeg ud fra er det stærkeste skyts, at dømme fra det program) Men så var det osse lige at jeg læste denne artikel. Om klicheer i dameblade. Om at alt i damebladene centrerer sig om mode, mad, vægt og små-lomme-livs-filosofi-som-alle-ka-relatere-til-på-den-ufarlige-måde. Og om at der mangler intelligente dameblade, der tør sætte alle speltklicheerne i rampelyset og på spil. Se DET er da en krig jeg kan forstå og bakke op om. Jeg elsker glittede magasiner - men jeg blir da ved gud en ulykkeligere kvinde af at læse dem! Jeg burde motionere mere, sove mere, spise mere (sundt), shoppe mere (=dyrere) og elske mere (som i sex). Altså, hvorfor KØBER jeg det lort? Jeg tror jo ikke engang på det livssyn de opererer ud fra! Jeg har mine egne "dameblade" der kan pinpointe et moderne kvindeliv på godt og ondt - uden vaselinefilter, men med masser af LIV. De er virtuelle. De er skrevet af hamrende intelligente kvinder (M/K, faktisk). Jeg blir klogere og gladere af at læse dem. Jeg synes de rammer mit liv SÅ meget mere end alverdens glittede magasiner. Nåja, det er blogs, naturligvis. Du finder dem HER og HER. Hvis de to "damer" holder Kampdag vil jeg være med!

Uhhh, Roskilde...

I aften tar jeg til Roskilde. Skal først besøge en dejlig, gammel veninde - helt tilbage fra HF for 100 år og en hel del madpakker siden. Kommer hjem til hende sent i aften (i hvert fald målt i A-menneske-tid) og mon ikke vi skal snakke lidt og drikke te inden det blir tid til at sove? Vil være velfortjent, eftersom jeg medbringer et helt sæt stile til toget - og de SKAL rettes i denne weekend! SKAL Lisbeth, blev der sagt!!! I morgen skal jeg mødes med De Gamle Mødre. Vi skal shoppe. Hygge. Skraldgrine. Måske græde lidt. Spise go mad. Sove på Hotel Prindsen. Drikke en enkelt drink(s). Måske et Gajol-shot på værelset? Tænk så velsignet jeg er med gode mennesker! Nåja, forresten: meget in sync m. min destination har jeg lige ligget 3 dage med Roskildesyge... Som dukkede uønsket op lige midt i min ellers vildt hyggelige fødselsdag i mandags. Med gæster. Og gaver. Og bræk og bæ, altså osse. Nå, hvad. Jeg har da endnu en fødselsdag i 30´erne tilbage... Så efter nogle dage på langs & på toilettet, prøver jeg kræfter med jobbet i dag. Skal heldigvis ikke undervise så mange timer. Og der står løbetur med eleverne på programmet. Win-win! Og så er det solskin ovenikøbet...

Shhh... vil ikke forstyrres!

Jeg word-feuder!!! Hvoffor var der ingen af jer der sagde det var så sjovt??? Okay, det sagde I måske nok, men hvorfor var der ingen der sagde, at os uden smartphone bare skal downloade en eller anden lille fiks himstregims-app til pc - så kører det af den vej??? Jeg får aldrig tid til at rette stile igen!!! Eller sove... eller løbe... var der nogen der hviskede win-win?!?

Jeg har aldrig været god til at være malplaceret

At være i en sammenhæng, hvor jeg ikke burde. Eller ikke føler jeg burde være. Når jeg kigger tilbage over mine teenage-år og unge voksenår, følte jeg mig ofte (nærmest altid) malplaceret når jeg var i byen. Uh, det dér med at stå og gøre sig til - føre sig frem - blive set - være på... Jeg HADEDE det. I lang tid - indtil for ganske nylig - troede jeg jeg sku lære at elske det. At vænne mig til kødmarkedets handelsbetingelser - også selvom jeg jo slet ikke selv er i handelen. At jeg skulle leve op til alle de mere eller mindre skjulte forventninger om hvordan man skal se ud - og være - og hvor sjovt man skal ha det - derude på dansegulvene, klubberne etc. Nu ved jeg med mig selv at jeg aldrig kommer til at ku li det. At jeg for altid vil føle mig helt igennem mærkelig på en bar (værtshus er en anden sag - stik mig en håndbajer og en pool-kø - så kører vi!). Og det er faktisk OK. Jeg gider ikke længere prøve at finde ud af at kunne li det - eller slå mig selv oven i hovedet med at jeg ikke kan. Jeg gider ikke prøve mere på at passe ind et sted hvor jeg slet ikke har lyst til at passe ind. Jeg gider godt feste - og danse på bordene - og drikke tilpas igennem. Sammen med mennesker der SIGER mig noget, for filan da! Nå, hvorfor alle disse tanker? Fordi jeg lige har været til en koncert hvor jeg indledningsvis følte mig FULDSTÆNDIG KOMPLET FORKERT. Og længe overvejede om jeg sku gå - fordi jeg som ca. den eneste klarede at trække gennemsnitsalderen for de ca 200 tilstedeværende op over 17. Fordi der åbenlyst var gå-i-byen-stemning på alle andre end mig. Jeg valgte at blive - og godt for det. For musikken viste sig at opveje hele den virkelig trælse følelse af at være en mis-fit. Den gik totalt under huden - og der er ingen retfærdighed til, hvis ikke ham her bliver kæmpestor! Da jeg gik ud efter koncerten kom to af mine søde elever hen til mig - helt eksalterede som kun 16-årige tøser kan være det - og jublede: "Heeeeej, Lisbeth - var han ikke bare for cool? Så du han ga os High Five - og vi fik osse et glas rødvin!" Faktisk var dét osse med til at redde min aften - tænk at de gider hilse på deres kedelige gamle lærer, og dele deres glæde over en fed koncert. Det VAR sgu da godt jeg blev hængende, trods indledningsvis krummede tæer!

Jeg blir så let forelsket...

I lang tid troede jeg det sku være gengældt. Her til aften var det nok der bare blev elsket den ene vej... Skønnere i virkeligheden end på fnidret lommevideo.

Containercrawl

I tirsdags og onsdags lå jeg m. røven i vejret i en container midt i byen... (Lyder måske mere lokkende end det er...) Den stod foran de lokale boghandel, og var propfuld med skønne fund: trådkurve i metal, plexiglashylder af div. arter, postkortstativer og meget mere... En skøn krea-kollega var med på rov - tjek hans helt nye blog her og se hvad han får ud af sine genbrugsfund.

Når nogen er bedre end én selv...

... så overvejer jeg altid at stoppe med det jeg gør. Sådan har jeg det med at blogge for tiden. Der er bare SÅ mange som gør det jeg gerne vil - gange en million bedre! Kan mærke min blog også er ved at skifte fokus (eller: jeg er, uden at det kommer særligt til udtryk på min p.t. dybt inaktive blog) - fra en krea-hverdags-blog til en bekendelses-og-her-er-mit-kaos-liv-blog... bare uden så meget kaos. Og med en begrænset mængde bekendelse (mor læser jo med - og sku nødig blive for forskrækket :0))... Så I kan godt høre det, ik? Der er SÅ mange der gør det bedre end mig i forvejen. F.eks. hende her... og hende (ham) her... og mange mange andre... Men nu må jeg starte et sted - med lige at advare: skulle der i fremtiden (som jo starter NU) komme indlæg med eklatant mangel på billeder, men til gengæld rystende indhold fra privatsfæren... så er det bare fordi det er det jeg så gerne vil kunne. Sku der IKKE komme indlæg af den type - ja så er vi lissom tilbage ved overskriften og den indledende præmis, ik?