Aij, det var dog utroligt!!!

...når den første adresse man taster i browseren kl. 5.30 lørdag morgen, alt- for-tidligt-oppe-uden-grund, er ens arbejds-intra! Så er det faneme nok, kone! Nu ta´r jeg en kold arbejdstyrker, og kigger først på noget jobrelateret i morgen aften! Promise!!!

Do not piss over here!

Der er helt rent på mit skrivebord. Altså ikke det på arbejdet (det flyder værre end sædvanligt med papirer, ekstra-tøj-til-hvis-man-sveder-for-meget-på-cyklen, madkasser, diverse dimser - og en hel masse undervisningsmateriale jeg alligevel ikke kan finde, fordi det ligger i en bunke - hvorpå jeg frisk kopierer det igen - for at det kan ende i endnu en bunke!) Arbejdsbordet herhjemme ligner osse noget der er løgn - mest fordi det er spisebordet i spisestuen som udgør arbejdspladsen, og tillige er den første vandrette flade når "man" (=børn, mand og mig) træder ind i hjemmet - derfor er der altid liiiiige plads til 2 bærbare, et par sokker, diverse børne-pc-spil, alle Kayas hårelastikker som hun fik i 5-års fødselsdagsgave tidligere på måneden, en kaffekop eller to, tuscher, papirer, regninger - og så en hel masse undervisningsmaterialer, jeg alligevel ikke kan finde, fordi...
Næ, det er computerskrivebordet der lige nu for en gangs skyld ikke flyder med div. ligegyldige genveje som computeren efter min bedste overbevisning selv har opfundet og åbenbart synes var smart at jeg havde - hvis nu jeg glemte hvor et eller andet antikveret referat fra et længst svundet møde lå, eller manglede en installation til Pixeline på bedstemors loft, eller tusind sticky notes med links på...
Det er rent og pænt, fordi min computer har været død, men nu er genopstanden. Og derfor ligger der lige nu kun følgende billede og fylder det hele:

... bare som en lille reminder til mig selv om, at jeg skal huske ikke automatisk at sige "hit med den" til alle arbejdsopgaver der kommer forbi - sidst af alle dem som ikke var mine in the first place. Jeg øver mig!!!

*Billedet er i øvrigt taget i Berlins legendariske undergrundsgalleri, Tacheles - som desværre nok ikke lever længere når jeg vender tilbage til april næste år.

Tjek min søde kollega Stines Giveaway

... og skynd dig at blive fast læser på hendes skønne blog!
Du finder Strikkelas her Du kan nå at være med indtil valgdagen :-)

Jeg elsker sensommerdage...

... prøv at snuse ind i dag - forrygende, ik? Kulde, dug, blomster, nyhøstet korn og meget andet godt... Og så det særlige lys, hvor man godt kan mærke, at de lyseste dage er gået. Lidt vemodigt, men stadig med mindst en måneds dejlig sensommer tilbage. Gotta love it!!!

"Sådan et spejl vil vi i hvert fald ikke ha derhjemme!!!"

Jeg har været i Cirkus Summarum med Kaya i dag - fantastisk, jublende, stor oplevelse for os begge (selvom hun 10 min. inde i forestillingen proklammerede, at NU ville hun hjem, fordi musikken var for høj - men vi holdt nu ud hele vejen alligevel.)
Pladsen ved Tangkrogen var et lege-slaraffenland med hoppepuder, legobiler, karussel og div. fristende boder. Her brugte vi et par timer før forestillingen - og det var her jeg hørte en på mange måder klon af mig selv udtale de tankevækkende ord fra overskriften.
Det som at der skete var følgende: På pladsen var opstillet skøre spejle - hvor man fik tykke ben, lange arme, kæmpestore fødder og mistede hovedet o.s.v. Fantastisk legetøj, syns jeg - og på skiltet ved siden af stod det sympatiske opråb fra Muskelsvindfonden, som jo har en finger med i spillet omkring Summarum, at her skal være Plads til Forskellighed (eller noget i den retning - det var i hvert fald budskabet, selvom ordene måske var nogle andre). Her hørte jeg så en ganske givet sød og dejlig mor (som ku være mig selv) sige til sin datter på 5-7 år (som ku være Kaya): "Puha, man ser godt nok tyk ud i det her spejl, hva! Godt vi ikke har sådan et derhjemme - vi behøver da ikke se tykkere ud end vi i forvejen er!"
AHVABEHVA!!! Er det nu sådan vi som kvinder videreformidler et "Du-er helt-som-du-skal-være"-selvbillede til vores døtre (og os selv, for that matter!!!) Og tro mig - jeg siger ikke det her for at nedgøre nogen, FOR DET KU JO VÆRE MIG SELV, siger jeg. Hvis nu jeg selv havde haft automatpiloten på, kunne jeg ha hørt de samme træls og selvnedgørende ord komme ud af min egen mund - men for saddan da, hvor jeg kæmper for at fyre den skide co-driver, så jeg ikke sender signaler til min datter om at tyk=forkert!!! I dette tilfælde var der i øvrigt tale om en objektivt betragtet absolut helt normalvægtig kvinde og hendes lisså fuldstændig normalvægtige datter.
P.S: Så vil jeg i øvrigt gerne benytte den oplagte lejlighed til at råbe ud i verden, til alle kvinder, at NU! NU som i NUUUUU! må det være nok med at vi skal måle os selv, hinanden og vores plads & berettigelse i verden, på det tal som står på vægten eller det billede spejlet viser os. Jeg svinger hermed baretten for Muskelsvindfondens smukke overskrift - og den sku nok snarere ha prydet indlægget her, når ret skal være ret!

* billedet er lånt her

"Verdens bedste brød, der er så nemt at det kan bages af en 3-årig"

... Men åbenbart ikke af en 37-årig. Mit blev fladt... og tørt... og tungt... Men måske har DU mere held, for jeg kan se at flere andre i blogland har prøvet det med fine resultater - og bortset fra den aaaaaalenlange hævetid af flere omgange, ER det faktisk et besnærende nemt brød! (Og jeg ved i øvrigt godt hvad der gik galt: 1) Jeg KAN ikke bage efter opskrift, og skal ta at holde op med at prøve, for det går bare ikke godt!!! 2) Jeg brugte for meget groft mel (fuldkorns spelt) i forhold til opskriftens anbefalinger og 3) Der var for stor diameter på bunden i gryden til min lille klat dej - som derfor blev flad og blev bagt tør, fordi jeg rigidt holdt fast i opskriftens bagetid på trods af at jeg faktisk har glimrende fornemmelse selv, for den slags, tak!!!) Nå, men jeg prøver det da igen, for det skal faneme ikke hedde sig at jeg ikke kan bage lisså godt som en 3-årig, nå!!!

lille pip fra en ferie-zombie

Her står den stadig på sommerferie og ren afslapning. Vi har bl.a. haft en dejlig, dejlig uge i Sverige med høj sol over det skønne område vi boede i ved Göta Kanal. Total svensk idyl med lille rødmalet træhus, tilhørende badesø, gode vandre-"fjelde" og små smukke byer rundt omkring. Og nu er vi så hjemme allesammen i 3 uger og stresser helt ned. Vejret hjælper - man KAN ikke ret meget når det står ned i stænger en del af tiden. Jeg har fået syet en hel masse lynlåsarmbånd, og i eftermiddag kommer nogle dejlige damer forbi for at handle lidt (og drikke noget kaffe). 85 kr. stykket - DET er da et røverkøb!!!

Manden og jeg var i biffen i går og så den sidste Harry Potter. For mig er det en æra der er slut nu. Meget vemodigt, men også en fantastisk afslutning. Jeg har set alle filmene (flere gange!), læst bøgerne (de fleste på engelsk - creme for en anglofil som mig!!!) og levet mig totalt ind i det univers. Normalt er jeg ikke til fantasy som genre (og kan man egentlig kategorisere Harry Potter som fantasy? På en eller anden måde er det univers bare ganske sig selv og unikt!) - men her har jeg været fuldstændig fortabt i historien. Ak - nu må jeg vist læse dem igen for ikke at føle alt for meget tomrum! Efter filmen trissede vi stille hjem i silende regn - egentlig meget hyggeligt, og rigtig dejligt med en kærestetur.
Nå, jeg løber igen - sofaen kalder og kaffen ligeså!